I ferien på kurstedet i Skagen tilmeldte jeg mig dansen. Jeg havde ingen planer om romantik blot et ønske om at slippe hverdagens trummerum, lytte til live-musik og røre mig lidt.
Lokalet var fyldt, snakken blandede sig med saxofonens klang, og jeg i en let sommerkjole følte mig som en pige på sit første skolebal. Pludselig lagde jeg mærke til en hånd på min skulder.
Må jeg? spurgte en mandlig stemme. Jeg vendte mig med et smil, parat til at danse med en fremmed. Men det var ingen fremmed. Jeg stirrede på et ansigt, jeg ikke havde set i fyrre år, og tiden syntes at holde op.
Det var Lars. Min første kæreste fra gymnasiet, den dreng der skrev digedigte i margen på mine notesbøger og gik mig i skoleporten hver dag.
Mine ben føltes som om de var lavet af vat. Lars? hviskede jeg. Han smilede med det skæve, drillesyge grin, jeg huskede fra de lange morgener, da vi sad på murstenene foran skolen. Hej, Birthe sagde han, som om vi lige var mødt hinanden. Vil du danse?
Vi gik ud på dansegulvet, og orkestret begyndte at spille gammelt swing. Vi dansede, som om vi aldrig havde holdt op. Lars vidste, at jeg foretrækker, at partneren fører sikkert, men let, uden at trække i mig. Jeg blev igen den attenårige pige, der tror livet først nu begynder.
I pausen satte vi os ved et lille bord i hjørnet. Luften var tung af parfume og varme kroppe. Jeg troede aldrig, jeg ville møde dig igen sagde han. Efter gymnasiet fløj livet af sted: universitet, arbejde, rejser og så er der gået fyrre år.
Jeg fortalte ham om ægteskabet, der sluttede for et par år siden, om børnene med deres eget liv. Lars fortalte, hvordan han mistede sin kone for tre år siden og hvordan ensomheden havde hængt som en skygge. Jeg lyttede og følte, at vi på trods af årtier stadig talte samme sprog halvt ord, fælles vittigheder, forstående blikke.
Da orkestret igen spillede, rakte Lars sin hånd frem. Endnu en dans? spurgte han. Så gik aftenen i én lang strøm af dans efter dans, samtale efter samtale. Begge vidste, at dette ikke blot var et tilfældigt møde på kurstedet; det var noget langt større.
Ved festens slutning gik vi ud på terrassen. Over havet svævede en let tåge, og gadelamperne kastede et varmt, gyldent lys over natten. Ved du, at jeg engang lovede dig, at vi skulle danse sammen, når vi var seksti? sagde han pludselig. Jeg frøs. Jeg havde glemt den spøg, vi lavede for årtier siden, som dengang syntes så fjern, at den næsten var uvirkelig. Og nu smilede han har jeg holdt løftet.
En klump voksede i min hals. Hele mit liv har jeg troet, at første kærlighed er smuk netop fordi den ender, for hvis den fortsatte, ville den miste sin charme. Men nu stod Lars foran mig med gråt hår og rynker ved øjnene, og jeg så stadig den dreng, jeg engang kendte.
Jeg gik tilbage til mit værelse med hjertet bankende som da jeg var atten. Jeg vidste, at dette ikke var tilfældigt. Skæbnen giver os af og til en ny chance, ikke for at genopspille fortiden, men for at leve den, som den bør.
Måske var det derfor, da Lars næste dag foreslog en gåtur på stranden, tøvede jeg ikke et sekund. Solen begyndte lige at titte frem over horisonten og malede vandet i guld og rosa. Stranden var næsten øde, kun måger svævede over bølgerne, og i det fjerne så jeg et ældre par samle muslingerne.
Vi gik langsomt, barfodet, så de kolde bølger skyllede vores fødder. Lars fortalte om sit liv hvordan skæbnen efter gymnasiet kastede ham i mange retninger, om rejser, der skulle gøre ham glad, men aldrig kunne give den ro, som hans smil fra dengang kunne. Jeg lyttede og mærkede, hvordan hvert hans ord fjernede lag af tavshed mellem os.
Pludselig stoppede han, samlede en lille ravklump fra sandet og rakte den til mig. Som barn troede jeg, at rav var solens stykker, som faldt i havet sagde han med et grin. Måske bliver den din talisman.
Jeg holdt ravet i hånden, og den føltes varm, selvom havet burde have kølet den. Jeg så på Lars og så ikke kun den mand, han var blevet, men også drengen fra gymnasiet, der engang kunne gøre verden lysere og enklere.
Gåturens timer flød som minutter, selvom flere timer gik. På vej tilbage blæste vinden i mit hår, og han skubbede dem væk fra ansigtet med den samme gestus, jeg huskede fra ti årtier før. Jeg indså, at jeg ikke ville behandle dette møde som en sentimental affære. Jeg ville give mig selv en ægte, bevidst chance, uden frygt for fremtiden.
Om aftenen, siddende på kurstedets terrasse, så vi solnedgangen sammen. Der var ingen store erklæringer, kun stilhed, hvor jeg følte mig tryg. Lars lagde sin hånd på min og sagde stille: Måske kan livet virkelig smile en anden gang. Og jeg, for første gang i lang tid, troede på, at det var sandt.
