Kære dagbog,
I dag er jeg 39 år gammel, og min datter, Signe, har netop fået at vide, at hun venter barn. Jeg husker, hvordan min mor, Marta, i sin 62. år gik omkring i haven og sagde: Åh Signe, du er ikke for gammel til at få børn. Det første barn kan være svært, men du klarer den. Jeg forsikrede hende med et smil: Alt bliver fint, mor.
Signe bor sammen med mig i det gamle røde røde hus i en lille landsby på Fyn. Jeg er skolelærer i geografi på den lokale folkeskole og fungerer også som skolens vicepræsident. På weekendene hjælper hun til i køkkenhaven, men hovedparten af arbejdet med grøntsagerne overlader jeg til Marta, som elsker at grave i mulden.
Lørdag morgen stod Signe tidligt op for at luge bedene, inden varmen fra den tidlige sommer i fuldt flor. Da hun gik ud, hørte hun min nabo, Anne, råbe fra den anden side af husmuren: Hej, Signe! Anne er ikke oprindeligt fra området; hun er gift med Mikkel, som bragte hende hertil, da han var i militæret. De har også en lille datter, Freja.
Anne fortsatte: Har du hørt, at tante Birthes søn er kommet på besøg? hendes mand, Mikkel, havde nemlig fortalt hende, at deres gamle kammerat Jakob fra deres tid i hæren var på vej. Signe stod oprejst ved hegnet og spurgte: Jakob? Hvad er han i stand til?
Jeg svarede: Han er veteran fra både Nordjylland og de fjerne Østkysten. Efter mange år i tjenesten har han trukket sig tilbage med en pension og planlægger at starte et landbrug på en forladt gård udenfor. Han vil bygge drivhuse.
Anne lo højt og sagde, at de unge kvinder allerede begynder at gøre sig klar til nye drømme. Signe sukkede og tænkte på, hvordan hun engang havde overvejet at gifte sig med Jakob, men i stedet valgte at gifte sig med Søren, en gammel ven fra børnehaven.
Søren og Signe har boet ved siden af hinanden i årevis. Jakob, der er et år ældre end Søren, var altid lille af vækst, men voksede stærkt og blev til en ægte bølle. Han tog altid sig af sine venner og var altid klar med en joke, mens Søren var den muntre, der altid fik folk til at grine. Da de blev ældre, gik de fra at fiske ved søen til at danse i den lokale klub og se film sammen.
Signe har udviklet sig fra en genert pige til en selvsikker kvinde, og de unge kvinder i landsbyen kiggede ofte med misundelse, når hun gik ind i klubben ledsaget af både Søren og Jakob. De spekulerede altid på, hvem hun ville vælge som ægtemand. Jakob var en stærk, pålidelig fyr, mens Søren var en livsglad sjæl.
Da Jakob senere gik ind i militæret som chauffør og så ud til at forlade landsbyen, skrev han til Signe og Søren. Men kort efter stoppede brevene fra Jakob. Signe spurgte sin tante Birthe, hvorfor han ikke skrev længere. Birthe forklarede, at Jakob havde indgået en kontrakt og ville blive i forsvaret længere. Signe blev såret, for hun havde allerede besluttet sig for, at hun ville gifte sig med ham, selvom han ikke vidste det.
Søren skrev også breve, men også hans stilhed kom efter et brev om, at han var blevet såret i en krigshandling og lå på hospital. Hans mor fortalte Signe, at han var i behandling, men han ville snart komme hjem. Søren sagde i et sidste brev: Jeg elsker kun Signe, og jeg vil gifte mig med hende, så snart jeg er rask igen.
Da Søren vendte tilbage, foreslog han: Skal vi finde en matchmaker? Signe trak på skuldrene og svarede spøgefuldt, at de nok måtte vente på, at Jakob kom tilbage. To dage senere skulle han faktisk besøge dem i to dage.
Den aften besluttede Signe, at hun ville finde ud af, hvad hun virkelig følte. Men samtalen gik ikke som planlagt. Jakob var tavs, Søren så usædvanligt alvorlig ud, og humorene faldt fladt. Da alle gik, gik Signe ud for at tale med Jakob. Hun sagde: Ønsker du at foreslå mig at gifte mig? Han svarede, at han vidste det, men at han ikke ville komme i vejen for hendes valg.
Signe indså, at ingen havde spurgt hende, hvad hun selv ville. Hun løb hjem i tårer og indså, at hun måtte træffe sin egen beslutning. Da morgenen kom, var Jakob allerede på vej væk igen. Hun gav derfor sin accept til Søren, og de blev gift.
Ægteskabet var dog ikke lykkeligt. Efter et år blev Signe gravid, men hun kunne ikke bære barnet til føde. De fik ingen børn, og Søren begyndte at drikke for at dulme smerten over, at hun ikke elskede ham. Han drak, selvom hans helbred var skrøbeligt efter hans sårede arm. Til sidst forlod han familien og tog til Nordjylland, hvor han døde i en bilulykke.
Signe stod foran spejlet i stuen, da en høj, rank mand trådte ind på gården. Det var Jakob, som havde tjent i Kolding og på de fjerne Østkysten. Han havde købt feriepakker til sine forældre ved havet og havde stadig en svag forbindelse til sin tidligere kone. Da han så Signe, gik hans hjerte i takter. Hun rejste sig, gik ud på verandaen og sagde: Godt, at min mor er i butikken, så vi kan holde dette hemmeligt for landsbyen. Hun inviterede ham indenfor, og han lagde en smukt indpakket pose på bordet: En gave til dig.
Jakob forklarede, at han havde forsøgt at holde sig væk, men at Søren havde truet med at tage deres venskab i hænderne, hvis hun ikke sagde ja til ham. Han havde indset, at han stadig elskede Signe og ville gøre hende lykkelig. Efter et langt kram sagde han: Signe, jeg har altid elsket dig, og jeg vil have dig ved min side.
Siden da har vi boet sammen, giftet os, og jeg venter nu på vores første barn. Vi har allerede fået en lille dreng, som vi har kaldt Søren, til ære for min gamle ven. Han er sund og stærk, en lille kriger med sin fars ansigt.
Det, jeg har lært af hele denne forunderlige rejse, er, at livet ofte giver andre folk lov til at træffe beslutninger for os, men at den eneste vej til sand lykke er at lytte til sit eget hjerte og tage ansvar for sine valg. Jeg vil aldrig igen lade andre bestemme min skæbne.
