Er du helt væk? Har du brugt alle de penge, vi har sparet op i fem år, på en bolig til din gravide elskerinde? Du har brugt mine penge, vores penge, på en eller anden… Jeg kan ikke finde ordene! Hvordan kunne du…
Tretten år havde Anna levet med sin mand, Mads. Hun elskede ham højt, bare fordi han var ham. Hun var vild med hans altid lidt rodede, kastanjebrune hår og det der særlige, lidt trætte smil, der altid dukkede op, når han så på deres otteårige søn, Emil. Livet i deres lille by gik sin sædvanlige gang, og der skete sjældent store ændringer.
…Mads kom hjem præcis klokken 21:30. På det seneste havde han ofte været sent på arbejde, men indtil for nylig havde Anna ikke tænkt mere over det han arbejdede jo for familien. Han smækkede døren, trak jakken af, der på en eller anden måde ikke lugtede af hans sædvanlige aftershave, men af noget sødt og blomstret. Anna bemærkede det med det samme.
“Hej,” mumlede han og gav hende et hurtigt kys på hovedet. “Jeg er helt færdig. Det var en hård dag i dag.”
“Hej. Vil du have aftensmad? Kom, jeg har lavet noget til dig.”
“Nej tak, jeg vil bare i bad.”
Han gik forbi hende, og Anna følte pludselig en underlig uro. Han afslog mad igen. Mon der var en anden? Mads kom senere hjem nu, hans telefon var altid på ham. Før lå den på natbordet, men nu havde han den enten i lommen eller endnu værre med skærmen nedad, altid låst. Hver gang hun rørte ved den, blev han irriteret.
“Du er sent ude i dag,” sagde hun og rejste sig for at rydde koppen væk. “Var der meget at lave?”
Mads stod allerede i døren til badeværelset.
“Ja, lille ven. Du ved, kvartalsslut. Rapporter. Det hele skal nås.”
“Hvorfor dufter du sådan?” spørgsmålet slap ud skarpere, end hun havde ment.
Mads standsede. Anna kunne se, at det kom bag på ham.
“Hvad dufter jeg af?” Han prøvede at lyde afslappet, men hans skuldre stivnede.
“Blomster. En sød, blomstret duft. Det er ikke din aftershave.”
“Åh, det er nok en af kollegaerne. Julie fra regnskabet pralede med sin nye parfume i dag,” svarede han og viftede afvisende. “Hun dufter alt for stærkt. Hold mig ikke tilbage, Anna. Jeg er virkelig træt.”
“Julie fra regnskabet,” tænkte Anna og gik tilbage til verandaen. “Ja, selvfølgelig…”
Denne duft havde forfulgt hende i to uger. Først havde hun forsøgt at overbevise sig selv om, at det bare var en tilfældighed, at hans kolleger også brugte parfume…
…Familien havde en drøm, der lå på en opsparingskonto i Danske Bank, en konto, de havde åbnet sammen for fem år siden. Drømmen om en lejlighed til Emil, som de ville spare op til, indtil han blev myndig. De sparede hver en krone. Mads, med sin ingeniørløn fra det lokale værk, Anna med sin beskedne indtægt fra syopgaver hjemmefra. De havde droppet sommerferie i fem år, købt ingen ny bil, sparet på alt undtagen på Emils udvikling. Nu skulle der have været omkring 500.000 kroner en betydelig sum for deres by, næsten en garanti for, at sønnen kunne studere i Aarhus uden at bo på kollegie.
Men så kom stormen. En kunde havde betalt Anna ekstra for hendes hurtige arbejde, og hun besluttede at sætte pengene på kontoen. Hun forstod ikke selv, hvorfor hun ikke bare gjorde det online. Måske ville hun bare ud og nyde vejret det var en smuk dag.
Bankmedarbejderen, en ung kvinde ved navn Line, som hun havde kendt i årevis, smilede venligt.
“Hej, Anna. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
“Hej, Line. Jeg vil gerne tjekke saldoen på vores opsparingskonto. Og hvis det er muligt, vil jeg gerne sætte lidt mere ind.”
“Selvfølgelig. Dit pas, tak.”
Anna rakte det frem. Lines fingre dansede over tastaturet.
“Nå…” sagde Line og rynkede panden. “Anna, der er… ingenting her.”
“Hvad mener du?” Anna forstod ikke.
Hun troede, Line måtte have lavet en fejl.
“Kontoen er helt tom. Nul kroner, nul ører.”
Anna følte, som om gulvet svigtede under hende. Hun greb fat i disken.
“Line, det er umuligt. Er du sikker? Har du tjekket alle datoer? Vi åbnede den for fem år siden, den står i Mads’ navn. Jeg sætter penge ind hver måned!”
“Jo, Anna,” sagde Line og skiftede til en lav, medfølende tone. “Jeg kigger på transaktionerne. Den sidste store overførsel var for to uger siden. Kontanthævning. En meget stor sum.”
“Hvor stor?” fik Anna presset frem.
“490.000 kroner. Hævet for to tirsdage siden. Kontoen er lukket.”
For to tirsdage siden… Mads kom sent hjem den dag, sagde, han havde haft et møde.
“Tak, Line. Jeg har brug for en fuld oversigt over alle transaktioner den sidste måned. Hurtigt…”
…Anna forlod banken, vaklende. Hun kunne ikke huske, hvordan hun kom hjem. 500.000 kroner. Mads havde taget det hele…
***
Da Mads kom hjem, sad Anna i køkkenet ved bordet, hvor en printet kontoudtog lå foldet sammen. Der var ingen tårer på hendes ansigt, kun en iskold ro, der ofte kommer før katastrofen.
Mads kom ind, smed nøglerne på hylden og gned sin pande.
“Hej. Hvordan går det?”
“Sæt dig, Mads,” sagde Anna. Hendes stemme var lav og rolig, slet ikke som normalt.
Mads så forvirret på hende. Han lagde mærke til papirerne på bordet. Langsomt dæmrede det for ham.
“Hvad er det?” spurgte han uden at sætte sig.
“Sæt dig. Vi skal tale sammen.”
Han satte sig langsomt over for hende.
“Anna, jeg forstår ikke…”
“Lad være med at lyve, Mads. Du ved udmærket, hvad det handler om. Jeg var i banken i dag. Kontoen er tom. 490.000 kroner. De forsvandt for to uger siden.”
Mads så ned på sine hænder. Han prøvede ikke at benægte det.
“Hvordan fandt du ud af det?”
“Er det vigtigt? Hvad har du brugt pengene på, Mads?”
“Jeg… Jeg… Anna, jeg købte en bolig.”
“En bolig? Hvor? Til hvem?”
Mads sukkede dybt. Han så op, og i hans øjne var der ikke anger, men irritation og en bitter beslutsomhed.
“Til hende.”
“Til hvem?” Anna skreg ikke, hun talte, som om de diskuterede vejret.
“Mads, sig hendes navn.”
“Emma. Emma…”
Anna stirrede tavst på ham. Mads blev mindre under hendes blik og begyndte at tale:
“Anna, jeg ved ikke, hvordan det skete… Kan du huske, da vi var på firmatur for et år siden? Da chefen insisterede på, at vi skulle afsted for at styrke sammenholdet? Der mødte jeg Emma…”
Han tav, og Anna sagde roligt:
“Fortæl videre. Kom med det hele.”
“Altså… Jeg blev straks vild med Emma. Hun er så anderledes end dig, Anna du er hjemlig og rolig, men hun er en orkan. Med hende følte jeg mig ung igen. Hun var kun nitten, da vi mødtes. Hun kører på motorcykel, har tatoveringer overalt, piercinger… Jeg mistede hovedet, Anna… Med dig er det godt, men mere som en ven, jeg er bare vant til dig efter alle disse år…”
Annas stemme var lammet. Hun ville græde, slå ham i ansigtet, smadre hele køkkenet… Men hun holdt sig tilbage. Hun ville ikke miste ansigt foran en forræder.
“Fortæl videre.”
“Vi så hinanden et stykke tid, men hun droppede mig. Sagde, jeg kedede hende. Jeg led, Anna. Jeg kunne ikke holde ud ikke at se hende. Ringede, tiggede, bad om bare et minut. Men hun fik en ny kæreste. Jeg var ved at komme over det, Anna. Jeg begyndte at lægge mærke til dig igen. Kan du huske, vi var på ferie for syv måneder siden? Men så ringede Emma pludselig, vi mødtes, og så gik det løs igen. Og så kom bomben: hun var gravid… Anna, jeg kunne ikke efterlade hende med et barn, forstår du? Emma blev smidt ud af sin mors hus. Jeg kunne ikke lade min datter leve på gaden!”
Anna rejste sig og gik hen til vinduet:
“Så din elskerindes datter skal beskyttes, men din søn med mig er ligegyldig? Flot. Sådan her gør vi: I morgen går du til notaren og overdrager din andel af lejligheden til Emil. Når han bliver stor, vil jeg sælge den, så han har et sted at bo. Hvordan du klarer dig, rager mig ikke. Jeg indgiver skilsmisse i morgen, og prøv ikke at gøre det sværere for mig! Jeg vil ødelægge dig, Mads. Jeg vil sørge for, at hele byen ved, hvem du er.”
Selvfølgelig prøvede Mads at vinde hende tilbage inden retssagen. Han ventede uden for huset, ringede hver dag, sendte kærlige beskeder men intet hjalp. De blev skilt. Og Emma ville heller ikke have ham. Den lille pige, der blev født til tiden, var åbenlyst ikke hans de asiatiske øjne fortalte historien. Sådan endte det.
