Mit forsinkede ægtemand Jeg blev gift for første gang som femoghalvtreds år gammel. Det er nu fem år siden, vi holdt bryllup i København. Jeg er nu tres årti, og han er femogtres år gammel. Det er ikke mærkeligt i dag kan alverdens ting ske. Men det ekstraordinære er, at det er min første ægteskab og hans også.
Forestil dig, jeg havde aldrig planlagt at gifte mig. Aldrig! Da jeg var omkring tyve, forlod mig min store kærlighed, en mand ved navn Søren. Han gik, mens jeg var fem måneder gravid. I starten ønskede jeg, at livet skulle ende. Men jeg samlede mig, svor, at jeg aldrig ville gifte mig igen. Jeg ville ikke have en ny svindler ved min side, der ville forsvinde ved første chance.
Ordene holdt jeg fast. Datteren voksede, blev gift, fik børnebørn, og jeg bar som en stædig muldvarp et ensomt liv. Mænd kom forbi, men jeg lod mig ikke friste. Når jeg først har besluttet mig, følger jeg kun den ene vej. Ensomheden har gjort mig hård, næsten uden for den typiske kvindelige natur.
Skæbnen er dog en drilsk luring. Jeg vil fortælle, hvordan én mand endelig førte mig til ægteskabet
Da jeg går på folkepension, som de fleste pensionister, kaster jeg mig over haven. Fra mine forældre har jeg arvet et lille sommerhus med en jordlod på landet uden for Aarhus. Jeg tager lokaltoget derhen; turen varer lidt over en time, så jeg tager altid aviskrydset med tiden flyver.
En dag på stationen stiger en ældre ægtepar og en lille, lav mand ind i vognen. Først er der stilhed. Så hører jeg, hvordan konen tøvende siger:
Søren, skal vi ikke besøge børnene og hjælpe dem? Du er jo far
Hans stemme brøler:
Hvad snakker du om, din tåbe?! Skal jeg bukke mig for de idiotser?!
Der følger en kraftig bande på konen og børnene. Jeg løfter blikket, og pludselig står jeg ansigt til ansigt med Søren den samme, der forlod mig mens jeg var gravid. Han er næsten uændret, kun ansigtet er mere rynket og vredt. Han genkender mig ikke, men ser mig og råber:
Hvorfor stirrer du? Vend dig væk eller får du et slag i øjet!
Jeg fryser, kroppen som om den er lammet. Så sker der noget uventet. Den lille mand, der har siddet overfor, rejser sig beslutsomt og stiller sig mellem mig og Søren:
Hvis du fortsætter med at ydmyge kvinder, får du at gøre med mig. En mand, der taler sådan til kvinder, er ingen mand, men en lort. Jeg knækker dig som et får!
Jeg bliver bange; Søren kunne nemt knuse ham. Men han tøver, trækker skuldrene sammen og mumler noget. Pludselig ser jeg, at han ikke er en helt, men en krum ben, der kun kan råbe ud over kvinder. Gennem ham har jeg i hele mit liv brudt mig selv.
Tårene triller ned ad kinderne. Alt passerer som en film i hurtigspoling tredive år på få minutter.
Efter to holde stopper Søren og hans kone af, og jeg brister i gråd. En tomhed og bitterhed fylder mig.
Selv dine tårer gør dit smukke ansigt ikke mindre, siger han med et smil. Nu virker han ikke længere lille. Han er en rigtig mand foran mig. Han hedder Frederik Borup, tidligere soldat.
Så mødes vi. Og pludselig mærker jeg, for første gang i mange år, at jeg vil gifte mig. Jeg vil være elsket.
Det sker.
Frederik og jeg lever lykkeligt sammen. Livet placerer på sin vis alle brikkerne. Alder betyder intet. Selv om efteråret i livet kan bringe kærlighed, som giver sand lykke.
