Mit navn er Sidsel Lauritzen, og jeg boede dengang i Silkeborg, hvor Gudenåens spejl og skovene danner ramme om gamle drømme. Jeg blev forelsket i min kollega, Mads. Mit hjerte blev fyldt med glæde, og jeg håbede at være den eneste i hans liv. Først troede jeg, jeg var den udvalgte, men snart måtte jeg erkende, at jeg delte ham med hans hustru, Marianne.
Jeg var lige startet på kontoret, og blev straks sendt med Mads til København for et vigtigt møde. Vi klarede det flot, og efter succesfuld forhandling foreslog Mads: Lad os fejre det er ikke hver dag, man skriver under på sådan en aftale. Jeg nikkede, og vi satte os i hotelbaren og bestilte en flaske Rød Aalborg. Snakken gik, ordene blev lettere, og pludselig kyssede han mig. Jeg stivnede et øjeblik, men lod ham fortsætte. I elevatoren omfavnede han mig med sådan en lidenskab, at jeg ikke kunne modstå hans duft virkede mere berusende end snapsen. Natten på hans værelse blev uforglemmelig og fuld af varme.
Tilbage i Silkeborg kunne jeg ikke holde min hemmelighed alene og betroede mig til min veninde, Frida, som var mit fortrolige. Bliv ikke forelsket i ham! afbrød hun mig straks. Hvorfor ikke? spurgte jeg forvirret. Han er gift. Hendes ord ramte som et tordenbrag. Mads var blot 29 år jeg havde svært ved at tro, at han allerede var gift. Jeg spurgte ham direkte, og han svarede roligt: Ja, jeg har været gift i over et år. Alligevel stoppede vi ikke der. Vi blev elskere, og møderne i den lejlighed han havde arvet af sine bedsteforældre, blev vores hemmelige ritual. For hver dag sank jeg dybere ind i ham.
En søndag morgen i hans arme tog jeg mod til mig: Mads, skil dig. Du ville være lykkeligere med mig end med Marianne. Han så på mig før han svarede: Jeg elsker dig, men det kan jeg ikke gøre. Hvorfor ikke? spurgte jeg, og han tøvede: Hun er alvorligt syg. Jeg blev rystet. Hvad fejler hun? Hvorfor har du aldrig sagt noget? min stemme skælvede. Han sagde: Hun har brystkræft. Det er kommet for nylig. Jeg kan ikke forlade hende nu. Jeg blev ked af det, men forstod, at han måtte være der for sin kone. Jeg fik medlidenhed med Marianne. Da han fortalte at hun skulle opereres om torsdagen, bad jeg for hende, med ægte tårer. Da hun kom hjem, stoppede Mads og jeg med at ses jeg vidste, hans plads var hos hende.
Fire måneder gik. Han kontaktede mig aldrig selv. Jeg spurgte, om vi skulle se hinanden. Marianne har det stadig skidt, måske en ny operation, svarede han træt. Jeg forstår, men du må også tænke på mig, sagde jeg stille. Han nikkede: Du har ret vi finder på noget i weekenden. Lørdag mødtes vi igen i lejligheden. Natten blev intens, men inden jeg gik, spurgte jeg igen om skilsmisse. Hans ansigt blev mørkt: Aldrig. Hun er min chefs søster. Jeg blev forvirret. Er det så sandheden? Og brystkræften var det løgn? Han blev tavs og forlod værelset uden et ord.
Nogle få dage senere kom en smuk mørkhåret kvinde ind på kontoret og spurgte efter Mads. Frida viste hende hen til hans kontor. Hvem var hun? hviskede jeg til Frida senere. Hans kone, svarede hun. Jeg fandt på et påskud, gik ud og så hende, mens jeg lod som om, jeg skulle hente papirer. Marianne virkede sund, livlig og strålende selvsikker og elegant. Jeg følte mig lille ved siden af hende. Da jeg vendte tilbage, spurgte jeg Frida: Har du hørt noget om, at hun har brystkræft? Nej, det er det rene vrøvl, alle ville vide det, hvis det var sandt, fastslog Frida. Sandheden gik op for mig han havde løjet hele vejen.
Kort efter begyndte jeg at føle mig dårlig og kvalm. Jeg klagede til Frida og hun sagde: Måske er du gravid? Jeg slog tanken væk, men tog alligevel en test den var positiv. Lægen bekræftede: to måneder henne. Jeg blev chokeret. Jeg huskede den nat, hvor vi ikke havde beskyttet os. Tankerne samlede sig skulle jeg beholde barnet eller ej? Jeg ringede til Mads. Du må få det fjernet! sagde han koldt. Nej, det vil jeg ikke, svarede jeg. Så sørger jeg for, du bliver fyret, truede han. Det skræmmer mig ikke! sagde jeg trodigt. Jeg besluttede mig for at gennemføre graviditeten mest for at trodse ham. Jeg tænkte, han bluffede. Men jeg blev faktisk fyret. Frida skaffede mig arbejde som assistent i hendes brors boghandel. Han var først tilbageholdende, men havde ondt af mig.
Min datter kom til verden i syvende måned lille, men stærk nok. Jeg gav hende navnet Alvilda, opkaldt efter hendes far, Mads. Jeg har aldrig fortalt ham om hende og har måske heller ikke tænkt mig det. Han sveg mig, forlod mig, da jeg stod mest alene med et barn og uden arbejde. Hans ansigt hjemsøger mine drømme; smukt og ubarmhjertigt. Han valgte sin hustru, sin karriere og slettede mig som en unødvendig side i sit liv. Men jeg gav ikke op. Jeg opdrager min datter, kæmper for hende, selvom hver dag er en kamp mod skæbnen. Må han leve med sine løgne. Jeg lever for Alvilda hun er mit lyspunkt i mørket.
