Du, jeg skal altså lige dele noget med dig du ved, min søn og hans kone har lige flyttet ud herfra. Det holdt bare ikke længere.
Prøv at høre jeg var kun 22, da jeg stod alene tilbage med lille Mads på armen. Han var kun to år dengang, og alt faldt lige pludselig på mine skuldre, da min mand smuttede. Han var træt af at komme hjem til bekymringer, ville bare tjene penge og bruge dem på sig selv i stedet for os og sikkert også på hans elskerinde. Uanset hvad, må jeg indrømme, det blev faktisk lettere for mig, da han gik, selvom jeg måtte klare det hele selv.
Mads kom i børnehave, og jeg gik selv på arbejde. Jeg husker jeg næsten ikke kunne mærke mine ben af ren udmattelse, men alligevel var hjemmet i orden, der blev lavet mad, og min søn var ren og glad. Min mor har altid sagt, at man må tage ansvar, og vores generation var altså lidt mere robust, synes jeg. Jeg har også forkælet min søn, det indrømmer jeg. Han er 27 nu, og kan stadig ikke engang stege kartofler pinligt, jeg ved det! Men nu er han altså blevet gift, og jeg tænkte, at hans kone nok ville tage sig lidt af ham, mens jeg kunne koncentrere mig om mit, måske tage nogle kurser eller hygge mig lidt mere.
Men så sagde Mads lige pludselig, at de gerne ville bo hos mig i en periode. Jeg var ikke super begejstret, men jeg sagde okay tænkte, Nora, hans kone, ville hjælpe lidt til, lave mad til ham, ordne vasketøjet og sådan. Jeg skulle bare smide lidt ekstra tålmodighed oveni, og så gik det nok. Men næ nej Nora var virkelig en karakter. Hun hverken ryddede op efter sig selv, vaskede ikke op, ordnede ikke vasketøj ikke engang det mest basale som at feje gulvet. Ingenting, du.
I tre måneder knoklede jeg for tre mennesker. Er det rimeligt, spørger jeg bare? Nora arbejdede ikke, for Mads havde besluttet at han ville forsørge dem begge. Hver dag, fra morgen til aften, var hun bare sammen med veninder på café på Strøget eller sad og snakkede i telefonen. Imens gik jeg på arbejde. Når jeg kom hjem, lignede lejligheden noget der var løgn. Alt flød, køleskabet var tomt, og der var intet mad klart. Så forstod jeg jo, at jeg skulle tage i Netto, handle ind, lave mad, og bagefter vaske op igen. Nora virkede fuldstændigt ligeglad. Hun gjorde endda det, at hun kom ud til mig, mens jeg stod og vaskede op, med en tallerken hun havde gemt på sit værelse i flere dage! Seriøst, den var helt ulækker med mug og alt muligt. En anden gang, da hun kom med en tallerken igen, sagde jeg direkte, at hvis hun havde lidt samvittighed, kunne hun sgu da i det mindste selv tage den opvask indimellem.
Og tror du, hun ændrede sig? Nej. Næste dag rullede hun og Mads med drama og flyttede ud de fandt en lejlighed, og så var det dét. Mads brugte nogle vilde ord mente, jeg prøvede at splitte deres familie, bare fordi jeg bad Nora om at vaske op en gang imellem. Hvordan er det så at ødelægge noget, spørger jeg bare? Men nu, endelig, kan jeg få mit hjem for mig selv igen. Stilhed og renlighed det er nu altså undervurderet, synes jeg! Det her ungdom nu om stunder jeg siger dig bare, det er ikke til at stole på længere. De er sgu lidt magelige, altså.
