I drømte en underlig drøm, en drøm om kærlighed i en tid af knaphed.
Under Danmarks økonomiske krise giftede jeg mig med en kvinde, der havde tre børn, overladt til sig selv uden hjælp.
“Fandens også, Aksel, du vil virkelig gifte dig med en butiksmedhjælper med tre børn? Er du blevet tosset?” min værelseskammerat, Viggo, klappede mig på skulderen med et skævt smil.
“Hvad er der galt med det?” Jeg så knap op fra det gamle vækkeur, jeg fiksede med en skruetrækker, men fangede alligevel hans blik.
I de dagede tidlige 80erelevede vores lille jyske by i sit eget langsomme tempo. For mig, en trediveårig mand uden familie, var livet en grå rutine mellem fabrikken og min smalle seng i fællesboligen. Efter handelsskolen havde jeg fundet mig til rette: arbejde, en sjælden skakspilning, fjernsynet og en enkelt øl med vennerne.
Nogle gange stirrede jeg ud ad vinduet, hvor børn legede i gården, og så ramte det migden gamle drøm om en familie. Men jeg skubbede den væk. Hvilken familie kunne man have i en faldefærdig københavnerlejlighed?
Alt ændrede sig en regnfuld oktoberaften. Jeg gik ind i den lokale købmand efter rugbrød. Som altid. Men denne gang stod *hun* bag kassenLiselotte. Jeg havde aldrig lagt mærke til hende før, men nu sad mine øjne fast. Træt, men varm, med en stille gnist dybt inde.
“Rugbrød eller franskbrød?” spurgte hun, med et antydning af smil.
“Rugbrød,” mumlede jeg, som en skoledreng fanget i at glo.
“Friskbagt,” sagde hun og pakkede det hurtigt ind, før hun rakte det til mig.
Da vores fingre rørte ved hinanden, skete der noget. Jeg fumlede med mønterne og tog diskrete blikke. Enkel, i sin butiksforklædning, måske tidligt tredive. Udmattet, men med et lys indeni.
Et par dage senere så jeg hende ved busstoppestedet, kæmpende med poser, mens tre børn summede omkring hende. Den ældste, en dreng på fjorten, holdt fast i en tung pose; en pige holdt den yngste i hånden.
“Lad mig hjælpe,” sagde jeg og tog en pose.
“Nej, det går nok” begyndte hun, men jeg var allerede ved at læsse dem ind i bussen.
“Mor, hvem er det?” sprællede den lille.
“Ti stille, Mikkel,” hvæsede hans søster.
På turen hørte jeg, de boede tæt på fabrikken, i en forfalden efterkrigslejlighed. Drengen hed Mads, pigen Ida, den lille Mikkel. Liselottes mand var død for år siden, og hun havde båret familien alene siden.
“Vi klarer os,” sagde hun med et træt smil.
Den nat kunne jeg ikke sove. Hendes øjne, Mikkels stemmenoget længe glemt vækkede i mig, som et løfte der ventede lige forude.
Fra den dag blev jeg stamgæst i butikken. Mælk den ene dag, kiks den næste, nogle gange bare for at være der. Kollegerne lagde mærke til det.
“Aksel, mand, tre ture om dagen? Det er ikke indkøb, det er forelskelse,” grinede min formand, Børge.
“Bare frisk på noget nyt,” mumlede jeg og blev rød.
“Eller butiksmedhjælperen, hva?” blinkede han.
En aften ventede jeg på hende efter lukketid.
“Lad mig bære de der,” sagde jeg, forsøgende at lyde afslappet.
“Det behøver du ikke”
“At sove på loftet er den besværlige del,” jokede jeg og tog poserne.
På vejen fortalte hun om børneneMads tjente lidt ekstra efter skole, Ida var den bedste i klassen, og Mikkel havde lige lært at binde sine snørebånd.
“Du er rar. Men du skal ikke have ondt af os,” sagde hun pludselig.
“Det har jeg ikke. Jeg vil være her.”
Senere fiksede jeg deres utætte vandhane. Mikkel stod og kiggede.
“Kan du også fikse mit fly?”
“Hent det, lad os se,” smilede jeg.
Ida bad om hjælp til matematik. Vi regnede sammen. Over te snakkede vi. Kun Mads holdt afstand. Så hørte jeg:
“Mor, har du brug for ham? Hvad hvis han går?”
“Han er ikke sådan.”
“De er *alle* sådan!”
Jeg stod i gangen med knyttede næver. Jeg var lige ved at gå. Men så huskede jeg Idas smil, da hun bestod sin prøve, Mikkels latter, da vi fiksede hans legetøj, og vidstejeg kunne ikke gå.
Sladderen svirrede på arbejdet, men det ragede mig ikke. Jeg vidste, hvad jeg levede for.
“Hør her, Aksel,” sagde Viggo en aften, “tænk dig om. Hvorfor tage den byrde? Find en sød pige uden bagage.”
“Er du blevet tosset, mand! Gift dig med en butiksmedhjælper med tre børn?”
“Hold kæft,” knurrede jeg, stadig med vækkeuret.
“Det er ikke détbare tre børn, det er”
“Hold nu mund, Viggo.”
En aften hjalp jeg Mikkel med en skoleopgave, klippede figurer ud, mens han stak tungen frem i koncentration.
“Onkel Aksel, bliver du hos os for evigt?” spurgte han pludselig.
“Hvad mener du?”
“Altså… som en far.”
Jeg frøs, saksen i hånden. En gulvplanke knagedeLiselotte stod i døråbningen, hånden for munden. Så snurrede hun rundt og skyndte sig ud i køkkenet.
Hun græd i en køkkenrulle.
“Liselotte, skat, hvad er der galt?” Jeg rørte ved hendes skulder.
“Undskyld… Mikkel forstår ikke, hvad han siger”
“Hvad hvis han har ret?” Jeg vendte hende mod mig.
Hendes øjne fyldt med tårer blev store.
“Mener du det?”
“Alvorligt.”
Så stormede Mads ind.
“Mor, er du okay? Har han gjort dig ked af det?” Han gloede på mig.
“Nej, Mads, det er fint,” sagde Liselotte gennem tårer.
“Løgn! Hvad laver han her overhovedet? Skrid!”
“Lad ham tale,” jeg mødte Mads’ blik. “Sig hvad du vil.”
“Hvorfor bliver du ved med at komme? Vi har ingen penge, lejligheden er lillehvad vil du?”
“Dig. Og Ida. Og Mikkel. Og din mor. Jeg har brug for *jer alle*. Jeg går ingen steder, så du kan godt holde vejret.”
Mads stirrede, vendte sig og smækkede døren. Dæmpede hulk hørte igennem.
“Gå til ham,” hviskede Liselotte. “Du må.”
Jeg fandt Mads på brandtrappen, knæ trukket op, stirrende ud i mørket.
“Gør det noget, hvis jeg sætter mig?” Jeg satte mig ved siden af.
“Hvad vil du?”
“Jeg voksede også op uden far. Min mor prøvede, men det var svært.”
“Og?”
“Ved bare, hvordan det eringen til at vise dig, hvordan man reparerer en cykel eller står op for sig selv.”
“Jeg kan slås,” mumlede han.
“Det tror jeg gerne. Du er en god dreng, Mads. Men at være mand handler ikke kun om næver. Det handler om at vide, hvornår man skal lade nogen hjælpe. For din families skyld.”
Han tav. Så, næsten uhørligt:
“Vil du virkelig ikke gå?”
“Aldrig.”
“Sværger du?”
“På mit liv.”
“Lad være med at lyve,” smilede han næsten.
“Tante Grethe, har du noget enklere?” Jeg kneb øjnene sammen ved ringene i Føtex.
“Aksel Nielsen, du vil virkelig gifte dig med Liselotte? Med *tre* børn?”
“Alvorligt,” sagde jeg og kiggede på en enkelt ring med en lille sten.
Jeg friede uden pompbare en buket markblomster (hun havde engang sagt, hun foretrak dem frem for roser). Mikkel kastede sig over mig ved døren.
“Hvem er blomsterne til?”
“Din mor. Og der er noget mere.”
Liselotte stivnede, da hun så dem.
“Aksel” min stemme rystede. “Måske skal vi gøre det officielt? Det føles mærkeligt bare at besøge.”
Ida gispede. Mads så op fra sin bog. Liselotte brast i gråd.
“Mor, er det en dårlig gave?” panikkede Mikkel.
“Den *bedste*, skat,” smilede hun gennem tårer.
Vi giftede os stille i kantinen på fabrikken. Liselotte bar en hjemmelavet kjole; jeg havde en ny jakkesæt. Mads skyggede hende hele dagen, alvorlig. Ida pyntede med veninder. Mikkel løb rundt og proklamerede: “Det her er min nye far! For altid nu!”
En måned senere gav fabrikken os en torumslejlighed i et nyt kvarter. Børge hjalp endda med at flytte.
“Nå, nygift,” klappede han mig på ryggen. “Bare forvent ikke, vi maler for jer.”
“Drømmer ikke om det,” grinede jeg.
Og vi gjorde det selvMads pudset, Ida valgte tapet, Mikkel rakte værktøj. Liselotte lavede mad, og vi spiste på gulvet. Det var det lykkeligste, jeg nogensinde havde været.
Liselotte sagde op i butikkenjeg insisterede på, hun tog det roligt. Mads startede på teknisk skole og hjalp mig med projekter. Ida begyndte at danse. Mikkel *strålede*.
Ikke at det var perfekt. Vi skændtes. Engang kom Mads hjem fuldførste gang med vennerne. Jeg skældte ikke ud, sad bare overfor ham.
“Hvordan er det?”
“Lort,” indrømmede han. “Hovedet sprænger.”
“Godt. Så lærer du det.”
Årene gled som blade i en elsket bog, og en regnfuld efterårsaften, da jeg så Mikkelnu højere end miglære sin egen søn at reparere et legetøjsfly, vidste jeg, kredsen var sluttet, og den kærlighed, vi havde bygget, havde sat rødder dybe nok til at overleve os alle.
