— Ellen, tror du seriøst, at jeg efter skilsmissen skal flakke rundt i opgange? — Lykke Nielsen trak sin bluse op af posen og lagde den roligt på skabsreolen. — Gør mig ikke grin. Jeg har boet her i to år.
Ellen stod i døren til soveværelset og så, hvordan den forhenværende svigermor anbragte sine ting med en selvsikkerhed, som om lejligheden var hendes eget sommerhus, og sønnens skilsmisse med svigerdatteren en irriterende lap papir, der kunne gemmes væk i en skuffe.
Det var en hed julidag. Vinduet stod på klem, og ind trængte lugten af støv, varm asfalt og nyklippet græs. Nede i gården sparkede børn til en bold, nogen lo højlydt ved opgangen, og i Ellens lejlighed skete det, hun havde forberedt sig på i næsten en måned.
Kun Lykke Nielsen vidste det endnu ikke.
— De har boet her, så længe jeg tillod det, sagde Ellen roligt. — Tilladelsen er udløbet.
Svigermoren vendte sig halvt om. Hendes ansigt fik et træt, næsten nedladende udtryk.
— Lad nu være. Du er jo ikke et umenneske. Hvor skal jeg gå hen? Jeg har for højt blodtryk, mit ben gør ondt efter operationen, og Viggo kommer jo alligevel her. Du er jo ikke fremmed.
— Jo, nu er jeg.
Lykke Nielsen smækkede skabslågen i. Ikke af forskrækkelse, men af irritation. Hun var ikke vant til, at Ellen svarede kort og uden omsvøb. Før i tiden havde svigerdatteren forklaret, undskyldt og valgt bløde formuleringer for ikke at støde nogen. De senere år havde Ellen talt, som om hun på forhånd undskyldte for at fylde i sin egen lejlighed.
Men det var før.
To år tidligere var Lykke Nielsen kommet til dem efter en knæoperation. Dengang så alt anderledes ud. Hun havde ringet til sønnen Viggo en aften og sagt, at hun var bange for at være alene hjemme, medicinen skulle tages på klokkeslæt, til forbinding skulle hun køre, i venteværelset var der lange køer, og naboen var ikke forpligtet til at hjælpe. Viggo havde straks set på Ellen med det blik, der betød: »Du forstår det jo.«
Ellen forstod. Dengang prøvede hun stadig at være en god hustru, en god svigerdatter, et godt menneske. Hun troede, at midlertidig hjælp ikke ville ødelægge noget. Lykke Nielsen havde sit eget værelse i et lille hus på landet, men efter operationen havde hun virkelig brug for pleje. Ellen havde selv foreslået at hente hende for et par uger.
Et par uger blev til en måned, så til tre, så til et år. Lykke Nielsen fandt sig hurtig til rette. Hun vidste, hvor håndklæderne lå, hvilke varer Ellen købte, hvilken dag de friske grøntsager kom i nærbutikken, hvornår buddet bragte medicin. Så begyndte hun at rette på Ellen: sådan skærer man ikke, sådan opbevarer man ikke, det var forkert købt, Viggo spiser ikke det, lægen sagde noget andet, hos normale mennesker gør man sådan.
Ellen tav ikke, fordi hun var svag. Hun prøvede længe at redde ægteskabet. Først overbeviste hun sig selv om, at svigermoren var gammel, efter operation, nervøs. Så at det var svært for Viggo at stå mellem mor og kone. Så at en skandale kun ville gøre det værre. Og så en morgen gik det op for hende: situationen var allerede dårlig, alle var bare blevet vant til at regne hendes tålmodighed for normal.
Lejligheden tilhørte Ellen. Hun havde købt den før brylluppet, da hun arbejdede som kontorassistent på en privathospital, tog ekstravagter på messer for medicinsk udstyr og sparede op hver eneste krone. Senere solgte hun det gamle værelse, hun havde arvet efter sin far, lagde opsparingen til og købte den etværelses på eget navn. Viggo kom ind i hendes liv senere. Han trådte ind i et færdigt hjem med renovering, maskiner, service og en kvinde, der holdt styr på alting.
Først beundrede Viggo det. Så vænnede han sig til det. Så tog han det for givet.
Skilsmissen kom uden højlydt utroskab, uden smadrede tallerkener eller natlige dramaer. Det skete bare, en dag Ellen hørte, hvordan manden igen diskuterede hendes lejlighed med moderen. Ikke renovering, ikke hverdagslige småting – netop lejligheden.
Hun var kommet tidligere hjem fra arbejde, låste op med sin egen nøgle og hørte fra køkkenet Lykke Nielsens stemme:
— Du skal ikke skynde dig med at blive skilt. Ellen er eftergivende. Når hun bor alene, finder hun ud af, at hun ikke kan undvære dig. Jeg bliver her indtil videre, så hun ikke slapper for meget. Lejligheden er god, beliggenheden er bekvem. Hvorfor skulle jeg køre tilbage?
Viggo svarede træt:
— Mor, hun har allerede indgivet papirerne på rådhuset. Jeg har også skrevet under. Der er ingen børn, intet at dele. Lejligheden er hendes, bilen er min, vi har aftalt det hele.
— De har aftalt, fnøs Lykke Nielsen. — Er du en mand eller hvad? Du har boet her i syv år. Så har du ret. Det har jeg også. Hun har givet mig mad i to år, skal jeg nu på gaden?
Ellen gik ikke ind med det samme. Hun blev stående i entreen, stak nøglerne i lommen og hørte færdig. Ikke af nysgerrighed. Af kalkulation. Det var vigtigt for hende at vide, hvor langt de var villige til at gå.
Viggo argumenterede ikke med moderen. Han sagde kun:
— Lad være med at starte med hende nu. Lad skilsmissen gå roligt over.
Samme nat fandt Ellen mappen med dokumenterne frem. Skødet, købsaftalen, kontoudtog, gamle betalinger, kvitteringer for større indkøb, girokort for forbrugsafgifter. Alt var hendes. Viggo havde i alle årene ikke investeret i lejligheden, ingen større renovering, ikke engang møbler. Han købte dagligvarer efter humør, nogle gange kom han med medicin til moderen, men oftest sendte han listen videre til Ellen.
En uge senere blev skilsmissen ekspederet på rådhuset. Der var ingen børn, og der var ikke noget fælleseje, som kunne retfærdiggøre en retssag. Viggo holdt sig rolig. Han prøvede endda at lave en vittighed ved udgangen om, at de var »gået fra hinanden civiliseret«. Ellen så på ham på en måde, der fik smilet til at falde.
— Civiliseret bliver det, når din mor forlader min lejlighed, sagde hun.
— Ellen, giv hende da tid.
— Hvor meget?
— Jamen … en måned.
— To uger.
— Hun er opereret.
— Operationen var for to år siden.
Viggo kradsede sig på næseryggen, så væk og lovede at tale med moderen. Ellen troede ham ikke. Og det gjorde hun ret i.
Efter skilsmissen ændrede Lykke Nielsen ikke adfærd en eneste millimeter. Om morgenen besatte hun køkkenet som sædvanlig, hørte højlydt radio på telefonen, rodede i medicinposer og krævede, at Ellen købte en bestemt mærke hytteost. Om dagen ringede hun til naboerne på landet og fortalte, at »Ellen og Viggo har fået papirerne i orden, men det er ikke alvorligt«. Om aftenen kontrollerede hun, hvad Ellen havde haft med fra butikken.
På tredjedagen efter skilsmissen kom Ellen hjem med tomme hænder.
— Hvor er varerne? spurgte Lykke Nielsen forbavset og stak hovedet ud fra køkkenet.
— I butikken.
— Hvordan det?
— Jo, jeg købte aftensmad til mig selv på vejen.
Svigermoren stirrede på hende i nogle sekunder, som om hun oversatte fra et fremmed sprog.
— Ellen, jeg er på diæt. Jeg må ikke spise hvad som helst.
— Det ved Deres søn.
— Viggo arbejder.
— Så kan han købe ind efter arbejde.
Lykke Nielsen trak panden i folder. Hendes ansigt fik et udtryk af en, der lige havde fået ødelagt en vane.
— Du småskændes.
— Jeg tæller.
— Hvad tæller du?
— Penge, tid og mine pligter. De står ikke længere på listen.
Den aften ringede Lykke Nielsen for første gang til Viggo ikke for at brokke sig, men med bekymring. Ellen hørte brudstykker fra stuen: »hun er blevet underlig«, »hun købte ikke ind«, »hun taler som en fremmed«, »du må komme«. Viggo ankom en time senere. I en lys skjorte, irriteret og svedig efter turen. Han gik ind i køkkenet, hvor moderen allerede sad med martyrmine.
Ellen kom ikke ud med det samme. Hun gjorde et arbejdsbrev færdigt, gemte filen, lukkede computeren og gik først da ind til dem.
— Ellen, vi må tale sammen, begyndte Viggo.
— Tal.
— Mor har brug for tid. Du forstår jo, om sommeren er det svært at ordne noget hurtigt.
— Det forstår jeg udmærket. Derfor giver jeg hende ti dage.
Lykke Nielsen løftede hovedet.
— Du sætter tidsfrister for mig?
— Ja.
— Jeg er mor til din mand!
— Eksmand.
— Formalitet!
Ellen gik hen til skuffen, tog mappen frem og lagde den på bordet. Hun kastede den ikke, smed den ikke – lagde den forsigtigt foran Viggo.
— Her er dokumenterne på lejligheden. Den er købt af mig før ægteskabet. Her er bevis på, at Lykke Nielsen ikke er registreret på adressen. Her er en oversigt over udgifter de sidste to år til hendes mad, medicin, transport og husholdning. Jeg vil ikke kræve noget tilbage, selv om jeg godt kunne spørge, hvorfor en voksen søn så bekvemt overlader sin mor til sin ekskone. Men fra i dag er det slut.
Viggo åbnede mappen. Hans ansigt blev stift.
— Du har samlet det her med vilje?
— Hvorfor?
— Så du ikke kunne lade som om, du ikke forstod.
Lykke Nielsen strakte hals for at se papirerne.
— Nå, sådan er du. Har du talt hver eneste pille?
— Nej. Jeg har talt, hvad en fremmed frækhed koster, når den længe bliver kaldt familiehjælp.
Viggo så op.
— Ellen, lad være med at tale sådan til mor.
— Så tal du selv med hende. Men resultatet skal være det samme: om ti dage er hendes ting ude af min lejlighed, og nøglerne giver hun personligt tilbage til mig.
— Hvad hvis hun ikke når det?
— Det når hun. Hun har en søn, et hus på landet og en voksen datter i nabokommunen. Det er ikke et menneske uden papirer på en banegård.
Lykke Nielsen rejste sig brat. Stolen skrabede mod gulvet.
— Til datteren tager jeg ikke. Hun har to børn og en streng mand.
— Så er det ikke fordelagtigt, bemærkede Ellen roligt. — Forståeligt.
— Hvad tillader du dig?
— At kalde tingene ved deres rette navn.
Viggo slog hånden i bordet. Ikke hårdt, men nok til at vise irritation.
— Stop. Alle er trætte. Lad være med at lave krig.
Ellen vendte sig langsomt mod ham.
— Der bliver ingen krig, hvis din mor pakker sine ting og afleverer nøglerne. Du kan godt lide fredelige løsninger. Her er en.
Han så på hende i nogle sekunder. Ellen så, at han prøvede at finde den tidligere kone – den, man kunne overtale, skamme ud, beskylde for hårdhed. Men den tidligere Ellen var ikke i rummet. Foran ham stod en kvinde, der allerede havde regnet, allerede besluttet og ikke efterladt plads til pres.
De følgende ti dage gjorde Lykke Nielsen lejligheden til et lille teater. Om morgenen gik hun fra rum til rum med tunge suk, smækkede skabe, ringede til veninder og fortalte, at den tidligere svigerdatter »satte en syg kvinde på gaden«. Om dagen spiste hun demonstrativt ikke det, Viggo havde købt, fordi det var »forkert« og »tørt«. Om aftenen satte hun sig foran fjernsynet og skruede op for lyden, som om hun prøvede at fylde den plads, hun mistede ifølge dokumenterne.
Ellen skændtes ikke. Hun gik overhovedet ikke ind i unødige samtaler. Købte sine egne varer, opbevarede dem i en lukket boks, spiste aftensmad på vejen eller ved sit eget bord. Svigermorens ting rørte hun ikke. Men hver aften markerede hun i kalenderen på mobilen dagen inden den endelige frist.
På sjettedagen stoppede naboen nedenunder, Grethe Larsen, Ellen ved elevatoren.
— Ellen, må jeg spørge? Lykke Nielsen siger, at du smider hende ud uden en krone og med et dårligt ben. Er det sandt?
Ellen så på naboen. Grethe Larsen var en opmærksom kvinde, ikke ond, men hun skulle vide alt. Til hende havde Lykke Nielsen sikkert allerede præsenteret halvdelen af opgangen som vidner til sin ulykke.
— Grethe Larsen, lejligheden er min. Lykke Nielsen er ikke registeret her. Hun kom midlertidigt efter en operation for to år siden. Nu er mit ægteskab med hendes søn ophævet. Jeg har givet hende tid til at pakke og tage hjem til sit eget hus eller til sine børn. Viggo kender til det.
Naboen så forlegen ud og rettede på tasken.
— Hun siger, hun ikke har noget sted at gå.
— Hun har et hus. Hun har en søn. Hun har en datter. Det er bare mere bekvemt her.
Grethe Larsen kneb øjnene sammen, satte hurtigt en ny version af historien sammen i hovedet og nikkede.
— Forståeligt. Jeg tænkte nok, der var noget, der ikke passede. I går sagde hun, at du er forpligtet til at forsørge hende.
— Netop. Det passer ikke.
Om aftenen kendte hele opgangen anden del af historien. Lykke Nielsen mærkede hurtigt forandringen. Naboerne holdt op med at sukke medfølende og begyndte at stille uddybende spørgsmål. Havde hun sit eget hus? Hvorfor tog sønnen ikke moderen? Hvorfor skulle en tidligere svigerdatter betale for dagligvarer efter en skilsmisse? Lykke Nielsen kom hjem rød i kinderne, klemte om hanken på tasken, så huden på fingrene lagde sig i folder.
— Du har gjort mig til grin over for naboerne! sagde hun fra døren.
Ellen sad med computeren og gennemgik et budget for et udendørsprojekt. Hun så ikke op med det samme.
— Jeg svarede på et spørgsmål.
— Du har fremstillet mig som en nasser!
— De selv fortalte opgangen, at jeg skulle forsørge Dem.
— Det ord brugte jeg ikke!
— Meningen var den.
Lykke Nielsen gik ind i stuen og stillede sig ved siden af Ellen.
— Hør her. Jeg tager ingen steder. Forstået? Viggo har boet her, så bor jeg også her. Du tør ikke smide en ældre kvinde ud. Naboerne vil ikke tillade det.
Ellen lukkede computeren. Meget langsomt. Så rejste hun sig.
— Naboerne har intet med min ejendom at gøre.
— Ejendom, ejendom, du og dit. Hvad er du egentlig uden Viggo?
Ellen så ned på hende. Lykke Nielsen var lavere af vækst, men havde altid vundet med stemmen. Nu hjalp stemmen ikke.
— En kvinde med en lejlighed, et arbejde, papirer og en tålmodighed, der er slut.
— Jeg ringer til min søn.
— Gør endelig det.
— Han kommer og taler dig til fornuft.
— Lad ham komme. Han kan tage Deres kasser med.
Viggo ankom næste dag. Ikke alene, men med sin søster Sanne. Ellen forstod, at Lykke Nielsen havde samlet et familieråd for at presse hende med overtal. Sanne gik ind i lejligheden med selvsikkerhed, i en lys sommerdragt, med mobilen i hånden og et udtryk af en, der på forhånd havde udpeget den skyldige.
— Ellen, det her er ikke pænt, begyndte hun uden hilsen. — Mor er nervøs. Hun er ikke ung.
— Sanne, gå ind i køkkenet. Det bliver en kort snak.
Sanne tøvede et øjeblik. Hun havde tydeligvis ventet undskyldninger, men fik en invitation til et forretningsmøde.
Ved bordet lagde Ellen tre ark. På det første var en liste over Lykke Nielsens ejendele: tøj, medicin, dokumenter, et lille fjernsyn, en klapstol, nogle kasser med service, hun havde taget med fra landet. På det andet stod flyttedatoen. På det tredje stod telefonnumre på et flyttefirma og en privat hjemmehjælper, hvis børnene havde brug for hjælp til moderen.
— Her er hendes ting. Her er fristen. Her er kontakter til folk, der kan hjælpe med transport og pleje. Jeg tilbageholder intet. Jeg hindrer intet. Jeg har endda struktureret processen.
Sanne tog arket, læste hurtigt og smilede sarkastisk.
— Du er som på arbejde.
— Netop.
— Kan man ikke gøre det menneskeligt?
— Menneskeligt var i to år. Nu er det voksent.
Viggo stod ved vinduet med hænderne på ryggen. Han så træt og vred ud. Ellen kendte det udtryk. Sådan så han ud, når han ville have, at problemet forsvandt af sig selv, og folk omkring ham holdt op med at kræve løsninger.
— Ellen, mor vil ikke til landet, sagde han.
— Det er ikke et argument.
— Huset er gammelt.
— Det er hendes hus.
— Sanne har ikke plads.
— Det er jeres familieforhold.
Sanne rynkede panden.
— Så du er ligeglad?
— Jeg er ikke ligeglad. Derfor smed jeg hende ikke ud førstedagen efter skilsmissen. Jeg gav en frist, lavede en liste, advarede jer begge. Men jeg agter ikke at være gratis pensionat for en kvinde, der betragter mig som servicepersonale.
Lykke Nielsen slog ud med armene.
— Hørte I? Pensionat! Sådan kalder hun mig!
— Nej, svarede Ellen og vendte sig mod hende. — Det var sådan, De brugte min lejlighed.
Sanne lagde arket på bordet.
— Mor, hvorfor vil du egentlig ikke til mig, bare midlertidigt?
Lykke Nielsen så hurtigt på datteren. I blikket glimtede irritation: datteren skulle angribe, ikke stille ubehagelige spørgsmål.
— Du har børn. Jeg vil være i vejen.
— Jeg har et tomt værelse, mens Jens er på tjenesterejse. Det har du selv sagt.
— Din mand har en stærk personlighed.
— Og Ellen må ikke have nogen personlighed?
Ellen løftede umærkeligt øjenbrynet. Det var interessant. Sanne var kommet for at presse, men da hun hørte fakta, begyndte hun at tælle. Og hun tællede godt.
Viggo opdagede det også.
— Sanne, lad være.
— Nej, vent. Mor har boet hos Ellen i to år. Vi har alle vænnet os til det. Jeg er også god til det; det passede mig, at hun var her. Men når skilsmissen er gennemført, er det mærkeligt at forlange, at den tidligere svigerdatter bliver ved med at trække læsset.
Lykke Nielsen blegnede af forbitrelse.
— Min datter, hvis side er du på?
— Fornuftens side.
Der faldt en tung, trykkende stilhed i rummet. Udenfor kørte en bil med høj musik, i gården råbte nogen til et barn om ikke at løbe i blomsterbedet. Inde i lejligheden stod det klart: Lykke Nielsens familie-front var bristet.
— Sådan, sagde Ellen. — Fristen står fast. Lørdag før klokken atten skal tingene være fjernet. Nøglerne giver De mig personligt. Derefter tilkalder jeg en låsesmed og skifter låse. Uden diskussion.
— Det har du ikke ret til! råbte Lykke Nielsen.
— Det har jeg. Det er min lejlighed.
— Jeg giver ikke nøglerne fra mig.
— Så bliver der vidner og eventuelt politi, hvis De vælger at lave et show.
Viggo vendte sig brat.
— Er du helt?
— Helt. Jeg løser ikke jeres problemer for min egen regning længere.
Lørdagen var lummer. Allerede fra morgenstunden stod luften tung og tæt, som før et tordenvejr. Ellen vågnede tidligt, tog et bad, samlede sine dokumenter i en særskilt taske og havde dagen før fjernet smykker og kontanter fra lejligheden. Ikke af frygt, men fordi hun ikke ville lede efter en forsvundet kæde midt i fremmede anklager.
Klokken ti ankom Sanne med sin mand. Manden, Jens, viste sig at være en fåmælt, bredskuldret fyr, der straks vurderede antallet af kasser og sagde:
— Det bliver mere end én tur. I skulle have pakket før.
Lykke Nielsen sad i stuen på sofaen og stirrede ud i luften. Hun havde næsten ikke pakket. På gulvet stod to tasker, fyldt på må og få, mens størstedelen af tøjet stadig hang i skabet.
Sanne standsede midt i rummet.
— Mor, hvad har du lavet i en uge?
— Jeg har haft det dårligt.
— Så dårligt, at du sad hos Grethe Larsen i to timer i går?
Lykke Nielsen løftede hovedet brat.
— Skal du også forhøre mig nu?
— Nej. Pakke.
Sanne åbnede skabet og begyndte at lægge tøj i poser. Hurtigt, uden ømhed, men omhyggeligt. Jens bar lydløst den første kasse ud i gangen. Ellen stod ved siden af med en notesblok og noterede, hvad der blev båret ud. Lykke Nielsen så på hende med had.
— Nyder du det?
— Holder styr.
— Hjerteløs.
— Beregnende.
— Synes du, det er bedre?
— For min lejlighed – ja.
Ved middagstid kom Viggo. Han var forsinket, og det overraskede ingen. Men han trådte ind med et udtryk af, at det var ham, der skulle ordne alting. Men der var intet at ordne: tingene forsvandt langsomt fra skabene, Sanne dirigerede processen, Jens bar kasser, og Ellen sørgede for, at intet af hendes eget fulgte med den tidligere svigermor.
— Mor, hvorfor gør du det så besværligt? sagde Viggo, da han så rodet.
Lykke Nielsen rettede sig op med det samme.
— Jeg gør ingenting besværligt. Det er mig, der bliver smidt ud.
— De bliver ikke smidt ud, noterede Ellen endnu en kasse. — De får ansvaret for eget liv tilbage til Deres børn.
Viggo rynkede næsen.
— Ellen, kan du undvære de der formuleringer?
— Nej. De er præcise.
Klokken fire var næsten alt pakket. Sanne var træt, håret var faldet ud af frisuren, sveden stod på panden. Jens var kørt anden gang med kasser. Lykke Nielsen vågnede pludselig op, da hun indså, at processen virkelig nærmede sig sin afslutning.
— Jeg kan ikke finde nøglerne, sagde hun og lænede sig tilbage i sofaen.
Ellen så op.
— De finder dem.
— Jeg kan ikke huske, hvor jeg lagde dem. Alderdom.
Sanne vendte sig langsomt mod moderen.
— Mor.
— Hvad mor? Jeg kan ikke huske.
Viggo rynkede panden.
— Mor, lad nu være.
— Jeg siger, jeg kan ikke huske!
Ellen lukkede notesblokken. Gik ud i entreen, tog telefonen.
— Godt. Så ringer jeg til politiet og anmelder nægtelse af at aflevere nøgler til min lejlighed efter ophørt ophold. Samtidig tilkalder jeg en låsesmed. Låsene bliver skiftet i dag. Hvis nøglerne dukker op senere, passer de ikke længere.
Lykke Nielsen lænede sig frem. Der viste sig uro i ansigtet.
— Politi? Over nøgler?
— Over Deres nægtelse af at forlade min lejlighed i fred.
— Du gør mig til grin!
— De har selv valgt publikum.
Ellen var allerede i gang med at taste nummeret, da Lykke Nielsen pludselig stak hånden i lommen på den morgenkåbe, der hang over stoleryggen, og trak et bundt nøgler frem.
— Værsgo, kvæl dig i dine nøgler!
Hun svang armen, som om hun ville kaste bundtet i gulvet. Ellen trådte nærmere og rakte hånden frem.
— I hånden.
— For megen ære.
— I hånden, Lykke Nielsen.
I nogle sekunder stirrede de på hinanden. Så lagde svigermoren nøglerne i hendes håndflade. Ellen kontrollerede straks: underlås, overlås, nøgle til postkassen. Dørtelefonens chip tog hun også af bundtet.
— Sådan. Nu er det rigtigt.
— Du vil fortryde det, hvæsede Lykke Nielsen.
— Måske. Men ikke i dag.
Klokken atten stod den sidste taske ved døren. Jens var vendt tilbage, tog den og spurgte Sanne:
— Er det alt?
Sanne så på Ellen.
— Er alt hendes?
Ellen gik igennem lejligheden. Skabet var tomt, hylderne rene, på badeværelset stod ingen salver, i køkkenet ingen fremmede poser. Hun nikkede.
— Alt.
Lykke Nielsen rejste sig. Uden sin sædvanlige myndighed så hun pludselig mindre ud. Men Ellen lod ikke medlidenheden få plads. Medlidenhed havde været den krog, hun hang på i to år.
Ved døren standsede Lykke Nielsen.
— Jeg troede, du havde hjerte.
Ellen åbnede døren.
— Jeg var ejer.
Sanne udåndede lydløst, men sagde intet. Viggo så på sin ekskone med et udtryk, der blandede vrede, rådvildhed og noget, der lignede respekt. Han så for første gang, at Ellen ikke bad om lov til at være fast.
Da døren var lukket, satte Ellen sig ikke, græd ikke eller stirrede længe ud i luften. Hun ringede straks til låsesmeden. Han kom efter fyrre minutter, så sig omkring og foreslog to modeller. Ellen valgte en solid. De gamle cylinder blev taget ud, nye monteret hurtigt. Ingen erklæringer, ingen overflødige ord. Betaling via overførsel. Arbejdspapirerne lagt i skuffen.
Mens håndværkeren testede nøglerne, begyndte tordenvejret endelig. Store dråber slog mod vindueskarmen, den hede luft rystede og blev frisk. Ellen stod i entreen og så, hvordan låsesmeden drejede den nye nøgle i den nye lås.
Et klik lød kort og rent.
— Færdig, sagde håndværkeren. — Prøv selv.
Ellen tog nøglen, drejede. Låsen gik blødt i indgreb. Hun prøvede en gang til, så en tredje.
— Perfekt.
Da håndværkeren var gået, låste Ellen døren indefra og gik langsomt gennem lejligheden. Ikke for at sige farvel til fortiden – hun brød sig ikke om smukke gestusser for deres egen skyld. Hun skulle vurdere skaderne og planlægge næste trin. I stuen var der blevet plads i skabet. I køkkenet var der mere plads. På badeværelset var lugten af fremmede salver forsvundet. I gangen stod der ikke længere poser, som hun snublede over hver morgen.
Hun åbnede vinduet på vid gab. Efter regnen strømmede duften af vådt løv og varm beton ind i gården. Nedenfor lo børn og legede i vandpytter. Ellen tog telefonen og blokerede Viggo i beskedtjenesten for en uge. Ikke for evigt – han kunne skrive om virkelig vigtige ting via mail. Men natlige anklager ville hun ikke høre.
Derefter åbnede hun noterne og lavede en liste: rengøring, renseri af tæppe, gennemgang af regninger, skift af adgangskode til hjemmenettet, et nyt sæt nøgler i en forseglet kuvert til moderen. Alt enkelt, roligt, systematisk.
Næste dag skrev Viggo alligevel fra et andet nummer: »Mor græder. Er du tilfreds?«
Ellen så på beskeden, tog et skærmbillede og svarede: »Din mor bor nu sammen med sine børn. Det er rigtigt. Min lejlighed er fri for fremmede. Det er også rigtigt.«
Et minut senere kom: »Du er blevet brutal.«
Ellen skrev: »Nej. Jeg er blevet præcis.«
Og blokerede det andet nummer.
En uge senere mødte hun Grethe Larsen ved opgangen. Naboen så forsigtigt på hende.
— Hvordan går det, Ellen?
— Godt.
— Lykke Nielsen ringede til mig. Sagde, at det var ubehageligt hos datteren.
Ellen rettede på remmen til tasken.
— Ubehag er ikke en nødsituation.
Grethe Larsen blinkede, men smilede så uventet.
— Stærkt sagt.
— Men ærligt.
Sommeren fortsatte. I lejligheden blev der stille, men ikke tomt. For første gang i lang tid vågnede Ellen op en søndag uden fremmed hosten bag væggen, uden radio fra en telefon, uden en indkøbsliste, som nogen havde lagt som en ordre. Hun bryggede kaffe, skar en fersken i skiver, satte sig ved vinduet og åbnede en bog, hun ikke havde kunnet læse færdig i næsten et år.
Ingen kaldte på hende fra det andet rum. Ingen bad hende om at køre straks på apoteket. Ingen meddelte hende, at en normal kvinde burde være blødere.
Om aftenen ringede Sanne.
Ellen så på skærmen i nogle sekunder, så tog hun den.
— Jeg ringer ikke for at skændes, sagde Sanne med det samme. — Jeg ville bare sige, at mor er hos mig. Det er hårdt, men vi klarer os.
— Og … jeg forstår, hvorfor du gjorde det. Sent, men jeg forstår.
Ellen tav.
— Vi var alle vant til, at du bar. Viggo var vant til det. Jeg var vant til det. Mor i høj grad. Det var bekvemt. Ikke retfærdigt, men bekvemt.
— Bekvemmelighed stopper sjældent frivilligt.
— Nej. Derfor stoppede du den selv.
Der var ikke længere skarphed i Sannes stemme. Kun træthed og nøgternhed. Ellen respekterede nøgternhed. Også når den kom for sent.
— Sanne, jeg bærer ikke nag til jer. Men den dør åbner ikke igen.
— Det forstår jeg.
Efter opkaldet satte Ellen telefonen på bordet og smilede. Ikke bredt, ikke triumferende. Bare mundvigene rørte sig af sig selv. Hun havde ikke ødelagt en familie. Hun havde givet hver især deres del af ansvaret tilbage. Lykke Nielsen – for sit eget liv. Viggo – for sin mor. Sanne – for sin deltagelse i familiens beslutninger. Sig selv – for sit eget hjem.
Og hjemmet, viste det sig, mærker straks, når fremmed magt bliver båret ud.
I slutningen af juli bestilte Ellen en storrengøring, smed det gamle sofabetræk ud, tømte skabet og lavede svigermorens tidligere område om til et arbejdshjørne. Hun flyttede ikke møbler, lavede ikke noget demonstrativt for at overbevise sig selv om, at hun begyndte et nyt liv. Hun fjernede bare spor af fremmed tilstedeværelse og gav lejligheden dens rigtige mening tilbage.
En aften kom Viggo forbi opgangen. Ellen så ham fra vinduet. Han stod nedenfor med en pose i hånden, kiggede på huset og turde tydeligvis ikke ringe på. Til sidst ringede han dog på hendes nummer, men fik ikke fat i hende. Han skrev en mail: »Kan vi tale? Uden skænderi.«
Ellen svarede en time senere: »Hvis det drejer sig om dokumenter – skriv. Hvis det drejer sig om din mor – ordn det med Sanne. Hvis det drejer sig om os – der findes ikke noget os mere.«
Han svarede ikke.
Og det var det bedste svar, hun kunne få.
I august blev varmen mildere. Om aftenen duftede gården af fugtig jord og blomster fra bedet ved opgangen. Ellen kom hjem fra arbejde, gik op på sin etage, fandt den nye nøgle frem og følte hver gang en kort, klar glæde over, hvor let den gled i låsen.
Lejligheden var ikke blevet større. Væggene var ikke rykket ud. Kvarteret var ikke forandret. Men rummet indeni var ligesom rettet op. Der var ikke længere fremmede krav, fremmede sygdomme brugt som løftestang, en fremmed søn, der ville være god mod alle på bekostning af sin ekskone.
Lykke Nielsen var overbevist om, at hun efter skilsmissen ville fortsætte med at bo i den tidligere svigerdatters lejlighed og modtage hjælp. Hun tog kun fejl af én ting: hun havde forvekslet god vilje med svaghed.
Og Ellen ventede bare på det øjeblik, hvor hun ikke længere behøvede at forklare noget.
Og låste døren med en ny nøgle.
