Jeg har brug for hjælp! udbryder Kirsten Sørensen. Og du skal hjælpe mig!
Hvorfor det? spørger Sofie.
Fordi jeg ikke længere har nogen, jeg kan gå til!
Så du vil have, at jeg hjælper dig, fordi du er i en håbløs knibe? siger Sofie med et let smil på læben.
Selvfølgelig! svarer Kirsten. Du er min datter!
Hmm, siger Sofie og strækker halsen, meget interessant! Og lige så tvivlsomt! Argumentet er lunkent!
Sofie, hold op! Du ved, i hvilken situation jeg er! Kirsten hæver stemmen. Jeg kan ikke klare det alene!
Du er forpligtet til at hjælpe mig! Jeg har ingen anden at vende mig til!
Sådan en bekendt tale, tænker Sofie. Har jeg hørt den før? hun laver en dyb tænkeansigt. Ah ja! Jeg husker! Sofie smiler. Det var præcis med disse ord, jeg kom til dig for tre år siden!
Jeg sagde ikke, at du skal hjælpe mig fordi du er min mor, men jeg bad om hjælp!
Ikke med penge eller bolig, men blot om at få Jens Petersen til at ansætte min mand!
Og hvad sagde du så til mig?
Jeg kan ikke huske, svarer Kirsten med hovedet nede.
Men jeg husker godt! Du sagde, at det var min mands private problemer, at han ikke kunne finde et arbejde!
Du vil ikke anstrenge dig for DEN PERSON! siger Sofie skarpt.
Men han fandt alligevel et job! siger Kirsten med en krum mund.
Jo, fandt han! bekræfter Sofie. Fordi han er en god ægtemand og en fantastisk far! Mens han ventede på et job inden for sit fag, arbejdede han som havemand i et halvt år for at forsørge os!
Hvis du havde spurgt Jens Petersen, ville Mikkel straks gå i gang, i stedet for at vente et halvt år på en ledig stilling!
Har du forstyrret min bekendte? udbryder Kirsten. Hvordan vover du!
Ikke jeg, din Jens Petersen lagde en stillingsannonce, og min Mikkel gik straks på job! Jeg ville have hjulpet dig, og jeg ville have været taknemmelig!
Og jeg ville have hjulpet, når du havde brug for det! Men så, Sofie griner: Jeg vil ikke! Jeg vil ikke! Jeg skal ikke!
Er du sur på din mor? spørger Kirsten vredt. På den mest hellige person i dit liv? Det er uudørlig!
Det uudørlige er, når en mor nægter at hjælpe sin datter, specielt når det koster hende ingenting! svarer Sofie. Og den såkaldte hellige person er bare din fantasi!
Du har aldrig været den helligste i mit liv! Eller vil du diskutere?
Sofie ser tålmodigt på sin mor.
Jeg vil ikke diskutere med dig, siger Kirsten utilfreds. Jeg har brug for hjælp!
Ikke fra mig! Sofie afviser med en håndbevægelse.
Vil du ikke hjælpe mig, så hjælp i det mindste din bror! en tåre glider ned ad Kirstens kind. Han har også brug for dig!
Åh, bror! siger Sofie. Tror du, det gør en forskel?
Jeg forstår, du ikke kan lide mig, fordi jeg ikke hjalp din Mikkel, men Vlad har aldrig gjort dig noget ondt! Han har nu virkelig brug for hjælp!
Jeg vil gøre alt for ham, men jeg kan ikke klare det alene! Jeg beder ikke for mig selv, men for Vlad!
For det første, du kom ikke for at bede, men for at kræve! bemærker Sofie. For det andet, jeg har ingen varme følelser for Vlad, og det er også din skyld!
***
Før hun fik en bror, var Sofie den elskede pige i familien. Al kærlighed og opmærksomhed var kun til hende! Alle slik, legetøj og små ønsker gik til hende!
Da lille Vlad kom, blev hun familiens udstøtte!
Ja, uden nogen forbeholdende omskrivning: den rene udstøtte! Hun mistede alt, hvad hun havde før sin bror, og blev samtidig en byrde for alle.
Sofie var kun ni år, da Vlad blev født. Men han kom ikke fra hendes mor eller far, men fra en ukendt ung mand.
Faderen protesterede og spurgte:
Hvem er far til barnet?
Moren svarede ærligt:
Fra en elsket mand! Ikke fra et så lille menneske som dig!
Roman Lund ville ikke blive hos en kvinde, der forrådte ham. Han søgte straks om skilsmisse, men fik afslag, fordi Vlad, som var registreret som hans barn, endnu ikke var et år gammel.
Så Roman gik i retten for at bestride faderskabet. Tilfældigvis blev Sofie også undersøgt. Viste sig, at hun ikke var hans datter.
Roman krævede, at hendes fødselsattester blev slettet, så han ikke skulle betale underholdsbidrag. I skilsmissen fik han dog ikke lov til at forlade det, før Vlad blev et år.
Han pakkede sine ting og sagde:
Vi ses om et år! Så kan vi blive skilt!
Sofie bliver hos sin mor og den nyfødte lille bror.
Som niårig forstår hun, at lille Vlad har større behov for omsorg end hun selv. Men Kirsten vender sig væk fra datteren.
Alt i Sofies liv følger nu en spareplan.
Hvis penge er til stede, køber hun noget til sig. Hvis der er mad i gryden, spiser hun resten. Så hårdt.
Uden de gode naboer ved hun ikke, hvad der ville ske med hende. De hjælper hende med en legetøj, en snack eller et stykke tøj så lever hun.
Da Sofie bliver teenage, svarer hun sin mor med samme stil, som hun har set fra sin mor: ingen respekt, omsorg eller kærlighed. Hun spytter ikke i ansigtet, men det er logisk.
Hvordan hun undgår dårlig selskab, er et mysterium. Måske var naboen, tante Oline, den, der rettede hende på vej.
Efter ni klassetrin får Sofie optagelse på et teknisk gymnasium med kollegieværelser, og hun vender aldrig hjem igen.
Kommunikationen mellem dem holder, men sjældent. Sofie ringer indimellem for at ønske sin mor tillykke med højtider. Kirsten viser kun sporadisk interesse for datterens liv.
Fælles hjælp eller støtte forekommer ikke. Sofie lever af stipendiet og småjobs. Kirsten investerer alle sine penge i sin elskede søn!
Det er sådan, selvom de er familie, bliver de fremmede.
Ingen overraskelser, når Sofie gifter sig. Hun inviterer hverken bror eller mor. Kirsten får først at vide, at datteren er gift, da naboens tante Oline praler om, hvor flot brylluppet var.
Der tilføjes endnu en smertefuld hændelse, men den bliver aldrig løst.
Sofie vælger en god mand. Mikkel er venlig, opmærksom, hjælpsom og omsorgsfuld. Sofie svæver på syvende himmel af lykke. Hun havde aldrig troet, at hun kunne opleve så meget kærlighed, omsorg og beskyttelse!
Mikkel har kun én svaghed: han mangler drivkraft.
Han har et godt fag som juveler-sliber, og med lidt ambition kunne han starte sin egen forretning. I stedet vælger han et statsligt job.
Med en anstændig løn får han en fin tilværelse i deres lille by.
Set udefra virker familien som et solidt, lykkeligt par. Så de vokser.
Sofie får en datter, som de navngiver efter naboen Oline. To år senere får de endnu en, Katja, opkaldt efter Mikkels mor. Så vil Sofie gerne have en søn, så et år efter Katja kommer Alina.
Mikkel er ikke ked af, at han kun får piger. Han jubler:
Jeg havde en prinsesse! Nu har jeg fire! Fire elskede prinsesser!
Alt går godt, indtil fabrikken, hvor Mikkel arbejder, pludselig lukker. Hverken by eller region har ledige stillinger. Mange må søge arbejde langt væk.
Mikkel overvejer at flytte flere tusinde kilometer, men han vil ikke forlade byen.
Sofie husker, at hendes mor engang havde en elsker, der var god som onkel. Det var Jens Petersen, ejeren af en smykkebutik.
Sofie er bange for at gå til ham, for han måske ikke husker hende. Men hendes mor ville huske.
Sofie beder sin mor om at anbefale Mikkel til Jens Petersen som en dygtig håndværker.
Kirsten lytter, men afviser straks. Sofie trykker på, taler om børnene, om at der ingen steder er at gå hen, om at hun har ingen andre.
Kirsten svarer, at hun ikke vil forstyrre Jens for “den eller den”. Mikkel ender med at arbejde som havemand, men han vil ikke forlade byen.
Jeg har spurgte rundt, siger han. Jens Petersen har altid ledige stillinger. Han fylder dem hurtigt! Han har allerede to af os i sin butik, og de bliver hurtigt udskiftet!
Mikkel arbejder et halvt år som havemand, men han mister ikke sine færdigheder som juveler, og han får ros for sit arbejde.
Familien får igen en lys periode, mens huset hos Kirsten bliver mørkt.
Vlad, som moren elskede og forkælede, tror, han kan gøre, hvad han vil. Han vælger en forkert vej.
Mens han låner penge, får han en større sag, der fører ham til en ti år lang tvangspleje under statens varetægt.
Kreditten skal betales, men ingen vil låne hende penge. Kirsten mister alt, hvad hun har. Hun planlægger at betale med sin løn, men hun skal også sende pakker til sin søn, så han kan holde sig i god stand hos de nye værge.
Hvor skal hun henvende sig hvis ikke til sin datter?
Hun har ingen ret til at nægte! Jeg har født hende! Jeg har opdraget hende! Så er hun min søster! Hun har ingen andre pårørende! Hun er forpligtet til at hjælpe!
Han vil dø, hvis han ikke får hjælp! brøler Kirsten. Vi, som de eneste slægtninge, har ingen ret til at lade ham blive overladt til skæbnens luner!
Sig mig, hvad har jeg med det at gøre? Jeg satte ham ikke i kriminalitet! Det er hans eget valg! Lad ham betale for sine handlinger!
Jeg har intet med ham at gøre! svarer Sofie skarpt. Folk, der vil arbejde, får et job. Hvis de vil mere, starter de en virksomhed, tjener penge!
Vlad søgte hurtige penge? Så får man betale dyrt for dem! Jeg vil ikke sponsere ham! Vi tjener vores egne penge!
Min datter! Hjælp mig! Jeg kan ikke klare mig alene! Kirsten falder på knæ foran Sofie.
Jeg vil ikke hjælpe dig! Du har fået, hvad du fortjente! Hvis du ikke havde forkælet Vlad, var han ikke blevet kriminel!
Hvis du havde vist mig lidt omsorg, ville jeg måske have tænkt på dig! Men nej, Sofie ryster hovedet. Ikke en krone vil jeg give dig!
Kirsten rejser sig fra knæene. Tårene forsvinder med et øjeblik. Hendes ansigt viser had, og stemmen bliver skrap:
Han vender tilbage! Han kommer tilbage! Og han vil holde dig ansvarlig for alt!
Jeg skylder ham intet! svarer Sofie sikker. Ligesom dig!
Jeg tror ikke, han vil holde sig til det! siger Kirsten med en truende tone. Jeg vil i morgen skrive et brev til ham om, hvordan du nægtede at hjælpe!
Vent! Lev og frygt! Vlad vil helt sikkert komme tilbage!
