Sammen med min mand, Henrik, besluttede vi os for at hente en lille dansk pige på to år hjem fra et børnehjem, selvom venner og familie nærmest lavede en klagesang om alle de mulige katastrofer, der kunne ramme os. Vi valgte at ignorere deres dommedagsprofetier og stolede på vores egne mavefornemmelser fornuft er jo ikke altid det, der styrer i Danmark.
Min biologiske far har jeg aldrig skænket et blik, og min mor dukkede kun op som en slags gæsteoptræden. Først mange år senere fik jeg af pædagogerne forklaret, hvordan jeg egentlig endte på institutionen. Da jeg var omkring et år, blev jeg ramt af en heftig lungebetændelse, som drænede mig for energi og fik mig til at holde op med at græde. I flere dage lå jeg som en lille, tavs klump i min tremmeseng, mens livet sivede ud, og min melankolske mor sad i stuen og skyllede Gammel Dansk ned. Min barndom var en parade af flasker og natlige klirren, der holdt mig vågen. Til sidst blev naboerne så trætte af min gråd, at min mor slæbte mig til Rigshospitalet. Da sygeplejersken kom ind for at tjekke mig, opdagede hun, at mit tøj var i brand det krævede tre voksne og en god portion panik at få slukket flammerne. Jeg blev straks sendt til akutmodtagelsen, hvor de tog sig af mine forbrændinger. Min mor? Hun dukkede ikke op én eneste gang under hele min indlæggelse.
Den ro, jeg fandt på børnehjemmet, tog jeg med mig videre, da jeg selv blev mor. Jeg fik en solid uddannelse, et job med masser af udfordringer og en rummelig, hyggelig lejlighed på Frederiksberg. Henrik og jeg havde det skønt sammen vores kærlighed føltes som en dansk version af et eventyr, bare med mindre drama og flere rugbrødsmadder. Det eneste, vi manglede, var lidt mere larm i lejligheden
Så vi tog springet og adopterede en toårig pige fra børnehjemmet, selvom vores omgangskreds nærmest holdt krisemøde om det. Vi tog hende med, da vi flyttede til København, og gamblede med risikoen for arvelige sygdomme. Men hun har været sund som en fisk lige siden!
Hver dag sender jeg en tak til universet for, at jeg ikke bare følger strømmen, men tør tænke selv. Ingen af lægernes dystre forudsigelser blev til virkelighed mit barn trives og vokser. Jeg synes, det er alt for nemt at skyde skylden for børns problemer på dårlige gener. Det er som om man slipper for ansvaret for omsorg og opdragelse, og bare peger på biologiske forældre og deres gener. Et barn har først og fremmest brug for kærlighed og at føle sig ønsket, hvis det skal vokse op og blive et ordentligt menneske.
Nu nærmer femårsdagen for adoptionen sig, og jeg kan mærke nervøsiteten snige sig ind. Jeg elsker min søn lige så højt som mit andet barn, som jeg selv har født de er begge min familie, uanset hvad. Alligevel frygter jeg, at Freja en dag opdager, at hun er adopteret, og reagerer med et ramaskrig. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal tage hul på den samtale, hvis hun selv finder ud af det. Vil hun fatte det? Tanken om, at nogen afslører det for hende før mig, får mig til at svede mere end en dansk sommerdag.
