«Åh, Gud, hvor ser du ud!» råbte manden, da den brændende ildånd kastede sit blik på sin svigermor, og han gav afkald på hende. Et år senere slog hjertet ham, da han mødte hende igen
Rigmor trådte ind i hytten, og mens hun lagde de tunge poser med indkøb på køkkenbordet, hørte hun lyde fra stuen. Hun behøvede ikke at være en seer for at forstå, at Mads igen sad ved computeren.
Igen det der tankspil? tænkte hun modvilligt, da hun så den velkendte grafik på notebookens skærm.
Ja, lad mig være i fred, mumlede han og lod blikket hvile på monitoren.
Den lange arbejdsdag havde talt sit. Rigmor begyndte at pakke varerne ud, hovedet dunede, hun kun ønskede at falde i seng og glemme alt. Mads kiggede ind i køkkenet, gned sig på maven og spurgte:
Skal du give mig mad, eller hvad?
Jo, men først skal jeg koge det, svarede hun og forsøgte at skjule sin træthed.
For resten, mor ringede. På lørdag skal vi til fest. Glem ikke at købe en gave, sagde han, før han gik tilbage til stuen, hvor computeren ventede, og han tog en bid af en skive spegepølse.
Rigmor sukkede tungt. Tankerne om svigermor fyldte hende med uro. Fra første dag havde deres forhold været koldt som vinterhavnens vand. Svigermor fandt altid kritikens grund og så Rigmor som uegnet til sin søn. Rigmor havde engang prøvet at vinde hendes gunst, men indså hurtigt, at det var forgæves. Nu så de kun hinanden ved særlige anledninger.
Mens maden simrede på komfuret, gik Rigmor ud på gården for at tjekke sine høns, gæs og kaniner, som hun selv plejede. Mads hjalp ikke til på gården, men spiste alt, hvad der blev lavet, med stor appetit. Alt dette gjorde hun for ham.
Da hun kom tilbage, så hun Mads med et tilfreds udtryk, mens han slæbte den sidste kotelet ned.
Det er derfor, jeg elsker dig, Rigmor! Du er en fantastisk husmor! råbte han med munden fuld.
Hun smilede, lavede en sandwich, gik i gang med at brygge te og satte sig overfor ham.
Mads, jeg vil have et barn. Vi har været sammen fem år, og du virker stadig ikke klar. Hvorfor? spurgte hun.
Et barn?! Rigmor, vi knap kan få pengene til at række. Jeg har ingen fast indkomst, du bærer alt. Hvilket barn? svarede han irriteret.
Samtaler om børn blev hyppigere. Rigmor havde længe drømt om moderskab, men Mads undveg altid emnet.
Du leder efter arbejde, ikke? Når du får det, ordner alt sig. Bare kom i gang, sagde hun og så håbefuldt på ham.
Jeg vil leve, ikke kun overleve! brummede han og gik fra rummet.
Rigmor holdt sine tårer tilbage, men i soveværelset brød hun ud i gråd. Næste morgen måtte hun stå tidligt arbejdet som lagerarbejder i fabrikken startede tidligt. Mads sad ved computeren hele natten. Rigmor fik næsten ingen søvn og grubler over ægteskabet.
Elskede hun Mads? Ja. Men på seneste tid følte hun, at han udnyttede hendes følelser, og alt ansvar blev lagt på hende. Han var blevet passiv, men hun håbede, at et job og et barn ville vende skæbnen. Drømmene og virkeligheden gik i spænd.
Da alarmen gik, så hun Mads sove i stolen. Hun lagde et tæppe over ham og gik i gang med at gøre sig klar til jobbet.
Hele fredag brugte hun på at finde en gave til svigermor. Hun vidste, at hun aldrig ville blive helt tilfreds, men hun ville ikke møde op med tomme hænder. Lørdag gik de til festen. Så snart hun trådte ind, mærkede hun svigermors kolde blik. Hun havde ikke ventet hende, og Rigmor havde helst holdt sig hjemme. Men Mads insisterede.
På festen var Mads søster med mand og datter. Rigmor tilbragte aftenen ved barnet, men ingen satte hende ved bordet, og ingen gav hende opmærksomhed. Hun gik for at drikke vand, gik ind i køkkenet og fangede et samtale:
Dreng, hvorfor valgte du hende? sagde svigermor. Jeg sagde jo, hun ikke var den rette for dig. Hun er en landsbypige! Du skal ikke tænke på børn med hende!
Men hun står selv for det svarede Mads. Jeg er træt af at se så mange smukke kvinder uden penge og arbejde. Når jeg får et normalt job, finder jeg en erstatning.
Rigmor frøs. Svigermors ord var ikke overraskende, men ægtemandens forræderi knuste hende. Hun gik tavs ud i gangen, tog jakken på og forlod stedet. Tårerne kværnede i ansigtet. Hun gik, indtil hun stødte på en mand.
Gik du ikke til skade? spurgte en kendt stemme.
Hun løftede blikket og så Jens, en gammel ven af Mads. De talte sammen, og han inviterede hende på en kop kaffe i den lille café på hjørnet. Rigmor takkede ja.
Ved kaffebordet i den hyggelige café talte de om livets vandreruter. Jens indrømmede, at han aldrig havde kunnet glemme hende. Rigmor huskede, hvordan hun engang stod mellem ham og Mads. Hun valgte Mads dengang. Jens fortalte, at han havde rejst til St. Petersburg, grundlagt en virksomhed og for nylig vendt tilbage, fordi hans mor var blevet syg. Da han så Rigmor, kunne han ikke tro, at skæbnen havde samlet dem igen.
Da han kørte hende hjem, var vinduerne allerede lyse. Inde i hytten hørte han:
Hvor har du været? Hvorfor gik du uden at sige farvel?
Rigmor svarede, mens tårerne løb: Farvel til dem, der ser ned på mig? Til dig, der taler bag min ryg? Du har ret, Mads. Jeg vil ikke have et barn med en mand, der ser mig som en landsbypige. Jeg har prøvet alt for dig!
Den nat, under sin nattevagt, kom en kollega ind og råbte: Dit hus brænder! I panik løb Rigmor ud. Flammerne var synlige fra langt væk, folk løb frem og tilbage og ventede på brandvæsenet. Da hun ikke så Mads, stormede hun ind. Den sidste, hun husker, var et glødende træstykke, der ramte hende.
Hun vågnede på sygehuset, hele kroppen gjorde ondt, ansigtet var bundet. Frygt for dårlige nyheder. Pludselig mærkede hun en hånd på sin egen. Det var Mads.
Du lever hvisker hun.
Hvorfor skulle jeg være død? Jeg er stadig ung. Men du arret i ansigtet hvordan skal jeg kysse dig? Av! Nå, bliv rask, sagde han og gik.
Tårene løb ned ad hendes kinder og blev absorberet af forbindingerne. Et par dage senere kom han igen, sagde et par ord og forsvandt. Rigmor så fra vinduet, hvordan han mødtes med en anden kvinde, omfavnede hende og gik væk med hende. Smerten var stor, men hun blev ikke overrasket længere.
Lægen meddelte, at arret kunne fjernes. Moderne plastikkirurgi kunne gøre mirakler. Han tilføjede, at én mand havde reddet hende. På intensivafdelingen så hun Jens igen. Han havde trukket hende ud af ilden, men selv havde pådraget sig alvorlige skader. Siden da besøgte hun ham hver dag. Da han kom sig, sagde han, at han længe havde ønsket at se hende, men turde ikke, og han havde risikeret sit liv for at redde hende.
Efter et stykke tid, mens hun gynge sin lille datter Freja i parken, hørte hun en velkendt stemme. Foran hende stod Mads tynd og forvirret.
Hvordan har du det? spurgte han.
Fantastisk. Jeg går en tur med Freja, svarede hun og så Jens komme med en is.
Hvor er arret? spurgte Mads nysgerrigt.
Kærlighed kan gøre mirakler, sagde Rigmor med et smil og omfavnede Jens. De gik væk, mens Mads stod tilbage og så efter dem.
