For mange år siden, da vi boede i en lille lejlighed på Nørrebrogade i København, husker jeg tydeligt den mærkelige aften, hvor døren pludselig gik op for en fremmed.
“Lad mig få din mand? Alt er dit!” sagde min hustru med et glimt i øjet til den ukendte kvinde, der stod i fællesdøren.
Jeg havde lige afsluttet en telefonsamtale med min gamle veninde Lærke, som havde fortalt mig i detaljer om hendes svigermors fødselsdagsfest, så morsomt at jeg næsten grinede som om jeg så en komedie på fjernsynet.
Jeg gik hen til døren, kiggede gennem kikkerten og blev overrasket. Jeg havde forventet at se den velkendte nabo, for fremmede kom sjældent ind i vores trygge bygning. I stedet stod der en ung kvinde, jeg aldrig før havde set.
Jeg besluttede mig for ikke at åbne bedre at holde afstand til fremmede, især i en tid hvor svindlere lurer overalt. Jeg har altid haft reglen: ingen snak med ukendte. Svindlere udnytter godtroenhed, men jeg hører ikke til deres målgruppe.
Jeg tog telefonen igen for at fortsætte snakken med Lærke, men dørklokken lød endnu en gang. Den ukendte kvinde stod ved døren, stædig og overbevist om, at der var nogen hjemme, og insisterede på svar.
Jeg var alene; min mand Søren var ude hos en kammerat for at hjælpe med haven. Jeg vendte mig mod døren, så igen gennem kikkerten og betragtede den fremmede med større opmærksomhed.
Der var noget både mærkeligt og komisk ved hende, men jeg mærkede ingen trussel.
“Hvad kan der så ske, hvis jeg åbner, og beder hende gå?” tænkte jeg. “Måske er hun bare faret vild eller har noget at sælge.”
Jeg gik hurtigt til handling, åbnede døren, og kvinden stod straks oprejst, fløjter håret nervøst, før hun begyndte at tale.
“Hej! Er du Kirstine?” spurgte hun, mens hun legede med et tørklæde om halsen. “Selvfølgelig er jeg det hvorfor spørger du?”
Det var overraskende, for svindlere bliver jo snedige, men hun vidste endda mit navn.
“Hvem er du, og hvad vil du? Du har ringet i fem minutter. Jeg har ikke inviteret dig, så fortæl mig, hvad du vil, eller gå!” sagde jeg fast.
“Hvor er Søren?” spurgte den fremmede, og jeg mærkede mistanken vokse.
“Det er noget!” tænkte jeg. “Hun kender min mands navn hun må være en forberedt svindler.”
“Er du her for Søren?” spurgte jeg, selvom jeg egentlig ville sige noget andet.
“Nej, jeg ville tale med dig. Men hvis Søren er hjemme, bliver det sværere for mig,” svarede hun roligt.
“Hvorfor bliver det sværere?” undrede jeg mig, mens min nysgerrighed steg.
“Har du ikke, hvad du søger?” spurgte jeg til sidst.
“Måske skulle vi gå indenfor. Det er svært at tale om sådanne ting i gangen,” foreslog hun, og hendes selvsikkerhed voksede.
“Under ingen omstændigheder! Jeg lader ingen ukendte i mit hjem. Sig, hvad du vil, og gør det hurtigt,” svarede jeg.
“Vil du virkelig tale om detaljerne i min relation til Søren her, foran naboerne?” sagde hun med et smil.
“Øh?” råbte jeg, min stemme lød højere end jeg ville have.
“Lad mig vide, om alt er i orden, Kirstine. Hvorfor råber du?” spurgte Fru Jensen, naboen, som netop trådte ud af elevatoren.
“Åh, hej Fru Jensen! Alt er fint. Hvordan er vejret?” forsøgte jeg at aflede opmærksomheden.
“Det ser ud til at begynde at regne,” svarede hun, mens hun stod stille ved døren, tydeligt nysgerrig.
“Kom ind,” sagde jeg tøvende og gestikulerede, så den fremmede kunne gå indenfor.
Inde i lejligheden begyndte hun at kigge sig omkring, hendes blik holdt på forskellige genstande.
“Du har fem minutter. Tal,” sagde jeg og blokerede hendes vej til stuen. “Det her er ikke et museum.”
“Mit navn er Thyra,” begyndte hun, fjernede tørklædet og jakken. “Søren og jeg er forelskede.”
“Det er så gammelt! Kunne du ikke fundet på noget mere originalt?” afbrød jeg med et sarkastisk smil.
“Hvad er så så gammelt? Folk forelsker sig det sker. Du er ikke den første kone, hvis mand drager afsted,” svarede Thyra selvsikkert og prøvede at gå forbi mig.
“Er du sikker på, at han er færdig med mig og nu elsker dig?” spurgte jeg, stadig med et grin.
“Absolut! Hvis det var anderledes, ville jeg ikke stå her,” svarede hun dristigt.
“Min mand kan ingen kærlighed. Så du tager fejl, min ven,” sagde jeg roligt.
“Tror du, jeg tager fejl? Vi arbejder sammen, og siden jeg startede i hans team, har Søren undskyld, Hr. Søren Jensen ikke kunnet holde øjnene fra mig. Han har fortalt mig alt,” erklærede Thyra.
“Virkelig? Det lyder mærkeligt. Hvad vil du så, Thyra?” spurgte jeg, stadig nysgerrig.
“Jeg vil have, at du skiller dig fra ham, så han kan finde lykken,” proklamerede hun beslutsomt.
“Så du vil have, at jeg lader min mand gå, selvom han ikke selv har nævnt skilsmisse? Er du sikker på, at du har den rette mand?” spurgte jeg, nu mere underholdt end vred.
Før Thyra nåede at svare, gik døren op, og Søren kom ind, forvirret over at se en fremmed i gangen.
“Thyra? Hvad laver du her på en lørdag? Arbejde?” spurgte han.
“Nej, jeg er kommet for at hente dig,” svarede jeg med et smil.
“Hente mig? Hvad mener du? Skete der noget på arbejdet?” spurgte han stadig i chok.
“Nej, skat. Hun kom for at tage dig med. Hele vejen,” sagde jeg, mens jeg lo.
Thyra, flov, greb sin jakke og trak sig hurtigt mod døren.
“Skal du gå nu? Hvor er Søren? Jeg vil gerne give ham tilbage med glæde,” drillede jeg.
Men hun var allerede udenfor.
“Hvad betyder det?” spurgte Søren forvirret.
“Du fortæller mig! Hvorfor kom den frække kvinde og krævede skilsmisse, mens hun sagde, at I skulle bo sammen?” spurgte jeg, armene over kors.
“Virkelig?!” udbrød Søren, målløs. “Jeg har ingen idé. Hun opførte sig mærkeligt på arbejdet, men jeg har ikke støttet noget. Jeg lovede dig, at det var slut med de løjer.”
“Godt, for jeg tager ingen nar med mig,” sagde jeg og rystede på hovedet.
“Sindssygt, men kvinder i dag vil gøre alt for at rette op på deres kaotiske liv,” kommenterede jeg, mens jeg rullede med øjnene.
Søren så på mig med tvivl, trak vejret dybt og sagde: “Jeg forstår aldrig, hvad folk forestiller sig. Men det hele er så mærkeligt. Det er heldigt, at du sendte hende væk. Vi har ikke brug for sådanne problemer.”
“Det har du ret i,” svarede jeg med et lille smil. “Jeg vil ikke lade nogen, der tror de kan manipulere vores liv, komme ind uden invitation. Det er vores liv og familie, og jeg vil beskytte den.”
“Selvfølgelig, skat,” sagde Søren, gik hen til mig og omfavnede mig. “Tak fordi du altid står ved min side. Jeg vil ikke have nogen problemer. Jeg er kun din.”
Jeg lagde min hånd på hans skulder, mærkede, at trods den mærkelige hændelse, var vores bånd stærkere end nogensinde.
“Jeg ved det, Søren. Vi klarer alt sammen.”
I det øjeblik følte vi begge, at uanset hvilke uventede udfordringer der måtte komme, så ville vores ægteskab forblive urokkeligt. Den dag kunne intet længere splitte os.
