Du er glemt at spørge mig! Tag imod gæsterne og lad være med at larme! erklærer svigermor til Lærke. Men denne gang får hun sin fortjente omgang.
Hvad mener du, det berører mig ikke? Jeg bor her, lejligheden er også min, så jeg siger nej! Lærke står i døren og forsøger at holde svigermor og hendes gæster ude.
Du er glemt at fortælle, hvem vi skal bosætte og hvor! svarer den frænde Karen højt. Tag bare imod gæsterne og lad være med at larme. Kom ind, Lise, Peter, hun driller bare.
Med de ord smiler den falske kvinde til de medbragte mennesker, skynder sig ind i lejligheden og fører en ældre ægtepar med sig.
Skal jeg slås med jer? spørger Lærke hæsende.
Du behøver ikke slås med nogen, siger svigermor igen med et ubehageligt smil. Hvis Mikkel var hjemme nu, ville du ikke have sagt noget imod vores slægt. Min søn er gæstfri og respekterer sin familie. Du kunne lære noget af ham, når du selv er så uhøflig.
Fem minutter før havde Karen ringet fra indgangen. Hun bad Lærke om at åbne for hende. Lærke trykker uden tøven på intercomknappen og lader svigermoren komme ind, selvom hun ikke forstår, hvorfor hun skal være her, mens Mikkel ligger på sygehuset med blindtarmsbetændelse.
Da Lærke åbner lejlighedsdøren, bliver hun overrasket og irriteret. Ved siden af svigermoren står en mand og en kvinde, som hun aldrig har set før, begge med rejsetasker i hænderne.
Mød min kusine Lise og hendes mand Peter. De er kommet for at besøge familien, forklarer Karen. Hej, svarer Lærke lidt afvisende, forvirret over deres tilstedeværelse og deres tasker.
Jeg har bragt gæster til dig. De skal bo hos jer med Mikkel, siger Karen fortsat. Jeg ville have sat dem ind hos mig, men jeg har allerede min gamle veninde fra Aalborg, Anna, der bor her med sit barnebarn. Så Lærke, tag imod dem. Lise og Peter har sagt ja til at bo hos jer.
Nu, da alle de nye mennesker næsten har invaderet Lærkes hjem, ved hun ikke, om hun skal ringe til politiet for at få dem ud, eller først ringe til sin mand på sygehuset.
Samtidig begynder de uinviterede gæster at pakke deres tasker ud og kigge rundt i lejligheden.
Det er rigtig hyggeligt og rummeligt her. Hvor langt er det til metroen? Vi vil gerne i morgen tage ind til byen, gå en tur og se monumenterne og de gamle bygninger, spørger Lise.
Lærke får ikke sagt et ord, før svigermoren svarer for hende.
Ikke langt. Cirka ti minutters rolig gang. Vi valgte denne lejlighed med min far, så der er både park, metro og supermarked i nærheden, siger Karen stolt.
Flot arbejde, Karen! I har både ordnet uddannelse og bolig til Mikkel, fortsætter Lise, som om Lærke ikke var til stede.
Jeg ringer til Mikkel. Det er uacceptabelt, at I opfører jer sådan! udbryder Lærke, som ikke kan holde smilet tilbage.
Ring endelig. Lad ham blive glad for, at hans tante og onkel er her, selvom han ikke kan tage imod dem lige nu, svarer svigermoren med en skarp tone, mens hun ser på slægten.
Lærke ringer til Mikkel, som for to dage siden fik en operation. Han svarer ikke, sikkert fordi han sover efter smertestillende. Hun giver op med at ringe igen og tænker, at hun kan prøve senere.
Det er ikke svært for hende at tage imod sin mands slægt, men hvis svigermoren havde spurgt først, om Lærke havde plads, ville situationen have været anderledes. Karen tror, at købet af lejligheden kun er hendes og hendes mands fortjeneste, selvom den blev betalt med et boliglån og en startbetaling fra begge forældres opsparing.
Lærke er træt af Karens holdning. Hun prøver igen at ringe, men kun får en lang tone. Hun giver ikke op, men vil ikke starte en konflikt med sin mand, mens han er på sygehuset.
Så er det slut, mine kære, jeg går nu. Mit hus er også fyldt med gæster, så I må finde jer til rette, siger Karen venligt og går.
Lærke står alene med sine uvelkomne gæster. Hun ved ikke, hvordan hun skal håndtere dem, men vil ikke skrige på sin mand, mens han ligger i seng.
I behøver kun et sted at sove, så lad os bare sove her, siger gæsterne.
Endelig ringer Mikkel tilbage og spørger, hvordan det går.
Det er et mareridt! svarer Lærke fra altanen, mens hun lukker døren for at skjule de uinviterede gæster. Din mor har igen gjort ballade! Jeg er i chok!
Hvad er der sket, skat? Jeg har det ikke så godt selv, svarer Mikkel.
Hun har bragt sine fjerne slægtninge ind! Lærke forklarer. Lise og Peter er kommet fra en lille landsby i Jylland, men hun har sat dem i vores lejlighed uden min tilladelse.
Jeg forstår ikke helt. Så du har din mors tante Lise og onkel Peter her? spørger Mikkel.
Ja, de vil bo her, selvom jeg ikke har set dem før. Din mor insisterede på at de skulle bo hos os, så jeg må lade dem blive, indtil de kan tage tilbage. siger Lærke.
Jeg ringer til din mor og beder hende hente dem, så snart som muligt, siger Mikkel beroligende. De er jo fremmede for dig.
Jeg vil ikke have dem her om natten, men så må jeg tage imod dem, fordi de er din familie, nikker Lærke modvilligt.
Lise og Peter får lov at blive i lejligheden. Om morgenen, da Lærke skal på arbejde, spørger de, om de kan låse døren bag sig.
Giver I os nøgler? spørger de. Hvordan kommer vi ind igen?
I kommer ikke tilbage, fordi I ikke skal bo her, svarer Lærke kort og går sin vej.
Karen ringer straks og spørger, hvorfor Lærke ikke gav nøglerne.
Har Mikkel ringet til dig? spørger Lærke.
Ja, men jeg sagde til ham, at du skal byde gæster velkommen, især dine slægtninge, det er din pligt. Så lad ham blive ved med at blive behandlet ordentligt, så han kan komme sig. svarer Karen.
Lærke hænger på, mens hun håber, at de uvelkomne slægtninge en dag forlader lejligheden. Men da hun kommer hjem om aftenen, ser hun en ubehagelig scene i køkkenet.
Peter og Lise sidder ved bordet med pålæg, ost og andre ting, de har fundet i køleskabet. De drikker vin og snakker højt.
Lærke, kan du lave noget hurtigt? Vi er trætte af den kedelige mad. Hvor er din nye komfur? siger Lise med sløret stemme.
Vi har siddet her hele dagen på din bekostning, uden at komme ud, fordi du ikke gav os nøgler, tilføjer Peter, mens han taler sløret.
Lærke går ud i køkkenet, ringer til politiet og fortæller, at fremmede er i hendes lejlighed og nægter at gå.
Karen, hent din drikkende slægt, før politiet kommer, siger Lærke i telefonen. Hvis I ikke flytter ud, bliver I sat i fængsel.
Politiarrangøren kalder en vagthavende, men Lærke får lov at holde dem indtil de forlader stedet. Når lejligheden endelig er fri for de uønskede gæster, sukker Lærke lettet.
Utaknemmelig! Vi har budt dem velkommen, men de opfører sig som de sidste egoister! råber Karen.
Alene tænker Lærke over, hvad hun skal gøre. Hun vil hævne sig på Karen på en måde, hun aldrig vil glemme.
Hun ringer til sin mor.
Mor, kan du give mig telefonnummeret til vores slægtninge i Tønder?
Hvorfor har du brug for dem? spørger moren.
Jeg vil invitere dem til et besøg, så de kan komme og vise Karen, hvad ægte gæstfrihed betyder, svarer Lærke.
Moren ryster på hovedet, men giver nummeret.
Et par dage senere banker Karen på døren og ser en gruppe mennesker, der ligner hjemløse eller skovtrolde, med en stærk lugt af alkohol.
Lærke rykker til side, lader dem komme ind, og siger:
Kom bare ind. Det er mine slægtninge fra landet. De er måske lidt ru, men de kan arbejde hårdt.
Karen bliver afvist og mumler, mens Lærke viser sine gæster rundt.
De kan bo hos jer i et par dage, siger Lærke.
Hvad har du gjort? protesterer Karen.
Jeg er på forretningsrejse, Mikkel ligger på sygehuset. Så som du sagde, at man skal byde gæster velkommen, er det nu min pligt, svarer Lærke.
Karen går ud, mens Lærke lader sine slægtninge blive hos svigermoren. Efter nogle timer ringer Lærke til Karen og siger, at de har fået mange flasker med brændstof med, så de kan holde sig i gang.
Næste dag ringer Mikkel fra sygehuset og siger, at hans mor er meget vred på Lærke og vil ikke tale med hende længere.
Sådan er det! svarer Lærke med et smil. Det var min plan. Måske lærer hun at respektere mig en dag.
Lærke ved, at hendes slægtninge har holdt sig i svigermorens hus i hele ét døgn, og hun føler sig endelig hævet.
