Klara Jensen havde i et år fodret en herreløs schæferhund ved opgangen, på trods af naboernes utilfredshed. Men den morgen fræsede hunden pludselig og spærrede vejen for den gamle dame, da hun ville til elevatoren. Sekunder senere bragede det frygteligt: kabinen styrtede ned.
»Basse, Basse, kom her, dreng!«
Klara satte sig på hug ved opgangen og trak en dåse leverpostej op af posen. Den store gårdhund nærmede sig forsigtigt, snusede og begyndte først derefter at spise.
Schæferhunden var dukket op i gården for over et år siden. Mager, med knækkede tænder, tydeligvis en, der havde været igennem meget. Klara begyndte straks at fodre den.
»Fodrer du igen det monster?«
Naboen Antonine Nielsen kom ud af opgangen med en sur mine.
»Klara, er du blevet tosset? Den er jo farlig!«
»Basse er rar, bare bange,« svarede pensionisten roligt og strøg hunden over den ru pels. »Kan du se, hvordan den logrer med halen?«
Antonine fnøs og gik videre, mens hun mumlede noget om uansvarlige gamle damer. Men Klara lod sig ikke gå på.
Hun havde altid holdt af dyr. I sine unge år havde hun haft katte, senere en undulat, der levede hos hende i tyve år. Efter at hendes mand Mikkel var død for syv år siden, stod lejligheden tom. Datteren Nanna boede i en anden by, børnebørnene kom kun i ferierne.
Pensionen var lille. Den tidligere folkeskolelærer fik kun fjorten tusind kroner om måneden. Men til leverpostej til Basse var der altid råd.
»Du er min ven, er du ikke?« sagde hun til hunden, der blev mere og mere tillidsfuld. »Vi er begge alene.«
Lidt efter lidt holdt Basse op med at sky folk. Den ventede altid på Klara ved opgangen. Om morgenen, når hun gik efter brød, og om aftenen, når hun kom tilbage fra en tur i parken. Hunden holdt fulderikker væk og gøede ad larmende teenagere, der nogle gange lavede ballade i gården.
»Se, du har fået dig en vagthund,« grinede lokalbetjenten Viktor Nielsen, da han mødte Klara med Basse. »Men pas på, hvis der kommer klager over hunden, må jeg tilkalde hundefangeren.«
»Det kommer der ikke,« sagde hun. »Basse gør ingen noget.«
Naboerne skævede stadig skævt til pensionisten og hendes hund. Især Zita Petersen fra tredje sal var forarget. Hun var bange for hunde, efter at være blevet bidt af en schæferhund som barn.
»Det er uhygiejnisk!« råbte hun på beboermødet. »Der bor en omstrejfende hund ved opgangen, og I tier stille! I morgen bider den nogen!«
»Basse har været her i et år og har aldrig rørt nogen,« forsvarede Klara hunden. »Faktisk hjælper den. Bøllerne er holdt op med at hænge ud, og bilerne bliver ikke ridset.«
Men Zita knep munden sammen og fortsatte med at kræve, at hundefangeren blev tilkaldt. Afstemningen endte uafgjort. Halvdelen var for, halvdelen imod.
Den morgen gik Klara ned til opgangen med en pose leverpostej. Basse ventede allerede, men opførte sig mærkeligt. Den trippede nervøst, klynkede og så sig tilbage.
»Hvad er der, dreng?« Pensionisten blev urolig, mens hun åbnede dåsen.
Hunden nægtede at spise. I stedet løb den hen til hoveddøren og klynkede højere. Klara åbnede døren, men Basse stillede sig pludselig i vejen og spærrede indgangen.
»Basse, hvad går der af dig? Lad mig komme ind. Jeg skal på posthuset og hæve min pension.«
Hun forsøgte at gå uden om hunden, men den brummede. For første gang i et år så Klara de blottede tænder.
»Hvad laver du?«
Hun bakkede forskrækket.
Basse veg ikke. Da pensionisten prøvede at komme forbi igen, greb hunden fat i kanten af hendes frakke og trak hende tilbage. Klara var forvirret. Hunden havde aldrig vist aggression.
»Er du måske syg?« mumlede hun og prøvede at få frakken fri.
I samme øjeblik lød der en forfærdelig skraben af metal inde fra opgangen, derefter et øredøvende brag. Jorden skælvede under hendes fødder. Klara fo’r sammen og tabte posen med leverpostej.
Få sekunder senere løb en forskrækket Antonine Nielsen ud af opgangen.
»Elevatoren! Elevatoren er styrtet ned!« skreg hun og holdt sig for hovedet. »Tovet knækkede! Kabinen faldt fra niende sal!«
Klara mærkede benene give efter. Hun havde netop tænkt sig at tage elevatoren op til syvende sal for at hente sin glemte pung, inden hun gik på posthuset.
»Herregud,« hviskede hun og sank ned på bænken ved opgangen. »Jeg ville have været der nu.«
Basse kom hen og lagde sit hoved i hendes skød. Pensionisten omfavnede hunden og brød ud i gråd.
»Du reddede mig. Du vidste det godt.«
Snart kom politiet og nødberedskabet. Det viste sig, at elevatorens tov var nedslidt. Ejendomsadministratoren havde sparet på vedligeholdelsen. Eksperterne bekræftede, at hvis nogen havde været i kabinen, var det gået galt.
Historien spredte sig hurtigt i opgangen og gården. Naboer, der tidligere havde bebrejdet Klara for at fodre en herreløs hund, bragte nu godbidder til Basse.
»Sikken en hund!« beundrede pedellen Søren, mens han rakte hunden et stort stykke pølse. »Sikken en næse!«
Selv Zita Petersen, den største modstander, kom forlegent hen til Klara næste dag.
»Jeg … jeg tog fejl. Undskyld mig. Og undskyld til Basse også.«
Klara nikkede tavst. Hun forstod, at den bange kvinde bare var ræd for hunde, og bar ikke nag.
På næste beboermøde blev det enstemmigt besluttet at bygge et hundehus til Basse i gården og lægge penge sammen til dens foder. Lokalbetjenten Viktor Nielsen lovede, at hundefangeren ikke ville røre denne hund.
»Den er nu vores officielle gårdvagt,« jokede han.
Datteren Nanna, da hun hørte om hændelsen, kom straks fra den anden by.
»Mor, du kunne være død!« gentog hun, mens hun omfavnede Klara. »Du skulle have lyttet til mig og flyttet ind til mig!«
»Jeg flytter ingen steder,« svarede pensionisten roligt. »Her er min lejlighed, mine minder. Og Basse er her også nu.«
Nanna sukkede, men diskuterede ikke. Hun vidste, at hendes mor ikke var en, der nemt ændrede sin vante livsstil.
Ugerne gik. Klara fodrede stadig Basse hver dag, men nu havde den et varmt hundehus, skåle og endda et lille lager af foder, som hele opgangen købte ind til.
Hunden mødte pensionisten som det kæreste menneske. Den logrede med halen og strakte hovedet frem for at få en kærlig hånd.
En aften, mens hun sad på bænken og strøg Basse, sagde Klara stille:
»Ved du, Basse, folk glemmer ofte en simpel ting. Venlighed vender altid tilbage. Ikke med det samme, ikke altid som vi forventer. Men den vender bestemt tilbage.«
Hunden så på hende med sine kloge, brune øjne, som om den forstod hvert ord.
Og Klara smilede. For første gang i mange år følte hun sig virkelig betydningsfuld. Ikke kun for mennesker, men også for denne trofaste hund, der engang havde været ingens, og som nu var blevet hele gårdens helt.
Og selv om pensionen stadig var lille, lejligheden gammel og ensomheden af og til trykkende om aftenen, så var Basse der. Et levende bevis på, at selv den mindste gode gerning en dag kan redde et liv.
Har du oplevet, at venlighed vendte tilbage til dig? Del din historie – lad os sprede varme!
