Mit navn er Mads Kristensen, og jeg er vokset op i en lille landsby på Fyn. Så langt jeg kan huske tilbage, fortalte min morfar mig historier om, hvordan bakken, som lå lige overfor vores hus, engang var dækket af skov, rislende bække og fugle, der sang hele morgenen.
Men da jeg blev 8 år, var bakken næsten bar, jorden sprækket og uden liv, og stilheden var næsten uhyggelig.
En dag spurgte jeg morfar:
Hvorfor er der ingen træer længere?
Fordi de blev fældet og solgt som brænde, og jorden blev træt, svarede han.
Hvem planter så nye?
Det gør én, der elsker fremtiden mere end sin egen bekvemmelighed, sagde han stille.
Den nat lå jeg vågen længe. Det føltes som om, morfar havde givet mig en opgave.
Næste dag fandt jeg en gammel konservesdåse, fyldte den med jord, og samlede nogle bøgefrø, der var faldet ned langs vejen. Jeg plantede dem, og hver dag gik jeg ned til bækken og bar vand hjem for at vande dåsen. Da det første lille spire dukkede op, mærkede jeg et håb vokse indeni mig som om noget vigtigt var begyndt.
Jeg blev ved med at samle frø og plante dem først i vores have, og siden på skråningerne uden for landsbyen. Naboerne rystede ofte på hovedet:
Mads, det nytter alligevel ikke noget, sagde de.
Men jeg huskede morfars ord.
Med tiden begyndte flere børn at hjælpe. Hver lørdag gik vi op ad bakken med vandflasker, poser med frø og små skovle, som vi havde lavet af gamle dåser. Nogle planter klarede sig ikke, andre spirede. Vi lærte at indhegne dem for at holde rådyr væk, og vi lagde sten for at bevare fugten.
Da jeg fyldte 15 år, stod der allerede over 3.000 nye træer på bakken. Forandringen var tydelig fuglene kom tilbage, jorden holdt bedre på vandet, og om foråret flød små bække igen mellem træerne.
Historien spredte sig. Først til den lokale radio, så til Fyens Stiftstidende. En dag kom en mand fra en miljøfond og spurgte:
Mads, har du lyst til at få hjælp til at plante flere træer?
Jeg sagde straks ja.
Med fondens støtte fik vi bedre redskaber, arbejdshandsker og frem for alt flere frø og små danske træsorter. Vi fik også undervisning i naturgenopretning. Morfar, der nu var blevet gammel, krammede mig og sagde:
Nu kan du se fremtiden, dreng.
Nu er jeg 24 år og læser til miljøingeniør. På den bakke, hvor der engang ikke var noget, vokser der nu en ung skov med over 25.000 træer. Det er ikke perfekt, og skoven er ikke færdig, men her lever spætter, egern, ræve og mennesker, der elsker at gå ture i skyggen.
Hver gang jeg går op ad bakken, lægger jeg hånden på træerne og tænker, at de vil stå her længe efter jeg er væk. Jeg kan godt lide tanken om, at et barn om 50 år spørger sin bedstefar:
Hvem plantede alt det her?
Og bedstefaren svarer:
Det gjorde et barn, der elskede fremtiden mere end sin egen bekvemmelighed.
DRENGEN DER PLANTEDE EN SKOV – Historien om Felix Andersen fra en lille dansk landsby, som sammen med sin bedstefar og venner bragte livet tilbage til den nøgne bakke, hvor nu over 25.000 træer vokser, dyrene vender tilbage og håbet spirer for fremtiden
