Kære dagbog,
jeg har i lang tid haft den tunge diagnose, som jeg kalder jalousi en sygdom uden kur. Hver gang min kone Lærke protesterer mod mine små vaner, gentager hun, at hun er jaloux på hver eneste pæl i byen. Jeg forstår ikke, hvad pælen betyder, men jeg kan ikke benægte, at hun virkelig er overdrevent mistænkelig.
I butikken i Indre By blev jeg hårdt irettesat, da Lærke så mig kigge på kassemedarbejderen. Hun gjorde en scene, og jeg måtte lade hende stå tilbage med varerne, mens jeg løb ud uden mine egne indkøb. Hvad kiggede du på? spurgte jeg, men hun svarede kun, at hun så mig i fantasien. Jeg mindede mig selv om, at jeg skulle udstede en fuldmagt til min kollega Søren, som i dag skulle på forretningsrejse, men i stedet brugte jeg tiden på at vandre omkring i supermarkedet med Lærke.
Hun anklagede mig for at finde på tusind forklaringer, bare for at undgå at indrømme min skyld. Jeg ville have meldt mig på kontoret i stedet for at blive i butikken, men Lærke insisterede på, at jeg skulle følge hende til en ny café i Nørrebro, så hun kunne føle sig bedre tilpas. Jeg sagde, at Søren snart ville komme forbi, men Lærke sagde, at han måtte ryste mig fra min stilling.
Da jeg endelig kom hjem, kastede hun mig et blik, som om jeg skulle holde op med at jaloe på tomme steder. Jeg svarede, at jeg ikke kunne holde ud at se hende så jaloux. Hun svarede, at hun ikke ville give mig nogen grund til at være jaloux, hvis jeg bare holdt op med at skabe dem.
Jeg har prøvet at forklare hende, at hendes forestillinger ofte er som spøgelser, der ikke findes. Men efter fem år med utallige skænderier begyndte den oprindelige forelskelse at visne. Jeg har ofte tænkt på, om jeg har valgt den rigtige partner. Næste år kunne livet endda blive ugæstfrit.
Jeg driver et lille medievirksomhed fra en kontorbygning i Vesterbro, mens Lærke arbejder i kommunens administration. Hun har kæmpet sig op i rangordenen og vil ikke afgive sit prestigefyldte stilling. Hver gang jeg bringer børn på samtale, minder hun mig om, at karrieren er vigtigere for hende. Når hun endelig sætter sig i sin nye kontorstol, siger hun, at vi kan overveje børn, men kun hvis hun straks kan hyre en barnepige.
Jeg har forsøgt at overtale hende til at stoppe, men hun ser sin stilling som en måde at nå toppen på, ikke som et middel til at tjene penge. Så da Søren, min assistent, kom på besøg, spurgte jeg ham, hvorfor Lærke så sur igen. Han svarede, at jalousi aldrig lader ro i sindet. Jeg nikkede og sagde, at jalousi betyder kærlighed, mens han grinede og sagde, at han selv spekulerer på, om hans egen kone, Naja, elsker ham.
Senere, om aftenen, sad jeg ved computeren og skrev til en kunde i New York. Da jeg endelig var fri, gik jeg ind i soveværelset for at holde om Lærke. Hun kastede min arm væk og råbte: Gå og kram kassemedarbejderen! Jeg stod dér, tog dynen og sagde, at jeg ville sove på kontoret, hvis hun ikke kunne falde til ro.
Morgenen efter gik Lærke i gang med at vække mig med et blidt kys og en kop sort kaffe. Mikkel, jeg er ked af gårdagen. Du må forstå, at jalousi er en sygdom, der ikke kan kureres. En mand som dig kan man jo ikke lade være med at være jaloux på, sagde hun. Jeg svarede alvorligt, og hun begyndte at tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg virkelig gik.
Efter den dag faldt stilheden over huset som et tæppe af sne. Lærke blev blidere, og jeg begyndte at komme hjem med buketter af roser, selvom arbejdspresset ofte holdt mig på kontoret. Hun ventede med en dejlig middag, selvom jeg ofte spurgte, hvorfor jeg ikke kunne planlægge arbejdet så jeg ikke blev forsinket.
Livet er som en zebra med sine striber kan man se, men et enkelt skridt kan få dem til at forsvinde. En solrig eftermiddag ringede Lærke til mig fra arbejdspladsen. Mikkel, kan du køre mig til et børneferiecenter i Lillerød? Min bil er på værksted, sagde hun. Jeg sagde ja og nød den lille flugt fra byens larm.
På feriestedet blev jeg mødt af høje grantræer og træudskårne figurer. En lille pige på fire løb hen til mig og råbte: Far er kommet! Hvor har du været? Jeg stod fast som en statue, mens Lærke gik ind i bygningen. En ung kvinde, rød i ansigtet af forlegenhed, forsøgte at trække pigen væk, men hun greb fast i mig.
Igår, lille ven, det er ikke din far, sagde kvinden og rettede sig mod mig. Jeg blev spurgt af Lærke, hvad jeg ville svare. Pigen så forskrækket på Lærke og løb ind i moderen, som holdt hende som et vådt kill. Lærke råbte at jeg skulle holde mig væk fra barnet, men jeg sagde: Se på ham! Han har så meget på hjertet, men kan ikke tale.
Andre mødre trak deres børn væk fra scenen, og pigen klagede: Far! Hvorfor gør du sådan? Lærke brølede, at jeg skulle forsvinde, og truede med skilsmisse og deling af ejendom. Jeg bad den forvirrede kvinde om tilgivelse, men hun sagde, at hun kun var direktøren på sanatoriet, som havde kaldt mig ud for at klarlægge hændelsen. Jeg gik tilbage til bilen, men Lærke havde allerede taget en taxa.
Jeg sagde til mig selv: Det er slut. Jeg så Lærke, som hastede mod min bil med en lille pige ved hans side. Hun forklarede, at hendes afdøde mand mindede om mig, og at deres datter drømte om, at en prins ridser ind i deres liv. Jeg svarede, at jeg desværre ikke længere havde en kone, og kørte videre.
Jeg turde ikke gå hjem, så jeg overnattede på kontoret og besluttede, at jeg ikke vil dele ejendom med Lærke længere. Jeg hyrede en lejlighed på Amager og gik hjem for at hente et par flaske akvavit. Lærke var der, drak akvavit og spurgte: Skal du have noget? Jeg svarede, at jeg ikke drikker. Hun begyndte at råbe om, at jeg havde horn i mange år, og jeg holdt mund.
Hun truede med at jeg ikke ville få noget ved en eventuel skilsmisse. Jeg svarede: Det er du, der har tabt alt. Til sidst gik jeg videre med min sag, men mødte en ejendomsmægler ved navn Naja, som jeg havde mødt på sanatoriet. Hun genkendte mig, spurgte om incidenten med pigen, og jeg forsikrede hende, at alt var i orden. Vi talte om boliger, og hun viste mig et charmerende rækkehus til en rimelig pris.
Tak, Naja, sagde jeg, måske kan jeg invitere dig på middag, hvis du har tid. Hun svarede, at hun ville tage med datteren, som nu bor hos sin mor. Vi spiste, og jeg købte huset. Jeg inviterede Naja til indflytningsfesten, og efter nogle måneder blev vi tætte venner. Til sidst spurgte jeg hende, om hun ville blive min partner, og hun sagde ja.
Historien har lært mig, at jalousi er som en snigende frost, der smelter, når solen skinner på ærlighed. Hvis man lader den vokse, kan den forvandle selv de mest stabile bånd til is. Derfor vil jeg fremover holde mig til åbenhed og respekt, for kun så kan man undgå, at det indre vintervejr får lov til at fryse ens hjerte.
Dette er min lære: ærlighed er den eneste varme, der kan smelte jalousiens is.
