Else Jensen blev gift sent – efter hendes mors mening – som enogtrediveårig. Men sådan blev det, selv om Else så ganske pæn ud med grå øjne, lyst bølget hår til skuldrene og et mildt smil.
»Du skulle have ledt efter en mand noget før, men du læste og var så beskeden. Og dine veninder fik fat i de bedste bejlere,« brokkede Anne Mortensen, Elses mor, sig. »Nu må du tage hvad der er tilbage. Jeg bryder mig ikke om din bejler, Hans. Han kommer fra almindelige kår, forældrene fra landet, men indbildskheden er der rigeligt af… hvad er det for noget?«
Hans havde virkelig en vanskelig karakter – magtfuld, arrogant og utolerant. Men det kom først frem, da Else allerede var gift med ham. I starten var Hans behersket, bejlede flot, gav blomster og var opmærksom.
Da den første romantiske tid i det unge ægteskab var ovre, begyndte manden at vise sin sande karakter, kom med grove bemærkninger til Else om alt muligt uden at tænke på, at hans strenge, belærende tone kunne såre hende. Men Else forsøgte at holde sammen på familien, lyttede til ham, arbejdede på en teknisk tegnestue, var respekteret på jobbet, nåede det hele derhjemme – men Hans var bare sur og lod sit dårlige humør gå ud over hende.
De fik sønnen Anton, og da drengen begyndte at blive syg og ikke sove om natten, trak Hans sig helt tilbage og sov i det andet værelse for ikke at blive forstyrret.
Da Anton var fire år, blev forældrene skilt. Else, træt af mandens karakter, besluttede sig for at opdrage sønnen alene, og Hans gik med til skilsmissen med en lethed, der sårede Else allermest. Som det senere viste sig, havde han allerede en anden at gå til. Heldigvis flyttede Hans hurtigt med sin nye kone til en anden by, og det gjorde det lettere for Else – i det mindste slap hun for at møde sin eksmand på gaden…
Al sin ømhed gav Else til sin eneste Anton.
»Else,« sagde moderen ofte, »du er jo stadig ung og pæn, kunne du ikke finde en mand eller i det mindste en ven?«
Men Else hørte ikke på Anne Mortensen og arbejdede flittigt for at give sønnen alt det nødvendige. Hun sparede på alt for at lægge penge til side til Antons uddannelse og bryllup og nægtede sig selv alt. Barnebidraget fra faderen var meget beskedent.
Anton voksede op, klarede sig godt i skolen, i gymnasiet fik han ekstra undervisning for at forberede sig til optagelse på universitetet. Else fik ham interesseret i sit fag, og da han afsluttede sin uddannelse, vidste han allerede, at moderen havde aftalt med sin tegnestue, at de ville ansætte ham.
»Jeg går selv på pension om ikke så længe, og så kommer du til os som nyuddannet! Jeg har overtalt direktøren. Han kender vores familie i mange år og har lovet at tage dig ind…« glædede Else sig.
Anton flyttede hjem og begyndte straks at arbejde på den tekniske tegnestue, hvor hans mor havde arbejdet i mange år.
»Jeg skal nok gøre mit bedste for ikke at skuffe dig!« krammede han sin mor. »Og du skal snart have fri… generationsskifte!«
Et år senere gik Else på pension, hun var lige blevet femoghalvtreds, og på det tidspunkt havde Anton fundet en kæreste, Naja. Det var en sød blondine med kurvede former og slanke ben. Anton var stormende forelsket, og parret forberedte bryllup.
Else glædede sig over sønnen. Men én ting trykkede hende: hendes mors skrøbelighed. Anne Mortensen var allerede fyldt firs, og der stod jævnligt en ambulance foran hendes opgang. Else boede skiftevis hos moderen, når hun havde det dårligt, og skyndte sig hjem, men besøgte hende hver dag, bragte mad og købte medicin. Moderen spurgte til de unge, til vejret og til Elses eget helbred.
»Snart er jeg væk, min pige,« sagde Anne Mortensen, »men jeg er bekymret for dig. Ikke for Anton, han er ikke alene, han har en kone. De er unge, stærke. Men du har hele dit liv opdraget Anton, trukket læsset, lært ham op, sparet op til brylluppet, og vi gav jer penge til en bil. Alt sammen til ham. Du blev aldrig gift igen, du kom aldrig til stranden eller sydpå… Jeg har ondt af dig. Og nu har jeg været syg i to år, så du passer mig igen.«
»Hvad snakker du om, mor? Jeg fortryder ikke noget… Anton, ja, han er mit livs lys…« begyndte Else.
»Netop, lys i vinduet, men sådan skulle det ikke være. Du har forkælet ham… Det er et halvt år siden brylluppet, og de er ikke kommet en eneste gang… De ved jo, jeg er syg, på randen af graven… Måske ser jeg dem aldrig igen… Og de kommer heller ikke til dig. Er det rigtigt?« bekymrede bedstemor Anne sig.
»Hvad snakker du om, mor? De har deres bryllupsrejse. De har ikke tid til os. Og de arbejder jo…« forsvarede Else sin søn og svigerdatter.
»Nej,« rystede Anne Mortensen på hovedet, »det er forkert. Mor er mor. Og hvor meget du har gjort for ham… Man må ikke glemme. Hverken i sorg eller glæde… Du har forkælet ham alligevel…«
Else tav. Så ringede hun til Anton og bad ham komme til bedstemoderen, fordi hun havde det dårligt.
Anton kom med sin kone, de sad hos Anne Mortensen i en halv time, drak te og skyndte sig hjem. De boede hos Najas forældre i et parcelhus.
Bedstemor Anne døde. Else græd, sørgede over sin mor, sørgede også lidt over sig selv. Moderens ord lød oftere og oftere i de lange aftener, når Else sad alene ved vinduet og mindes, hvordan hendes søn plejede at komme hjem fra arbejde, mens hun dækkede bord, og de udvekslede nyheder… Nu var hun alene.
Men Else tog sig sammen og begyndte at arbejde i en børnehave, til alles overraskelse.
»Du har en universitetsuddannelse, og nu vasker du gulve? I pensionsalderen…« sagde naboerne, men Else svarede: »Det gør ikke noget. Hele mit liv har jeg siddet ved et skrivebord, bag tegnebordet. Jeg har brug for at røre mig. Min mor arbejdede som pædagog i en børnehave, da hun var ung – jeg elskede at besøge hende efter skole…«
Else havde en lille pension, og alle hendes opsparinger var gået til sønnen. Selv om hun var vant til at leve beskedent, ville hun nu gerne have lidt flere midler. Arbejdet tog både kræfter og tid, men Else kedede sig i hvert fald ikke. Og på opfordring af sin nabo begyndte hun at gå til folkesang i forsamlingshuset, og så blev hendes liv meget mere interessant.
Else beskæftigede sig også for ikke at forstyrre Anton og Naja i deres privatliv, selv om det gjorde ondt, at sønnen ikke bare kom på besøg, men også ringede meget sjældent og kun for at aftale noget praktisk.
Ind imellem græd Else om aftenen, mens hun bladrede i et album med barndomsbilleder af sønnen. For ikke at føle sig alt for ensom fik hun lavet forstørrede kopier af sine yndlingsbilleder, hvor hun og sønnen var sammen, satte dem i rammer som malerier og hængte dem op i hele lejligheden.
Hun stoppede tit op ved billederne, rørte ved sønnens ansigt og smilede. Nogle gange syntes hun, at han smilede tilbage. Så ventede hun på et opkald, og der var glæde, når sønnen en sjælden gang kiggede ind på en kop te eller for at hente noget af sit tøj eller sko.
Anton var som regel kun kort hos moderen. Han lagde ikke engang mærke til billederne i rammerne med det samme. Da han endelig så dem, standsede han op, så på moderen og spurgte overrasket:
»Hvorfor har du hængt dem op?«
»Åh…« tøvede Else, »jeg er jo ikke ung længere, og jeg mindes den tid, det gyldne øjeblik, da du var lille…«
Anton nikkede og skyndte sig hjem til sin kone uden helt at forstå moderens »særheder«. Men det var som om, moderen hjalp Else fra himlen. Else fik også en ven i koret.
»Nå, Else, vi har kun tre mænd i koret, og du har fanget en af dem. Vi har prøvet i årevis, men du har fået ham til at forelske sig!« lo kormedlemmerne. »Det er, hvad der sker, når man er ny!«
Alle lo, og den forelskede Niels Frederiksen kyssede Elses hånd, når han fulgte hende hjem efter repetition.
Else tog ikke venskabet alvorligt og modtog med overbærenhed og venlighed den femogtresårige sangers opmærksomheder. Men han var vedholdende og forgudede nærmest Else, han var knyttet til hende med hele sin sjæl.
»Else, du aner ikke, hvor godt der er med dig. Du er klog, kan lytte, er rolig og så smuk.«
»Nå, nå… du skal ikke rose mig for meget, ellers bliver jeg helt indbildsk. Jeg tror dig, og jeg kan sige det samme om dig. Og du er så talentfuld! Du burde optræde på en stor scene.«
»Jeg har længe overvejet at stoppe med mine koncerter. Man kan jo synge derhjemme ved højtiderne, mine børn hører gerne på mig. Men jeg startede i koret for ti år siden, fordi jeg blev enkemand, og aftenen blev for tung at være alene. Her er der en dygtig leder, optrædener, små fester – vores møder. Og nu vil jeg ikke væk, jeg vil være ved din side.«
Else gik hjem, så igen på billederne og sukkede. Anton ringede stadig sjældent, og intet kunne erstatte den kontakt – hverken sang, arbejde eller gode venner.
Men hun holdt ud og glædede sig over de sjældne besøg. Først for nylig begyndte han at antyde, at det kunne være en god idé at sælge bedstemorens lejlighed for at hjælpe ham og Naja med at få deres eget sted.
»Har I det dårligt sammen med hendes familie?« spurgte Else bekymret.
»Nej, det går fint, men Naja vil have sin egen lejlighed,« tøvede Anton.
»Så er I velkomne til at flytte ind, allerede i morgen!« sagde Else til sønnen. »Det er ganske vist en lille toværelses fra halvfjerdserne, men det kan være nok for en ung familie.«
»Virkelig?« strålede Anton. »Du er den bedste mor i verden! Jeg løber og fortæller Naja. Nu har vi vores egen lejlighed!«
»Et øjeblik, min dreng. Lejligheden forbliver min,« stoppede Else ham. »Jeg skriver den ikke over på nogen endnu. I kan bo her, passe godt på hinanden og give mig børnebørn.«
Anton gik. Og snart flyttede han og hans kone ind i den hyggelige lille lejlighed. Som moderen havde bedt om, fik de et år senere en datter, til glæde for hele familien, især for forældrene selv.
Else havde allerede sagt sit job op, for hun forstod, at det var tid til at give sig tid til sit barnebarn og også til sig selv for at holde sig sund. Hendes bejler, Niels Frederiksen, var så vedholdende, at han overtalte Else til at flytte sammen, og de blev et par, der boede i to lejligheder.
Else var nu vant til rollen som bedstemor og kone og undrede sig kun over, hvor hurtigt hendes liv ændrede sig. Hun takkede Niels for »den anden forår«, og han glædede sig ufortrødent over sin kærlighed og takkede skæbnen for at have mødt hende.
Alt gik godt for den unge familie også. Anton blev mere opmærksom på sin mor og kom oftere på besøg. En dag tog han hul på emnet om at bytte lejligheder.
»Vi får et barn mere, mor,« begyndte han.
»Ja, jeg ved det, og jeg er meget glad,« smilede Else.
»Naja beder mig tale med dig om, at du flytter ind i bedstemors lejlighed, og vi flytter hertil. Den er større, ti kvadratmeter mere, og det er en ældre, solid bygning. Med to børn ville det være mere praktisk for os her…«
»Hvorfor beder Naja dig altid om at tale, mens hun tier?« smilede Else. »Ved hun, at jeg ikke kan sige nej til dig? Hvorfor overtaler hun ikke sine egne forældre til at bo i bedstemors lejlighed, så I kan få deres rummelige hus? Hun er jo deres eneste datter! Der ville være så meget plads til børnene!«
Anton rødmede og gik. Men Else skyndte sig ikke at give sønnen, hvad han ville. Hun var også blevet glad for sin lejlighed. Hver eneste ting var lige ved hånden, alt var på sin plads, velkendt og indlevet – man kunne finde en nål med lukkede øjne…
Og så huskede Else sin mors ord: »Du har forkælet ham, Anton, åh, du har forkælet ham…« Og Else besluttede at lade stå til. Det andet barnebarn blev født og gav hele familien mange glædelige gøremål. Pigerne voksede op i godt fællesskab, boede på et lille værelse, og i weekenderne kom de på besøg hos enten bedstemor Else eller bedsteforældrene på Najas side. Der var der masser af plads i haven med et lysthus, en gynge og bær.
Else og Niels Frederiksen flyttede sammen i hendes lejlighed og lejede hans ud for at have flere penge til dagen og vejen. De holdt af at gå i teatret og tage på små endags- eller todagsture, og derfor besluttede de at bo sammen.
Først tolv år senere, da Niels Frederiksen døde, flyttede Else ind i sin mors lejlighed – den samme, som også var hendes barndomshjem.
»Så, min dreng, tag vores lejlighed, bo der, jeg klarer mig med den lille,« sagde hun til sønnen. »Jeg har rejst og sunget nok, nu vil jeg sidde derhjemme og vente på pigerne og jer. I glemmer mig vel ikke…«
Sønnen omfavnede sin mor og hjalp hende med at flytte ind i barndommens vægge, hvor han fik lavet en kosmetisk renovering.
Else ændrede ikke noget i lejlighedens indretning, men hængte de store fotografier op på væggene – af sønnen, af moderen og af sig selv som ung. Og på et bord stod et portræt af Niels…
»Så er vi alle samlet her,« smilede Else lyst og roligt, mens hun så på sine kære på billederne. »Hvad mere kan jeg ønske mig? Egne vægge og varmen fra dem, jeg holder af.«
Børnebørnene besøgte bedstemoren. Pigerne elskede at overnatte hos hende i deres gamle soveværelse, hvor deres senge stadig stod, og de snakkede længe, afbrudt af latter og sjov.
»Nu skal I sove, piger!« kommanderede bedstemoren fra stuen. »I skader… I skal tidligt op i morgen. Jeg vil lære jer at lave ostekager. I er snart brude, og jeg vil personligt eksaminere jer i madlavning!«»Og så skal I fortælle mig om jeres bejlere,« fortsatte Else med et skælmsk blik. »Jeg vil vide alt, ellers kan I ikke bestå min eksamen.«
Pigerne lo og puttede sig under dynerne, mens bedstemoren slukkede lyset og lukkede døren på klem. Hun gik ud i stuen, satte sig i sin gamle lænestol og lod blikket glide hen over fotografierne på væggen. Hendes mors ansigt, Antons som lille dreng, Niels’ milde smil. Og sig selv – ung, med håret flyvende i vinden og en fremtid, hun dengang ikke anede, ville forme sig sådan.
Årene gik. Pigerne voksede op, blev studenter, fandt kærligheden. Else stod i kirken til begge deres bryllupper, med tårer i øjnene og en stolthed, der fyldte hele brystet. Anton holdt en tale ved det første bryllup, hvor han takkede sin mor for alt – for nætterne uden søvn, for de opsparede kroner, for den lejlighed, hun gav ham, og for den kærlighed, der aldrig svigtede.
»Min mor lærte mig,« sagde han med brudt stemme, »at sand styrke ikke handler om at dominere, men om at blive stående, når alt andet falder. Hun gav mig alt. Jeg håber, jeg en dag kan give mine døtre halvdelen af, hvad hun gav mig.«
Else sad på forreste række og greb Niels’ gamle lommetørklæde i tasken. Hun havde gemt det hele tiden.
Da det sidste barnebarn, yngstedatteren, fødte sit første barn, var Else lige fyldt fireogfirs. Hun sad på hospitalets bænk i forhallen, da Anton kom ud med nyheden.
»Mor, du er oldemor. En lille dreng. Vi har kaldt ham Niels, efter din Niels.«
Else løftede hovedet, og for første gang i lang tid græd hun ikke af sorg, men af en ren, ublandet glæde. Hun rejste sig langsomt, tog imod sin søns hånd og gik ind for at se sit oldebarn.
Drengen lå i sin mors arme, spinkel og lys, med en tot mørkt hår og lukkede øjne. Else bøjede sig ned og hviskede:
»Velkommen, lille Niels. Verden er ikke altid nem, men den er fuld af kærlighed, hvis du tør tage imod den.«
Hun rettede sig op og så sig omkring. Hendes datter, svigerdatteren, Anton, pigerne og svigersønnerne – alle stod de i kreds om den nyfødte. Væggene var hvide, lyset faldt blødt ind gennem vinduet, og for et øjeblik føltes det, som om tiden stod stille.
Da Else gik hjem den aften, stoppede hun op ved døråbningen til sin barndomslejlighed. Hun tændte ikke lyset med det samme. I mørket så hun silhouetterne af rammerne på væggen – alle dem, hun havde elsket, alle dem, der havde elsket hende.
Hun satte sig i lænestolen, lukkede øjnene og hørte sin mors stemme en sidste gang: *Du har forkælet ham, Else… men det var det hele værd, ikke?*
Else smilede i mørket.
»Ja, mor. Det var det hele værd.«
Udenfor faldt den første sne stille over byen, og inde i den lille lejlighed, omgivet af fotografier og minder, faldt Else i en rolig, dyb søvn – med et smil, der ikke forsvandt.
