«Jeg har lavet mit DNAtest og kan bekræfte mine mistanker», siger hendes tante Svetochka, mens hun græder bittert. Undskyld mig, jeg vil ikke gøre det her igen.
Hun afslører kun lidt af, hvor hun har været og hvad hun har gjort, men hun ser så hjælpeløs ud, at de tager hende tilbage i huset, selvom Anders ikke er særlig begejstret. Det er trods alt hendes datter Sofia, en forældreløs pige uden fast adresse.
Anders har altid været en stille, rolig dreng, der aldrig laver ballade eller brokker sig. Han sidder ofte i sit hjørne med bøgerne. Hans bedstemor plejer at sige: Anders, du kan hellere løbe rundt med drengene på gården end sidde og læse som en gammel bibliotekar. Men han svarer: Mor, lad ham læse. Jeg vil ikke ende som Vovka fra nabokvarteret, der allerede som tolvårig er registreret i politiet. Hans mor, Signe, forsvarede ham så meget, at hun ofte sagde: Lad ham bare læse, så sparker han ikke i vejret som de andre drenge.
Anders har lært tidligt, at tavshed er den sikreste måde at undgå konflikter med de familie, der har opdraget ham sammen med sin mor siden fødslen. Han har ingen officiel far, så han vokser op med sin mor alene. Hans passion for biologi og alt, der foregår omkring ham, gør, at han næsten ignorerer piger.
Bror, overhovedet tænker du på at gifte dig? Skal du ikke føde børnebørn? spørger hans mor, Signe, når han er 26 år gammel. Alt har sin tid, svarer han afvisende. Hans projekt på Institut for Videnskabelig Forskning er i fuld gang, og alle på instituttet er så indfanget af ham, at der knap er plads til romantik.
Signe sukker tungt; hun har en charmerende, intelligent søn, men han er så tilbageholdende. Et år senere overrasker Anders hende, da han bringer hjem Dianna.
Mor, mød min forlovede, vi skal gifte os om en måned, siger han køligt. Signe nikker og lader dem træde ind. Dianna virker ikke som en typisk svigermor: hun er slank, har rodet hår med sorte og blå striber, et lille ring i næsen og et tatovering på håndleddet og hun er kun 23 år gammel! Hun har ingen fast indkomst; hun møder Anders på en café, hvor han fejrer afslutningen på sit projekt med kolleger, mens hun arbejder som tjener.
Signe ser dog, at Diannas liv har været hårdt. Hendes forældre er døde, en fjern slægtning har gjort hende ude af lejligheden, og hun har levet på andres gæstfrihed. Langsomt får hun sympati for Dianna og giver hende en plads i hjemmet.
De unge flytter ind sammen, og husholdningen kører glat. Ingen af de to mødre krangler om køkkenet. Dianna viser sig ligeglad med huslige pligter, men hjælper villigt sin svigermor, når hun beder om det. Anders er ligeglad med, hvad han spiser eller har på sig, men Signe gør en indsats for at holde ham i skindet. Sådan lever de i fred i et halvt år, indtil Dianna pludselig forsvinder.
Intet er væk fra huset, hendes få ejendele er stadig på deres plads, men hendes telefon er offline, og Anders kender ikke hendes venner særlig godt. Signe ser for første gang, hvordan hendes søn bliver nervøs. Anders går ikke på arbejde i to dage, mens han søger sin hustru hos bekendte, ringer på hospitaler og på ligkamre, og til sidst indgiver han en politianmeldelse.
Den daglige søgen giver ingen spor; det er som om Dianna er forsvundet i vandet. En måned senere vender hun tilbage, stille og med et forsigtigt smil ved døren.
Undskyld mig, Anders, siger hun genert, og du også, tante Signe, tilgiv mig. Jeg har haft en svær periode, jeg havde brug for at være alene.
Anders kaster sig omfavne hende, mens Signe stirrer ind i hende med et kritisk blik. Dianna ser sund ud, ingen spor af misbrug, og det ser ud til, at hun bare har haft brug for ro. En måned senere viser det sig, at Dianna er gravid. Signe jubler mere over dette end over sin søns projekt, der fortsat absorberer ham.
I de følgende måneder vokser båndet mellem kvinderne. Dianna følger svigermors råd, spiser sundt, går ture og går regelmæssigt til lægen. Da graviditeten skrider frem, får hun komplikationer, men hun føder en lille pige på under tre kilo. Pigen får nogle helbredsproblemer og tilbringer to uger på hospitalet, men inden længe er hun på niveau med sine jævnaldrende på tre måneder.
Hvorfor tager moderen sig ikke af barnet? Fordi to uger efter fødslen forsvinder Dianna igen. Intet er væk fra huset, hendes ejendele er på plads, og fødselsattesten er intakt, men paset er forsvundet sammen med hende.
Denne gang kaster både mor og søn sig straks ud i eftersøgningen. De ved, at Dianna måske vender tilbage snart, at Anders har travlt med sit arbejde, og at Signe har brug for at passe barnebarnet. De får officielt fri fra arbejdet, så bedstemor kan blive hjemme med Sofie, og pengene fra kommunen hjælper dem.
Signe nyder at tage sig af Sofie; hun indrømmer aldrig for andre, men hun får stor tilfredsstillelse af det. Mor, du ser ud til at være blevet yngre! bemærker Anders, mens han ser de forandringer, hans mor har gennemgået. Selvfølgelig! Jeg er jo nu en mor igen! svarer hun med smil.
Ingen taler dårligt om Dianna. Hun bare rejste væk, forklarer de, det gik ikke som planlagt. De laver ikke en ny politianmeldelse, fordi Dianna har ringet til svigermoren og mumlet om en krise. Signe lytter ikke længere til Diannas ord.
Fire år går uden at hun nævnes, og så dukker hun op igen med samme bitre tårer: Tante Svetochka, jeg har ingen steder at gå, tilgiv mig, jeg vil ikke gøre det igen. Hun bliver igen modtaget, selvom Anders er ikke særlig glad. Hun er Sofies mor, en forældreløs pige uden hjem.
Sofie holder sig væk fra hende, men kalder Signe for mor. Ikke engang en måned efter melder Dianna, at hun er gravid igen.
Nej! udbrøder Anders. Vi har ikke brug for et fremmed barn her! Søn, hvad mener du med fremmed? spørger Signe. Mor, Dianna og jeg er ikke ægtepar længere! På alle måder! svarer han. Og jeg vil gifte mig, så dette kaos må sluttes.
Anders overvejer igen at gifte sig, mens Signe er helt optaget af Sofies trivsel. Hun ved intet om Anders personlige liv. Dianna, gennem tårer, prøver at overtale dem til at lade hende blive til fødslen.
Anders giver modvilligt tilladelse, men kun fordi Signe frygter at miste barnebarnet. Hvordan kan jeg så blive skilt fra hende? tænker Anders. Hvorfor tænkte jeg ikke på det før? siger han. Signe lover at overtale Dianna til en skilsmisse, mens hun i hemmelighed håber, at det aldrig sker.
Anders tænker så: Måske er Sofie ikke min egen datter Jeg må have en DNAtest! Signe bliver chokeret, som om en ny kærlighed måske en ukendt Maja har forvandlet hende.
Anders laver testen. Jeg vidste det! råber han, mens han viser dokumentet. Det er ikke sådan! protesterer Signe. Du er biolog, du burde kunne forstå! hun fortsætter, mens hun græder.
Anders ser på hende med et underligt blik og stopper samtalen. Han kan ikke endnu præsentere sin kone, for hun ligger på sygehuset i anden trimester, fordi hun er i fare. To uger senere taler han med hende: Jeg var usikker, men jeg ved nu, at jeg ikke kan være far til et fremmed barn. Han truer med at tage ansvar.
Han får Sofie officielt fjernet fra sin status som hans datter, men Signe har allerede ansøgt om forældremyndighed over pigen. Dianna accepterer og går med på at blive skilt fra Anders.
Som det viser sig, vil hun ikke tage sig af den anden datter. Hun afleverer hende på hospitalet og forsvinder igen, hvilket gør det lettere for svigermoren at få forældremyndigheden.
Anders gifter sig med Maja og flytter ud af lejligheden. Han har kun sjældent kontakt med sin mor.
