Ved det lange spisebord var der trangt om de dyre retter og selvtilfredsheden. Jytte stillede en porcelænssuppeskål foran sin svigermor og trådte et skridt tilbage, rettede på en tot, der havde sluppet frisuren. Gæsterne – Andrés mor, Ellen, hans søster Alice, og et par af deres veninder – kiggede ikke engang på hende. Samtalen flød forbi, som om hun slet ikke var der.
»Kære, se lige på den anretning,« sang Ellen henvendt til sidemanden og nikkede mod tallerkenerne. »At lave mad er det eneste talent, jeg nogensinde har set hos vores Jytte. Sandt nok, hun har ikke meget fantasi, det hele er efter bondelandets opskrifter.«
Alice lo, nippede til vinen.
»Mor, hvad forventer du af en med en teknisk uddannelse? Men hendes suppe er til at slikke fingre efter.«
André, der sad for bordenden, grinede og løftede glasset.
»Skål for min huslige kone! Jytte, hvad står du der for? Hent lige karaflen med snaps.«
Jytte gik tavs ud i køkkenet. Fingrene rystede en smule, men ansigtet var roligt. Hun tog den duggede karaffel fra køleskabet og standsede et øjeblik ved vinduet. Telefonen i forklelommen vibrerede kort. Én besked. Jytte læste den, og mundvigene rørte sig i et næsten usynligt smil – det smil, som ingen af gæsterne nogensinde havde set. Hun gemte telefonen og gik tilbage i spisestuen.
Middagen nærmede sig sin afslutning. Gæsterne sagde farvel, André fulgte sin mor og søster til døren med mange tak. Da døren lukkede, vendte han sig mod Jytte, der allerede ryddede af bordet.
»Nå, bondepige, er forestillingen slut?« kastede han, mens han tog jakken af. »Næste gang må du prøve ikke at stå i vejen. Du gjorde mig bare til grin med din tavshed. Du kunne da have smilt til nogen, landsbytosse.«
Jytte rettede sig op, støttede hænderne mod stoleryggen.
»Jeg smilede, André. Du lagde bare ikke mærke til det.«
Han viftede bare afværgende og gik ind i soveværelset.
Tre dage senere var der fødselsdag for hans gamle studiekammerat og forretningspartner, Kristian. André tog sin kone med – han skulle vise en stærk familie. Jytte tog en mørkeblå kjole på, satte håret i en lav knold og brugte næsten ingen makeup – præcis som manden kunne lide det. I restauranten var der samlet folk fra hans kreds: ejere af små virksomheder, advokater, revisorer. André strålede, jokede, øste komplimenter ud. Jytte holdt sig i nærheden, drak stille vand og sagde næsten ingenting.
Aftenen forløb, indtil en af gæsterne foreslog en gammel studielek – »Forklar begrebet«. Værten råbte et vanskeligt ord, og spillerne skulle give en kvik definition. De kaldte på André. Han klarede et par runder let, men så rakte værten, fnysende, ham et kort med ordet »pleonasme«. André tøvede. Der blev en akavet pause. Og så sagde Jytte, der sad ved siden af, lavt og tydeligt:
»Det er en talefigur med overflødig gentagelse. For eksempel ’kollega på arbejdet’ eller ’første debut’. Fra græsk – ’overflod’.«
Der blev stille. Nogle gæster vekslede blikke, andre smilede og anerkendte svaret. André blev rød. Han vendte sig skarpt mod sin kone, og i hans øjne flammede en vred sårethed.
»Din…« begyndte han, men mødte blikkene og stoppede.
Værten skyndte sig at dæmpe situationen, men André var allerede kørt op. Han knyttede servietten i næven og hvæsede, så alle hørte det:
»Hold kæft, ubehøvlede bondetøs! Hvem bad dig om at åbne munden? Sid og smil, som du skal.«
Salen frøs. Jytte løftede langsomt hovedet og så på sin mand. Der var hverken tårer eller frygt i hendes øjne. Hun smilede – blødt, næsten medfølende. Og i det smil var der noget, der fik André til at gå i stå indeni. Kristian, værten, hostede for at bryde stemningen, men Jytte var allerede rejst sig og uden at sige farvel gik hun mod udgangen. André fulgte ikke efter – han ville ikke tabe ansigt.
Derhjemme låste hun sig inde i det lille værelse, hun engang havde indrettet som syværelse. André kom hjem langt over midnat og bankede længe på døren.
»Luk op med det samme! Hvad var det for et cirkus? Tror du, du er klogere end alle andre? Svar mig!«
Døren gik på klem. Jytte stod på tærsklen, bag hende lå der papirer på bordet.
»André,« sagde hun stille, uden vrede, »jeg ansøger om skilsmisse.«
Han blev først chokeret, så lo han.
»Du? Ansøger? Hvad vil du leve af, din tåbe? Lejligheden er min, bilen er min, alt er mit. Hvad har du? Gryderne?«
»Med borgerlig lovbog,« svarede Jytte roligt. »Og med fødselsattesterne på vores børn. Det er nok. Og nu, vær sød at lade mig få ro. I morgen bliver en lang dag.«
Hun lukkede døren lige for næsen af ham, og klikket fra låsen lød som et skud.
Næste morgen vågnede André i den tomme stue. Børnene var allerede gået i skole – Jytte havde samlet dem tidligt og kørt dem. Han drak kaffe og gennemgik uendeligt hendes ord i hovedet og besluttede at handle på sin sædvanlige måde. Ved middagstid samledes hans »støttegruppe« i lejligheden – mor og søster. Ellen svævede ind i stuen med en generals mine.
»Hvor er den opkomling?« buldrede hun. »André, har du ladet en eller anden kokkepige diktere betingelserne?«
Alice slog teatralsk øjnene op:
»Jeg har altid sagt, hun havde gemt på noget. Se, nu har hun ventet på øjeblikket og vist kløerne. Bare rolig, vi får hende på plads. Vil hun have penge – får hun ingenting. Vil hun have børnene – tager vi dem. Du ved, far har forbindelser i Familieretshuset.«
Jytte kom ud fra køkkenet med en kop te og lænede sig roligt op ad dørkarmen. I lommen på sin morgenkåbe lå telefonen med optageappen tændt.
»Goddag, Ellen. Hej, Alice. Var der noget, I ville sige til mig?«
Svigermoren trådte frem og hamrede hvert ord ud:
»Jeg vil have, du kommer til fornuft, lille dame. Du er ingenting uden min søn. Vi har taget dig ind i familien, vi har givet dig tag over hovedet. Dine børn skal bo hos deres far og mig, hvis du ikke straks stopper det her pjat. Og du går tilbage til køkkenet og gør det, du er god til – laver god mad og tier stille. Ellers gør vi dig til en tigger. Har du forstået?«
»Jeg har forstået alt,« svarede Jytte stille. »Men sig mig lige: truer I mig med at fratage mig forældremyndigheden og ejendom? Bare så jeg ved, hvad jeg skal svare i retten.«
Ellen blev purpurrød, men Alice rykkede i hendes ærme.
»Mor, hun provokerer. Lad os gå herfra, det nytter alligevel ikke noget. Lad hende lege selvstændig, til hun sulter.«
De gik med et brag af døren. Jytte stoppede optagelsen, gemte filen og sendte den til sin advokat – den samme, hvis navn hun havde fået i beskeden for nogle dage siden. Så ringede hun til et andet nummer.
»Lise, hej. Ja, jeg har det fint. Alt går efter planen. Er din far stadig klar til at mødes med min mand? Perfekt. Så book et møde i morgen.«
Mandag morgen startede for André med et øredøvende telefonopkald. Han var knapt vågen, da revisorstemmen skreg i røret:
»André, vi har en katastrofe! Fogeden har spærret alle dine personlige konti! Også din andel af selskabskapitalen. Der er kommet en kendelse om sikring i forbindelse med din hustrus sag om bodeling og børnebidrag. Du kan ikke foretage nogen transaktioner!«
André sprang ud af sengen. Fingrene rystede, da han prøvede at ringe til Jytte. Telefonen var tavs. Så klædte han sig på på to minutter og fløj til kontoret. I receptionen ventede allerede Kristian, den samme ven og partner, ved hvis fest det hele skete. Hans ansigt var stenhårdt.
»André, kom ind, vi skal tale.«
På kontoret duftede der af dyr cigar og problemer. Kristian satte sig overfor, foldede hænderne.
»Jeg har hørt detaljerne om den scene. Og ved du hvad, jeg har tænkt længe. Vi er venner, men jeg kan ikke drive forretning med en mand, der offentligt ydmyger moren til sine børn. Du flæbede op over en bagatel foran vidner. I morgen gør du det samme under en handel. Vi annullerer kontrakten på maskinleverancen. Undskyld.«
André åbnede munden, men fandt ingen ord. I det samme gik døren op, og Jytte kom ind. Hun havde et stramt buksedragt på, håret sat op, i hænderne en mappe med dokumenter. Hun lagde tavst et ark foran André.
»Det er en skilsmisseaftale med samværsordning. Skriv under her og her. Ellers mødes vi i retten, hvor der bliver fremlagt optagelser af din mors trusler og en udtalelse fra skolen. Børnene har talt med en psykolog, og han bekræfter, at mormor skræmmer dem. Så, André, du vælger selv.«
Han stirrede på hende som på en fremmed. Foran ham stod ikke den stille husmor, men en selvbevidst kvinde, der spillede efter sine egne regler.
»Lejligheden er fælleseje,« fortsatte Jytte, »din andel går til børnebidrag og afdrag på det lån, du tog til virksomheden. Forretningen, der stod i Ellens navn, viser en undersøgelse, at du reelt styrede den, og indtægterne blev skjult. Retten har allerede spærret din andel. Så inden længe er du fri både for job og for mig.«
André sank ned på stolen. Han prøvede at protestere, men stemmen knækkede.
Retssagen blev afholdt to uger senere. Ellen prøvede at presse dommeren, Alice hystererede i gangen, men alt forgæves. Lydoptagelsen, vidnesbyrd, skolepapirer – alt lå til grund for dommen. Børnene blev hos moderen. Lejligheden blev solgt, pengene delt. André fik sin del, der knap nok dækkede sagsomkostninger og gæld. Jyttes advokat var upåklagelig.
En måned senere drak André bitter i en lille lejet lejlighed i forstaden. Mor og søster, der for nylig havde råbt om deres ret, huskede pludselig, at han selv havde ødelagt familien, og holdt op med at tage telefonen. Kæresten, han havde set de sidste seks måneder, smed ham ud uden at lade ham pakke, da hun hørte om økonomisk krak. Ryet var smadret. Ingen seriøs partner ville arbejde med ham – alle huskede den offentlige ydmygelse af hans kone og tabet af kontrakten.
Der gik et halvt år. I en stille bydel åbnede en lille café med hjemmebag. Forretningen gik overraskende godt: hyggelig indretning, venligt personale, altid friskbagte boller. Jytte stod bag disken i et lyst forklæde og smilede til gæsterne. Hun sendte tjeneren på pause og skænkede selv cappuccino, da dørklokken ringlede.
På tærsklen stod André. Falmet, med gråt ansigt og slukkede øjne. Han tøvede længe, men trådte så hen til disken.
»Jytte… Jeg ville sige… Jeg har forstået alt. Jeg tog fejl. Lad os prøve forfra. For børnenes skyld. Jeg er forandret.«
Hun stillede kanden fra sig, tørrede roligt hænderne på et håndklæde og så på ham med et roligt blik.
»Ti stille, ubehøvlede,« sagde hun med en jævn stemme, men uden vrede, nærmest med lettelse. »Du sagde det hele for et halvt år siden.«
Hun nikkede til værten i lokalet, og indgangsdøren lukkede sig lydløst foran André. Jytte fulgte hans bøjede skikkelse med blikket, mens han forsvandt, og vendte sig så mod næste gæst:
»Goddag! Hvad skal det være?«
I hendes stemme klang en så let og selvsikker glæde, at ingen af gæsterne skulle have anet, hvilken storm der lige var passeret forbi den spinkle kvinde.
