Jeg har aldrig elsket min kone, og det sagde jeg også til hende flere gange. Det var ikke hendes skyld på mange måder havde vi det udmærket sammen.
Hun lavede aldrig drama, kom aldrig med bebrejdelser hun var altid venlig og omsorgsfuld. Men alligevel manglede der noget: kærligheden var der ikke.
Hver morgen vågnede jeg og tænkte på at forlade hende. Jeg drømte om at finde en kvinde, jeg virkelig kunne elske. Men jeg havde aldrig kunnet forestille mig, hvordan skæbnen en dag fuldstændig ville vende op og ned på alting.
Med Katrine følte jeg mig tryg. Ikke nok med at hun styrede hjemmet til perfektion, men hun var også utrolig smuk. Mine venner var misundelige og forstod ikke, hvordan jeg havde været så heldig at få hende som hustru.
Jeg forstod heller ikke selv, hvad jeg havde gjort for at fortjene hendes kærlighed. Jeg var en ganske almindelig mand, ikke spor bedre end så mange andre. Og alligevel elskede hun mig… Hvordan var det muligt?
Hendes hengivenhed og kærlighed gav mig ingen ro. Det plagede mig endnu mere at tænke på, at hvis jeg gik, ville en anden overtage min plads. En der måske var rigere, flottere, mere succesfuld.
Når jeg forestillede mig hende sammen med en anden mand, blev jeg helt vanvittig. Hun var jo min, selv om jeg aldrig havde elsket hende. Fornemmelsen af at eje hende var stærkere end fornuften. Men kan man virkelig tilbringe et helt liv sammen med en, man ikke elsker? Jeg troede, jeg kunne, men jeg tog fejl.
I morgen siger jeg det hele til hende, besluttede jeg, inden jeg gik i seng. Næste morgen ved morgenbordet samlede jeg mit mod.
Katrine, sæt dig lige, vi skal snakke.
Ja, selvfølgelig, jeg lytter, min skat.
Forestil dig, vi bliver skilt. Jeg går, vi bor hver for sig…
Katrine grinede kort.
Sikke nogle underlige tanker! Er det en slags leg?
Hør nu efter. Det er alvor.
Okay, jeg forestiller mig det. Hvad så?
Vær ærlig: Ville du finde én anden, hvis jeg gik?
Jens, hvad er der dog med dig? Hvorfor går du og tænker sådan nogle tanker?
Fordi jeg ikke elsker dig, og det har jeg aldrig gjort.
Hvad? Det kan du ikke mene… Jeg forstår det simpelthen ikke.
Jeg vil gerne forlade dig, men jeg gør det ikke. Bare tanken om, at du skulle være sammen med en anden, gør mig ude af mig selv.
Katrine tænkte sig kort om og svarede roligt:
Jeg vil ikke kunne finde nogen, der er bedre for mig end dig, så vær du bare rolig. Gå du bare, jeg skal ikke have nogen anden.
Lover du det?
Selvfølgelig, sagde Katrine forsikrende.
Men hvor skulle jeg dog tage hen?
Har du slet ikke noget sted at gå hen?
Nej, vi har jo altid været sammen. Måske burde jeg bare blive i nærheden af dig, svarede jeg trist.
Bare rolig, sagde Katrine. Når vi bliver skilt, bytter vi lejligheden ud med to mindre.
Er det rigtigt? Jeg havde ikke ventet, at du ville hjælpe mig sådan. Hvorfor gør du det?
Fordi jeg elsker dig. Når man elsker nogen, kan man ikke holde dem tilbage mod deres vilje.
Der gik nogle måneder, og så blev vi skilt. Kort tid efter fandt jeg ud af, at Katrine ikke havde holdt sit løfte. Hun havde mødt en anden, og de lejligheder, hun havde arvet efter sin farmor, havde hun aldrig tænkt sig at dele. Jeg endte med ingenting.
Hvordan skulle jeg kunne stole på kvinder igen? Jeg ved det ikke.
Hvad tænker I om Jens valg?
