Signe, er du her et sted? Anders kom stormende ind, skoene knap rørte parketgulvet, før han stoppede brat op. Hans kone sad krøllet sammen i gangen, tårerne silede ned ad kinderne som regndråber på ruden. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der var sket med dig. Du græd så voldsomt, at jeg ikke kunne høre, hvad du sagde. Og selvfølgelig gik din mobil død. Hvad er der sket, Signe? Du er helt hvid i hovedet.
Misser er væk hulkede Signe. Han er bare forsvundet.
Væk? Anders stemme blev skarp som blæst over Limfjorden. Hvor skulle han være blevet af? Kan du ikke forklare det? Måske har han gemt sig et sted?
Nej. Din søster Lise Hun sagde, at Misser smuttede ud i opgangen, da hun gik ud med Mads for at lege. Men du ved jo, Anders, vores Misser Han ville aldrig selv gå ud. Hvorfor skulle han det, når han engang næsten frøs ihjel derude? Jeg tror, hun gjorde det med vilje
Hvad siger du?! Anders hænder knyttede sig. Hvor er hun nu? Hvor er Lise?
Hun gik vist ned i Brugsen Jeg ved det ikke. Jeg har ledt overalt, men Misser er væk. Ingen har set ham. Hvordan kan det ske, Anders? Kan nogen virkelig være så nederdrægtig? At smide et forsvarsløst dyr ud. Midt i vinterkulden. Hvordan kan man gøre sådan noget?
Et ordentligt menneske nej. Men Lise Hun kan. Hun har gjort det før. Hun sætter aldrig sine ben her igen. Hvorfor lod vi hende flytte ind?
***
En måned før
Anders gik mod busstoppestedet, da han fik øje på noget gråt under sneen.
Først troede han, det var en sten, men den rystede, som om den frøs helt ind i knoglerne.
Det var dét, der fangede hans blik. For sten plejer ikke at skælve af kulde.
Han trådte væk fra stien, lod benene føre ham nærmere.
Først da så han, at det var en lille grå killing.
Nå, du, mumlede Anders og kløede sig i nakken. Hvad laver du her, lille ven?
Han regnede ikke med svar.
Alle ved, hvorfor dyr ender på gaden. De prøver bare at klare sig Ligesom den her lille kat.
Den sagde ikke en lyd, kaldte ikke på nogen Den lå bare og rystede.
Det var, som om den havde opgivet håbet om hjælp. Den prøvede bare at holde varmen.
Anders løftede forsigtigt killingen, børstede sneen væk og puttede den ind under jakken, mens han småløb mod stoppestedet, hvor bussen netop kom trillende.
På vej hjem kom han i tanke om, at Signe længe havde drømt om netop sådan en gråstribet killing, men de havde aldrig fået taget sig sammen til at tage på internat.
Nu havde skæbnen lagt den for hans fødder. Når livet rækker ud, må man tage imod.
Signe, jeg har en overraskelse, sagde Anders, da han trådte ind.
Du forkæler mig, grinede Signe, da hun kom ud i gangen. Først guldøreringe, så den nye mobil, jeg har ønsket mig, og biografbilletter. Hvad nu? En tur til Skagen?
Endnu bedre! Anders smilede og åbnede jakken, så killingen tittede frem. Se! Jeg fandt den på gaden. Du har jo altid ønsket dig sådan en, ikke? Grå og stribet?
Åh, udbrød Signe. Den er jo helt forfrossen, stakkels lille. Kom, jeg skal nok varme den. Og du, af med overtøjet, vask hænder og kom ud i køkkenet. Maden er klar.
Signe nussede killingen og smilede blidt: Hvor er den kær
Sådan blev Misser en del af Anders og Signes hverdag. De diskuterede navne, men endte med det klassiske.
Jeg synes, Misser passer ham bedre end Felix eller Emil.
Helt enig, skat.
Det var sidst i november, sneen dalede for første gang, så Misser nåede aldrig at mærke vinterens bidende kulde på gaden.
Heldigvis. Mange dyr klarer ikke sådan en omgang.
I de to uger, Misser boede hos dem, voksede kærligheden hurtigt. Allerede første dag var de knyttet, men for hver dag blev båndet stærkere.
Killingen satte også pris på sine nye mennesker venlige og omsorgsfulde. Han følte sig tryg, selv når han væltede ting ned fra bordet, blev han bare venligt bedt om at passe på næste gang.
“Det lover jeg!” mjavede Misser, mens han for tiende gang sprang op på kommoden og væltede fjernbetjeningen.
Alt var godt, indtil en søndag morgen, hvor det bankede på døren.
Hvem kommer så tidligt? Anders gned søvnen ud af øjnene og kiggede på uret halv syv.
Det var stadig mørkt udenfor.
Måske naboerne? foreslog Signe. Der kan være sket noget.
Jeg tjekker.
Anders åbnede døren og så sin søster Lise stå der med sin søn, Mads, på fem år.
Hej, brormand, sagde hun med et smil. Vi kommer lige på besøg. Det er vel okay?
Altså
Ja, ja, jeg ved det man skal sige til. Men jeg havde ikke tid, og du ville alligevel ikke have taget telefonen så tidligt. Kan du hjælpe med kufferten? Jeg er ved at tabe benene af at slæbe den op.
Selvfølgelig lod Anders dem komme ind, men kufferten undrede ham. Man tager ikke kuffert med på et kort besøg.
Er der sket noget?
Kan du ikke regne det ud? svarede Lise. Min mand har smidt mig ud. Han har fundet en anden. Jeg har ingen steder at tage hen. Hvis du ikke har noget imod det, bliver jeg her lidt. Så kan vi også fejre nytår sammen. Vi har jo næsten ikke talt sammen i fire år. Vi er jo familie.
Du ved godt, hvorfor vi ikke har talt sammen Det er svært at bygge noget på løgne.
Åh, lad nu det ligge. Hvem der graver i fortiden, mister synet, siger man. Alle laver fejl.
Anders ville sige noget, men lod være. Ingen grund til at starte dagen med skænderi. Signe ville heller ikke bryde sig om det.
Der var ellers grund til at være vred på Lise.
Fem år tidligere døde deres far. Han havde boet alene, men hjalp altid. Hans store lejlighed skulle gå i arv til Anders og Lise. Ingen andre arvinger.
Lise var gravid, men ingen vidste med hvem.
Med støtte fra deres mor bad hun Anders om at give afkald på sin del. Hun havde jo barn på vej, og han var ungkarl.
Anders, Lise har snart en lille. Hun har brug for et sted at bo, sagde moren.
Anders gav sig. Han boede på kollegium og tænkte, at han nok skulle klare sig. Han kunne altid tage et lån, hvis det blev nødvendigt.
Men efter Mads blev født, solgte Lise lejligheden og flyttede ind hos en ny kæreste, der havde brug for penge til sin forretning.
Det er min lejlighed, jeg gør, hvad jeg vil, sagde Lise.
Anders blev rasende, for de havde aftalt noget andet. Hun kunne i det mindste have givet ham halvdelen af pengene. Men han så aldrig en krone.
Moren blandede sig ikke de måtte selv finde ud af det.
Ti år tidligere, da de var børn, havde Anders fundet en killing og taget den med hjem. Den forsvandt kort efter.
Han mistænkte ikke moren, for hun havde sagt ja til at beholde den. Kun Lise kunne have gjort det.
Sig, hvor du gjorde af den! råbte Anders.
Men Lise nægtede. Han kunne se på hende, at hun løj. Senere forsvandt endnu en killing, han havde taget med hjem. Tilfældighed? Næppe.
Moren trak på skuldrene, og Lise lod, som om hun intet vidste. Siden da tog Anders aldrig flere dyr med hjem.
Derfor var forholdet til søsteren anspændt.
Nu stod hun der og bad om husly.
Anders, hvor skal hun ellers tage hen? sukkede Signe. Lad hende blive, til hun finder noget. Vi kan ikke smide hende og barnet ud. Og nytår nærmer sig. Måske kan I blive gode venner igen.
Okay, sagde Anders. Hvis du er enig, kan hun blive lidt.
Men han havde en dårlig fornemmelse.
Og ganske rigtigt.
Allerede næste dag begyndte Lise at klage over Misser. Han forstyrrede hendes søvn, lå på hendes sofa, kiggede mærkeligt på hende.
Mads blev forkølet.
Det er sikkert allergi over for jeres kat, sagde Lise. Mads har aldrig været syg før.
Det er ikke sikkert. Han kan være blevet kold, svarede Anders. Du går jo ud med ham. Og selv hvis det er allergi hvad foreslår du? Misser er en del af familien.
Åh, du snakker som et barn, lo Lise. “En del af familien” Jeg troede, du var blevet voksen. Men du slæber stadig dyr hjem. Hvordan kan Signe holde dig ud?
Signe elsker også dyr. Men du virker til at hade dem. Hvad har de gjort dig?
De forstyrrer mit liv. Jeg får ikke sovet, og Mads sover dårligt. Det er stress for et barn! Men du forstår det nok først, når du selv får børn.
Anders blev tavs. Børn var et ømt punkt. Han og Signe havde prøvet i årevis uden held. Lise vidste det godt. Alligevel stak hun til ham.
Jeg synes, I skal aflevere katten på internat. Mads er din nevø, og jeg er din søster. Vi skal ikke lide på grund af en kat. Katten er bare et dyr. Jeg og min søn er din rigtige familie. Mor ville sige det samme.
Ved du overhovedet, hvad du siger? Anders blev vred. Hvilket internat? Misser bor her, det gør du ikke. Hvis du ikke kan lide det, kan du flytte. Jeg har ikke inviteret dig. Find en lejlighed og flyt.
“Tja, aflever da dit eget barn på internat,” tænkte Anders, men sagde det ikke.
Lise blev mere stille, men hendes modvilje mod katten forsvandt ikke.
Når Anders og Signe ikke var hjemme, jagede hun Misser væk fra sofaen og ind i det fjerneste hjørne. Misser fandt sig i det længe, men begyndte til sidst at tage hævn. Først væltede han hendes mobil, så lavede han kløer i hendes yndlingsbluse.
Din kat ødelægger mine ting! råbte Lise. Hvorfor har I dyr, hvis I ikke kan opdrage dem? Mads kunne aldrig finde på sådan noget.
Hun nævnte ikke, at Mads havde trukket Misser i halen og stjålet hans yndlingslegetøj og gemt det i kufferten.
Hør nu her! sagde Anders skarpt. Husk, du bor i min lejlighed. Hvis du vil blive, så rør ikke min kat!
Ja, ja, tag det roligt
Dagen før nytår ringede Signe grædende til Anders. Han forstod kun, at noget alvorligt var sket, så han tog tidligt fri og skyndte sig hjem.
Nu sad Signe i entreen og græd, mens Misser var væk.
Misser blev ikke fundet den dag. Det var blevet mørkt, og han kunne være hvor som helst.
Da Lise og Mads kom hjem, konfronterede Anders hende.
Hvorfor gjorde du det?! Hvorfor smed du katten ud? Du ved, han næsten døde derude!
Jeg gjorde ingenting, brormand, sagde Lise og trak på skuldrene. Jeg åbnede bare døren, og han løb ud. Jeg gad ikke løbe efter ham. Min søn kommer først, ikke en kat.
Anders så, at hun løj. Hun hånede ham endda. Han kendte sin søster. Signe havde haft ret Lise havde gjort det med vilje.
Måske havde hun endda båret Misser langt væk.
Anders, det er nytår i morgen. Jeg har købt champagne. Skal vi ikke lade være med at skændes over bagateller? smilede Lise.
Nej, svarede Anders. Pak dine ting.
Hvad?!
Hørte du ikke? Pak sammen, ellers smider jeg det hele ud ad vinduet. Ud!
Anders kørte Lise og Mads til stationen og gav dem lidt penge til billetter.
Du kan tage til din mand, til mor, eller sove på stationen det rager mig ikke. Jeg vil ikke se dig mere. Forstået? Og jeg vil heller ikke høre fra dig. Så ring aldrig igen. Og jeg er ked af, at min nevø har sådan en mor.
Samme dag ringede moren og bebrejdede ham for at være kold.
Lise kom til dig som den nærmeste. Og du smed hende ud. Med barn. Kan man det, Anders?
Hun klarer sig nok. Jeg vil ikke have mere med hende at gøre.
Nytårsaften sad Signe og Anders ved bordet uden glæde. Der var ti minutter til midnat, og champagnen var stadig uåbnet. Ikke så mærkeligt.
Hvordan fejrer man, når ens elskede kat er væk?
De havde ledt hele dagen, men uden held.
Anders, hører du det? spurgte Signe pludselig. Der kradser noget på døren.
Lise igen, eller hvad mumlede Anders og rejste sig.
Men udenfor stod Misser. Han rystede af kulde, men havde på mirakuløs vis overlevet natten og fundet hjem.
Signe! Han er tilbage! Han er hjemme! råbte Anders og løftede katten op.
Misser blev hurtigt varmet og fik mad. Signe holdt ham tæt og slap ham ikke.
Han spandt tilfreds. “Han klarede det. Han fandt hjem. Til dem, der elsker ham.”
Anders, der er ét minut til midnat, hviskede Signe. Vil du åbne champagnen?
Selvfølgelig!
Han åbnede flasken, hældte op, og udenfor eksploderede fyrværkeriet, mens folk jublede.
Man siger, at sådan som man går ind i det nye år, sådan bliver det.
Nu ville Misser altid være hos dem. Og med deres barn.
Ja, deres barn. Signe og Anders vidste det ikke endnu, men da Signe holdt Misser tæt, mærkede han tydeligt, at et nyt liv var begyndt at spire i hendes hjerte.
Nogle gange viser livet, at kærlighed og omsorg vender hjem, selv når alt ser mørkt ud. Det er i de øjeblikke, vi forstår, at familie ikke kun er blod, men dem, vi vælger at elske og beskytte uanset hvad.
