Ekkoet af det tabte: gensynet med Laura og min lektie i kærlighed

Ekkoet af det, der gik tabt: gensynet med Freja og min lektie om kærlighed
Efter to år mødte jeg Freja igen, og det slog mig, hvor meget jeg egentlig havde mistet. Pludselig forstod jeg, hvad der virkelig var sket mellem os. Alt det, jeg havde overset de små tegn, jeg aldrig lærte at læse, hendes stille opofrelse, og min egen egoisme, der gjorde hende til en person, jeg knap nok kunne genkende.
Freja inviterede mig på kaffe. Vi satte os på en hyggelig café i hjertet af København, og hun begyndte at fortælle ikke kun om sine personlige sejre, men om hvordan hun havde lært at sætte sig selv først igen. Hun var blevet den kvinde, hun altid havde været, før hun blev mor og hustru. Hendes ansigt bar ikke længere præg af den træthed, hun før skjulte under et hurtigt lag makeup; hendes hud strålede af selvtillid, noget hun havde manglet i lang tid.
Ærligt talt, sagde hun, mens hun kiggede ud over byens lys i skumringen, det har ikke været nemt. Jeg har haft mine hårde stunder, men jeg fandt min vej. Jeg lærte at værdsætte mig selv og ikke vente på, at andre gjorde det for mig.
Frejas ord ramte mig dybt. Efter vi gik fra hinanden, havde jeg bare fortsat mit liv, som om intet var sket. Jeg kastede mig over arbejdet, vennerne, og fokuserede kun på det, der passede mig. Men da jeg så hende nu, gik det op for mig, at egoisme ikke bare skubber folk væk det gør os blinde for det, der virkelig betyder noget.
Og dig, hvordan har du haft det? spurgte hun, med et blik der ikke bar nag, men som vidste, at nogle sår kun tiden kan hele.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Lige der følte jeg mig mere alene end nogensinde. Freja var kommet videre, hun blomstrede igen, mens jeg stadig sad fast i fortiden og sørgede over det, jeg havde mistet.
Jeg besluttede mig for at trække mig lidt tilbage og tænke over mine valg. Da jeg så hende rejse sig og sige farvel med et varmt smil, forstod jeg, at kærlighed nogle gange ikke er nok. Det er ikke nok bare at elske nogen; man skal også passe på dem, værdsætte dem og give dem plads til at vokse.
Freja gik, men noget i mig var forandret. Jeg så ikke længere tilbage med sorg. Nu vidste jeg, at det første skridt mod forsoning ikke var at opsøge hende igen, men at lære at blive bedre for min egen skyld og hvis livet en dag førte os sammen igen, ville jeg være klar til at genkende det, jeg engang mistede.