Landsbybruden
Poul Knudsen puffede til mig, da vi stod foran det gamle trætrin til hoveddøren:
Nu skal du ikke være genert, Erik Bjerg, vi har jo gennemgået alt det her sammen. En kvinde venter, at du tager første skridt.
Jeg, langlemmet og lidt kejtet med triste øjne og melankolsk ansigt, snøftede, tørrede næsen med ærmet og gik ud mod det ukendte.
Alt føltes mærkeligt på det seneste: Poul, som pludselig var blevet min nærmeste ven, denne mærkværdige brud han vedvarende talte om, og ikke mindst mit eget valg om at møde hende.
Træværket under mine fødder knagede truende. Jeg trådte hurtigt ud til forgangen og stod foran en tung, mørk mahognidør med et smukt, snoet håndtag i sort jern.
Døren sad fast, som læberne på en jomfru der aldrig er blevet kysset, men jeg fik med lidt besvær åbnet den. En duft slog mig midt i ansigtet blandingen af røgelse, bivoks og en anelse enebær. Jeg syntes også, jeg kunne snuse noget appelsinskal, en Skildpadde-chokolade og kvindehud vasket med skummende duftsæbe.
Hun stod med ryggen til, ovre ved vinduet. Hendes figur var så tydeligt udskåret op mod lyset, at jeg holdt vejret.
Overkroppen lidt som en omvendt trekant, brede men yndefulde skuldre, og en lang, slank hals. Hun bar et bredt bælte i taljen, resten skjult af en flagrende lang nederdel.
Og da hun endelig vendte sig om, mistede jeg mælet. Omkring 35 ville jeg gætte på, ligbleg og rank som en folkeskolelærer; smalle læber, og øjne store som grønne, glødende smaragder, hvor en isnende vrede lyste.
Tynd, nervøs nærmest arrig stod hun der og mindede mig om en fugl, hvis rede netop blevet angrebet af en kat.
Jeg slikkede mine tørre læber og fremtvang et hej. Hun svarede kun med et dømmende blik.
Jeg mærkede et puf i ryggen.
Står du der som en saltstøtte? Så sig dog noget! hviskede Poul og smuttede forbi, logrende overfor kvinden:
Goddag, Lene. Det her er min ven, husker du, jeg fortalte om ham? Ham enkemanden fra byen.
Mine tanker fór tilbage til en bestemt tv-karakter jeg havde været ung og vild med Eva Kolstrup, hvad hun hed på dansk fjernsyn. Stærk, viljestærk, hendes ubøjelighed ramte mig som ung mand.
Jeg tror, jeg smutter igen, mumlede jeg og gjorde mine til at gå.
Hvad? Vil du ikke engang drikke te først? udbrød Poul påtaget skuffet. Nej nej, sådan går det ikke. Vi har da ikke gået hertil for ingenting!
Lene sendte mig et isnende blik og slog håret over skulderen.
Lad os slutte bekendtskabet her, sagde hun køligt bag sig. Han siger mig ingenting langnæset, og så er han altså for gammel, plus en doktor? Ud med jer!
Hun lagde hovedet på skrå, så stramme lokker gled hen over skulderen.
Pludselig forsvandt min lammelse; jeg rystede over hele kroppen.
Var det virkelig nødvendigt at sige det ansigt til ansigt? sagde jeg højt.
Hvordan jeg kom tilbage til mit lille hus arvet efter bedstefar husker jeg ikke. Hjertet bankede hårdt, og Lenes kolde øjne havde fortrængt resten af verden.
Nå, så du vil påstå, du ikke kunne lide hende? drillede Poul, da han fulgte efter mig ind i huset og satte sig på køkkenstolen.
Jeg brummede:
Hvad gør det til eller fra, Poul? Hvorfor advarede du mig ikke om, at hun var så overlegen og heftig?
Tænkte hun var din type, sagde han og lo, Men hun ser jo også godt ud, indrøm det.
Jeg ignorerede ham, lavede te og forsøgte at glemme det pinlige optrin. Der var travlt i huset: selvom det var godt halvtreds år gammelt, stod det flot. Landsbyen lå dybt inde i skovene, men var populær blandt byfolk om sommeren. Floden var rig på fisk, og skovene fyldt med bær og vildt.
Flere byggede feriebolig her, men uanset hvor mange gange jeg satte huset til salg eller brugte mægler, blev det aldrig solgt. Efter min sammenbrudte karriere spundet ind i kollegers drama og tabet af min hustru flygtede jeg hertil. Her kunne jeg endelig trække vejret.
Men jeg havde dårligt fået pakket ud før Poul, der havde klistret sig fast siden jeg flyttede ind, begyndte at iværksætte Lene-projektet.
Hun er skøn, den enke, smilte han kingeolieret og drømmende, Lene Mortensen flyttede hertil tre år siden, efter hun mistede sin mand. Stadig alene, hvilket næsten er synd, når hun ser sådan ud. Hun burde da ikke spilde sit liv væk men hende tør man dårligt kalde for kælling.
Jeg satte med et brag den gamle tekande over.
Poul, det er nok nu, sagde jeg, Det her interesserer mig simpelthen ikke. Kan du ikke tage hjem? Din kone venter vel?
Anne? Hun kan vente, svarede han muntert, Ved hendes 120 kilo gør hun sjældent andet end at sidde og vente heldigvis kan hun ikke løbe mig op.
Jeg trak på skuldrene. Selvom min hjerne nægtede, kunne jeg ikke holde op med at tænke på Lene.
Hun er da også lidt af en heks, der på stedet begynder at kritisere dig. Hvad bilder hun sig egentlig ind; brokker sig over din næse! Du er jo kun fem år ældre end hende.
Jeg stod og skænkede te og svarede:
Jeg er 43, så hun må være 37? Hun ser yngre ud.
Hov, nu indrømmer du, hun ser godt ud? grinede Poul triumferende.
Jeg sukkede, mens han talte videre, ivrigt og uden stop.
Hun er nok blevet fornærmet over, hvad jeg har sagt om dig til de andre kvinder i byen. Det hænder, du ved.
Hvad har du fortalt? spurgte jeg forskrækket.
Poul slog ud med hånden:
Bare, at du sagde, du ville mødes med hvem som helst. At det eneste, der betød noget, var, hun kunne fyre op i brændeovnen, hugge brænde, lave mad og holde huset rent hun kunne være skæv, skeløjet eller muskuløs som en roer.
Jeg stivnede.
Vent, har du virkelig ladet det snak løbe over hele byen, Poul?! Og hvorfor kaldte hun mig doktor?
Poul så væk, mumlende:
Folk siger, du har været læge, men at du blev fyret. Ikke min skyld, det er kun bysladder.
Jeg tog ham i nakken og fulgte ham ud:
Ud, jeg gider ikke se dig mere!
Han nåede knap at klage, før jeg havde smækket døren.
Beundrerinde
De lokale kvinder begyndte nu at troppe op hos mig med mælk, æg, kage. Jeg kunne se interessen i deres øjne, men gjorde intet.
Særligt ihærdig var Karen Ipsen, lav, rund, altid med et frækt glimt i øjet. Hun gik i alt for tætsiddende kjoler og satset på kavalergang.
Jeg bemærkede straks, hvordan korsettet løftede hendes barm hun prøvede at charme, men jeg var slet ikke interesseret. Nu havde jeg nogen at sammenligne beundrerne med
Både Lene og jeg stødte tit ind i hinanden på købmanden eller biblioteket. Lene lånte ligeså ofte bøger som jeg så vi havde litteratur til fælles.
Men Karen Ipsen blev så overmodig, at hun begyndte at forfølge mig overalt. Hun boede kun to huse væk og gik nærmest i hælene på mig, hvor jeg end gik.
Rygterne gik hurtigt i en landsby. Snart talte folk om parret Erik og Karen.
Erik, skal du i Brugsen? smilte hun sødt, Så går jeg da med, mangler både brød og mælk.
Jeg blev rød i hovedet, mens hendes arm borede sig ind i min. Hun boede alene men jeg tænkte, at måske skulle hun skære ned på brødet, nu hun købte det hver dag. Men den slags tillader man sig selvfølgelig ikke at sige.
Hvorfor stoppede du på klinikken? spurgte Karen med lys stemme.
Jeg kneb læberne sammen.
Kig dig ikke ind i mine sager. Jeg havde fået nok af sundhedsvæsnet.
Uha, undskyld, Erik. Jeg spørger bare fordi vi mangler personale på byens lille sygeplejerske-station.
Jeg skal ikke have mere arbejde, jeg har penge nok, sagde jeg og rystede på hovedet.
Karen grinede, klamrede sig fast til min arm.
***
De gener, Karen gav mig ved at hænge på mig som en igle, gav alligevel uventet bonus. Lene blev tydeligt ked af at se os sammen.
Samtalen
Jeg var efterhånden træt af Karens og Pouls forfølgelse. En aften, mens mørket faldt, sneg jeg mig ud af huset og listede gennem haven.
Skygget af træer og i skjul sneg jeg mig hen til Lenes hus, der aldrig havde sluppet tankerne mine.
Duften af røgelse hang stadig i luften, da jeg nærmede mig. Jeg stod ved hegnet og spejdede mod hendes køkkenvindue lyset brændte, og jeg fik øje på et smukt, udskåret vitrineskab, fuld af porcelæn.
Pludselig standsede jeg op. Jeg hørte ingen, men fornemmede, at hun stod bag mig allerede. Hendes duft, svag men uforvekslelig.
Mørket blev brudt af hendes kølige stemme:
Spionerer De på mig?
Bestemt ikke, sagde jeg forlegent og trådte væk fra hegnet. Hendes silhouet skar sig i mørket.
Hjertet hamrede løs. Lene nærmede sig:
De må tage fejl Karen bor tættere på dig. Måske bør du gå dertil.
Dette begynder at blive barnligt. Vi er jo trods alt voksne, dannede mennesker, sagde jeg.
Som hvem? En simple landsbypige? Har du ikke flere ord, doktor?
Jeg bredte arme hjælpeløst:
Det var ikke sådan, jeg ville sige det, men pyt.
Må jeg spørge, hvorfor jeg bør gå til Karen?
Fordi du behøver en kvinde hvilket du selv sagde til Poul.
Bare en kvinde?
Jeg kunne ikke holde et smil tilbage.
Ja, det var det, Poul sagde du sagde. Hvem som helst, så længe hun passer huset.
Du tror mere på Pouls ævl end på, hvad jeg kan sige dig direkte.
Den mærkelige samtale med kvinden, der fyldte mine drømme, blev pludselig tryllebindende. Jeg glemte alt andet.
Hun blev også mere afslappet, begyndte at åbne op.
Ord siger intet. Men lige meget jeg er hverken køn nok eller ung nok til at lege skuespil for dig.
Hvad havde du regnet med fra en kælling, du ville sætte til at skrælle kartofler?
Intet, sagde jeg opgivende. Jeg blev inviteret og gik med.
Pardon, som en får i mørket. Hvem bad dig så komme nu?
Spørgsmålet knockede mig ud.
Sagen er jo den, at jeg kan lide dig, indrømmede jeg. Men du… er nok ikke for mig.
Hun stivnede.
Det ved jeg godt. Og jeg ved også, at de fleste mænd i denne landsby finder mig tillokkende. Inklusive dig. Jeg forventede en arrogant bymand, der bare skulle have en kone til husholdningen, men du er lidt mere end det.
Hun frøs, jeg tog min frakke af og lagde den om hendes skuldre. Strøg hende forsigtigt over armen.
Aftenen er smuk, må jeg invitere dig en tur ned langs åen?
Lene sagde intet, snøftede bare og gik.
Vi gik langs vandet og talte, indtil solen stod op. Det føltes let og ærligt og hurtigt voksede fortroligheden. Da vi kom hjem, tilbød hun morgenkaffe.
Jeg smilede og indså, jeg var gået helt kold min hud var dækket af gåsehud. Alt det kolde havde jeg ikke mærket, opslugt af samtalen.
Hvad finder du egentligt ved dette liv på landet? spurgte hun pludselig.
Jeg trak på smilebåndet.
Simpliciteten. Følelsen af frihed. Efter min kones død blev hele hendes familie som en sky over mig. Jeg måtte væk.
Hvad skete der med hende? spurgte Lene forsigtigt.
Hun døde af hjerteslag. Hun var smuk… som dig.
Lene hævede et bryn.
Erindringer pressede sig på, men jeg rystede dem af mig og satte koppen fra mig.
Undskyld, jeg snakker bare. Hun havde dårligt hjerte.
Jeg er ked af det, sagde hun blidt, men gæsteværelset kaldte, og hun gabte.
Jeg kyssede hendes hånd, inden jeg trak mig hjem.
Længe lå jeg søvnløs og nægtede at tro mit held at en så intelligent kvinde kunne sige ja til mig.
Lidt efter bankede Karen på.
Erik, jeg har mælk til dig! hørte jeg hendes skingre stemme.
Jeg gravede mig ned i puden og håbede hun ville gå væk, mens hendes runde skikkelse passerede forbi vinduet. Da hendes blik forsvandt, faldt jeg endelig i søvn.
Bryllup
Byen summede stadig måneder senere: den tilflyttede læge Erik blev vidst nærmest forlovet med Karen, men så kom den skamløse Lene og valget blev klart. Hvordan skulle Karen også kunne kappes med byens smukkeste?
Vi tog til rådhuset i Kolding og blev viet, uden meget ståhej.
Lenes hånd bar straks en ring pyntet med diamant. Hun havde gjort et heldigt valg: hendes nye mand ejede både hus ved skoven, og havde en god konto i Danske Bank, plus en lejlighed i Odense.
Karen måtte nøjes med at bide sig i læben Lene nød sit nye liv.
Jeg forkælede min hustru. Morgenmad på sengen, gaver, et liv i varme og kærlighed. Alt før hende havde jeg slettet. Vi blev enige: livet skulle leves på landet, aldrig i byen.
Men lykken var kort. Sære ting begyndte langsomt at sive ind.
Drama
Ingen sagde noget direkte; jeg måtte drage egne konklusioner.
En ung mand Jonas Kjær, 28 år og fotogen som et reklameblad kom ofte forbi sin bedstefar i landsbyen. Hver gang i ny bil, altid med ny pige.
Når han var i byen, forandrede Lene sig: blev pirrelig, irritabel, lyttede ikke og forsvandt timevis ad gangen.
Det gentog sig med få måneders mellemrum. Da jeg fulgte efter, så jeg det selv…
Lene, hvorfor følger du efter ham der Jonas? spurgte jeg en dag.
Mig?.. spurgte hun forvirret.
Ja. Poul sagde, I havde haft en affære dengang. Du ville have ham, men familien forbød det. Du er ni år ældre.
Lene blev fjern.
Hadet til Jonas, hele situationen og til mig selv voksede.
Lene, giftede du dig med mig kun for at komme over ham?
Hun så væk, inkarneret i stilhed. Ikke en snert af hendes tidligere styrke var tilbage.
Nej, Erik. Jeg ville vælge dig for at glemme ham.
…Jeg husker, hvordan jeg fandt dem i skovbrynet Jonas deprimeret på en træstub, Lene stresset bag ham. De led begge.
Jonas råbte:
Hvorfor giftede du dig?!
En fugl skræmtes væk, Lene råbte:
For at du skulle holde dig væk!
Jonas gik tættere på, greb hendes ansigt og prøvede at kysse hende.
Nu var det nok, og jeg gik frem. Lene fór tilbage til mig.
Jeg så og hørte alt, sagde jeg dystert. Fortæl, er det fortid eller elsker du ham stadig?
Hendes øjne fyldtes igen med tårer.
Det er ikke vigtigt mere, sagde hun grædende. Hvis en mand ikke kan kæmpe for mig imod sine forældre, er han ikke noget værd.
Jeg kiggede på hende.
Og hvis han trodser forældrene og henter dig? Hvad så?
Jeg bliver hos dig, pressede hun ud.
Samtalen sled hende helt itu.
***
Jonas blev ved at opsøge os, hans bil holdt i indkørslen flere dage i træk.
Jeg så det hele fra vinduet og var mere og mere urolig for Lenes sind.
Hendes tilstand blev værre. Hun forsøgte flere gange at gå men jeg holdt hende hjemme, krammede, forsikrede hende.
Så bankede Jonas pludselig på:
Nu kan jeg ikke mere! Lene, nu går vi!
Jeg svarede overraskende roligt:
Ung mand, forlad mit hjem. Lene er min kone og bliver det. Hun går ingen steder med dig.
Han svarede overlegent:
Så er det nok. Hun er din kone, men min kvinde. Skilsmisse kan klares på en uge hun har aldrig elsket dig. Vi har elsket hinanden i årevis!
Jonas løb ind i soveværelset, fandt Lene liggende slap i sengen, bleg og med store rander under øjnene.
Hvad sker der? Lene!
Jeg tog koppen, ville give hende kaffe, men hun rystede voldsomt og væltede koppen på gulvet så den knustes.
Hør, dreng, hun virkede normal, da vi mødtes. Men sådan her blev hun først, da vi boede sammen. Hvad for en moderne kvinde ville ellers isolere sig herude hele tiden? Men giv det et par dage. Hun kommer sig.
Jeg gik ud, hentede fejlbakken, fejede stille glasskårene op.
Lene er syg. Jeg vil ikke sende hende på hospitalet, men måske bør du. Nu har du jo bil.
Hvorhen? hviskede Jonas.
Hvor som helst med psykiatrisk afdeling.
Jonas skjulte ansigtet i hænderne og gik. Jeg kiggede efter ham ud af vinduet. Han sad længe i bilen, hulkede, slog på rattet, så kørte han og kom aldrig mere.
Epilog
Der gik rygter længe: Lene var mærkelig, kom ikke ud, jeg sagde bare hun var syg. En nat lød der skrig fra huset; Karen så mig trække en grædende Lene hjem med kufferten i hånden.
Jeg undskyldte:
Hun er lidt ude af den, vil du ikke holde det for dig selv?
Efter et par måneder begyndte Lene at trisse rundt, bleg og spinkel, klippet korthåret, opførte sig indelukket, nærmest som et barn bag mig overalt.
Et år gik, langsomt kom hun til hægterne. Vi fik en datter, året efter en dreng. Men Lene forblev forandret: stille, tankefuld, fraværende.
Alle kunne se, nu sad jeg for bordenden og hun efterkom alt jeg sagde. Ægteskabet havde knækket hendes styrke, gjort hende føjelig.
Selv blev jeg forvandlet lod skæg og overskæg vokse og blev mere og mere som en bjørn i skoven. Poul kom tit, så fiskede vi eller gik på jagt.
Hvilken slags doktor sagde du, du var? spurgte han nysgerrigt en dag.
Jeg gabte, lavede kors over munden.
Forsker
Poul nikkede.
Psykiatri, fandt jeg ud af. Så du var faktisk psykiater?
U-hu, mumlede jeg og slog fiskestangen i jorden, Men Poul, du snakker for meget. Vi skulle heller tage en lille én.
Han kastede et blik på Dunken jeg trak op fra sivene.
Tror jeg springer over, mumlede han blegt.
***
Hvis jeg skal lære noget af alt det her så er det nok, at livet på landet er simpelt, men menneskers længsel og følelser følger ingen skovstier. Kærlighed og svigt ændrer folk nogen glemmer aldrig, andre samler stykkerne op som bedst de kan. Jeg ved i hvert fald nu, at ægte lykke for mig findes i stilheden, med en kvinde ved min side, hvad der end sker.
