Lærke Jensen skyndte sig. Hun var altid bagud på arbejdet, med veninderne, endda på dates. I dag var det ekstra vigtigt at nå frem: om to timer skulle hun til en samtale hos Maersk, og hvis hun fejlede, ville hun stå uden job i mindst et halvt år. Der var jo ingen andre så seriøse tilbud på markedet.
Bussen dullede ind ved stoppestedet præcis i det øjeblik, hvor hun, forpustet, sprang ud af trappeopgangen. Lærke løb fremad, men snublede over kantstenen og landede lige foran busstoppet. Bussen, som om den havde sit eget liv, lukkede dørene og kørte videre.
For pokker! udbrød hun. Knæet brændte, hænderne var skrællede.
Skal du have hjælp? spurgte en mand, der bøjede sig over hende.
Lærke løftede blikket og så mørkebrune øjne, kort mørkt hår og et let smil.
Tak, men jeg tror ikke, det hjælper længere, mumlede hun, mens hun rejste sig. Bussen er væk, og den næste kommer først om tyve minutter.
Hvor haster du så hen?
Til samtalen. I centrum.
Manden så på sit ur.
Jeg er faktisk på vej derhen. Jeg kan give dig et lift.
Lærke overvejede at takke nej måske var han en farlig type? men tiden var knap.
Er du sikker?
Helt sikker. Jeg hedder for øvrigt Mikkel Nielsen.
Lærke.
Mikkel viste sig ikke at være en skummel type. Bilen duftede af kaffe og noget træagtigt. På radioen spillede en stille jazzmelodi.
Samler du ofte unge kvinder på gaden? spurgte Lærke for at lette stemningen.
Kun dem, der falder foran mig, svarede han alvorligt, men et glimt af skørhed dansede i hans øjne.
De nåede frem ti minutter før aftalen. Lærke sprang ud af bilen uden at spørge om hans telefonnummer måske kunne hun få brug for det senere?
Tak! råbte hun, mens hun løb.
Held og lykke! svarede han.
Samtalen gik overraskende godt. Lærke gik ud af kontoret med lette ben og et smil. Så stødte hun på Mikkel, der stod ved indgangen med to kaffekopper i hånden.
Hvordan gik det?
Fantastisk! Men hvad laver du her?
Jeg ventede.
Hvorfor?
For at høre resultatet. Og for at foreslå, at vi fejrer det på café, hvis du har tid. Der er jo en grund til at fejre.
Lærke lo.
Der er en grund. Og jeg har masser af tid lige nu. De tog mig, men jeg starter først om en måned.
Så endnu bedre! Lad os fejre på café.
De sad på caféen i tre timer, snakkede om bøger, rejser og de dumme øjeblikke i livet. Mikkel var ingeniør, elskede gamle film og hade oliven. Lærke fortalte om sin passion for maleri og om, hvordan hun som barn drømte om at blive ballerina, men opgav dansen efter at have brækket benet, mens hun sprang i en vandpyt.
Så fald er din svaghed, bemærkede Mikkel.
Og din?
At samle dem, der falder.
De mødtes hver eneste dag i den måned. Nogle dage gik de bare en tur, andre dage kørte de ud på landet, og én gang blev de fanget i et regnbyger og løb tilbage til bilen, grinende og snublende.
Jeg sagde jo, du falder alt for ofte, drillede han, mens han rystede hendes jakke.
Men du er altid her for at hjælpe mig op, svarede hun.
Den dag, hvor Lærke startede på den nye stilling, stod Mikkel ved kontoret med en buket pinktoppe.
Hvad er det for en gestus? undrede hun.
Bare fordi.
Et halvt år senere erklærede Mikkel sin kærlighed ikke på en café eller i en park, men på det samme stoppested, hvor de mødtes.
Husker du, at du faldt?
Sådan kan man ikke glemme.
Så jeg har aldrig rejst mig siden. Du slog mig ud af balancen.
Lærke lo, men øjnene strålede.
Det er den mærkeligste måde at sige jeg elsker dig på.
Men den er ærlig.
De blev gift et år senere.
Lærke ventede sit barn, da Mikkel for første gang i lang tid kørte hende tilbage til det sted, hvor alt startede.
Se, pegede han på asfalten, her er endda et ridse mærke fra din nøgle.
Du lyver, grinede hun, men bøjede sig ned for at kigge nærmere. Maven gjorde det sværere at bøje sig frit.
Mikkel greb hende i albuen.
Falder du igen?
Jeg falder ikke, jeg har bare en anden balance nu.
Han lagde hånden på den runde mave.
Vores passager er rolig i dag?
Den er lige vågnet, svarede Lærke og lagde hans hånd på stedet, hvor lillehuset havde presset sig frem.
Mikkel stod stille med sit skøre smil, som han altid fik, når han mærkede de små spark.
Ved du, hvad jeg tænker? Lærke krammede ham omkring taljen. Hvis bussen ikke var kørt væk
Jeg ville stadig have fundet dig, afbrød han. Måske på en klinik, i et supermarked, på en parkeringsplads eller i den park, hvor du elsker at læse.
Romantiker, drillede hun ham i siden.
Realist.
De gik langsomt mod bilen. Lærke gik nu forsigtigt, som om hun bar en skrøbelig vase, ikke et levende, kriblende menneske.
Du forstår, sagde Mikkel pludselig alvorligt, mens han åbnede døren, nu skal jeg klare to passagerer.
Lærke trykkede hans hånd mod kinden.
Kan du klare det?
Lad os se, sagde han og kyssede hende på toppen af hovedet, som han altid gjorde, når han var bange for at blive for sentimental.
En måned senere, da de kørte hjem fra hospitalet med den skrigende lille pakke, lo Lærke pludselig.
Se, han er lige så hurtig som mig! Han kunne ikke vente på sin deadline.
Mikkel, uden at tage øjnene fra vejen, dækkede hendes fingre med den ene hånd.
Det vigtigste er, at han ikke arver din vane med at falde.
Bare rolig, smilede Lærke, mens hun så på den nu rolige dreng. Han har dig som sin backup.
