Har det ikke fungeret på arbejdet? For nylig var der kommet mere at lave, så han kom ofte sent hjem.
Karen havde lagt børnene i seng og var gået i køkkenet for at lave en kop te. Jens var stadig ikke dukket op. På det seneste havde han haft travlt på arbejdet og var tit sent hjemme.
Karen havde ondt af sin mand og forsøgte at skåne ham for hverdagens bekymringer. Han var jo familiens forsørger. Efter brylluppet havde de besluttet sig: Karen skulle tage sig af hjemmet og fremtidige børn, mens Jens skulle sikre, at de levede godt. De fik tre børn hurtigt efter hinanden. Hvert barns ankomst fyldte ham med glæde, og han sagde, at han ikke ville nøjes med det.
Men Karen var udmattet af endeløse bleer, flasker og søvnløse nætter. Hun besluttede sig for at tage en pause med børnene.
Jens kom først hjem efter midnat. Han virkede en smule opstemt. Da hun spurgte, hvorfor han kom så sent, svarede han:
Karense, vi havde så travlt, så vi blev enige om at slappe lidt af sammen efter arbejdet.
Min stakkels skat! smilede Karen. Kom, jeg laver lidt mad til dig!
Det behøver du ikke, vi fik noget tapas jeg har slet ikke appetit. Jeg går bare i seng.
Den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag nærmede sig. Karen spurgte sin mor, om hun ville passe børnene, så hun kunne gå i indkøbscenteret. Hun ville gøre noget særligt ud af dagen: en romantisk middag, bare de to. Moren sagde ja til at tage børnene med hjem til sig.
Udover mad og gave tænkte Karen, at hun også ville købe noget til sig selv. Det var længe siden, hun havde købt noget hun syntes, det var pinligt at bede sin mand om penge til tøj, og der var alligevel sjældent anledning til at gå i andet end hjemmeoutfit. Den seneste anskaffelse havde været et sæt hyggetøj, men det passede bestemt ikke til sådan en aften. Karen gik ind i en tøjbutik og valgte flere kjoler, som hun gik ind for at prøve.
Da hun stod i gang med kjole nummer to i prøverummet, hørte hun pludselig en velkendt mandsstemme fra nabokabinen:
Uhm, jeg kunne nu godt tænke mig at tage det hele af dig igen!
En ung kvindes latter lød tilbage.
Vent nu lidt, din frækkert! Gå hellere ud og find noget til din kone!
Hvad skal hun med det? Hun drukner i unger og husholdning. Ungerne er ligeglade, hvad hun har på bare de får mad, rene bleer og legetøj! Jeg køber nok en stavblender! Eller en brødbagemaskine hun kan tage sig til takke med det!
Det var som at få en spand koldt vand i hovedet. Karen stod stille og roligt, prøvede de andre kjoler færdig og lyttede til stemmerne ved siden af.
Hvis hun spørger, hvor pengene er blevet af, kvindens latter fortsatte stavblendere og brødbagemaskiner koster jo ikke så meget…
Hvorfor skal jeg gøre rede for, hvordan jeg bruger MINE penge? Det er jo mig, der arbejder, hun går hjemme og har alt! Jeg giver hende et beløb til husholdningen, og så må det være det! Hun skulle være taknemmelig nok for det!
Det lød som om, de var færdige med at prøve tøj, for stemmerne forsvandt. Forsigtigt kiggede Karen ud af sit prøverum. Ganske rigtigt: hendes elskede mand stod ved kassen sammen med en ung blondine og betalte. Efter betalingen lænede han sig kækt ind, ignorerede ekspedienten og kyssede blondinen direkte på læberne.
Har du det godt? ekspedienten kiggede på Karen, som længe havde siddet stille i prøverummet og stirret ud i luften.
Ja, ja, det går fint! svarede Karen, trak forhænget til side og rakte ekspedienten kjolerne: Jeg tager dem alle sammen.
Hjemme, efter moren var taget hjem og børnene havde fået middagslur, satte Karen sig og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig troet, at hendes mand kunne være utro. Det værste var ikke selve utroskaben, men at han talte så lidt om hende og hendes indsats for familien.
Hun havde lyst til at storme ud og bede om skilsmisse, men standsede sig selv.
Hvad får jeg ud af det, udover at han går til blondinen, og jeg står alene med børn uden indtægt? Underholdsbidrag? Sandsynligvis kun småpenge… Hvordan skal vi kunne klare os?
Sidst på dagen traf hun sin beslutning. Jens kom hjem til vanlig tid. Han har allerede fået, hvad han ville i dag, tænkte Karen uden følelse. De følelser, hun havde haft for ham, var væk. Han var blevet en fremmed. Det eneste der nagede hende, var at han måske ville insistere på nærhed, som hun ikke længere kunne give. Hun var ligeglad.
Men Jens virkede tilfreds, som om han havde fået alt, han behøvede hos sin elskerinde og krævede intet af Karen.
Dagen efter lavede Karen et CV og sendte det til flere virksomheder og vikarbureauer. Nu ventede hun bare. Hver morgen startede hun med at tjekke sin e-mail. Endelig kom der svar. Hun var indkaldt til samtale i en virksomhed i byen endda dér hvor Jens også arbejdede. Karen overvejede det længe, men besluttede sig så: hun gik!
Med moren som babysitter tog Karen til samtalen. Efter næsten to timers snak med ledelsen blev hun tilbudt et godt job med fleksible arbejdstider. Lønnen var til at starte med ikke høj, men nok til, at hun og børnene kunne leve af det.
Hun kom hjem sprudlende af glæde. Moren spurgte nysgerrigt ind til alt.
Mor, Jens er mig utro! sagde Karen næsten muntert. Moren troede først, datteren var gået fra forstanden og tog hende i hånden og satte sig med hende i sofaen.
Karen, hvad siger du dog? Hvordan skulle Jens kunne være dig utro? Han arbejder altid!
Han “arbejder” ikke, han besøger sin kæreste! Karen fortalte alt, hvad hun havde overhørt i prøverummet. Moren lyttede og spurgte:
Hvad vil du gøre nu?
Jeg vil skilles! Og nu har jeg også fundet et arbejde med fleksible timer. Jeg søger institutionsplads til børnene, og når alle er startet, kan jeg arbejde fuld tid!
Jeg vil ikke holde dig tilbage! Utroskab kan ikke tilgives! Det er kun begyndelsen. Han respekterer dig ikke længere, og jeg hjælper altid med børnene!
Tak, mor! sagde Karen og krammede hende.
Den syvende marts kom Jens igen sent hjem. Karen spurgte ikke om noget. Jens, overrasket over hendes ligegyldighed, begyndte at forklare sig:
Karense, vi var sent hjemme fra arbejde igen men Karen lod ham ikke tale ud og sagde, han bare skulle gå i seng.
Næste morgen, mens Karen sad i køkkenet og gav børnene morgenmad, kom Jens storladent ind og overrakte hende en gave en brødbagemaskine.
Her, skat, så bliver hverdagen lidt lettere for dig! han prøvede at kysse hende, men Karen trak sig væk og kiggede ikke engang på gaven.
Jeg har også en gave til dig!
Forvirret fulgte Jens efter hende ud i gangen. Her stod to store kufferter.
Jeg vil skilles fra dig! Du behøver ikke længere skjule din utroskab!
Hvordan er du blevet klar over det? udbrød Jens forbløffet.
I prøverummet, da du købte gave til din blondine. Og du kan bare give hende brødbagemaskinen jeg har ikke brug for den!
Jens blev vred over at miste sin familie:
Er du jaloux over, at jeg har fundet en anden? Flot, spændende og velsminket, modsat dig! Du har glemt at gøre noget ud af dig selv! Du er op over hovedet i børn og bruger mine penge! Du skal ikke blande dig i, hvad jeg køber! Du er materialistisk og dum!
Jeg er ikke jaloux, sagde Karen roligt. Gå.
Næste dag indgav Karen skilsmissepapirer og ansøgte om børnebidrag. Ugen efter bankede det på døren. Svigermor stod på dørtrinnet. Uden hilsen råbte hun:
Dit materialistiske skarn! Du har smidt min søn ud, og nu snylter du penge! Drop straks børnepengene! Han skal ikke betale!
Han betaler ikke til mig, men til sine børn, som han selv ville have! svarede Karen. Hvis han mangler penge til elskerinden, er det hans problem! Han er far, ligesom jeg er mor!
Hvad kan du dog uden hans penge! Du fødte børn kun for altid at leve af ham! Men det slipper du ikke godt fra! Han vil få sænket sin løn, og du ender med næsten ingenting! Du kravler snart tilbage!
Nej, det gør jeg bestemt ikke! sagde Karen med fasthed og pegede mod døren. Ud af mit hjem, ellers ringer jeg til politiet!
Svigermor gik med vrede ord.
Efter nogle måneder fik børnene plads i børnehave. En måned efter, da den yngste også var startet, gik Karen på fuld tid.
Hej! lød en velkendt stemme ved hendes skrivebord. Kan vi ikke tale sammen?
Beklager, Jens, jeg har meget at lave, svarede Karen uden at løfte blikket.
Måske frokost sammen? Jens var ivrig. Karen så op på sin eksmand. Han så træt og slidt ud. Hun vidste, at blondinen havde smidt ham ud, da hun opdagede, halvdelen af hans løn skulle gå til børnebidrag. Men det rørte hende ikke længere.
Nej, Jens. Vi skal hverken snakke eller spise sammen.
Ingen kan gøre os små, medmindre vi selv går med til det. Når nogen ikke længere ser din værdi, skal du selv huske den og livet begynder først, når du tager ansvar for din egen lykke.
Kan du ikke følge med på jobbet? På det seneste er arbejdspresset steget, og han kommer ofte sent hjem – en dansk fortælling om en kvindes kamp for sig selv og sine børn, da sandheden kommer frem.
