Jeg sagde aldrig, jeg ville lave frikadeller
– Gitte, hører du overhovedet efter? – Jytte Sørensen stemme skar igennem telefonen, som om hun stod lige bag mig, og ikke hjemme i Aarhus. – Skal du ikke i gang med at trille frikadeller, hvad? Lotte sagde, du havde lovet frikadeller.
– Jeg har aldrig lovet frikadeller.
– Hvordan ikke? Lotte sagde, hun hørte det. Du lavede dem jo til nytår, der snakkede alle om dem. Og det er jo 70 års fødselsdag, det har man ikke hver dag.
– Jytte, jeg har allerede lavet sylte, to slags salater, and, pirogger med kål og hytteost, og makronroulade. Frikadeller orker jeg ikke oveni alt det.
– Nå, nå. Kommer der i det mindste stærk sennep til sylten? Sidste gang glemte du den, og Preben taler stadig om det. Og så vil jeg altså have en hvid dug på bordet, ikke den der voksdug. Hvid dug til runde fødselsdage, det siger sig selv.
– Det skal jeg nok ordne, Jytte.
– Og så skal du købe nogle pæne lys. Gitte, navnlig ikke de forkullede stumper. Er du der?
Gitte Andersen sad og kiggede ud af køkkenvinduet på femte sal i den grå boligblok i Odense, mens oktoberblæsten hvirvlede blade ned på parkeringspladsen. Hun var 48 år. Hjertet havde drillet siden april.
***
Der var seks dage til festen. Femogtyve gæster. Jytte havde sendt en gæsteliste på ternet papir med sin pæne lærerindeskrift. Gitte havde hængt listen op på køleskabet, hvor hun så på den hver morgen, mens hun lavede kaffe.
Femogtyve mennesker. Jyttes mand Preben, der er lidt døv og griner alt for højt. Jyttes tre sønner fra to ægteskaber, og naturligvis Gittes egen mand, Søren. Svigerdøtrene, børn, børnebørn, kusinen fra Silkeborg med sin mand, barndomsveninden Tove, der kun spiser kogt mad og ikke tåler løg, og sommerhusnaboen, der altid kommer med af en eller anden grund.
Og alt det skulle Gitte organisere.
Hun vidste egentlig ikke, hvornår det var blevet sådan. Måske efter første familiefest hjemme hos svigermor for tyve år siden, hvor hun tilbød at hjælpe, fordi hun var den nye svigerdatter og ville gøre et godt indtryk. Måske da Jytte engang sagde foran alle: Gitte har hænderne skruet ordentligt på, hun kan det hele. Det blev sagt med så meget varme, at Gitte voksede indvendigt og blev hængende. For enden af komfuret, over vasken, ved skraldeposen, og altid med dugen i hånden.
Tyve år er gået. Hænderne er stadig gode. Hjertet er bare ikke længere det samme.
***
Hjertespecialisten, Kirsten Mikkelsen, havde kun åbent i klinikken tirsdage og torsdage. Et lille rum, to stole, en briks med sprødt papir. Hun kiggede på Gittes prøver hen over sine smalle briller.
– Gitte, jeg siger det ligeud, sagde hun. – Du skal ikke fortsætte sådan her. Du er stresset, og det er ikke bare træthed, det kan jeg se på det hele. Du har brug for et ophold, minimum to uger, helst tre hjerteafdeling, ro, behandling, frisk luft.
– Det må blive efter jul.
– Gitte.
– Jamen, vi skal holde fødselsdag femogtyve, det hele er lagt i min kurv.
Kirsten lagde brillerne fra sig.
– Forstår du alvoren? Det er ikke almindelig udmattelse. Det kan gå rigtig galt, hvis du ignorerer det.
– Jeg forstår. Efter fødselsdagen. Helt sikkert.
– Efter fødselsdag, efter jul, altid efter et eller andet. Jeg hører det hver dag. Vil du ikke nok sætte dig selv først bare to uger?
Gitte nikkede og tog papiret med henvisningen. Hun lagde det i tasken, ned mellem pung og regninger.
***
Mandag lavede hun sylte. Fire gryder, for femogtyve mennesker spiser meget. Hun stod ved komfuret tre timer, skummede, rørte rundt, åbnede vinduet for dampen mens mørket faldt på.
Søren kom hjem lidt inden otte, sparkede skoene af og smed jakken på knagen.
– Hvad er der til aftensmad? spurgte han ude fra køkkenet.
– Suppe i den lille gryde.
– Hvad laver du ellers?
– Sylte til fødselsdagen.
Han nikkede, skænkede sig suppe op og satte sig ind til tv’et. Kom ikke ud igen den aften.
Klokken halv tolv slukkede Gitte for komfuret, satte låg på gryderne og gik i seng. Benene summede. Venstre side af brystkassen værkede, som den altid gjorde efter mange timer på benene. Hun lagde sig, vendte sig om på højre side og lukkede øjnene.
Søren kom senere, lagde sig og snorkede med det samme. Gitte lå i mørket og gennemgik, hvad der manglede. Pirogger. Makronroulade. Salater. Anden. Indkøb. Rengøring. Hvid dug, lys, stærk sennep til sylten.
Hun faldt først i søvn omkring to.
***
Tirsdag morgen ringede Jytte:
– Gittemus, hvad siger du til lidt marinerede svampe på bordet også? Jeg har et glas, jeg skal nok tage dem med. Og syltede agurker.
– Det er fint, bare tag det hele med.
– Og så… Lise kommer, du kan godt huske Lise, Kims kone? Hun spiser ikke svinekød. Kan du lave noget særskilt til hende?
– Jeg har and. Det er ikke svin.
– Men and er meget fed. Hun taber sig for tiden.
– Jeg laver en kyllingesalat uden mayonnaise.
– Dygtigt, jeg vidste, du fandt på noget.
Gitte lagde røret, kiggede på listen på køleskabet og tilføjede med blyant: Lise kyllingesalat u. mayo.
***
Midt på ugen tog hun på torvet. Slæbte tunge poser, begge hænder, humpede hen til bussen. Armen var følelsesløs hele vejen hjem. Hun fik varerne lagt ud, opdagede hun havde glemt cremefraiche måtte i Brugsen igen.
Torsdag vaskede hun gulv, skrubbede bad, tørrede grundigt af bag panelerne for sidst kommenterede Jytte stille, men foran alle, at der var støv der.
Søren lagde sig på sofaen efter arbejde og så Superliga.
– Søren, kan du give en hånd med og tørre lampen af?
– Gitte, jeg er træt. Stået oprejst hele dagen.
– Jeg har også stået hele dagen.
– Så sæt dig ned lidt.
Hun hentede selv stigen. Klarede det. Hjertet bumpede et par sekunder baglæns, mens hun stod og pustede ud, hændernes greb på stigen.
***
Fredag. Pirogger. Makronroulade. To slags salat, den ene specielt til Lise. Anden blev lagt i marinade om aftenen, næste morgen i ovnen. Køkkenet duftede så lifligt, at naboen, fru Hansen, listede ind og spurgte:
– Bager du pirogger, Gitte?
– Det gør jeg, ja.
– Din svigermor er heldig!
Hun smilede, lukkede døren bag sig. Uden smil denne gang gentog hun for sig selv: Svigermor er heldig.
Alt var klar over aftenen. Sylten stod stiv og dækket på køl. Pirogger dækket af viskestykke. Anden kold, rouladen skåret ud. Salater mangler kun dressingen.
Gitte sad på skamlen ved bordet og så bare på det. Hænderne lå i skødet, ryggen var stiv.
Telefonen ringede. Jytte:
– Vi kommer kl. ni i morgen formiddag, så er vi hos jer ved elleve. Gæsterne kommer kl. tolv. Kan du nå at dække bord?
– Ja, Jytte.
– Og husk at flytte bordet, der er ikke meget plads. Sig til Søren, han kan hjælpe.
– Okay.
– Godt. Slap nu af. Det er jo festdag i morgen.
Gitte sagde farvel og gik ud at vaske op.
Søren sov allerede. Fredag, i seng halv elleve. I morgen er det lørdag.
***
Lørdag startede halv fem. Gitte kunne ikke sove. Hun listede ud i køkkenet, tog morgenkåben på, satte kedlen over og stod ved vinduet.
Oktoberhimlen var endnu kulsort. En enkelt lygtepæl i gården oplyste den våde hæk. Ikke andet.
Gitte tog tekruset og satte sig på skamlen. Hun kiggede på sit gamle forklæde, blåt med bittesmå hvide blomster, fra torvedag for tre år siden. Det var slidt i kanterne nu.
Hun kiggede på køleskabet. På gæstelisten. På de blanke gafler på viskestykke.
Noget indeni hende bristede, helt stille, som når man river en tråd, og stoffet giver sig. Hun kunne næsten mærke det fysisk, midt i brystet, ikke lige der hvor hjertet gør ondt, men lidt over.
Hun sad bare der, helt rolig. Tænkte.
Tyve år har hun gjort det her. Tyve år har hun fodret dem, ryddet op efter dem, været der for dem, tilpasset sig, tiet. Først op hver gang, sidst i seng. Ordene Gitte, du er en skat, Gitte, du har så mange evner fungerer som tak, i stedet for kan jeg hjælpe?, i stedet for hvordan har du det egentlig?
Ingen har spurgt, hvordan hun egentlig har det. Ikke engang Søren. Lægen sagde du har brug for et ophold. Hun fortalte det til Søren. Han svarede: Tager du ikke bare til en anden læge, de overdriver altid.
I stedet for at tage til anden læge, lavede hun sylte.
I morgen kommer de allesammen. De spiser al maden, hun har stået for i fem dage. Sidder ved et ryddeligt bord i nyskrubbede stuer. Går, og efterlader bjerge af opvask. Gitte rydder op, sorterer, tømmer skrald, over midnat som altid.
Ingen. Ikke én af de femogtyve, spørger, hvordan hun har det.
Hun drak op. Satte kruset fra sig. Rejste sig. Tog forklædet ned fra krogen, holdt det i hånden, så lagde hun det på bordet.
Hun gik ind i soveværelset, helt stille for ikke at vække Søren. Tog den store blå sportstaske fra klædeskabet. Begyndte at pakke. Varme trøjer. En bog, hun havde droppet i maj. Toilettaske. Dokumenter. Dankortet hendes løn fra revisorjobbet, ikke noget særligt, men hendes.
Søren sov trygt, det afslappede, barnlige ansigt.
Gitte kiggede på ham et øjeblik, hverken vredt eller medlidenhedsfuldt. Hun tog tasken, gik ud i entreen, tog sko og jakke på. I køkkenet skrev hun en seddel:
Sylte i den store gryde. Pirogger under viskestykke. And i ovnen, varmes ved 180. Roulade på fad. Salater skal blandes med cremefraiche. Bord mod vinduet. Jeg er taget på rekreation, efter lægens ordre. Slukker min telefon. Kh Gitte.
Hun satte sedlen fast med en magnet fra deres tur til Aarhus i 2015.
Tog tasken, lukkede døren bag sig.
***
Rekreatitetscenter Birkely lå 120 km fra Odense, lige udenfor Vejle. Gitte havde læst om det i september, dagen lægen sagde du skal have ro. Så hun bookede aldrig. Nu gik hun ind, spurgte den rare kvinde i receptionen:
– Har I et enkeltværelse to uger fra nu?
– Ja, hjerteafdeling. Enkeltværelse. Skal det være to eller tre uger?
– To uger er fint.
Hun fyldte papirerne ud, betalte med kortet. Værelset var lille og rent. Hvidt sengetøj, vindue mod skoven, lille lampe. Hun smed tasken, lagde sig ovenpå tøjet og sov fire timer.
Vågnede klokken to. Tog bad. Gik en tur blandt birketræer. Luften kølig og frisk, duftede af skovbund. Himlen var lav og hvid.
Hun gik i spisestuen, hentede suppe. Ingen spurgte om noget. Hun kunne tie stille.
Hun gik i seng kl. otte. Sov til otte næste morgen. Tolv timer.
***
Tredjedagen ved frokost kom hendes bordkammerat. Han havde bakken med maden, kiggede rundt og sagde:
– Er her plads?
– Bare sæt dig.
Han var måske 55, lav, bredskuldret, lidt gråt i tindingerne. Han hed Peter Holm.
– Første gang her? spurgte han.
– Ja. Og dig?
– Anden. Var her også sidste år. Det hjælper.
De sad i stilhed og spiste.
– Hvad fejler du, hvis jeg må spørge? sagde han.
– Hjertet. Og du?
– Også noget i dén stil. Blodtryk, nerver, alt det, man får, når man lever for meget for andre.
Gitte så op.
– Det er rammende sagt.
– Jeg havde god tid til at tænke sidste år. Det hjalp lidt, men måtte fortsætte forandringerne i år.
– Har det hjulpet?
– Halvt. Nu arbejder jeg på resten.
Næste dag sad de sammen igen, uden at spørge.
***
Gitte havde ikke tændt mobilen i syv dage.
Hun sov ti-eløve timer, tog saltbade, lavede sine øvelser, gik i skoven et par timer om dagen, læste sin bog.
Om aftenen sad hun og Peter tit i sofaerne i opholdsstuen, drak te af termokande.
– Blev det pludseligt, da du tog afsted? spurgte han.
– Meget. Jeg blev bare nødt til det.
– Jeg kender det blik. Jeg så det selv første gang, jeg kom hertil.
Gitte grinede.
– Hvad fik dig hertil?
– Jeg var filialleder i et større byggefirma, alt gik op i arbejde. Min søn voksede op, jeg lærte ham aldrig for alvor at kende. Min kone gik for fem år siden, og hun havde ret. Så vågnede jeg en dag og kunne ikke gå på arbejde mere, ikke bare jeg gider ikke, men min krop nægtede. Lægen kaldte det udbrændthed. Jeg sagde op. Flyttede i lille hus på landet. Avler nu kaniner. Det giver overraskende meget ro.
– Kaniner?
– De kræver ingenting. Og de trykker aldrig medlidenhedsfølelsen i gang.
Hun lo. For første gang længe var det bare fordi, hun havde lyst.
***
Syv dage henne tændte hun telefonen. Den bimlede med beskeder hele tiden.
Godt hun stoppede med at tælle.
Søren havde ringet syv gange første dag. Først: Gitte, hvad sker der, ring! Så: Gitte, gæsterne er her, hvordan varmer man anden? Så: Mor spørger, hvor du er, Gitte, det her gør man ikke!, Hvor er mine rene skjorter?, Tænker du kun på dig selv? og stilhed.
Jytte skrev tre gange: Gitte, hvad fanden går det ud på, forklar lige?, Festen blev ødelagt, Søren er ked af det., Jeg er i chok, det havde jeg ikke troet.
Lotte (svigerdatter) skrev: Du kunne da godt have sagt ordentligt til.
Ingen. Ikke én skrev Hvordan har du det, Gitte?
Hun slukkede telefonen igen i en uge mere.
***
Tirsdag gik hun og Peter tur efter morgenmad. Han haltede lidt, for knæet drillede. Gitte indstillede farten ikke af pligt, bare lyst.
– Du har tændt telefonen?
– Ja, for en uge siden.
– Hvad skrev de?
– Mange beskeder om ødelagt fest, rene skjorter og man gør ikke sådan. Ingen spurgte til mig.
Han gik i stilhed, sagde så:
– Af og til lever man tæt på folk, men de ser kun rollen ikke mennesket.
– Jeg tillod det jo selv. I tyve år.
– Du gjorde, hvad du var opdraget til. Vi kvinder bliver lært, at det er sådan, man er god.
– Ja. Og så viser det sig, livet var bare tjeneste uden løn.
– Hvad nu?
– Jeg vil ikke gøre det mere. Ikke rengøre, ikke lave mad til hele banden. Højst til tolv. Og kun med mit samtykke.
De sprang over åen, gik i det tunge græs.
– Du siger det, uden bitterhed.
– Der var bitterhed før. Mens jeg stod i køkkenet. Nu er jeg bare træt.
– Træthed kan man gøre noget ved. Bitterhed er sværere.
***
De sidste dage i rekreationen gik næsten i stilhed. Gitte læste, gik ture, sov, spiste. Lægen sagde, prøverne var bedre, blodtrykket normalt, mindre uro i hjerterytmen.
Sidste aften sad hun og Peter igen i opholdsstuen.
– Må jeg få dit nummer? spurgte han.
– Ja. Men ring ikke straks, først når jeg har styr på det hele derhjemme.
– Det lover jeg. Er du bange for at komme hjem?
Gitte tænkte et sekund.
– For en uge siden ja. Nu ikke længere. Nu er jeg mest nysgerrig på, hvad der sker, når jeg siger, hvad jeg har på hjerte.
– Og hvad er det?
– At jeg ikke gør det mere. Hvis vi skal bo sammen, må vi gøre det på en ny måde. Jeg vil have mine weekender, hvor jeg kan lave andet end rengøring. Jeg vil gå mine ture, sove længe, kun have gæster, når jeg har lyst. Jeg vil, at vi aftaler tingene som voksne.
Han nikkede, lyttede uden at afbryde.
***
Gitte kom hjem lørdag middag. I lejligheden lå der en tung, stillestående stilhed. Køkkenets vask var fuld af tallerkener, den samme gamle avis på bordet. Der var ikke gjort rent.
Hun gik igennem stuerne. Dynen krøllet i soveværelset, beskidt håndklæde på gulvet i badet. Tæpper og fjernbetjening slængt.
Søren sad i køkkenet med te og mobil.
– Nå, du er kommet.
– Det er jeg.
– Ved du, hvor meget bøvl du lavede?
– Ja, Søren.
– Mor er stadig sur. Festen var spoleret. Jeg vidste ikke, hvor noget var.
– Jeg skrev det hele, lagde en seddel.
– Men du forlod os! Med en seddel.
– Jeg tog væk. Som lægen sagde. Kan du huske, jeg fortalte dig om hjertet?
Han svarede ikke.
– Det gør man bare ikke. Ikke til fødselsdag.
– Søren, jeg tager ikke fat i rengøringen i dag. Jeg pakker ud. Tager et bad. Så snakker vi.
Han så på hende som om hun talte tysk.
***
To dage før samtalen lavede hun en oversigt. Fordeling af husarbejde, ingen gæster over tolv uden aftale, separat økonomi (hun stopper med at bruge hele sin årsløn på fælles ting uden at diskutere det). Retten til årligt ophold, ikke bare på et tidspunkt.
Hun lagde papiret foran Søren.
Han stirrede længe.
– Det er et ultimatum?
– Det er mine betingelser. Hvis vi begge skal have det godt.
– Du kunne bare have sagt det. Ingen krav.
– Jeg sagde det mange gange. Jytte krævede, du sagde ikke noget, og når ingen protesterer, fortsætter det. Nu skal det stoppe.
– Jeg kan ikke leve efter skema.
– Så ved jeg ikke, om vi kan fortsætte sammen, Søren.
Han blev vred. Gik frem og tilbage.
– Du presser mig!
– Nej. Jeg siger sandheden. Jeg kan ikke mere.
– Min mor går faktisk op i dig.
– Hun skrev tre beskeder. Ikke én handlede om, hvordan jeg havde det.
Søren blev tavs.
***
De snakkede i dagevis. Søren skummede og småtie om hinanden. Jytte kom forbi, sad i stilhed, drak te, stirrede på Gitte.
– Du er blevet anderledes, sagde hun.
– Jeg er slidt op, Jytte.
– Alle bliver trætte. Livet er hårdt.
– Nej, ikke alle. Nogle bliver mere trætte, fordi de bærer mere og længere. Det er ikke bare sådan er livet.
Hun gik efter sin te. Gitte vidste ikke, hvad Jytte tænkte. Noget hårdt, eller noget uudtalt.
***
De blev skilt i februar. Ikke med drama, bare underskrifter. Søren beholdt lejligheden (den var hans), Gitte fik lidt penge for det, hun havde lagt i under årene.
Hun lejede en lille to-værelses på nabovejen. På anden sal, vindue mod gården. Katten fra opgangen begyndte at komme op til hende, en stor, rødstribet og hjemløs. Hun fodrede den, og snart blev den boende.
Om foråret fik hun nyt arbejde stadig bogholder, men i en større virksomhed, med bedre løn og ordentlige arbejdstider. Hun stoppede med kun at lægge penge til side for en sikkerheds skyld, og begyndte at unde sig selv lidt. Hun købte frakken hun havde kigget på i tre år. Og en ægte kaffemaskine.
Hver tredje måned tog hun forbi Kirsten på klinikken. Tallene var gode.
– Meget bedre, Gitte. Hvad har du ændret?
– Mange ting, sagde hun og smilede.
Peter ringede i december, som han lovede. De snakkede længe. Han var god til at lytte, sagde: Jeg synes du er sej, på en rolig måde helt uden det der påtvungne du er jo så dygtig.
De begyndte at mødes lidt. Han kom ind til byen, de gik på cafe, i biografen, en enkelt gang på museum (det var fjorten år siden sidst for hende). Det var rart, uden sådan at man følte, man skulle præstere noget hele tiden.
En dag inviterede han hende ud til kaninerne på landet.
– Det er alligevel noget særligt, sagde hun og grinede.
– Det er det vigtigste, svarede han. Ikke alle får lov at møde kaninerne.
***
Et år senere. Oktober igen. Det blæser stadig blade hen over asfalten, men foran et andet vindue, i en anden lejlighed.
Gitte Andersen sidder ved sit lille køkkenbord, drikker kaffe fra sin dyre maskine. Katten ligger på bordet, hovedet på hendes lår.
Telefonen ringer. Hun kigger. Det er Søren. Hun tager den først ikke. Så alligevel.
– Hej, Søren.
– Hej Gitte. Hvordan går det?
– Fint. Hvad så?
– Ikke noget. Ville bare sige… Mor holder fødselsdag… eller noget rundt, ved ikke… Og Lotte sagde, ingen kan lave sylte som dig.
Gitte kigger ud på gården, på træerne. Det er det samme, men alligevel ikke.
– Søren, nej.
– Jamen, det er jo for mors skyld…
– Nej, Søren. Ikke fordi jeg er sur eller fornærmet. Bare nej.
Han er stille.
– Er du glad? spørger han ud af det blå. Hans stemme er mærkelig, ikke vred, bare rolig.
Gitte tænker et sekund.
– Ja, Søren. For første gang længe.
– På grund af en anden?
– På grund af mig.
Lidt stilhed.
– Okay, siger han roligt. Det er forstået.
– Vi ses, Søren.
– Hej, Gitte.
Hun lægger på. Katten løfter hovedet, kigger på hende, lægger sig til rette igen.
Det ringer på døren. Peter havde sagt, han kom og spiste til frokost. Hun går ud og åbner.
– Hvordan går det? spørger han allerede fra dørtærsklen. Det er altid hans første spørgsmål.
– Godt, siger hun. Kom ind, kaffen er stadig varm.
Han lukker døren bag sig. Katten snuser.
Efteråret præcis som sidste år, men alligevel helt nyt.
