Jeg er på en udflugt til København med en gruppe pensionister. Jeg havde ikke forventet noget stort kun et par dages sightseeing, nogle billeder til fotoalbummet og et par souvenirkøb til børnebørnene. Jeg vil slippe væk fra hverdagen, fra den ensomhed, der har lagt sig som en tung tåge over mig de sidste år.
Jeg tror, at steder som Nyhavn, Tivoli og Amalienborg kun vil være stop på rejsen. Men i skyggen af Rundetårnet møder jeg en mand, som får mig til at føle mig ung igen.
Jeg står under de snoede trapper i Rundetårnet, imponeret over den majestætiske bygning. Guiden snakker om Danmarks historie, men jeg drømmer mig væk. Pludselig siger en mand ved siden af mig med et skævt smil: Mon man i renæssancen også blev varm af solen som vi er i dag?
Jeg vender mig om og ser ham høj, let gråhåret, med et blik der både er kendt og nyt. Han har en simpel skjorte på og en solhat, men hans øjne ser ud som om kun vi to er her.
Vi begynder at snakke. Han hedder Mikkel, er enkemand og pensionist. Han er rejst alene, for som han siger: Jeg vil ikke vente længere på det perfekte øjeblik for at opleve København.
Samtalen flyder let, fyldt med latter, som om vi har kendt hinanden i årtier. Under Rundetårnet drikker vi kaffe sammen og udveksler indtryk, og jeg mærker, at ingen har lyttet til mig med så stor interesse før.
De følgende dage bliver anderledes. Vi sidder ved siden af hinanden i bussen, spiser frokost på små caféer, farer vild blandt turister og genkender hinanden med et blik. Der er noget uskyldigt og spændende over det.
Om aftenen, når gruppen spiller kort eller ser fjernsyn på hotellet, står vi på balkonen, kigger på de oplyste gader i København og taler om alt børn, fortiden, hvordan det føles at få hjertet til at slå hurtigere end normalt.
Jeg føler mig som en teenager igen. Jeg begynder at pynte mig, lægge makeup, grine mere. De andre i gruppen smiler til mig nogle med venlighed, andre med en snert af misundelse. Jeg mærker, at jeg genfinder mig selv, den del, jeg har begravet under rutine og ensomhed.
Men jo tættere vi kommer på rejsens afslutning, jo mere presser spørgsmålet sig på: Hvad nu? Mikkel bor flere hundrede kilometer væk fra mig. Han har sit liv, jeg har mit. Vi har kun haft denne ene uge, en unik pause fra virkeligheden. Er det nok til at drømme om noget mere?
Den sidste dag går vi en tur i byen uden gruppen. Vi sætter os på Trinitatispladsens trappe, spiser is og nyder stilheden. Så siger han: Ved du jeg har ikke følt mig så levende i mange år. Men jeg er bange for, at når vi vender hjem, vil alt forsvinde. Du har dit liv, jeg har mit. Måske er det kun en sommerromantik?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. I mit hjerte kæmper to stemmer: ønsket om at tro, at dette er begyndelsen på noget ægte, og frygten for, at det kun er en kortvarig forelskelse, der dør med den sidste flyvning hjem.
Vi skilles i lufthavnen. Et kram, længere end nødvendigt, et blik, der både siger farvel og løfte. Vi udveksler telefonnumre, men ingen af os siger højt: Lad os mødes igen.
I dag, når jeg tænker på den tur, ved jeg ikke, hvad jeg skal føle. Det var som en drøm intens, smuk, men skrøbelig. Måske havde Mikkel ret, at det kun var en illusion. Eller måske ville det være fegt at lade være med at undersøge, om skæbnen virkelig har givet mig en ny chance.
Jeg spørger mig selv er det værd at risikere et roligt, velordnet liv for en følelse, der kom så uventet? Var det kun et eventyr under Danmarks himmel, eller starten på en historie, jeg endnu ikke kender? Mit hjerte banker hurtigere bare ved tanken på ham, mens fornuften hvisker, at det er galskab.
Måske er det derfor, jeg fortæller denne historie for at spørge andre: Har man efter halvtreds, tres eller endnu senere ret til at åbne sig for noget nyt? Skal man gemme mindet som en smuk, sikker souvenir, eller turde man følge følelserne og se, hvor de fører hen?
