— Flyt dig! — råber Lise. — Og sig til Lærke, at hun ikke skal komme igen.
— Lise, du vil ikke tro, hvad der er sket! — Marie stormer ind i lejligheden, uden at tage skoene af, og smider tasken på en stol ved entréen. — Den kvinde, Lærke fra tredje bygning, er i problemer igen! Hendes mand er smuttet med pengene, og hun har to små børn i armene og ingen krone! Jeg sagde til hende: kom hjem til mig, så hjælper vi så meget vi kan. Men hun græder, siger det er pinligt at bede om hjælp. Jeg ved, hvad vi skal gøre! Du hjælper, ikke? Du er altid så godhjertet!
Lise stopper med at røre i gryden, hvor en cremet gulerodssuppe simrer, og tørrer hænderne på forklædet. Marie står midt i køkkenet, vifter med armene, kinderne røde, som om hun lige har været i en diskussion.
— Marie, vent lidt, lad være med at snakke så meget. Hvem er Lærke? Den, der arbejder i supermarkedet? Hvorfor kommer hun lige til mig? Du har din egen lejlighed, dine egne ting. Jeg er jo ikke millionær, så jeg kan ikke fodre alle.
— Åh, Lise, du! — smækker Marie sig ned på en barstol, griber et æble fra vasen og bider i det med et sprødt knas. — Lærke, ja, den fra supermarkedet, husker du, vi snakkede sammen på torvet? Hun er en god pige, men livet har været hårdt for hende. Hendes mand var en drikker, slog hende, og er nu smuttet med elskerinden og al deres opsparing. De to børn er sultne, den ældste er syv, den yngste fem. Jeg har lovet hende, at vi samler penge, tøj og måske finder et job til hende. Du er revisor, du kender folk i firmaerne, måske kan de tage hende på deltidsarbejde?
Lise sukker, mens hun rører i suppen. Marie blander sig altid i andres problemer og trækker alle med sig. De har været venner siden skolebænken, men Lise er træt af de evige dramaer. En gang har hun reddet en hjemløs killing, en anden gang har hun båret indkøb til en ældre nabo, og nu en hel familie.
— Marie, jeg vil gerne hjælpe, men lad os gøre det rimeligt. Ring til hende, spørg hvad hun har brug for. Måske kan vi købe mad eller samle tøj. Men at flytte hele husstanden ind på én gang er for meget.
Marie’s øjne lyser op.
— Nej, Lise, du forstår det ikke! Hun er på randen af at give op! Jeg har sagt til hende, at hun skal komme i aften. Til dig, for jeg har renoveret, og alt er støvet, mens din lejlighed er rolig og hyggelig. Lav en kop te, så ringer jeg til hende og minder hende om at komme.
Lise vil protestere, men Marie begynder allerede at taste nummeret, telefonen mod øret.
— Lærke? Det er Marie. Ja, kom til Lise, husk adressen: lejlighed 15, 3. sal. Græd ikke, det ordner sig. Vi venter på dig. — Marie lægger på og smiler til Lise. — Så nemt er det, du er en god ven, fordi du sagde ja.
— Jeg sagde ikke ja, — mumler Lise, men Marie er allerede ved tepotten og hælder te i sit krus.
Om aftenen ringer der på døren. Lise åbner og ser Lærke – en tynd kvinde med røde øjne i en gammel frakke – og to små børn, en dreng og en pige, begge i slidte vinterjakker. Drengen holder sin søster i hånden, mens hun suger på sin finger.
— Hej, — siger Lærke stille. — Marie sagde, at du vil hjælpe…
— Kom ind, — svarer Lise og træder til side. Marie suser i køkkenet og dækker bordet.
De sætter sig, børnene kaster sig over smørrebrødene, som Lise hurtigt skærer. Lærke sidder med hovedet nedsænket og fortæller sin historie med en stemme, der hakker.
— Han, den forræder, tog alt. Tømte kontoen, tog vores møbler. Sagde, han går til en anden, fordi han er træt af vores børn. Jeg arbejder i supermarkedet, men lønnen er en spand, næsten kun til mad. Kreditterne hænger, og jeg har ingen penge til huslejen. Marie sagde, at du kan vise vej, at vi kan få hjælp.
Marie nikker og hælder te.
— Selvfølgelig, Lise kan finde ud af noget. Hun er dygtig i regnskab, måske kan vi ansøge om en boligsikring eller finde et bedre job.
Lise lytter, og hjertet knytter sig. Børnene stirrer på hende med store øjne, og hun tænker over, hvordan folk i dag kan havne i så store vanskeligheder. Hun tager sin pung frem, trækker 1000 kroner ud og giver dem til Lærke.
— Tag dem til mad i aften. I morgen finder vi ud af, hvad vi skal gøre. Måske kan vi gå til borgerservice sammen.
Lærke begynder at græde af lettelse og omfavner Lise.
— Tusind tak! Du er min redning!
Marie stråler, som om hun har løst alt.
Næste morgen banker Marie tidligt på døren.
— Lise, stå op! Lærke har højt blodtryk, hun er nervøs. Jeg sagde, at hun skal bringe børnene til dig, så vi kan tage hende til lægen. Har du fri i dag?
Lise, stadig i morgenkåbe, nikker tøvende.
— Kom, men kun i et par timer.
Et halvtime senere sidder børnene i stuen og ser på en tegnefilm, mens Lise giver dem havregrød. Drengen, Lukas, spørger:
— Tante Lise, kommer faren tilbage? Mor siger nej, men jeg tror på ham.
— Jeg ved det ikke, min ven, — svarer Lise og kæler for hans hoved. — Det vigtigste er, at I har hinanden.
Pigen, Freja, er stille, men kommer så hen og klemmer Lise om benet.
— Du er sød som bedstemor.
Lise mærker en klump i halsen. Hun har ingen egne børn; hendes mand døde for ti år siden, og hun lever alene i en stille lejlighed.
Lærke vender tilbage med en recept i hånden.
— Lægen sagde, det er stress, skrev mig smertestillende. Tak, Lise, for at passe på børnene. De er glade for dig.
Marie klapper i hænderne.
— Se, alt er i orden! Nu skal vi finde et job til Lærke. Ring til din chef, spørg om der er ledige stillinger.
Lise tøver, men ringer.
— Hej, Tamara? Det er Lise. En bekendt søger arbejde, måske som rengøringsassistent eller hjælper? Ja, hun har erfaring fra supermarkedet. Tak, jeg videregiver det.
Hun lægger på og ser på Lærke.
— Kom i morgen til kontoret, så kan du få et par timer.
Lærke bryder ud i tårer af lettelse, og Marie omfavner Lise.
— Du er guld, ven!
Dage går. Lærke får et arbejde, men problemerne stopper ikke. Børnene bliver syge, Lise hjælper med at holde dem, Lærke låner penge til medicin og skolepapir. Marie er altid der med opmuntring, men Lise begynder at mærke, at hun selv giver mere, end hun får.
En aften, da Lærke har gået, siger Lise til Marie:
— Jeg vil gerne hjælpe, men det er for meget. Jeg bruger al min fritid og mine penge. Min folkepension er lille, og du beder mig om mere.
Marie bliver såret.
— Åh, Lise, du er så egoistisk! Lærke er i nød, og du tænker på penge. Vi er venner, vi skal dele alt.
— Dele? — løfter Lise stemmen. — Du bragte hende til mig, men du har ikke givet en eneste krone!
Marie sværger:
— Jeg støtter hende mentalt! Det er vigtigere end penge.
Lise svinger hånden, men indeni brænder det.
En uge senere kommer Lærke alene uden børn og sætter sig ved bordet, holder en serviet i hånden.
— Lise, undskyld, men jeg har brug for hjælp igen. Kommunen truer med at afskære vandet, jeg mangler fem tusinde kroner til regningen.
Lise fryser.
— Lærke, jeg gav dig tusind i sidste uge. Har du fået løn?
— Jeg har, men det gik til mad. Børnene er sultne.
Lise tjekker sin pung, den er tom bortset fra nogle mønter. Hun går hen til skabet, hvor hun har gemt en lille nødfond.
— Tag det, men det er sidste gang. Find et andet arbejde.
Lærke nikker, men der er tvivl i hendes øjne.
Næste dag hører Marie, at Lærke har fået sin mand tilbage, han kræver børnene.
— Vi skal have en advokat! — råber hun.
— Hvilken advokat? — siger Lise træt. — Marie, nok er nok. Det er ikke vores problem længere.
— Det er vores! — skriger Marie. — Vi lovede at hjælpe!
De diskuterer i en halv time, Marie kalder Lise en koldblodig, og Lise svarer, at hun er træt af at bære andres problemer i sit hjem. Marie smider døren i vejret og går.
Senere ringer Lærke:
— Lise, undskyld, men børnene har feber. Må jeg bringe dem til dig? Marie sagde, at du ikke har noget imod.
Lise vil sige nej, men hører et barn græde.
— Kom, så gør jeg det.
Børnene kommer, varme og hostende. Lise giver dem smertestillende, lægger dem i seng. Lukas hvisker:
— Tante Lise, du er som en mor.
Hun bliver hos dem hele dagen, og om aftenen tager Lærke dem hjem igen.
Det fortsætter en uge. Lise løber til apoteket, køber sirup og frugt, pengene bliver færre, og Marie ringer hver dag.
— Hvordan går det? Lærke siger, du er en engel. Jeg har hørt, at naboen Klara har lignende problemer…
— Nej, Marie! — afbryder Lise. — Jeg har nok af andres problemer. Mine egne er nok.
En dag møder Lise sin nabo, tante Villy.
— Lise, har du taget Lærke ind? Jeg så hende gå med børnene til din dør.
— Jeg hjælper lidt, — svarer Lise.
Tante Villy sænker stemmen.
— Vær forsigtig. Jeg har hørt, at hendes mand aldrig er flygtet. De bor sammen og beder folk om penge. Jeg tror, du får halvdelen af det, du giver.
Lise bliver målløs.
— Det kan da ikke være!
— Spørg hende direkte. Jeg ringer til deres lejlighed og spørger manden.
Lise ringer til Marie.
— Marie, kom, vi skal tale.
Marie kommer med kager.
— Hvad er der?
Lise ser hende i øjnene.
— Er det sandt, at Lærke lyver? At manden er hjemme, og I deler pengene?
Marie blegner.
— Hvem sagde det? — spørger hun panisk.
— En nabo. Jeg vil tjekke.
Marie bryder sammen i tårer.
— Lise, jeg vidste det ikke… Lærke bad mig om at dele, fordi hun var desperat. Men manden kom tilbage, og vi fortsatte. Jeg tænkte, at du ville klare det, fordi du er så god.
Lise rejser sig.
— Gå! — råber hun. — Og sig til Lærke, at hun ikke skal komme mere.
Marie snubber ud af lejligheden.
Næste morgen banker Lærke igen.
— Lise, hvad er der sket? Marie sagde, du er vred.
Lise står i døren, lader hende ikke komme ind.
— Jeg ved alt. Din mand er hjemme, I deler penge. Gå væk og kom ikke tilbage.
Lærke rødmer.
— Det er ikke sandt! Hvem har sagt det?
— Det er ligegyldigt. Farvel.
Hun lukker døren, hører Lærke råbe bagved. Børnene begynder at græde, og Lise mærker et stikkende smerte i brystet, men hun står fast.
Dage går. Marie ringer og beder om tilgivelse.
— Lise, jeg er så ked af det. Jeg tænkte ikke på konsekvenserne. Lad os tale.
Lise er stille, men svarer til sidst:
— Marie, vi har været venner i mange år, men du har krydset grænsen. At udnytte en ven er én ting, men at lyve for mig er en anden. Jeg tilgiver, men jeg vil ikke stole på dig igen.
Marie græder i røret.
— Jeg forstår. Jeg lover, at jeg ikke blander mig i andres problemer længere.
Lise lægger røret på, hælder te i sit krus, ser ud af vinduet på den stille gade. Lejligheden virker tom, men rolig. Hun tænker på børnene, som er uskyldige, men de er ikke skyld i forældrenes bedrag.
Snart møder hun igen tante Villy.
— Godt gået, du har fundet ud af det. Nu er du rolig som en stille sø.
Lise smiler.
— Ja, jeg har lært, at man skal hjælpe, men med omtanke.
Hun går hjem, føler lettelse. Ingen banker længere på døren med andres nødsituationer. Marie ringer af og til, men kun om hverdagslige ting. Lærke er forsvundet, formodentlig har hun fundet andre hjælpsomme sjæle.
Lise går tilbage til sine egne gøremål – en tur i teatret, møder andre veninder, livet falder på plads, roligt og eget.
En aften ringer telefonen.
— Hej, Lise, hvordan går det?
— Det går fint. Hvad med dig?
— Jeg tænker, vi kunne gå en tur i Kongens Have? Vejret er dejligt
