Ejendomsmægler Mette Sørensen lagde røret og stirrede et øjeblik på telefonen, som om den var skyld i det hele.
I toogtyve år i faget havde hun solgt lejligheder med gæld, med tilmeldte slægtninge, med utætte rør og med udsigt til en kirkegård. Engang – med en papegøje, der bandede på tre sprog. Men at en kat skulle indgå i kontrakten som en byrde, det havde hun aldrig oplevet.
»Okay, gentag betingelserne,« sagde hun til sig selv og bladede i sin notesbog. »To værelser, Bredgade, tredje sal, toogtres kvadratmeter. Ejeren døde i januar. Arvingerne – søn og datter fra Århus. Vil sælge hurtigt. Tager ikke katten, giver den ikke til internat, må ikke aflives. Katten følger med.«
Hun sukkede og tilføjede i annoncen en linje, der ville få enhver advokat til at gispe: »Prisen inkluderer en kat. Bud gives.«
Første fremvisning var en lørdag.
Mette Sørensen åbnede døren og lukkede køberen ind – en høj kvinde omkring femoghalvtreds i en grå frakke. Hun trådte over tærsklen og standsede. Lejligheden duftede, som steder dufter, hvor en gammel eneboer har boet længe: lavendelsæbe, gamle bøger, en smule baldriandråber.
»Grete Pedersen,« præsenterede kvinden sig uden at række hånden frem. Hun så sig omkring. »Og hvor er så den der… bonus?«
Katten sad på vindueskarmen i stuen – kæmpestor, rød-hvid. Den så på Grete Pedersen uden at blinke, og i blikket var der hverken frygt eller nysgerrighed. Kun en træt, uendelig tålmodighed.
Sådan ser de, der allerede er blevet forladt.
Grete Pedersen gik tavst rundt i lejligheden. Strøg en finger over bogryggene på hylden – H.C. Andersen, Karen Blixen, Herman Bang, læst op til løse omslag. Kiggede ind i køkkenet, hvor en vægkalender hang og stod stille på syttende januar. På vindueskarmen stod tre potter med visne pelargonier. Og en skål. Ren, tom, stående præcis på sin plads – ved venstre ben af taburetten.
»Bliver den fodret af nogen?« spurgte hun uden at vende sig.
»Naboen,« sagde Mette Sørensen. »Tove Nielsen fra nummer seksogtredive. Kommer to gange om dagen. Arvingerne betaler hende. Ikke meget, men de betaler.«
Grete Pedersen gik tilbage i stuen. Katten havde ikke skiftet stilling – sad på vindueskarmen med forpoterne trukket ind og stirrede ud på gården. Derude svajede nøgne februar-poppeltræer i vinden, og en kvinde med barnevogn gik forbi.
»Hvad hedder den?«
»Mikkel. Sådan sagde arvingerne.«
»Mikkel,« gentog Grete Pedersen uden følelser.
Katten vendte ikke hovedet.
Hun ringede tre dage senere.
»Mette Sørensen, jeg har tænkt. Området er godt, tæt på metroen. Men prisen er stadig over markedet, selv med… tilbehøret. Og der skal renoveres – de tapeter, det linoleum. Jeg vil tage den, hvis I sænker den med tre hundrede.«
»Jeg prøver at tale med dem.«
Arvingerne tog to hundrede af. Grete Pedersen sagde ja.
Papirarbejdet tog tre uger. Grete Pedersen kom til lejligheden to gange mere – med målebånd og notesblok. Målte vægge, noterede, vurderede. Katten observerede. Da hun anden gang satte sig på hug ved vinduet for at tjekke radiatoren, hoppede den ned fra vindueskarmen, kom hen og satte sig en halv meter væk. Ikke tættere.
»Nå, goddag,« sagde hun til den.
Mikkel blinkede. Én gang, langsomt. Og vendte sig bort.
Tove Nielsen fra nummer seksogtredive viste sig at være en lille, spinkel kvinde med forskrækkede øjne. Hun ventede på Grete Pedersen ved døren på dagen for overtagelseserklæringen.
»Er De den nye ejer?«
»Det håber jeg.«
»Jeg skal fortælle Dem om Mikkel. Nina Jensen, den forrige ejer, Gud have hendes sjæl, hun fandt ham for ti år siden. Han sad ved opgangen en novemberdag, helt flået. Hun plejede ham, fodrede ham op. Siden da forlod han hende ikke.«
Tove Nielsen tav et øjeblik og tilføjede lavere:
»Da hun faldt – slagtilfælde, lige i køkkenet – lå han ved siden af. Ambulancen kom, de brød døren op, og han lå ved hendes hoved. Og han gik ikke væk.«
Grete Pedersen lyttede stående i døråbningen og holdt bundtet af nye nøgler. Tre nøgler. To til låsene. En til postkassen, som der alligevel ikke var nogen til at tjekke længere.
»Han er ikke ondskabsfuld,« fortsatte Tove Nielsen. »Kradser ikke, ødelægger ikke møbler. Men… han lader sig ikke røre. Jeg har fodret ham i to måneder, og han er aldrig kommet hen til mig. Han spiser, når jeg går ud. Jeg stiller skålen – og går udenfor. Når jeg kommer tilbage, er den tom. Men mens jeg er der – aldrig.«
»Måske er han bange.«
»Han er ikke bange. Han venter. Han sidder ved døren og stirrer. Hver aften, ved sekstiden. Nina Jensen kom hjem fra gåturen ved sekstiden.«
Grete Pedersen flyttede ind en lørdag. Hun havde få ejendele, var vant til at leve sparsomt. Tyve år som sygeplejerske på kardiologisk afdeling, så en overlægestilling, så nedskæring, nedbytning, et lejet værelse i Brøndby, der gav ondt i knæene og i sjælen. Egen bolig var en drøm så gammel, at den næsten var holdt op med at være en drøm og bare var en plan. Pengene havde hun sparet op i ni år.
Flyttemændene bar ind en sofa, to skabe, kasser med service. Mikkel forsvandt. Grete Pedersen fandt ham i bryggerset – han havde klemt sig bag strygebrættet og sad der med ørerne lagt tilbage, enorm og ubevægelig.
»Jeg forstår,« sagde hun til ham. »Det er svært for dig. Også for mig.«
Hun stillede skålen ved venstre ben af taburetten, samme sted som den gamle havde stået, og gik ud og lukkede køkkendøren.
Næste morgen var skålen tom.
Der gik en måned. De levede parallelt – under samme tag, men i hver deres verden.
Grete Pedersen stod op klokken seks, drak kaffe i køkkenet, tog på vagt. Hun havde fået job på en klinik på Amagerbrogade – ikke kardiologi, ganske vist, men efter et års arbejdsløshed kunne man ikke være kræsen.
Mikkel kom kun ud i køkkenet, når låsen klikkede. Det vidste hun, for hun efterlod et langt, grånende hår på bordet tværs over skålen. Hver aften lå håret på gulvet. Så havde han spist.
Om aftenen sad hun i lænestolen ved vinduet og læste – de samme bøger fra hylden, der havde tilhørt Nina Jensen. H.C. Andersen var fuld af blyantsnotater: med spinkel, net håndskrift stod der udråbstegn i margenen, somme tider et enkelt ord: »ja«, »præcis«, »også mig«. Grete Pedersen læste disse notater og følte en mærkelig – ikke sorg, nej. Genkendelse. Som om kvinden, hun aldrig havde mødt, tænkte som hun.
Mikkel sad i mellemtiden i gangen. Ikke i stuen – i gangen. Ved hoveddøren. Hver aften præcis klokken seks. Han ventede.
I slutningen af marts blev Grete Pedersen syg. Influenza slog hende ned på én nat – fyrre graders feber, ondt i halsen, ondt i alle led. Hun ringede til arbejdet, tog paracetamol og lagde sig. Hun havde ikke kræfter til at stå op for at spise. Heller ikke for at fodre katten.
»Mikkel,« kaldte hun fra soveværelset med hæs stemme. »Undskyld. Jeg kan ikke lige nu.«
Stilhed.
Hun faldt i en tung, klistret søvn med dunkende hoved. Vågnede ved at der lå noget tungt på hendes ben. Ikke meget. Bare en vægt – varm, rolig, levende.
Mikkel lå for enden af sengen. Sammenrullet, og han stirrede på hende uden at blinke, alvorligt, opmærksomt. For første gang på en måned var han ikke i gangen, ikke i bryggerset, ikke bag strygebrættet. Han var her.
Grete Pedersen rørte sig ikke. Hun turde ikke – bevægede hun sig, ville han gå. Hun så bare på ham, og han på hende, og mellem dem var den tavshed, hvor ord er unødvendige, fordi alt allerede er sagt.
»Det ved du allerede,« hviskede hun.
Mikkel lagde ørerne tilbage, sænkede hovedet på poterne og lukkede øjnene.
Han gik ikke.
Tre dage var hun syg, og tre dage lå han ved hendes fødder. Han gik kun til skålen – hun tvang sig selv op for at hælde foder i – og kom tilbage. På tredjedagen, da feberen faldt og Grete Pedersen sad i køkkenet indhyllet i et tæppe med en kop bouillon, hoppede Mikkel op på taburetten. Han satte sig ved siden af. Og begyndte at spinde.
Lavt, med en smule hæshed, som om han havde glemt hvordan og nu forsøgte at huske.
Grete Pedersen satte koppen fra sig. Tog brillerne af. Rakkte langsomt hånden frem – håndfladen opad.
Mikkel snusede til hendes fingre. Og trykkede sin pande mod hendes hånd.
Hun græd. Ikke af rørelse – hun var ikke den type, der græder af rørelse. Hun græd, fordi hun pludselig forstod en simpel, klar ting: hun havde købt et andet menneskes liv med andres bøger og andres kat, fordi hendes eget rakte ikke til. Og han var blevet i et andet menneskes liv med en fremmed kvinde, fordi han ingen steder havde at gå. To byrder. To tillæg. To overflødige væsener, der var inkluderet i prisen.
Og nu sad de ved køkkenbordet side om side, og han var femten katteår, hun var seksoghalvtreds menneskeår, og de havde det varmt sammen.
Mikkel spandt, og Grete Pedersen holdt hånden på hans store, tunge hoved og tænkte, at det måske var det – når man ikke venter, ikke søger, ikke beder. Og det kommer.
I maj fjernede Grete Pedersen de gamle tapeter – dem med det små brune blomstermønster, der gjorde lejligheden mørkere end den var. Hun malede væggene i en varm mælkehvid. Linoleumet lod hun foreløbig blive – der var ikke penge til det hele på én gang – men det var ikke længere vigtigt. Lejligheden holdt op med at være fremmed. Hun havde selv ikke lagt mærke til, hvornår det skete.
Nina Jensens bøger stod tilbage på hylden. Grete Pedersen havde føjet sine egne til – få, en snes stykker. H.C. Andersen med blyantsnotaterne stod på sin plads. Sommetider åbnede hun den om aftenen og læste ikke historien, men margenen – de fremmedes »ja«, »præcis«, »også mig«. Og nikkede.
Pelargonierne havde hun smidt ud lige efter indflytningen – de var visne til døde, umulige at redde. Og først nu plantede hun nye. Stillede dem på samme vindueskarm, hvor Mikkel havde siddet den første fremvisningsdag. Nu sad han der sjældnere. Oftere i lænestolen ved siden af hende. Eller på skødet, hvis aftenen var lang og bogen god.
Klokken seks gik han ikke længere hen til døren.
I juni stødte Mette Sørensen, ejendomsmægleren, tilfældigt på hende i Føtex på Bredgade. Grete Pedersen stod i køen med kattemad og en liter kefir.
»Hvordan går det med lejligheden?« spurgte Mette Sørensen. »Fortryder De?«
»Nej.«
»Og katten?«
Grete Pedersen tav et øjeblik. Flyttede kattemadsposen fra den ene hånd til den anden.
»Ved De hvad, Mette Sørensen,« sagde hun, »de burde ikke have sat prisen ned dengang. De skulle have sat den op.«
Mette Sørensen lo. Men Grete Pedersen lo ikke. Hun lavede sjov.
Derhjemme ventede Mikkel. Han sad i entréen ved hendes hjemmesko. Det var hans nye sted. Og da låsen klikkede, løftede han hovedet og blinkede én gang, langsomt.
Sådan møder man dem, der bliver ventet længe.
