Læg nøglerne på bordet og smut siger min søn, da jeg træder ind i butikslokalet efter en lang arbejdsdag.
Anna, du bliver ved med at blive så sent? Gå hjem, du ser ud som om du er ved at brænde ud! råber kollegaen Lise, da hun kigger ind i kælderrummet, hvor jeg sorterer kassebilag. De unge sidder fast i deres telefoner, mens jeg slæber al arbejdet for mig selv!
Jeg mangler bare at færdiggøre et par papirer, Lotte, ellers har vi inspektion i morgen, og Chefen vil blive sur, siger jeg og retter mine glidende briller, mens jeg dykker ned i bunker af regnskaber.
Glem den chef! Hvorfor skal du fortsætte? Du er 62 år! Det er på tide at tænke på dig selv!
Jeg smiler dovent. Tænke på sig selv let for andre at sige. Men hvad skal man leve af? Pensionen er knap nok til at købe et øjebliks kaffe. Så jeg holder ud i den lille købmandsbutik fra morgen til aften, bare for at få lidt til overs.
Lise, rolig, jeg er hjemme om en halvtime, så kommer jeg også efter dig.
Lise sukker, men nikker og vinker farvel. Jeg bliver tilbage i det stille rum, hvor duften af karton og en svag syrlighed hænger i luften. Bag muren kan jeg høre de sidste kunder, der betaler, før døren smækker i.
Jeg skriver den sidste linje på fakturaen, folder papirerne i en mappe, rejser mig og strækker mig. Ryggen gør ondt jeg har stået på benene hele dagen, flyttet varer fra lager til hylde. Mine fødder er hævede, skoene gnider.
Jeg smutter omklædningsskabet, trækker den slidte frakke på den er slidt i ærmerne, men stadig solid. Jeg går ud i den kølige novemberaften. Vinden bider i halsen, så jeg pakker et stykke uld omkring min hals og skynder mig mod busstoppestedet.
I bussen er det varmt og trangt. Jeg klemmer mig ind mellem en ældre dame med indkøbsposer og en ung mand med hovedtelefoner. Jeg stirrer ud af vinduet, hvor gadelamperne blinker, butiksvinduer viser friske brød og folk haster forbi. Jeg tænker på, hvad jeg skal lave til aftensmad. Mikkel må være sulten, men så har han planlagt at spise med sin forlovede, Katrine.
Jeg smiler ved tanken om Katrine. Hun kom ind i Mikkels liv for et halvt år siden en lystig, rødhåret pige med lange negle og en stemme, der kan fylde et helt lokalet. Jeg mærkede straks, at hun ikke var min svigerdatter, men Mikkel var i himlen af kærlighed.
Han sagde altid til mig:
Mor, du skal ikke bekymre dig, Katrine er dejlig! I har bare ikke lært hinanden at kende endnu!
Jeg har lært Katrine at kende. Hun kommer ofte på besøg, falder ned på sofaen, tændte TVet, krævede te eller kaffe. Hun ser på mig som om jeg er en tjener.
Anna, kan du ikke vaske kaffekanden ordentligt? Der er stadig skiver på den!
eller
Kan du gå lidt stille? Jeg har hovedpine!
Mikkel ser det ikke, eller han lader som om han ikke ser det. Han er aldrig væk fra Katrine, som om han er i en rus. Jeg holder mund, så jeg ikke ødelægger hans lykke.
Jeg husker, hvordan jeg opdragede Mikkel alene, da min mand, Karl, forlod os, da han kun var tre år gammel, for at være sammen med en yngre kvinde. Jeg stod tilbage med et barn i armene, uden et hjem vi boede i et kollegieværelse hos Karls forældre.
Jeg lejede små værelser i kollegier, kun så Mikkel havde et sted at sove. Jeg arbejdede på to job om dagen som biblioteksassistent, om aftenen vaskede jeg gulve på kontorbygninger. Mikkel voksede op, havde brug for tøj, mad, skolebøger. Jeg gik på det samme slidte kjole, syede den om, men købte altid nye sko og jakker til ham.
Da Mikkel gik på teknisk skole, blev jeg så glad. Han klarede sig godt, fik et job på fabrikken og tjente en anstændig løn. Jeg havde sparet hver eneste krone, og endelig købte jeg en lille lejlighed en gammel blok på udkanten af byen, men den var min!
Vi flyttede ind, og jeg græd af lykke. Lejligheden stod på Mikkels navn jeg tænkte, det ville være nemmere for ham at eje den. Så holdt han mig i armene og sagde:
Mor, du er den bedste! Jeg vil aldrig forlade dig!
Jeg troede på ham, helt og holdent.
Men så kom Katrine, og alting begyndte at ændre sig. Mikkel kom hjem sent, Katrine overnattede hos os, og jeg måtte sove på en sammenklappelig madras i køkkenet, mens de unge lå i soveværelset. Det var ubehageligt, men så var der jo unge mennesker, der havde brug for plads.
Katrine sagde ofte:
Mikkel, hvordan kan vi bo tre her? Der er ingen privatliv!
Mikkel svarede bare:
Det er min mor, hvor skal hun gå? Vi må bare holde ud.
Jeg hørte deres samtaler, og mit hjerte blev koldt. Kunne min søn virkelig smide mig ud? Det måtte være Katrine, der manipulerede ham.
Bussen stopper ved min stop, jeg stiger af og går de sidste tre blokke hjem. Mine ben føles tunge som bly, og jeg er udmattet, både fysisk og mentalt. Jeg når trappen, åbner døren med min nøgle og træder ind. Lyset i gangen er tændt, og jeg hører stemmer fra stuen. Jeg prøver at tage min frakke af, men Mikkel kommer ud i gangen.
Hans ansigt er blegt, hans øjne er fulde af spænding. Katrine står bag ham med et triumferende smil.
Mor, vent, siger Mikkel og stopper mig.
Hvad er der sket, Mikkel? Er du syg? Du ser så bleg ud
Nej, jeg er ikke syg. Mor, vi skal tale.
Lad os tale, men lad mig først skifte tøj og få aftensmad
Glem aftensmad! afbryder Mikkel. Lyt til mig. Katrine og jeg har besluttet vi har brug for lejligheden. Alene. Forstår du?
Jeg står målløs, mit hjerte hamrer.
Hvordan alene? spørger jeg.
Sådan. Vi vil gifte os, vi har brug for plads. Du arbejder, du får en løn. Du kan leje et værelse et andet sted.
Det er vores lejlighed! Jeg har sparet i årtiers arbejde!
Nej, mor. Lejligheden står på mit navn, så den er teknisk set min. Jeg har besluttet, at du skal flytte ud.
Jeg tager et skridt tilbage, mine ben svækkes, og jeg greber fat i en hylde.
Mikkel! Er du seriøs? Jeg er din mor!
Det er derfor, du skal forstå mig! råber han. Jeg skal bygge mit eget liv! Katrine har ret, vi skal bo for os selv!
Katrine har ret gentager jeg, mens jeg ser hende stå med armene korslagte og et selvsikkert smil. Så har hun overbevist dig?
Jeg har ikke ladet mig overbevise! protesterer Katrine. Mikkel har besluttet selv!
Det er så tåbeligt! udbryder jeg. Jeg har ingen penge til at leje et andet sted! Min pension er næsten intet! Jeg har brugt hele mit liv på at spare til den her lejlighed!
Mor, lav ikke drama! afviser Mikkel. Du finder sikkert noget. Du kan bo på kollegiet eller hos nogen.
På kollegiet? Mig? Jeg er 62! min stemme vakler. Det er vanvittigt!
Det er ikke vanvittigt! råber Mikkel igen. Jeg har taget beslutning! Læg nøglerne på bordet og smut!
Stilheden falder. Jeg kan ikke tro mine egne ører. Min egen søn har sagt det til mig. Jeg går langsomt hen til hylden, tager nøgleringen, og lægger den på skabsdøren. Mine hænder ryster.
Okay, hvisker jeg. Okay, Mikkel. Hvis du har besluttet det så.
Jeg tager min frakke på igen, støvlerne på, griber min taske og går ud på trappen. Døren smækker bag mig. Jeg står på gaden, uden at vide, hvor jeg skal hen. Tårerne løber ned ad kinderne, kolde og bitre.
Jeg vandrer, indtil jeg når Klas’ dør, min gamle veninde, der bor i en toværelses lejlighed i et andet kvarter. Klas har mistet sin mand for mange år siden, børnene er flyttet ud, og hun lever alene. Jeg banker på døren.
Tommi? udbryder Klas, da hun ser mig med et forbløffet ansigt. Hvad er der sket? Kom ind med det samme!
Hun omfavner mig, fører mig ind i stuen, og jeg kaster mig på stolen.
Fortæl mig alt. Hvad er der sket?
Jeg fortæller hende om Katrine, om Mikkel, om aftenens udbrud. Klas nikker, sukker og siger:
Det er forfærdeligt! Hvordan kunne han gøre det mod sin egen mor?
Jeg ved det ikke, stammer jeg. Jeg har ingen steder at gå.
Bliv her hos mig! siger hun bestemt. Jeg har et ledigt værelse, du kan sove der.
Jeg takker hende, og selv om jeg føler mig som en byrde, er jeg lettet over, at nogen stadig er på min side.
Den nat ligger jeg på den lille madras i Klas’ værelse og kan ikke sove. Tankerne snurrer, mørkere end natten udenfor. Hvad skal jeg gøre fremover?
Om morgenen brygger Klas en stærk kop te, laver smørrebrød og siger:
Tommi, gå på arbejde som normalt i dag. Så kan vi tænke på, hvad vi skal gøre bagefter.
Jeg går på arbejde i den lille købmandsbutik, står bag skranken som i en tåge. Lise spørger mig flere gange, om alt er i orden, men jeg afviser hende.
Om aftenen vender jeg tilbage til Klas. Hun har en idé:
Husk du den pige, Ninna på biblioteket?
Ja, husker jeg.
Hun er nu enke, bor i en lille lejlighed. Jeg har kontaktet hende, og hun vil tage dig ind, mod en lille husleje, men det er bedre end kollegiet.
Jeg ånder lettet op. Jeg flytter ind hos Ninna en uge senere. Den ældre dame er venlig, men streng. Hun fastsætter regler med det samme:
Jeg går tidligt i seng, du må ikke larme. Vi skiftes til køkkenet. Sluk lyset, når du forlader rummet. Forstået?
Jeg nikker, og jeg får et lille rum på otte kvadratmeter, kun plads til en seng og et lille bord. Mine ting fra lejligheden er stadig i Mikkels lejlighed han svarer ikke på mine opkald.
Hverdagen går i en ny retning. Jeg står tidligt op, tager bussen til butikken, vender hjem til Ninna, laver aftensmad og spiser alene ved bordet, så går jeg tilbage til mit lille værelse. Jeg ligger på madrassen, ser op i loftet og tænker på Mikkel.
Hvorfor gjorde han det? Har hans kærlighed til mig forsvundet? Eller har Katrine fået ham i sit greb?
Jeg husker ham som et lille barn, der kom med tegninger fra børnehaven:
Til dig, mor! Jeg har selv tegnet det!
Hvordan han lærte at cykle, faldt og slog knæene, men ikke græd:
Jeg er en mand! Mænd græder ikke!
Hvordan han i skoleårene stod op for en pige, kom hjem med blå mærker, men var stolt:
Mor, jeg kunne ikke lade hende blive såret!
Han var en god dreng, retfærdig. Hvor er den Mikkel nu?
En måned går, jeg bliver slank, min energi svinder. Ninna bliver bekymret:
Tommi, du spiser ikke ordentligt! Du ser ud som om du har mistet dig selv!
Jeg har ingen appetit, Ninna.
Jeg forstår, men du må passe på dig selv.
En aften ringer en fremmed kvinde:
Hej, er du mor til Mikkel Kolby?
Ja, det er jeg. Hvem er du?
Jeg hedder Irene, jeg bor på etage over din. Jeg har brug for at tale med dig.
Jeg er skeptisk, men mødes i en café nær hans bygning. Irene er omkring fyrre år, venlig.
Tommi, jeg har længe overvejet, om jeg skal sige det eller ej. Din søn og hans kæreste de har holdt fester, musik til sent på natten, gråd. Naboerne har klaget til politiet. Men der er mere jeg har set mænd komme med poser, en underlig lugt fra lejligheden. Jeg tror de laver noget ulovligt.
Jeg bliver bleg.
Tror du?
Jeg siger kun, hvad jeg har set. Det er op til dig, hvad du vil gøre.
Jeg forlader caféen i en tilstand af total forvirring. Har Mikkel involveret sig i en skummel omgangskreds? Skal jeg ringe til ham? Men han svarer aldrig. Skal jeg gå derind? Hvad gør jeg?
Jeg beslutter mig. Næste dag, efter at have undskyldt fra arbejdet, kører jeg til hans bygning. Jeg står foran tredje etage, banker på døren. Musik spiller, stemmer og latter kan høres. Jeg ringer.
Ingen svarer. Til sidst åbner døren, og Katrine står i døråbningen, ansigtet rødt, øjnene fyldt med tårer.
Hvad vil du? spørger hun hårdt.
Jeg gik væk, velvidende at jeg måtte finde min egen vej uden dem.
