Kære dagbog, i dag har jeg virkelig brug for at få tankerne ned på papir, for det hele føles så overvældende. Min søn, Anders, fyldte for nylig 31 år, og for et par dage siden kom han og fortalte, at de nuværende lejere i hans fars lejlighed i København skal flytte, fordi han og hans hustru, Sofie, vil overtage boligen. Det slog mig helt ud, for jeg har altid troet på, at vi selv former vores liv intet sker uden grund, og alt, vi har, skyldes vores egne valg.
Mine tidligere beslutninger har sat dybe spor, og jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang, jeg lod mig rive med af Mads. Han var charmerende, og jeg stolede på ham, selvom alle omkring mig advarede om hans flygtige natur. Jeg håbede, han ville ændre sig for min skyld, men sandheden er, at folk sjældent forvandler sig selv da Anders kom til verden, kunne Mads ikke holde sig fra andre kvinder.
Rygterne om Mads eskapader nåede mig hurtigt venner, naboer og selv min familie kom med historier, der gjorde mig både flov og såret. Jeg levede i den skygge i fem år, indtil Mads forlod lejligheden og overdrog den til Anders, bare for at undgå at betale børnepenge. Til sidst endte jeg med at leje boligen af min eksmand, og boede der sammen med Anders og min mor, Birthe, som havde brug for omsorg.
Jeg har altid kæmpet for, at Anders skulle have det bedste, og hver eneste dansk krone fra udlejningen gik til hans skole, tøj og alt, han havde brug for. Jeg ønskede bare, at han skulle have en tryg opvækst. Pengene gik også til regninger, mad og medicin til min mor. Jeg troede virkelig, han ville forstå det, når han blev voksen. Nu er jeg 57 år, og diabetes har sat sine spor. For at klare hverdagen må jeg konstant måle mit blodsukker og tage insulin dagligt.
Sygdommen har gjort det umuligt for mig at arbejde, og ingen vil ansætte en kvinde på min alder med diabetes. Min eneste indtægt er de penge, jeg får fra udlejningen. Anders fyldte lige 31 og sagde, at lejerne i hans fars lejlighed skal ud, fordi han vil bo der med Sofie. Da jeg nævnte, at jeg så ikke har noget sted at bo, svarede han blot, at det må jeg selv finde ud af.
Jeg forstår ikke, hvordan jeg har knoklet hele livet, men alligevel står uden opsparing til pension. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op nu Jeg skal købe medicin, mad og betale regninger. Hvordan kan mit eget barn gøre det her mod mig? Hvem tror han egentlig, han er?
