Kleopatra så sgu ikke nogen personlig skyld i det. Altså, hun holdt bare ikke helt igen en enkelt gang, rev af sted efter en kat, rykkede lidt for hårdt i snoren, og så var ejeren væltet. Men Kleo gjorde det jo ikke ondt – det var bare instinkter…
Livet havde en tendens til konstant at give Søren en på næsen: “Hold dig væk, du hører ikke til her, stil dig ude i siden”…
Og Søren stillede sig. Livet havde ret, det var bedst ikke at stikke næsen frem – så holdt man sig sundere. Naturen virkelig havde givet ham en ordentlig omgang: lille, spinkel, skrøbelig.
Derfor kaldte de ham også for stakkel i skolen, og nogle gange fik han lige et par på hovedet for en sikkerheds skyld. Venner havde Søren næsten heller ingen, bortset fra en enkelt – Palle.
“Det går nok, når jeg bliver voksen,” tænkte Søren dengang, “så stopper det hele. Voksne er fornuftige. De giver ikke dumme øgenavne og klasker ikke bare for sjov.”
Åh, hvor tog han dog fejl…
*****
Med klask i hovedet som voksen gik det faktisk lidt bedre. Sådan noget gør man ikke sådan i den voksne verden. Men med øgenavne…
Søren blev kaldt alverdens ting. Både skind og ben, myg, yngel og mus. Han blev selvfølgelig ked af det, men problemet var, at han ikke kunne svare ordentligt igen. For til Sørens ikke særlig imponerende højde hørte der en enorm generthed.
Åh, hvor den generthed generede ham. Endnu mere end det uanseelige ydre. Nye forhold blev aldrig til noget. Så han omgikkes kun sin gamle skoleven Palle og sin mor, så længe hun levede.
Årene gik, Søren arbejdede som lagerarbejder i en butik og tænkte overhovedet ikke på kærlighed, selvom butikspersonalet var næsten halvfems procent kvinder.
Men damerne så på Søren som en slags “regimentssøn”. De passede på ham, beskyttede ham, gav ham hjemmelavet mad. For han var jo “stakkels, lille”.
Derudover var han blevet helt forældreløs, da han var omkring fyrre. Så de medfølende kvinder havde ondt af ham…
Sådan gik det lige indtil den dag, han mødte Mette. Mette var en kvinde med stort “K”. Det var helt umuligt ikke at lægge mærke til hende!
Hun forenede på én gang højde, fremtrædende former og en kraftig stemme. Hun var pragtfuld!
Søren blev håbløst forelsket. Han turde næsten ikke engang gå hen til hende. Hvad var han for hende? En loppe, en bleg møl, et molekyle! Men livet har en sær form for humor. Og styret af den besluttede det at bringe den lille, genertte stakkel og den store, højlydte Mette sammen.
Måden livet valgte til det var temmelig brugt, men sikker. Hvor mange eksempler er der ikke på, at en redder forelsker sig i den reddede? Mange! Og så måtte Mette en dag redde Søren…
Det gik sådan her: Søren stod i kø ved kassen. Bag kassen sad den pragtfulde Mette. Søren blegnede, rødmede, var nervøs, flyttede en pose kefir fra den ene hånd til den anden.
Så dukkede to unge tåber op bag ham med et par flasker stærkt drikke, skubbede den spinkle Søren til side med skulderen:
“Du står bag os, onkel. Vi har travlt,” sagde den ene.
Enhver anden dag ville Søren have ladet dem gå forbi i stilhed, men ikke i dag. For Mette selv kiggede på ham!
“Hør engang, gutter, stil jer i kø. Min frokostpause er heller ikke uendelig,” peb han.
“Lad være med at brokke dig! Vi sagde, du står bag os, så gør du det!” En af gutterne havde allerede stillet sin flaske på båndet.
For at understrege pointen vendte den anden sig og gav Søren et let skub i brystet:
“Hold afstand, onkel!”
Søren blev knaldrød, åbnede munden, men så blev han overhalet:
“I køen!” tordnede Mette bag kassen. “Og desuden, unge herrer, må jeg bede om jeres legitimationspapirer! Måske har jeg slet ikke lov til at sælge jer alkohol!”
Sørens plageånder blev nervøse:
“Ej, kom nu, vi har syv børn derhjemme, og du kommer med legitimationspapirer!” prøvede en at joke.
“Hør, ‘unge fædre’, lad være med at spilde min tid. Enten beviser I, at I er myndige, eller også skrider I hjem til mor og far,” beordrede Mette.
Bag Mette var den ellers kede butiksvagt, Petersen, vågnet op. Så de ‘unge fædre’ mumlede noget og trak sig tilbage.
“Sikke nogle frække teenagere!” sagde Mette arrigt.
Så så hun på Søren og tilføjede venligt:
“Kom, Søren, jeg scanner dine varer. Ellers når du jo ikke at spise. Og du har brug for at spise, du er alt for spinkel. Selv de små skrubber tør slås med dig.”
“Tak…” mumlede Søren.
Han havde lyst til at gå gennem jorden.
“Nu er der ikke engang en lillebitte chance for, at Mette kigger på mig. At jeg skulle blive så flov. Bange for nogle drenge! Men jeg vidste jo ikke, at de var teenagere, de var kæmpestore!” tænkte Søren.
Men det viste sig at være lige omvendt.
Fra den dag af begyndte Mette at opføre sig anderledes over for ham. Smilte, flirtede, begyndte at tage mad med hjemmefra til ham. De andre damer i butikken trak sig tilbage. Søren anede ikke, hvad Mette havde gjort for det. Men han hørte en dag kvinderne hviske:
“Vores lille mus er blevet Mettes trofæ.”
“Det går nok, lad hende bare. Måske får hun giftet ham ind, og så kan hun få fedet ham ordentligt op.”
Søren var ikke alt for ked af at være et trofæ:
“Så er jeg altså noget for hende! Hun værdsætter mig. Og derfra er der kun et skridt til kærlighed. Indtil videre klarer min kærlighed sig. Der er nok til os begge.”
Den tanke fik Søren til at handle. Han tog mod til sig og overvandt sin generthed, og inviterede faktisk Mette ud på en date.
Hun sagde ja. Det ene ord tog det andet, den ene date den anden – og der opstod et forhold, og så blev der holdt bryllup…
Men familielivet skuffede Søren. Mette udnævnte straks sig selv til familiens overhoved. Det var egentlig fint nok, men Mettes opfattelse af det overhoved var temmelig speciel.
I hendes optik skulle overhovedet ikke bare bestemme og kontrollere alt, men havde også fuld ret til at opdrage og straffe.
Åh, hvor fik Søren mange ture for de mindste forseelser. Enten havde han hængt lysekronen forkert, eller også havde han tørret gulvet dårligt, eller også havde han ikke vasket sin tallerken op…
Søren fandt sig i det. Han elskede stadig sin redder-Mette på trods af alt. Og han ønskede sådan, at han også blev elsket. Han håbede, at det kunne blive anderledes. De ville vænne sig til hinanden og leve i fordragelighed.
Illusionerne, og resterne af kærlighed, blev slået ud af Søren med et enkelt klask i hovedet.
“Dit skadedyr, din stakkel, din skindmager!” skældte Mette den aften. “Kan du overhovedet gøre noget ordentligt? Tys? Glem det! Fortæl mig hellere, hvor jeg skal finde en kopmagert til den her?”
“Det var min mormors, gammel, min yndlings. Dine kløer er skæve, kan du ikke engang vaske op? Øv, jeg bliver så gal på dig!”
Søren nåede ikke at svare. Da Mette løb tør for ord, gik hun over til handling! Hun havde en tung hånd.
Men så snart tågen lettede for Søren, vidste han: “Nu er det slut! Jeg fik nok tæsk som barn!”
De blev skilt med skænderier og råb. Søren blev endnu en gang skuffet over mennesker og svor, at han aldrig mere ville forelske sig…
Kleopatra blev også slået af livet. Og helt ufortjent. Hun var et pragteksemplar – sort, lang, stor. Hele tolv kilo lykke!
Men af en eller anden grund var der ikke mange, der havde brug for så meget lykke. Derfor vandrede Kleo fra hånd til hånd…
Den første ejer kunne ikke lide hendes udseende:
“Det er en slags overtax, eller måske en supertax! Kort sagt, ikke standard. Det dur ikke. Har aldrig drømt om en blandingshund.”
Derfor gav han hurtigt Kleo videre til en kammerat.
“Hvad er det for en race? En kæmpetax? Spøgte han. “Den er stor! Moren har nok syndet med en basset. Og sikke en gøer! Perfekt, den skal passe sommerhuset.”
Men Kleo kunne ikke passe noget. Jo, den havde en dyb, truende stemme. Men den gøede ikke, når den så potentielle fjender og tyve, men når det passede den.
“Din dumme hund,” skældte de. “En tomgøer! Den æder meget, kan ikke passe noget. Til gengæld tramper den alle blomster ned og graver græsplænen op. Du må finde en anden ejer.”
Det lykkedes med nød og næppe at finde en ny ejer. Eller rettere, en ejerinde. En ældre dame, rar på alle måder, men meget langsom. Kleo lovede sig selv, at hun ville være en god hund. Men det lykkedes ikke igen…
Kleopatra så dog sgu ikke nogen personlig skyld i det. Altså, hun holdt bare ikke helt igen en enkelt gang, rev af sted efter en kat, rykkede lidt for hårdt i snoren, og så var ejeren væltet.
Men Kleo gjorde det jo ondt – det var bare instinkter. Og ejeren slap med forskrækkelsen, gudskelov. Var det en grund til at skille sig af med hende? Men mennesker er mærkelige væsner.
“Jeg kan ikke styre den!” klagede den væltede ejer i telefonen til en eller anden. “Mit liv er for dyrebart. Find et nyt hjem til den. Ellers smider jeg den på gaden.”
Og den anden havde vist gjort sig umage. Kleo fik en familie. En rigtig familie på tre: en mand, en kvinde og et barn.
“Kleopatra, lad være med at drille Anders!” befalede manden. “Ellers får du tæsk!”
Kleo havde ikke tænkt sig at drille det lille menneske. Men han havde sine egne planer for hunden:
“Du skal være hest,” sagde den fireårige Anders og forsøgte at bestige Kleo.
Den snoede sig og knurrede ad ham. Den var stor, men bestemt ikke nogen hest.
Anders blev sur og brølede. Konen blev gal og skældte ud. Manden greb efter bæltet. Kleo gemte sig. Så blev manden rød, råbte og truede med at aflevere Kleo på internatet…
Det viste sig uklart, hvordan det var endt, men en dag kom en ven på besøg. Kleo kravlede frem under sengen for at se, hvem det var.
Vennen viste sig at være en lille, mager fyr ved navn Søren.
“Sikke en skrælling,” tænkte Kleo. “Min mand er meget større. Ham her er nok også ikke-standard, ligesom mig.”
“Hej, det var længe siden, Palle,” Søren omfavnede Kleos ejer. “Du har vist fået endnu en. Har du fået hund? Og jeg er endelig blevet skilt.”
“Tillykke, det var på tide! Og jeg vil gerne ‘skilles’ fra den hund. Hundred gange har jeg fortrudt, at jeg fik den,” sukkede Palle. “Uopdragen, ond, knurrer ad Anders, og når man skælder ud, gemmer den sig under sengen. Kort sagt, jeg overvejer at give den væk.”
“Hvad snakker du om? Hvorfor straks give den væk?” Søren så medfølende på Kleo. “Uopdragen, siger du. Har du så opdraget den? At skælde ud og straffe er jo ikke opdragelse.”
“Den skulle til en hundetræner. Jeg er ikke hundefanatiker… Men jeg blev selv forsøgt opdraget med skældud og klask – det virkede ikke.”
“Hvilken hundetræner, Søren? Jeg har ikke tid til familien, jeg arbejder som en hest! Min kone har heller ikke tid til det… Hør, siden du er så klog, kan du så ikke tage vores Kleopatra?” foreslog Palle. “Du er jo alene og fri nu. Så kan du opdrage, alt hvad du har lyst til. Hvad siger du? Det er en genial idé. Det gavner os, Kleo og dig!”
“Jeg ville gerne, men mon den vil? Den er jo vant til jer, formodentlig?” Søren så spørgende på Kleo.
“Han er bestemt et godt menneske,” tænkte Kleo. “Han tænker fornuftigt, han har ingen børn, så vidt jeg forstod, og han er selv ikke-standard. Det betyder, at han forstår mig hurtigere end andre! Jeg må vise, at jeg er med!”
Og hun logrede et par gange.
“Se, den er ikke imod!” glædede Palle sig. “Vi håber, du kan klare den. Og så møder du måske din skæbne på en hundeskov.”
“Det skal du ikke håbe på. Jeg er færdig med det,” afværgede Søren.
Om aftenen gik de to, Søren og Kleopatra, hjem sammen…
Det viste sig, at det var meget lettere at klare Kleo end hans tidligere kone. Den var ikke ondskabsfuld, skreg ikke over småting og bruget heller ikke poterne.
Hvis den ikke forstod noget første gang, forstod den det anden gang. Derudover elskede den Søren! Han var alt for den: ven, ejer, en hel verden.
De gik til hundetræning, gik tur i skoven, lærte, legede, omgik hinanden. Og Søren var lykkelig over, at skæbnen havde fået ham til at besøge sin gamle skoleven den aften.
“Hunde er bestemt bedre end mennesker,” tænkte Søren. “Kleo er et levende bevis. Klog, smuk, lydig. Nå, måske ikke helt lydig endnu, men det kan fikses.”
Men sådan tænkte han ikke længe. Det viste sig, at der også findes fantastiske mennesker: gode, følsomme, omsorgsfulde.
Bare at Søren tidligere ikke vidste, hvor de fandtes. Men nu opdagede han – på hundeskovene var der masser af dem. Mange havde Søren mødt takket være Kleo. Nogle var han blevet venner med.
Og man ved aldrig: måske kommer dagen, hvor han forelsker sig igen i en eller anden ejer af en spids eller en grand danois. Ikke lige nu. Men Søren udelukker det ikke.
Kilde.
