Jeg husker stadig den dag, jeg mødte min hustru, selvom jeg allerede var fyldt 30. Tidligere havde jeg haft forhold til kvinder, men ingen af dem blev til noget varigt. Fra jeg var 26 til 30, stod jeg alene en mand, der knoklede både dag og nat for at tjene nok til at købe mit eget hjem. Til sidst lykkedes det, og jeg følte en enorm tilfredshed, for jeg havde altid kunnet stole på mig selv. To år senere mødte jeg min hustru.
Det var ikke en stormende forelskelse eller vild lidenskab, der førte os sammen. Når man er over 30, er der ikke meget plads til store romantiske eventyr. Jeg søgte ro, stabilitet og helst en kvinde, der ikke ville skabe unødvendige problemer.
Kort fortalt, Rikke var netop sådan. Balanceret, lidt livlig, men aldrig for meget. Det var selvfølgelig ikke optimalt, at hun ikke havde sin egen bolig. Men jeg var ikke nærig jeg lod hende flytte ind hos mig, og hun virkede tilfreds med det hele.
Desuden er det ikke alle kvinder, der har heldet med sig og møder en mand, som allerede har et hus. Her skulle hun ikke betale husleje, og livet var stille, så længe vi havde det godt sammen. Sådan gik syv år. Vi fik aldrig børn. Jeg havde travlt med mit arbejde, og det samme gjaldt min hustru.
Hun arbejdede hele dagen og kom kun hjem for at sove. Børn? Tanken strejfede mig, men måske senere. I dag kan man jo få børn selv som 50-årig, hvis man har råd til det.
For en uge siden sad vi ved morgenbordet og spiste rugbrød, da hun pludselig spurgte: Hvornår vil du registrere mig på din adresse? Hun sagde, hun skulle flytte ud fra sin mors folkeregister, så hun kunne spare på regningerne. Hun havde boet hos mig i syv år. Jeg svarede, at det ville jeg aldrig gøre. Vi har ikke boet sammen længe nok til, at det giver mening. Hvorfor skulle jeg?
Mit hus er mit hvis jeg vil registrere nogen, gør jeg det, og hvis ikke, så lader jeg være. Det rager ingen. Hun kunne have købt sin egen bolig. Hun tjente jo udmærket, og hvad hun gjorde med resten af sin løn, ved jeg ikke det interesserede mig aldrig. Vi lagde penge sammen til det nødvendige, og resten brugte vi, som vi ville.
Efter den samtale gik hun på arbejde og kom ikke hjem om aftenen. Næste morgen fik jeg en sms, hvor hun skrev, at hun ville søge om skilsmisse. Hun mente, jeg ikke stolede på hende. Det var det, jeg fik at vide. Jeg kan stadig ikke fatte, at hun gjorde det. Det handler ikke om tillid. Livet er uforudsigeligt, og der er ingen garanti for, at vi skulle være sammen for evigt. Jeg vil ikke dele mit hjem med nogen. Jeg har kæmpet hårdt for det, og det er mit. Når min kone kun var her for det, lader jeg hende gå.
Nu har jeg lært, at uanset hvor meget man investerer i et forhold, er det vigtigste at bevare sin egen integritet og stå fast på det, man har kæmpet for.
