Jeg forstår dig slet ikke, min datter du er jo kvinde, hvad har den stakkels pige gjort dig?
Hun er blot et barn, født af en anden, men det er dig, der skal tage hende til dig, og en dag vil hun måske kalde dig mor.
Sådan blev det nu engang, men du må vise hjerte; elsker du din mand, må du også kunne rumme hans barn.
Det var for mange år siden, at kommunen ringede til min mand, Søren, og bad ham hente sin datter en pige, han aldrig havde kendt til.
Søren satte sig tungt ved køkkenbordet og så alvorligt på mig.
Mette, sæt dig, jeg har noget vigtigt, sagde han, stemmen tung af uro.
Kommunen har ringet.
Min datter bor nu på børnehjem, sagde han, og jeg blev så paf, at jeg næsten tabte min kaffekop.
Hvilken datter?
Hvem er moderen?
Er det en dårlig spøg?
spurgte jeg, stadig rystet.
Søren bøjede hovedet og svarede lavmælt:
Nej, Mette, det er alvor.
For seks år siden, før vi blev rigtigt sammen, var jeg sammen med Rikke.
Da det blev seriøst mellem os, afsluttede jeg det straks.
Et år senere opsøgte Rikke mig og fortalte, at hun havde fået en datter, Signe, med mig.
Jeg troede hende ikke, men da jeg så barnet, var der ingen tvivl hun lignede mig på en prik.
Hvad der siden hændte Rikke, ved jeg ikke, men nu har kommunen spurgt, om jeg vil tage Signe til mig.
Min første reaktion var at råbe:
Jeg vil ikke have en fremmed pige!
Men Sørens blik fik mig til at sige noget andet:
Lad os besøge hende sammen først, sagde jeg forsigtigt.
Søren åndede lettet op, og vi besluttede at tage afsted næste dag.
Da vi mødte Signe, var hun lille og spinkel for sine fem år, og jeg kunne ikke genkende Sørens træk i hende.
Hun holdt fast i en slidt kaninbamse og gemte ansigtet i pelsen, når vi spurgte hende om noget.
Ærligt talt kunne jeg ikke lide hende, selvom jeg havde ondt af hende.
Måske hvis hun havde været helt fremmed, ville jeg have følt mere, men min jalousi over for Rikke smittede af på barnet.
Det viste sig, at Signe var blevet fjernet fra Rikke, som levede et rodet liv med for mange fester og for meget snaps.
Hun havde ikke tænkt på sin datter, men havde dog fortalt, hvem faderen var, og det kunne ikke ændres.
Søren var fast besluttet på at tage Signe hjem, og jeg forsøgte længe at tale ham fra det.
Men en dag blev han vred:
Du kan ikke selv få børn, så lad mig i det mindste tage ansvar for min egen datter.
Kan du ikke acceptere det, må du gå jeg klarer det selv.
Det gjorde ondt at høre, men han havde ret.
Søren ønskede sig børn, og jeg kunne ikke give ham det.
Som ung havde jeg haft helbredsproblemer, og lægerne havde for længst sagt, at jeg aldrig ville få børn.
Jeg elskede Søren og ville ikke miste ham.
Han var flittig, hver en krone gik til hjemmet, og han rørte sjældent øl.
Mange kvinder ville have grebet chancen for sådan en mand, og jeg kunne ikke vide, om jeg ville finde bedre.
Da Søren kom hjem med Signe, sagde han til mig:
Hvis jeg ser dig gøre hende ondt, skal du ikke regne med noget godt.
Modvilligt begyndte jeg at tage mig af pigen, tog hende med i bad, vaskede hende grundigt og gav hende en kjole på.
Da jeg flettede hendes hår, lettede det lidt i mit sind.
Signe var stille, hun svarede kun, hvis man spurgte direkte, og sad ellers i hjørnet og hviskede til sin kanin.
Hun er sær, klagede jeg til naboerne, men hun anerkender heller ikke Søren.
Hun svarer kun ja eller nej, det er alt.
Nogle gange tænkte jeg, om der var noget galt med hende, hun var så stille, men hvad nu hvis hun pludselig gjorde noget uventet?
Naboerne nikkede forstående.
Søren havde også ændret sig; før løb han mig i møde med kys og kram, nu gik han direkte til Signe.
Først løb hun væk, men snart fulgte hun ham overalt.
Jeg blev jaloux, og Søren begyndte at brokke sig.
En dag, mens Signe legede i gården, sagde han:
Du behandler Signe som en ting, du smiler aldrig til hende.
Hun har brug for en kærlig mor, ikke en fremmed tante.
Det fik mig til at eksplodere:
Jeg er ikke hendes mor, hun betyder intet for mig, forstår du?
Jeg vil ikke danse for hende, og nu går jeg hjem til min egen mor.
Lev I to, som I vil!
Jeg gik, overbevist om at Søren ville komme og bede mig vende hjem, men han kom ikke.
Ugerne gik, og jeg græd.
Min mor trøstede mig, men hun ville ikke se mit ægteskab gå i stykker.
Jeg forstår dig ikke, min pige, du er jo kvinde, hvad har den stakkels pige gjort?
Hun er kun et barn, født af en anden kvinde, men du skal opdrage hende, og en dag vil hun kalde dig mor.
Sådan er det nu engang, men du må vise omtanke; elsker du din mand, må du også rumme hans datter.
Da jeg vendte hjem, sad Søren i værkstedet og rodede med noget, mens Signe legede glad med sin kanin.
Jeg stod tøvende ved indkørslen, usikker på, om jeg overhovedet turde gå ind.
Solen kastede lange skygger over gårdspladsen, og jeg kunne høre Signes sagte latter, mens hun vuggede sin gamle kanin frem og tilbage.
Søren opdagede mig først, da jeg trådte nærmere; han rettede sig op, tørrede hænderne i en klud og så på mig med et blik, der rummede både sorg og håb.
Signe kiggede op, hendes øjne store og forsigtige, men hun slap ikke kaninen.
Hun tøvede et øjeblik, men så rejste hun sig, gik hen til Søren og tog hans hånd.
Med en barnlig alvor førte hun ham hen til mig, som om hun forstod mere, end vi voksne gjorde.
Skal vi ikke være venner igen?
sagde hun sagte og lagde vores hænder sammen.
Mine øjne fyldtes med tårer, og jeg kunne ikke andet end at hviske undskyld.
Søren lagde armen om mig, og med den anden trak han forsigtigt Signe ind til os.
Vi stod der, alle tre, tæt omslyngede, mens stilheden lagde sig som et tæppe over os.
Efter et stykke tid brød Signe tavsheden med et lille grin:
Mig og Kanin er sultne!
Søren og jeg udvekslede et blik, hvor både lettelse og varme lå skjult, og vi gik sammen ind i huset.
For første gang føltes det, som om vi var blevet en rigtig familie, trods alt det, der var gået forud.
Minderne om de svære dage blev svagere, og i stedet voksede håbet om, at vi sammen kunne finde glæde, selv i det uventede.
– Jeg forstår dig slet ikke, min pige, du er jo en kvinde til sidst – hvad har den stakkels pige gjort forkert? Ja, hun er fra en anden kvinde, og hvad så? Det er dig, der skal opdrage hende, og hun vil kalde dig mor en dag. Sådan blev det nu engang, men du må være den klogeste, elsker du din mand – så elsk også hans datter.
