Søren, lad os sætte Freja i børnehjemmet!
Er du sindssyg? Hvad mener du med sætte? sagde Søren forundret, mens han så på sin kone.
Jo, så skal vi bare give hende videre! sagde Janne og rystede sit krøllede hår. Vi får snart vores eget barn, hvorfor skulle vi have en andens?
Jan! Det er netop derfor, så Gud belønner os for at have hjulpet den lille forældreløse pige med at finde en familie! Du insisterede selv på at adoptere hende! svarede Søren.
Jeg havde håbet så meget på at få vores eget barn derfor pressede jeg på. Hvad er en familie uden børn? svarede Janne.
Femårige Freja stod udenfor forældrenes soveværelse og kunne ikke tro, hvad hun hørte. Hun var ikke deres egen? De ville sende hende tilbage til børnehjemmet? Tårerne begyndte at strømme. Hun havde glædet sig til, at der snart skulle komme en lillebror eller lillesøster men nu truede den kommende baby med at koste hende hendes forældre!
Som om hun mærkede noget, rejste Søren sig fra sengen og gik mod døren. Der stod den tårerfulde Freja.
Far, er jeg ikke jeres egen? hendes store øjne så bekymret på Søren.
Selvfølgelig, min lille solstråle! sagde Søren og løftede hende op. Du er vores barn!
Men I sagde, at I vil sende mig tilbage til børnehjemmet! Så er jeg da ikke jeres? protesterede Freja, mens hun trak tårerne over kinderne.
Vi tog dig ind i vores hjem, men det betyder ikke, at du ikke er vores. Vi elsker dig! Mor har bare hormonelle rutscher, fordi vi venter på babyen Lad mig lægge dig i seng.
*
Jeg forlader dig, og du vil aldrig se barnet igen! råbte Janne. Jeg vil have en normal familie, uden fremmede!
Janne, ro dig ned! Vi har ingen fremmede i familien! forsøgte Søren at berolige sin kone. Freja er også vores datter!
Jeg fødte hende ikke! Hun er ikke min! skreg Janne stadig højere. Vælg: enten mig eller hende!
Søren hjalp Freja med at pakke.
Du kan bo hos din bedstemor, indtil mor er klar igen, sagde han til pigen. Når babyen kommer, får mor ro på, og så henter vi dig.
Freja nikkede. Hun ville gøre alt for at undgå børnehjemmet. Og bedstemor elskede hende. Hun var altid venlig og delte småkager med Freja.
Bedstemor! Hvis mor vil aflevere mig på børnehjemmet, kan jeg så blive hos dig? spurgte Freja ved døren.
Bedstemor Lise så strengt på sønnen. Jannes hormoner går amok, sagde han forvirret.
Selvfølgelig, min prinsesse! svarede Lise og hjalp Freja med at tage tøjet af. Men mor vil ikke give dig væk hun siger bare det af stress!
*
To måneder gik, mens Freja boede hos Lise. Søren kom sjældnere, splittet mellem arbejde på havnen og hospitalet, hvor Janne lå og ventede på fødslen.
En morgen, mens Lise lavede morgenmad, kiggede Freja ud af vinduet og så farens bil.
Far! råbte hun glad.
Så tidligt? sagde Lise med en rynket pande. Ingen kom før middag i deres hus. Hun bad Freja blive på køkkenet, mens hun gik ud for at møde sønnen.
Søren kom ind, træt og bleg.
Janne døde i nat. Fødslen gik galt, og både hun og barnet gik tabt. sagde han og sank på en puf i entreen.
De tre sad i køkkenet, glemte de kolde kopper te.
Mor, jeg henter Freja. Det er på tide, at hun kommer hjem. sagde Søren.
Hvis du vil, kan jeg bo hos jer midlertidigt, spurgte Lise.
Tak, mor, svarede han.
*
Freja så begejstret på de nye skolebånd. Snart skulle hun være rigtig skolepige med pænt uniform og en farverig rygsæk.
Der lød en dørklokke. Far!
Far! løb Freja hen. Men Søren var ikke alene. Ved hans side stod en lille, slank kvinde.
Dette er Lise, min nye hustru. Hun skal bo hos os! sagde Søren med en falsk glæde.
Hej, Freja! sagde Lise blidt og rakte Freja en buket. Til første skoledag.
Freja mumlede et Hej og gik direkte til sit værelse, uden at se på buketten.
Bliv ved ikke at være sur, hørte hun sin fars stemme over for Lise, hun er faktisk en rigtig god pige!
Jeg tror, vi kan blive venner, svarede Lise.
Freja slog døren hårdt i. Søren og Lise gifte sig stille og roligt. Snart fik Søren et nyt job på en shippingvirksomhed, så han var sjældent hjemme. Alt ansvar for Freja lå på Lises sarte skuldre. Hun hjalp med lektier, gik til forældremøder, tog hende i biografen og på café. Til sidst gled Freja op, betroede sig til sin stedmor, og huset fyldtes med fred.
Ved årets afslutning kom endnu en nyhed: Lise ventede barn. Det ramte Freja hårdt. Hun lukkede sig inde på sit værelse og græd længe. Lise stod uden for døren og bad hende åbne:
Freja! Hold op med at græde! Jeg elsker dig, og jeg vil aldrig give dig fra mig! Vi er en familie!
Virkelig? sukkede Freja med tårer i øjnene.
Selvfølgelig! Lise omfavnede hende. Du er mit eget barn!
Måneder senere holdt Freja sin lillebror i armene og kunne ikke lade være med at le.
Mor! Se, hvor sød han er! råbte hun, uden at lægge mærke til, at hun kaldte Lise mor. Lise, med tårer af lykke gemt bag et smil, krammede hende.
To år gik. Freja gik i fjerde klasse, da tragedien ramte: Søren døde i en trafikulykke. Freja og Lise klarede hverdagens gøremål, passede lille Kolbjørn og holdt mund på sorgens tårer. Kolbjørn vidste ikke, hvad der skete, og blev frækt.
En aften, da drengen sov, gik Lise hen til Freja og sagde:
Freja, vi kan ikke fortsætte sådan. Vi må leve videre. Din far kommer ikke tilbage, men livet går videre. Lad os stoppe med at sulte i sorgen.
Jeg er enig, svarede Freja. Lises ord var rigtige farens tid var forbi.
Men ulykken kom endnu en gang. Da de var ved at finde ro, bankede der på døren. En stor, streng kvinde præsenterede sig som socialinspektør og sagde, at Freja skulle flytte til børnehjemmet, for hendes forældre var væk.
Hvad? Jeg? protesterede Lise.
Vis mig adoptionspapirerne! krævede inspektøren. Papirerne manglede. Så er det slut, bedstemor er for gammel til at forsørge dig, og du har ingen voksne længere! råbte hun.
Freja græd ikke. Hun var ligeglad med, hvad der ville ske. Den gamle drøm om en tryg familie var knust; hun var nu alene.
Jeg vil hente dig, du skal ikke gå! råbte Lise efter hende, men Freja troede ikke på den. Hvorfor skulle en forældreløs som hende have betydning? Hun havde haft en far, der elskede hende. Nu var han væk, og Lise havde sit eget barn.
Lise besøgte ofte børnehjemmet, men Freja lå på sit værelse og ignorerede hende. Lise så på en bænk, ventende på et møde, men Freja kom aldrig. Over tid kom Lise sjældnere, indtil hun forsvandt helt.
Freja tænkte mørkt: Det er slut. Jeg har spillet mor.
To måneder senere råbte en dreng, vild og snu, i hallen: Freja! Rektor kalder på dig! han var husets lille røver. Hvad vil hun nu? spurgte hun.
Tillykke, du er blevet optaget i en familie! erklærede rektoren i børnehjemmet. Det er måske ikke en rigtig familie, men det er noget!
Jeg vil ikke ind i nogen familie! mumlede Freja. Jeg har aldrig held med familier!
Held eller uheld, du må nu pakke og gå til dine nye forældre!
Hun gik tavst ud. Da hun stod ved udgangen, stod Lise der.
Hvad laver du her? spurgte Freja koldt.
Jeg er kommet for dig
Jeg er allerede adopteret
Det er mig.
Dig? Freja kunne ikke skjule en lille glad overvældelse.
Jo! Jeg sagde jo, du er mit eget barn, og jeg vil ikke afgive dig! En enlig mor får sjældent hjælp, men jeg har fundet midler, og ja, bestikkelser er stadig muligt. Så vi er nu en fuld familie! Kom, Kolbjørn savner dig!
Freja gik med Lise, og for første gang i lang tid følte hun sig set.
Livets lektion er klar: uanset hvor mange storme der rammer, kan kærlighed og vedholdenhed bygge nye bånd, og selv de mest brudte hjerter kan finde et hjem, hvis man tillader sig at tro på det.
