Grethe Poulsen trådte ind i min lejlighed, som var det Amalienborg, og hun selveste dronning Margrethe, der ankom til en uventet inspektion af en provinsby. Hendes besøg fulgte altid et indviklet ritual af storhed: en kongelig nikken ved døren, et fornemt blik på gæstetøflerne og et tungt suk, der skulle vise, hvor meget hun led ved at nedlade sig til almindelige dødelige.
Den aften fejrede vi min mand Sørens seksogfyrreårsdag. Jeg, som en naiv kvinde, der stadig troede på kulinarisk diplomati, havde stået ved komfuret to aftener efter mine vagter på kardiologisk afdeling på Rigshospitalet. På bordet, dækket med en sprød linneddug, lå der svinekam bagt i honningglasur, saftigt og gyldent, lagkartofler, og salaterne var pyntet med en manisk omhu, der afslørede en værtinde med lettere perfektionisme.
Ud over svigermoren dukkede svigerinden Mette op – en kvinde med et evigt utilfreds ansigt og en fantastisk evne til at klage over pengemangel, mens hun fortærede smørrebrød med stenbiderrogn i en fart som en industrimaskine. Søren sad for bordenden, smilede og var i den lykkelige mandlige illusion, hvor “alle er samlet, alt smager godt, så alle elsker hinanden.”
“Jeg siger dig, Søren, at helbredet skal passes fra ungdommen,” belærte Grethe Poulsen, mens hun tog en tredje portion italiensk salat. “Jeg renser mine blodkar udelukkende med natron og afkog af grantoppe. På internettet skriver en professor, at al jeres officielle medicin bare er en sammensværgelse fra apotekerne for at hive penge ud af os.”
Hun sendte mig et betydningsfuldt blik. Som oversygeplejerske plejede jeg at lade disse bemærkninger glide, men i dag var trætheden overtaget.
“Grethe Poulsen,” sagde jeg roligt, mens jeg skænkede hyldeblomstsaft til min mand. “Åreforkalkning er en kompliceret forstyrrelse af lipidstofskiftet. Kolesterolplaques vokser ind i bindevæv og forkalker inde i selve karrets væg. Natron er glimrende til at opløse fastbrændt fedt på en støbejernspande, men i blodbanen virker det ikke. Ellers ville vi behandle hjerteinfarkter på intensiv med opvaskemiddel.”
Svigermoren frøs med gaffelen ved munden. Hendes ansigt antog hurtigt en nuance som overmodne rødbeder.
“Den kloge, hva’?!” hvæsede hun, forarget over at blive modsagt. “Du er kun til at tømme bækkener for patienter, og så tør du diskutere med kloge mennesker! Købt eksamen og sidder og spiller klog, uopdragen tøs!”
Grethe Poulsen pustede og fnøs som en overophedet kedel, som man havde glemt at putte te i.
Søren forsøgte sædvanen tro at glatte tingene ud:
“Mor, hold nu op, Nanna spøgte bare. Lad os drikke for helbredet i stedet.”
Denne fredsbevarende impuls blev af svigermoren opfattet som svaghed. Da hun mærkede, at sønnen ikke styrtede til hendes forsvar med lansen parat, besluttede hun at skifte taktik og ramme et ømt punkt.
Samtalen gled over på en fjern slægtning, der for nylig var blevet skilt. Mette nød at tygge på detaljerne om formuefordelingen, mens Grethe Poulsen hørte efter med sammenknebne læber.
“Det er sådan det er, Søren,” sagde svigermoren pludselig højt, så hvert ord trådte taktfast i stilheden. “Kvinder i dag er beregnende og upålidelige. Du er en flink, pæn fyr. Men husk: koner kommer og går. I dag én, i morgen en anden. Men en mor har sin søn kun én gang.”
Mette nikkede enigt, mens hun tyggede på et stykke kød. Søren synkede nervøst, kiggede på mig og fremførte sin sædvanlige, årelange floskel:
“Nanna, du kender jo mor… hun mener det ikke ondt. Det er bare en talemåde.”
Jeg argumenterede ikke. Jeg synes generelt, at det at diskutere med mennesker, hvis intelligens sidder fast på niveau med manipulation fra et provinsielt amatørteater, er taknemmelighedsløst. Jeg smilede bare let, rejste mig langsomt fra stolen og gik hen til bordet.
Forsigtigt, uden en eneste brat bevægelse, tog jeg det store fad med svinekam. Derefter tog jeg skålen med cæsarsalat.
“Nanna, hvor skal du med kødet?” spurgte svigerinden oprigtig forundret, mens hendes gaffel stod stille på halvvejen til tallerkenen.
“Hvor skal jeg?” svarede jeg venligt og helt hverdagsagtigt. “I køleskabet.”
“Hvorfor? Vi er jo ikke færdige med at spise!” protesterede Grethe Poulsen, som mærkede ritualet om en mættet aften blive brudt.
“Ser du, Grethe Poulsen,” fortsatte jeg og gik tilbage til bordet for at hente tallerkenen med pålæg og skålen med stenbiderrogn. “Jeg er en konsekvent kvinde. Nu da det er blevet sagt, at en kone er et midlertidigt og forbigående fænomen, har jeg besluttet at demonstrere det i praksis. Når konen går, går hendes mad også. Hvorfor skulle I slide med mad fra et menneske, der kun er her på lånt tid?”
Jeg bar maden ud i køkkenet. I stuen sænkede der sig en tung, tæt stilhed, kun brudt af det jævne tikken fra væguret. Da jeg kom tilbage efter brødkurven, havde svigermoren genvundet talens brug.
“Hvad bilder du dig ind?!” tordnede hun, rejste sig fra bordet og indtog en position som en fornærmet frihedsgudinde. “Hvordan vover du! Du er kommet ind i vores familie! Du skal respektere de ældre og takke for, at vi overhovedet tog dig ind!”
Jeg standsede lige over for hende. At iagttage dette hysteriske udbrud var næsten underholdende.
“Grethe Poulsen, lad os lige få styr på den grundlæggende geografi og ejendomsret,” sagde jeg med en stemme så rolig som en nyhedsoplæser. “Jeg er ikke kommet nogen steder. Det er dig, der sidder i min lejlighed, som jeg købte tre år før jeg overhovedet vidste, at din søn eksisterede. Du spiser mad, købt for min løn, fordi Søren i denne måned betalte af på bilens lån. Du sidder på en stol, jeg selv samlede. Så den midlertidige her er bestemt ikke mig.”
Svigermoren gispede efter luft. Hun sendte et håbløst blik på sin søn og ventede, at han nu ville slå i bordet og sætte den overmodige svigerdatter på plads.
Søren sad med sænket hoved. Han så på den tomme dug. På krummerne, der var tilbage fra brødet. På den ensomme kande med hyldeblomstsaft. I hans øjne foregik et komplekst tankearbejde. Illusionen om den “søde familie” smuldrede, mødt af ubønhørlig virkelighed.
Han løftede langsomt hovedet. Blikket var usædvanligt hårdt.
“Mor. Mette. Rejs jer.”
“Søren?” svigermoren blinkede uforstående. “Hørte du, hvad hun sagde? Vil du lade hende smide din egen mor ud?”
“Mor, du har krydset en grænse,” Søren rejste sig og skubbede stolen tilbage. “Min kone går ingen steder. Og lejligheden er hendes, og huset hviler på hende. Men nu er det tid for jer at tage hjem. Festen er slut.”
“Nå, sådan?!” skreg Grethe Poulsen tragisk, mens hun gik mod entreen. “Du bytter mor ud med et nederdel!” Mette trippede efter, mumlende forbandelser over “beregnende slanger”.
Søren rakte dem tavst deres overtøj. Han undskyldte ikke, bad ikke om tilgivelse. Han åbnede bare døren og ventede, til de var ude på trappeafsatsen. Låsen klikkede.
Min mand kom tilbage i stuen, så på mig, der stod med brødkurven, og sukkede tungt.
“Tag kødet frem igen,” sagde han stille, kom hen og lagde armen om mine skuldre. “Jeg er vist lige blevet klogere. Og ved du hvad… jeg er skrupsulten.”
Vi sad i køkkenet, bare os to. Svinekammen var stadig lun, og teen var stærk. Siden den aften blev emnet om kommende og gående aldrig taget op igen. Grethe Poulsen viste sig ikke mere i mit Amalienborg, og status som kone i vores familie fik en jernbetonstyrke.
Det lærte mig, at sand respekt ikke findes i stille tålmodighed, men i modet til at sætte grænser – og i kærligheden, der står fast når illusionerne falder.
