Verner Juul stod midt i den rummelige stue i lejligheden på Østerbro. Det bløde lys faldt ind gennem de store vinduer, og han betragtede sin kone med nedladende øjne. Han følte sig, som om han netop havde trukket hovedgevinsten i lotteriet. Som halvtredsårig mand syntes han, at han var på toppen af form, og de store forandringer i hans privatliv gjorde ham kun mere sejrssikker.
— Lad os springe dramaet over, Jytte, — sagde han med en blød, let formynderisk stemme, mens han knappede jakken. — Vi er voksne mennesker. Jeg har mødt en anden kvinde. Måske har du gættet det, måske ikke. Kort sagt: hun er tredive, og vi har ægte følelser for hinanden. Jeg gider ikke føre dobbeltspil, så jeg siger det lige ud. Vi skal skilles, og fra i dag bor vi ikke sammen længere.
Den femogfyrreårige Jytte Holm sad i en læderstol. Hun var en flot, selvsikker kvinde, og hun begyndte hverken at vride hænder eller lede efter hjertedråber. Hun skændtes ikke. I stedet tog hun roligt en slurk kaffe af sin porcelænskop og ventede på, at han fortsatte. Hendes ro lagde et svagt pres på Verner, men han samlede sig hurtigt.
— Lejligheden er min, som du ved. Den er min før ægteskabet, — sagde han og trykkede på det sidste ord, som om han slog et søm i. — Jeg er ikke et udyr, så jeg smider dig ikke ud midt om natten. Du får to dage til at pakke. Hele weekenden er din. Jeg kører med Iben ud på landet, så du kan få ro til at flytte dit lort. Mandag morgen kommer vi forbi. Hun gider hverken se dine tårer, dine hysteriske anfald eller mærke din dårlige energi i hjemmet. Du når vel at rydde territoriet?
— Inden mandag? — spurgte Jytte roligt. — Ja, det kan jeg godt. To dage er rigeligt.
Verner nikkede tilfreds. Han kunne godt lide, at skilsmissen forløb så civiliseret. Han havde altid betragtet sig selv som en generøs mand.
Men Verners generøsitet stoppede altid, hvor hans egne penge begyndte. I alle femten års ægteskab havde han aldrig ladet en lejlighed gå fra sig, hvor han ikke mindede Jytte om, at hun var flyttet ind på „hans territorium“.
Problemet var bare, at territoriet for femten år siden havde været en kedelig betonkasse med tre værelser, hvor der næsten ikke stod møbler og slet ikke var hyggeligt. Dengang havde Verner stolt proklameret, at det vigtigste var kvadratmeterne, og at man sagtens kunne sove på en madras. Han var patologisk nærig, når det kom til hjemmet. Alle sine egne penge gemte han til dyre biler, som han til gengæld var smart nok til at sætte i sin mors navn.
Elsebeth Bille.
Jytte var en kvinde med god indkomst og fremragende smag. Hun havde ingen planer om at leve i spartanske forhold. Hun ville have komfort. I løbet af de første måneder af ægteskabet indrettede hun hele lejligheden fra top til tå – for sine egne penge.
Det var hende, der bestilte møblerne og det italienske køkken i klassisk stil, som aldrig ville gå af mode. Det var hende, der valgte de gode hvidevarer, betalte for det dyre parket, købte lysekronerne og fik syet tunge gardiner, der passede perfekt til indretningen.
Så fik Jytte en hobby: antikviteter. Gennem hele ægteskabet købte hun smukke, ældre ting. Verner rullede bare øjnene og sagde: „Dine penge, dine støvsamlere. Bare leg. Jeg skal sgu ikke have de der museumsgenstande.“
Alligevel bad han sin mor om at komme i weekenden, mens Jytte skulle pakke.
— Mor, vi skal skilles. Det bliver civiliseret. Men sørg lige for at holde øje med Jytte, så hun ikke tager mere med, end hun skal, fra mit hjem.
— Selvfølgelig, Verner. Jeg står altid på din side, — sagde Elsebeth.
Men skæbnen elsker ironi. Lørdag morgen, da svigermoderen skulle tage af sted til sønnen, fik hun pludselig for højt blodtryk. Der måtte tilkaldes ambulance, og lægerne lagde hende under strengt orden: hun skulle blive i sengen. Kontrolløren var ude af spillet.
Verner stod i mellemtiden og pakkede sin lædertaske, mens han gav sin kone de sidste instruktioner.
— Hør her, Jytte, — sagde han og stoppede midt i entreen for at se på sine fire vægge. — Du tager dit tøj, din makeup og dine små vaser. Men lad være med at ødelægge noget.
Jytte lænede sig mod dørkarmen med armene over kors.
— Hvad mener du med at ødelægge noget?
— De indbyggede hvidevarer skal du ikke pille ved. De er monteret til det her køkken, så de er en del af min lejlighed. Ovnen, opvaskemaskinen – alt bliver, hvor det er. Jeg er vant til dem. Og den der antikke kommode i soveværelset skal også blive.
— Kommoden? — Jytte løftede øjenbrynet. — Du kaldte den brænde.
— Iben kan lide den, — afskar Verner. — Hun er helt vild med indretningen. Hun siger, jeg har fremragende smag. Så lad være med at ødelægge stemningen.
Iben var faktisk helt vild med indretningen. Den trediveårige kvinde arbejdede som receptionschef på en skønhedsklinik og troede oprigtigt på, at hun havde vundet det store lotteri. Verner virkede på hende som en rig, solid æstet. På alle billeder i hans sociale medier stod han afslappet i en læderstol, foran dyre malerier eller lænet op ad netop den udskårne antikke kommode. Iben var sikker på, at hun flyttede ind i et luksushjem hos en rig mand, der ville give hende et sorgløst liv.
— Som du siger, Verner, — gled et koldt smil hen over Jyttens læber. — Jeg tager kun mit.
— Godt piger. Hvor er det dejligt, at vi kan skilles uden skandale. Jeg har altid vidst, du var intelligent og ikke ville løbe hovedet mod muren. Du behøver ikke aflevere nøglerne. Jeg skifter bare låsen på mandag.
Han tog sin taske og gik ud ad døren, med en forventning om triumferende at vende tilbage til lejligheden med sin nye kone.
Da Verner var ankommet med Iben til et spa-hotel nord for København, fik han en besked fra sin mor.
„Verner, jeg kan ikke få fat på dig. Mit blodtryk er eksploderet. Ambulancen var her. Jeg kan ikke tage ud til dig og holde øje med Jytte.“
Verner svor indvendigt. Han kunne og ville ikke aflyse opholdet med Iben. „Hun tager ikke noget. Hun er ikke sådan en,“ tænkte han og skrev et hurtigt svar til moren om, at hun skulle passe på sig selv.
I mellemtiden, straks efter Verner havde forladt lejligheden, ringede Jytte til et nummer, hun havde fundet frem allerede om fredagen.
— Hallo, det er Jytte. Jeg ringede tidligere. Ja, samme adresse. I kan komme om en time. Jeg skal bruge den største vogn, I har. Ja, med værktøj. Der skal skilles en del ad.
Derefter bekræftede hun bookingen af et opbevaringsrum til sine ting. I løbet af de to dage, hendes eksmand havde givet hende til at flytte, var der ingen chance for at finde en god og tom lejlighed til langtidsleje i København. Jytte besluttede derfor at bo hos sin mor i første omgang, mens hun ledte.
Ved middagstid kom seks stærke mænd i arbejdstøj ind i lejligheden. Med dem var en professionel elektriker og en møbelsnedker, der havde specialiseret sig i at skille møbler ad og samle dem igen.
— Hvor begynder vi, fru Holm? — spurgte formanden og så på opgavens omfang.
— Vi begynder med det hele, — svarede Jytte roligt. — Vi tager facaderne af køkkenet. Vi fjerner kogepladen, ovnen, emhætten, mikroovnen og opvaskemaskinen. Derefter møblerne i stuen og soveværelset. Antikviteterne skal pakkes i tre lag bobleplast, og jeg vil personligt tjekke hvert hjørne.
Arbejdet gik i gang. Lejligheden blev fyldt med lyden af skruemaskiner og knitren fra pakketape. Det var ikke et hysterisk optrin fra en krænket hustru. Det var en præcis, koldblodig logistisk operation. Jytte styrede processen med en generals elegance.
Fra vinduerne forsvandt de tunge fløjlsgardiner, fra væggene blev malerierne taget ned. Elektrikeren koblede de dyre lysekroner og væglamper af og efterlod i stedet nøgne pærer.
Det italienske parket knirkede under de tunge arbejdsstøvler, mens flyttemændene bar lædersofaen, skabene, den udskårne kommode og de hvidevarer ud. Lejligheden mistede hurtigt sin glans og forvandledes tilbage til den samme ekkoende, nøgne betonkasse, som den havde været for femten år siden.
Lørdag aften var den store lastbil parkeret udenfor propfuld. Formanden tørrede sveden af panden og gik op i lejligheden en sidste gang. Jytte stod midt i det tømte, udrensede køkken.
— Fru Holm, — sagde han forpustet. — Der er et problem. Vi kan ikke få en tændstikæske mere ind i vognen. Den er fyldt til røret, og vi fik næsten lukket bagdørene. Vi har stadig spisebordet og en taburet. Skal vi ringe efter endnu en vogn for dem?
Jytte så på det solide træbord og den ensomme taburet ved siden af.
— Nej, det skal I ikke, — smilede hun. — Lad dem blive. Det er min afskedsgave til de nygifte. De skal jo have noget at bygge deres lyse fremtid på.
Hun kastede et sidste blik på de nøgne vægge med de dinglende ledninger, og så gik hun ud og lukkede døren bag sig.
Mandag morgen var solen fremme. Verner parkerede bilen uden for ejendommen, åbnede galant døren for Iben og hjalp hende med kufferterne. Hun var klar til at træde over tærsklen som den nye frue i den glamourøse lejlighed.
— Så er vi hjemme, skat, — sagde Verner højtideligt og drejede nøglen i låsen.
Han flåede døren op og lod Iben gå foran.
Hun tog to skridt ind i entreen. Klik-klak. Lyden af hendes hæle gav et skarpt ekko i den tomme lejlighed.
Iben frøs. Verner, som gik lige bag hende, stødte ind i hende og løftede irriteret blikket. Så satte ordene sig fast i halsen på ham.
Foran dem lå en fuldstændig tom lejlighed. I stuen var der hverken møbler, fjernsyn, malerier eller gardiner. I stedet for en overdådig krystallysekrone dinglede en nøgen pære fra loftet. Fra soveværelset gabte tomheden: ingen seng, ingen antik kommode, som Iben havde været så begejstret for.
Verner styrtede i chok ud i køkkenet. Der, hvor det dyre italienske køkken med indbyggede hvidevarer havde stået om fredagen, var der nu bare vandrør, der stak ud af væggen, og sorte stikkontakter.
Midt i den ekkoende tomhed stod ét enkelt bord og én taburet. På bordet lå Jyttens nøgler.
— Verner… — Iben stemme knækkede og blev til en tynd hvisken. Hun vendte sig langsomt mod ham. Ansigtet var forvredet i en blanding af vantro og voksende raseri. — Hvad er det her? Hvor er alt?! Hvor er møblerne? Hvor er hårde hvidevarer?!
— Jytte… — var alt, den lamslåede mand kunne få frem, mens han lod blikket glide fra gulvet til de tomme vægge.
— Du sagde, at lejligheden var fuldt møbleret! Du sagde, vi skulle bo i komfort! Skal vi sove på den taburet på skift? Så bestil nye møbler med det samme!
Verner slugte tungt. Han vidste udmærket godt, at han ikke havde penge til nye møbler i samme klasse. Alle hans opsparede penge var låst fast i bilen, der stod i morens navn, og der var stadig to uger til lønning. For at møblere en treværelses lejlighed, selv med de billigste skabe og senge, skulle han ud og tage et kæmpe banklån. Og i nat skulle de enten sove på gulvet her eller køre ind til Ibens lille lejede etværelses.
Verner lænede sig mod væggen. Han huskede Jyttens ord fra deres sidste samtale: „Jeg tager kun mit.“
Og hans ekskone havde holdt ord. Hun havde ikke rørt hans vægge. Hun havde kun taget det, der tilhørte hende.
Ved I, jeg har altid moret mig oprigtigt over de der papirspinen fra billige melodramaer. „Åh, han har fundet en anden! Jeg pakker lige min håndtaske, løfter hovedet stolt, tørrer en tåre og går ud i solnedgangen, mens jeg lader dem beholde alt det, jeg selv arbejdede for.“
Hvorfor fanden skulle en voksen, etableret kvinde sponsorere andres lykke? Stolthed er ikke at gå med én kuffert og i generøsitet forære eksmanden sin komfort. Stolthed er at tage sit eget, købt for sine egne hårdtjente penge, og lade narren beholde præcis det, han reelt fortjener. Verner var så stolt af sine „førægteskabelige kvadratmeter“? Værsgo. Jytte gav ham betonkassen tilbage i original stand. Nyd det, unge mennesker.
