Mikkel, vent nu! råbte Freja ud ad vinduet, så det rungede ned i gården.
Men han hørte hende ikke. Han havde allerede sat sig ind i sin gamle Volvo og drejede nøglen. Så greb Freja sin telefon og drønede mod døren.
Mens hun stormede ned ad trapperne fra fjerde til første, prøvede hun at ringe til ham flere gange, men Mikkel tog selvfølgelig ikke telefonen.
Alt hun kunne tænke var bare: Bare jeg når det!
Universet må have haft lys på hende den dag, for da Freja for ud på gaden, gled hun nærmest ned i sutskoene i den våde sne og der sad Mikkel stadig og ventede på at motoren blev varm.
Han blev så overrasket, da hun kom løbende uden overtøj, at han rullede vinduet lidt ned:
Hvad sker der? Du ser jo helt bleg ud!
Du der er dernede
Hun kunne næsten ikke snakke for bare forpustethed. Så i stedet smed hun sig på knæ og stak hovedet ind under bilen.
Hun tænkte hverken på, hvor beskidt og våd sneen var, eller om hendes jeans nu var smadret.
Men op kom Freja igen, denne gang med en lodden, ussel kat i favnen, som hun holdt så godt hun kunne. Mikkel stod og kiggede på hende nærmest som om hun var blevet skør.
Freja, hvad laver du?! Seriøst, jeg skal altså afsted på job!
Der sad en kat under bilen! Jeg nåede lige at se den ud ad vinduet. Jeg var bange for, at du ville køre ham over
En kat? Mener du det?! Så hele det show her var på grund af en kat? Hold nu kæft
Tror du ikke, katte har lyst til at leve, eller hvad?! Freja kiggede bare forundret på ham.
Altså helt ærligt Hvis katten ville overleve, havde den da ikke gemt sig under bilen. Den ville løbe, så snart motoren startede. Det gør du for ingenting
Nej, det ville den ikke, Mikkel. Prøv at se på den den har jo ikke engang kræfter til at miave. Du kan da ikke mene, at den bare ville løbe.
Nå, jamen Fint, Freja. Du har reddet katten, du er en helt. Find nogle Matadormix i skålen, når du kommer op og lav et opslag på Insta. Men nu kører jeg altså. Vi ses i aften.
Freja stod bare der med katten i favnen, og så bilen forsvinde ud ad grusstien.
Hun anede på det tidspunkt slet ikke, hvor hårdskindet Mikkel egentlig kunne være. Tidligere havde hun virkelig ikke lagt mærke til det.
Hun kiggede ned på katten igen.
Den var virkelig bare tynd og svag. Øjnene var matte, men alligevel var der en slags taknemmelighed at spore? Jo. Der var faktisk taknemmelighed.
Med katten viklet ind i sit halstørklæde gik hun hjem igen, fik overtøj på, tog sin pung og bestilte en taxa.
Hej og velkommen, hvor skal vi hen? chaufføren smilte venligt, da Freja satte sig ind.
Jeg sagde det i telefonen før, jeg skal til dyrlægen. Gerne så hurtigt som muligt.
Nå rigtigt, ja! Beklager, mit hoved er helt væk. Der er noget galt med din kat, hva?
Ja, den har virkelig brug for hjælp.
Okay. Jeg spørger ikke mere. Jeg kender faktisk et rigtigt godt sted, hvis du er ligeglad med adressen? Ikke for at blære mig, men de redder altså tit dyr, helt utroligt dygtige.
Så skal vi bare derhen.
Kvarten efter sad Freja i venteværelset blandt hunde og katte og nervøse ejere.
Hvad er der sket med din? spurgte en sød ældre dame med en gravhund på skødet.
Det ved jeg faktisk ikke endnu, sagde Freja. Jeg fandt den under bilen. Den har sikkert siddet ude hele natten i kulden.
Åh nej, i frostvejr?! damen måbede. Ved du hvad, gå du bare forbi os, jeg er her bare til tjek med Basse, men I har meget mere brug for hjælp.
Er du sikker? Tusind tak
Selvfølgelig, vi passer på hinanden.
Endelig sad Freja overfor dyrlægen, imens han undersøgte katten og tog diverse prøver. Tiden sneg sig bare af sted.
Flere gange ringede Mikkel, men Freja trykkede ham væk hver gang. Det eneste der talte nu, var katten.
Efter grundig undersøgelse sagde dyrlægen:
Må jeg gætte du fandt katten ude på gaden?
Ja, under bilen, faktisk. Jeg ved ikke hvor længe, men sikkert hele natten.
Den har tegn på forfrysninger, men vigtigst: Den er syg, og det kan tage lang tid (og blive ret dyrt), hvis du skal redde den. Er du sikker på, du vil tage det ansvar på dig? For katten har virkelig brug for nogen.
Freja havde nok regnet med, det ville tage lidt tid at få katten frisk, men ikke at det ville være så omfattende eller dyrt.
Hun kiggede katten i øjnene.
Den tryglede ikke. Den sagde bare med blikket: Hvis du må lade mig gå, så forstår jeg det
Jeg gør det! Jeg passer på den, ligegyldigt hvor lang tid det tager. Om det så er resten af livet.
Dyrlægen nikkede smilende.
Så må den blive hos os et par uger først, så får du besked om alt det praktiske bagefter.
Hvor er jeg glad tak! Freja kneb næsten en tåre.
Det er dig, vi skal takke, svarede dyrlægen alvorligt. Der er ikke mange som dig.
Hun lovede katten, hun ville komme igen, nussede den, og katten svarede med det svageste miav, hun nærmest nogensinde havde hørt.
Da Freja endelig kom hjem til sin lejlighed på Vesterbro senere på dagen, var hun helt flad. Hun ville bare falde om i sengen, men næh nej Mikkel ventede, og så ret muggen ud.
Hvor har du været? Jeg har ringet! Er du klar over, hvor bekymret jeg blev?
Undskyld Det har bare været en virkelig hård dag, sagde hun træt, mens hun satte hans sko på plads i entreen præcis som de altid lå og rodede.
Jaja, men du har jo fri i dag? Hvad har du lavet, du er så udmattet?
Jeg har været til dyrlægen med katten hele dagen.
Hvilken kat? Undskyld, hvad har du lavet?
Den, jeg fandt under bilen i morges. Prøv lige at lade mig slappe lidt af, vi kan snakke i morgen, ikke?
Nej, vent nu! Vil du sige, du har brugt en hel dag på en tilfældig gade-kat?
Hvad rager det dig, om den er fra gaden? Den havde brug for hjælp, det var der ikke andre der gav den.
Og hvad med mig?! Jeg er død af sult herhjemme, der var hverken mad eller dig.
Du er voksen, Mikkel. Der er frysepizza i fryseren. Hvis du virkelig er ved at gå om, så
Frysepizza?! Hallo, jeg er jo ikke en eller anden hjemløs. Jeg har knoklet hele dagen, tror du, jeg gider kokkerere, når jeg kommer hjem?
Selvom Freja var udmattet, gik hun ud og lavede en rigtig god aftensmad til ham. Ikke at han fortjente det, men for husfredens skyld.
To uger senere hentede Freja katten hjem fra dyrehospitalet. Hun havde selvfølgelig allerede købt foder, kurv, legetøj men var stadig nervøs for Mikkels reaktion.
Dybest set tænkte hun, at det jo var hendes lejlighed, og Mikkel var ikke hendes mand de var bare kærester. Så egentlig burde han ikke kunne blande sig.
Men selvfølgelig lavede han et kæmpe drama, da han så katten.
Du har seriøst slæbt den snavsede gade-kat ind i vores hjem?! Er du helt væk, Freja?
Mikkel, slap nu af, sagde Freja bestemt. Jeg reddede ham, han skal bo her nu.
Hvor mange penge har du brugt på det? Hvad koster det dig ikke fremover?
Det rager ikke dig. Jeg bruger mine egne penge. Du bidrager jo stort set ikke til mad eller noget alligevel.
Har jeg ikke forklaret dig, jeg har bil-udgifter? Og jobbet er hårdt for tiden Nå, men det handler ikke om mig, men den klamme kat.
Han hedder Viggo.
Nå, så har du også givet den navn? Du er seriøst gået fra forstanden!
Den aften sov Freja for sig selv på sofaen. Godt, der var to værelser.
Hun lå søvnløs og tænkte på sit forhold til Mikkel; hvor krævende og smålig han egentlig var blevet. Og nu ovenikøbet nedladende.
Alligevel fik han én chance mere. Alle fortjener en ekstra chance men Mikkel fik ikke brugt den.
Han klagede over Viggo, kaldte ham alt muligt og mente stadig, han burde sættes ud på gaden igen.
Freja lyttede stille, men vidste nu, hvad hun var nødt til:
Mikkel. Jeg elsker dig ikke længere. Og du elsker nok heller ikke mig. Vi må stoppe nu.
Hvad snakker du om?
I morgen pakker du dine ting og flytter. Jeg orker ikke flere diskussioner. Jeg vil bare have fred.
Fordi jeg ikke vil have den dumme kat? Du tvinger mig ud?
Du kan jo finde en kæreste uden kat eller købe din egen lejlighed og gøre, som du vil.
Dagen efter havde Freja fri, og der var ingen bedre timing.
Mikkel håbede til det sidste på, hun ville ombestemme sig. Han trak tiden ud, alt hvad han kunne, mens han sukkede og pakkede.
Da Freja blev ringet op midt i kaosset af sin chef fra caféen, måtte hun af sted:
Freja, søde, jeg ved, du har fri, men vi kan ikke undvære dig i dag bare en time!
Lige nu? Åh, det er et meget dårligt tidspunkt
Men hun tog alligevel afsted, og sagde bare til Mikkel, han kunne lægge nøglen i postkassen på vej ud.
Hun var ikke væk i mere end tre kvarter; bestilte et taxa hjem og faktisk var det selv samme chauffør, hun havde kørt med før.
Hvordan går det med katten? spurgte han straks.
Han skal have det, som blomsten har det men nu må du gerne køre mig hjem hurtigt!
Da hun ramte trappen op til lejligheden, mærkede hun med det samme, at noget var galt. Nøglerne lå ikke i postkassen. Alt Mikkels habengut var dog væk. Computer, værktøj, ja endda skindtøflerne.
Da hun kom ind i soveværelset, gik det helt koldt gennem hende.
Viggo og hans transportkasse var væk.
Hun løb huset igennem. Ingen kat nogen steder. Hun vidste med det samme, det var Mikkel, der havde taget ham.
Mikkel, for helvede! Hvorfor har du taget Viggo?! råbte hun i telefonen, da hun fik fat på ham.
Det er bare en overraskelse til dig, Freja! Når du kravler til korset, får du måske din kat igen!
Forstår du, den skal have specialfoder og medicin?!
Han lagde på.
Freja faldt bare sammen på gulvet og græd. Hun anede ikke, hvor han kunne være kørt hen.
Indtil hun huskede, at han havde et par gamle bekendte nordpå, men han havde aldrig rigtig sagt hvor.
Natten gik, hun fik ikke lukket et øje, men næste morgen tog hun hen på hans arbejde.
Hans chef løftede øjenbrynene; Mikkel havde taget fri.
Hvis han dukker op, så snakker jeg med ham, lovede chefen.
Freja prøvede at ringe igen, uden held.
Hun stod fortvivlet ude ved vejen, da taxa-manden stoppede op.
Skal du hjem? Kom, jeg kører dig, sagde han og smilte varmt.
De nåede næsten hjem, da Freja blev ringet op fra et ukendt nummer.
Er det Freja? lød en kvindestemme.
Ja, det er det, hvem er du?
Mikkel, din eks, har overnattet her hos os. Han kender min mand fra arbejdet. Han har katten med. Jeg ved, du mangler den han sidder bare og miaver, ser ulykkelig ud. Mikkel stak af på værtshus. Kom bare og hent ham, du skal ikke bekymre dig.
Jeg er der om et øjeblik! For guds skyld, lad være med at give ham noget mad, han kan ikke tåle det meste.
Freja forklarede hurtigt taxa-chaufføren situationen. Han nikkede bare og satte tempoet op; kørte, så det susede om ørerne på hende.
Freja løb op til tredje sal, bankede på døren, fik Viggo udleveret i sin transportkasse, og nikkede bare taknemmeligt og næsten grådkvalt til kvinden, inden hun løb ned mod taxaen igen.
Da de endelig kørte væk, mærkede Freja lettelsen brede sig som et varmt tæppe. Hun græd hele vejen hjem af glæde over folks venlighed: den gamle dame, taxachaufføren, kvinden med katten. Så længe der findes sådan nogle som dem, skal det hele nok gå.
Vil du have, jeg bliver lidt? Bare hvis din eks dukker op?
Ja! svarede hun straks.
Samme dag fik hun skiftet låsene i døren. Chaufføren, Viktor, hjalp med Viggo. Katten spandt og var endelig tryg.
Freja følte sig ubeskriveligt taknemmelig og med tiden blev håbet om, at Viktor måske kunne blive mere end bare ven, mere og mere tydeligt
Og hvad med Mikkel? Jo, han blev smidt ud samme dag, skældt huden fuld af sin ven for at råbe ad hans kone, og kom på arbejde næste dag med et blåt øje. Chefen spurgte ikke, men bad ham skrive en opsigelse og forsvinde.
Mikkel måtte tage hjem til sin barndomsby, og der blev han.
Han fik, hvad han havde fortjent. For man behandler ikke dyr eller mennesker sådan.
Katte og alle andre fortjener kærlighed, og hvis man ikke kan give det, kan man i det mindste lade være med at være dårlig ved dem.
