Anna Andersen lagde omhyggeligt de gamle fotografier ud på bordet, tog en af dem op og stod stille. På den gullige slidt foto så hun sig selv som ung, i en let sommerkjole, ved siden af en høj mand med et venligt smil Mikkel Jensen.
Hvor mange år var der gået? Fyrre? Mere? Hun gled fingeren over hans ansigt, som om hun kunne viske tiden væk, men billedet lå urørligt, fast som selve erindringen.
Bedste, hvem er det? spurgte hendes 10årige barnebarn Liva, der kiggede over skulderen. Hendes nysgerrige fingre strakte sig allerede mod fotoet.
Det er en gammel bekendt, afviste Anna forsigtigt. Lad os hellere se på de her.
Men Liva gav ikke op.
Hvorfor er han på billedet? Kender I hinanden?
Anna sukkede.
Ja, vi var venner. For længe siden.
Hvor er han nu?
Det ved jeg ikke, svarede hun ærligt.
Sandheden var, at hun virkelig ikke vidste det. Sidste gang de så hinanden, var det i den lille park ved søen, hvor billedet blev taget. Mikkel havde da sagt, at han skulle rejse kortvarigt på arbejde. Så begyndte den hændelse, der stadig i nat får Anna til at vågne med et stød i maven.
Holdt du af ham? satte Liva sig ved siden af, med benene trukket ind.
Ja, jeg holdt af ham, indrømmede Anna.
Elskede han mig?
Anna tøvede.
Jeg tror ja, men
Men hvad?
Men livet kan vende sig så, at selv kærlighed nogle gange ikke er nok.
Liva rynkede panden, forstod ikke helt, men Anna ville ikke forklare. Hvordan kan man fortælle et barn, at der findes breve, der kommer for sent? At der er tog, du aldrig kan nå, selvom du løber så hurtigt du kan?
Vil du gerne se ham igen? drillede Liva vedvarende.
Anna smilede svagt.
Nej, min skat. Nogle ting er bedre, når de forbliver i fortiden.
Hun lagde forsigtigt fotoet tilbage i kassen, men Liva sprang pludselig op.
Bedste, lad os finde ham!
Hvad?
Så skal vi pekte pigen på telefonens skærm, som Anna knap kunne holde ud. Vi kan søge på sociale medier! Hvad hedder han?
Liva, lad være
Mikkel, ja? Efternavn?
Liva, stop!
Det var for sent. Liva bladrede allerede, og Anna forstod med grus i maven, at hun dybt inde ønskede at finde ham. Hun sagde hans efternavn.
Måske vil jeg se hans grå hår? Høre hans stemme? Huske om han også husker den park?
Pludselig udbrød Liva.
Bedste, kig!
Anna lukkede øjnene et øjeblik, men så så hun. På skærmen var en mand, gråhåret, rynker ved øjnene, men med det samme smil som på fotoet.
Er det ham? spurgte Liva.
Anna sagde intet. Hun stirrede, og hendes hjerte slog som om hun var 25 igen.
Bedste?
Ja, hviskede hun. Det er ham.
Liva strålede.
Skal vi skrive til ham?
Anna rystede langsomt på hovedet.
Nej.
Hvorfor?!
Liva gav ikke op.
Bedste! greb hende om ærmet. Vi har fundet ham! Lad os bare skrive: Hej, er du den Mikkel, som
Nej, svarede Anna fast, men stemmen vaklede.
Hvorfor? Du sagde jo, du kunne lide ham!
Det var for længe siden.
Måske leder han også efter dig?
Annas hjerte sprang i brystet. Måske? Men nej. For mange år var gået. Alt var forandret. Hun var ikke længere den unge pige på billedet.
Lad os i det mindste kigge på hans side! Liva bladrede videre, så billeder. Åh, bedste, se, han har en hund! Og han ser ud til at have en familie.
Anna vendte sig hurtigt væk.
Så ser du? sagde hun lavmælt. Han har sit liv. Jeg har mit.
Liva gik i stå et øjeblik, men så udbredte hun sig:
Bedste, han skriver, at han snart er i vores by! Se, han er musiker, der skal holde koncert!
Anna stivnede.
Han var her. Snart.
Vi kan tage af sted! Liva sprang af begejstring. Du elsker musik!
Nej, rejste Anna sig brat. Nok er nok.
Da Liva faldt i søvn den aften, åbnede Anna igen hans profil i mørket.
Der stod: Turné i hjemstaten efter så mange år. En mærkelig fornemmelse som om tiden har stået stille.
Under posten var et foto af den samme park. Koncerten var på lørdag.
Anna tøvede tre gange, men Liva bad:
Vi kan bare lytte! Selv hvis du ikke vil gå tæt på, er det okay!
Salset var næsten fyldt. Da han gik på scenen grå, i sort jakke, med en cello i hånden knugede Anna sine hænder så hårdt, at knoerne blegnede.
Han begyndte at spille.
Pludselig genkendte hun melodien.
Deres melodi.
Den, han havde skrevet til hende i den fjerne sommer.
Liva så på bedstemor og udbrød:
Bedste, græder du?
Anna sagde intet. Tårene løb ned ad kinderne, mens musikken strømmede som den tid, der aldrig kan vendes.
Efter koncerten forsøgte Liva at trække hende bag scenen.
Nej! greb Anna sit håndled. Jeg kan ikke.
Men han
Jeg er ikke den, han husker.
Hun løb ud i den kølige aftenluft. Pludselig hørte hun en stemme bag sig:
Anna?
Hun vendte sig.
Han stod kun få skridt væk, øjnene store som om han så et spøgelse.
Er du virkelig dig?
Anna kunne ikke svare.
Jeg så dig i salen, sagde han og trådte nærmere. Jeg troede først, det var en drøm. Men så
Han tavsede.
Så græd du, afsluttede han stille. Og jeg forstod.
Liva trak sig tilbage, lod dem stå alene.
Du spillede den melodi, hviskede Anna.
Jeg spiller den ved hver koncert.
De så på hinanden to grå mennesker, hvis øjne stadig glimtede af den ungdom, de engang delte.
Undskyld, jeg ventede ikke, sagde hun.
Undskyld, jeg kom ikke tilbage i tide, svarede han.
Da smilede Anna pludselig.
Kom, sagde hun. Jeg vil introducere dig for min barnebarn.
Liva, gemt i et hjørne, brølede af glæde.
Endelig.
