– Saml dit ragelse og skrid, inden Kirsten kommer hjem.
Den skarpe, næsvise kvindestemme ramte Kirsten midt i entreen. Hun nåede ikke engang at få skoene af, før kroppen stoppede fuldstændig, som om nogen havde trukket stikket ud.
Hun var løbet hjem midt i arbejdsdagen for at hente sit glemte pas. I aften skulle hun og Klaus betale den sidste, afgørende rate for franchisen på deres eget familiebageri. Det havde været deres fælles drøm i tre år. De havde sparet hver en krone, undertiden på grænsen til det desperate, og de havde ikke brugt en øre på sig selv. Uden Kirstens pas ville notaren ikke kunne godkende dokumenterne.
Men i stedet for en tom lejlighed mødte hun fremmede stemmer. Klaus og den kvinde sad i køkkenet med lukket dør og skændtes så højt, at de ikke hørte gadedøren.
– Vent nu lige, sagde Klaus. Hans stemme lød dæmpet og underligt presset. – Vi havde en aftale. Giv mig lidt mere tid. Hun ved ingenting.
– Tiden er gået, skat, fnøs kvinden. – Enten løser du problemet i dag, eller også fortæller jeg hende det hele. Jeg er træt af at gemme mig i kroge og vente på, at din kone skal indse, at der er noget, der tilkommer mig.
Kirsten følte, at al blodet forlod kroppen. Benene blev som vat, og luften i entreen var pludselig en mangelvare. På et sekund gik tre års planlægning og drømme i opløsning. Klaus havde en anden kvinde. Og den kvinde krævede handling og lagde beslag på noget, hun mente var hendes.
Kirsten kunne ikke brase ind i køkkenet og få en scene ud af det. Hun havde ingen kræfter. Panikken lammede hende. Men hun kunne heller ikke lade være med at tage passet. Uden det ville aftalen falde til jorden.
Hun rakte lydløst ud, greb passet fra kommoden i entreen, lukkede gadedøren sagte og løb ned ad trappen.
Udenfor kom hun lidt til sig selv. Den første panik blev erstattet af en tung, isnende vrede. Hun havde ikke tænkt sig at lave en scene uforberedt. Hun fandt telefonen frem og ringede til sin storesøster, Mette.
– Mette, kan du tale? Kirstens stemme knækkede alligevel.
– Kirsten, hvad er der galt? Du lyder som et vådt tæppe.
– Jeg kommer. Bare bliv hjemme.
Tyve minutter senere sad Kirsten ved Mettes køkkenbord og krammede en lunken kop kamillete. Mette lyttede tavst og rystede indimellem på hovedet.
– Sikke en klaphat, sagde Mette, da Kirsten var færdig. – Og hvor romantisk han kunne være. Bageri, familievirksomhed, fælles projekt. Og så slæber han en anden kvinde ind i hjemmet, mens du knokler. Hvem tror du, hun er?
– Jeg aner det ikke, sagde Kirsten. – Jeg så ikke engang hendes ansigt, men stemmen… Den virkede bekendt. Fræk og selvsikker. Og hun snakkede om noget med ejendom. Mette, tror du, han vil tage min del af forretningen? Vi har lagt alle pengene på hans konto, fordi det var lettest.
– Stop, ingen panik, sagde Mette og slog flad hånden i bordet. – Først skal vi have styr på pengene. Men vi skal også finde ud af, hvem hun er. Klaus arbejder i autoværkstedet, ikke? Er der nogen kvinder der?
– Der er næsten kun mænd. Han er værkfører. Den eneste kvinde er bogholderen… Jo, Pernille! Hans kusine, som flyttede til København for tre år siden.
– Pernille? sagde Mette og løftede øjenbrynene. – Det ville da være mærkeligt. Hvorfor skulle en kusine sige “tag dit ragelse og skrid”? Det er sgu da en elskerinde. Kirsten, det her er alvor. Lad os få ringet til Ditte. Hun arbejder i banken. Hun kan fortælle os, hvordan vi spærrer kontoen, inden din kære ægtemand går i banken med sin nyeste veninde.
Mette skyndte sig at ringe til Ditte, deres gamle veninde fra skolen. Ditte hørte opmærksomt med på højttaler og konkluderede:
– Piger, hvis kontoen står i Klaus’ navn, kan Kirsten intet gøre uden hans underskrift. Men der er en ting. I har lavet en forhåndsaftale om franchisen, ikke? Der står begge jeres underskrifter. Hvis Klaus trækker pengene ud uden at gennemføre handlen, kan sælgerens advokater sagsøge ham for aftalebrud. Kirsten, du skal tale med deres jurist hurtigst muligt. Men den vigtigste opgave er at finde ud af, hvem kvinden er.
Lige i det øjeblik ringede Kirstens telefon. På skærmen stod der “Klaus”.
Kirsten tog en dyb indånding, kæmpede for at lyde normal og tog opkaldet.
– Kirsten, hvor er du? Klaus lød nervøs. – Jeg er kørt forbi notaren. Han venter om en halv time. Nåede du ind efter passet?
– Ja, jeg har det i tasken, sagde Kirsten og bevarede roen, mens hun kiggede på Mette. – Jeg kommer nu. Vi ses ved indgangen.
– Perfekt, jeg venter. Klaus lagde på.
– Kør af sted, sagde Mette. – Lad som ingenting. Skriv under. Hvis pengene ryger i forretningen, kan elskerinden ikke få fingrene i dem uden videre. Og vi finder ud af, hvem hun er.
Ved notaren stod Klaus med en buket krysantemum. Han smilede og lignede en, der ikke havde en bekymring i verden, hvilket gjorde Kirsten endnu mere rasende. Hvordan kan han bare spille skuespil? Hun skrev under på alle papirerne. Handlen gik igennem. Franchisen var købt, det første skridt mod målet var taget. Men der var ingen glæde. Kun kold, beregnende vrede.
Om aftenen undskyldte Klaus sig med akutte sager på værkstedet og kørte. Kirsten vidste, at det var hendes chance. Klaus havde en gammel bærbar computer i garagen, hvor han ofte gemte sine arbejdskontakter og private arkiver. Hun tog en taxa ud til garageanlægget. Undskyldningen var simpel: hun skulle hente vinterdæk til Mettes bil.
Der lugtede af motorolie. Kirsten fandt den gamle computer, tændte den og stivnede. På skrivebordet lå en åben messenger-besked. Klaus havde glemt at logge ud.
Den sidste samtale var med en “Jytte B.” Men profilbilledet var umiskendeligt: det var Jytte Bjerregaard, Klaus’ ekskone, som han var gået fra længe før Kirsten. Jytte havde altid haft et skarpt øje for andres succes og en sjælden evne til at misunde. Da de blev skilt, havde Klaus givet hende næsten alt for at slippe af med hende. Men tilsyneladende havde hendes grådighed ingen grænser.
Kirsten begyndte at scrolle opad i samtalen, og billedet ændrede sig med ét.
“Du lovede, at du ville betale min andel af lejligheden tilbage, så snart I startede forretningen!” skrev Jytte i mellemtiden. “Jeg er ligeglad med din Kirsten. Hvis du ikke overfører en million i dag, går jeg til skifteretten i morgen og kræver en deling af vores tidligere fællesbo. Fristen er ikke udløbet. Min advokat siger, at vi kan få spærret dine konti. Så lukker jeres bageri, før det overhovedet åbner.”
Klaus havde svaret: “Jytte, hav nu skam i livet. Jeg gav dig bilen og hele vores opsparing, da vi gik fra hinanden. Lejligheden købte vi sammen, men du lagde ikke en krone. Jeg har hjulpet dig, så længe jeg kunne. Lige nu er hver en øre bundet op i bageriet. Giv mig et halvt år, så begynder jeg at betale din million af i rater.”
“Nej, i dag!” var Jytters sidste besked. “Ellers møder jeg op på hendes arbejde og laver et sceneshow. Saml dit ragelse fra garagen og forsvind fra mit liv, men betal mig, hvad du skylder!”
Kirsten læste beskeden to gange. Verden vendte fuldstændig rundt. Der var ingen elskerinde. Det var beskidt, skamløs afpresning fra en ekskone, der havde hørt om den store investering og ville tjene på Klaus’ juridiske uvidenhed.
Og Klaus, den dumme, stolte mand, havde bare prøvet at skåne Kirsten fra mareridtet og løse problemet alene. Derfor havde han mødtes med Jytte hjemme hos sig selv for at aflevere gamle dokumenter vedrørende lejligheden – han håbede tilsyneladende at kunne bevise, at han havde ret.
Kirsten lukkede computeren. Hele dagens anspændthed slap taget. Til gengæld kom der en ny beslutsomhed. Jytte handlede ud fra smålig misundelse over deres nye, lykkelige liv. Kirsten havde ikke tænkt sig at lade den kvinde ødelægge deres familie.
Hun ringede til Mette.
– Mette, aflys elskerinde-jagten. Det er værre. Klaus’ ekskone er dukket op og afpresser ham.
– Jytte? Den igle? hvæsede Mette. – Hvad sagde jeg? Dittes mand, Anders, er advokat og skarp til familieret. Har du taget skærmbilleder? Så skynd dig hjem. Vi tager hende under behandling.
To dage senere inviterede Kirsten selv Jytte til et lille cafeteria i udkanten af byen. Klaus vidste intet.
Jytte gled ind ad døren med markante hofter og et overlegent smil. Kirsten sad helt stille.
– Nej, nu kommer konen selv, sagde Jytte og satte sig over for hende. – Har Klaus endelig fortalt sandheden?
– Klaus har intet fortalt. Kirsten lagde roligt en tyk mappe på bordet. – Det her er en udskrift af dine beskeder til min mand. Det kaldes afpresning. Og det her er en kopi af min ægtepagt med Klaus, plus en udskrift fra tingbogen.
Lejligheden, du kræver din andel af, blev købt af Klaus, før du to blev gift. Den blev finansieret af salget af hans daværende ejerlejlighed. Du står ikke engang som beboer der. Min advokat har tjekket alle papirer. Der er ikke en domstol i Danmark, der kan beslaglægge hans personlige ejendom, og du får ikke en krone. Du bløffede, Jytte.
Jytters ansigt blev med det samme bittert og forvrøvlet.
– Tror du, du er klog? hvæsede hun.
– Jeg tror, jeg er velinformeret, svarede Kirsten roligt. – Og hvis du nogensinde kontakter min mand igen, sender ham en eneste besked eller så meget som viser dig i nærheden af vores bageri, så ryger den her anmeldelse direde til anklagemyndigheden. Juridisk set er du en torne i siden. Du er ingenting. Og du forsvinder fra vores liv lige nu. For altid.
Jytte snuppede tasken, rejste sig og stormede uden et ord ud af cafeteriaet. Selv hun kunne godt forstå, at kampen var tabt.
Om aftenen lavede Kirsten en ordentlig festmiddag. Da Klaus kom hjem, træt og med mørke rander under øjnene, tog hun imod ham med et kram og lagde den samme mappe på bordet.
– Kirsten… hvad er det? Klaus stirrede forvirret på papirerne.
– Jeg ved alt, Klaus, sagde Kirsten blidt. – Om Jytte og om hendes trusler. Jeg hørte jeres samtale, da jeg hentede passet. Først troede jeg det værste, men vi fik det hele opklaret. Jytte er afklaret. Hun kommer ikke til at genere os mere. Advokaten har tjekket alt; hendes krav er en skrøne.
Klaus var stille et par minutter. Så gemte han ansigtet i hænderne. Da han løftede hovedet, var der taknemmelighed og lettelse i øjnene.
– Tilgiv mig, sagde han lavt. – Jeg er en idiot. Jeg ville ordne det selv. Jeg ville ikke trække dig ind i det. Jeg var bange for, at du ville tro, at jeg havde noget for mig selv.
– Vi er en familie, Klaus, sagde Kirsten og smilede. – Fra nu af løser vi alting sammen. Ingen hemmeligheder.
To uger senere åbnede deres bageri. Kirsten stod selv bag kassen, Klaus stillede nybagte boller op i disken, og Mette og Ditte hjalp til med at tage imod de første kunder. Om aftenen var alt brød udsolgt, og Kirsten satte sig for at gøre regnskabet op. Klaus stillede sig bag hende og lagde hænderne på hendes skuldre.
– Nå, min skat, er vi kommet i plus?
Kirsten talte pengene, lagde dem i kassen og smilede.
– Vi er i plus, Klaus. Nok til huslejen næste måned, og så er der endda lidt til overs. Skriv til Mette, hun og Ditte skal sgu komme forbi og fejre det med os i aften.
