Han vender altid tilbage til elskerinden. En fortælling fra det danske hverdagsliv Tak for al jeres støtte, for likes, engagement og kommentarer til mine fortællinger, for abonnementer – og et KÆMPE tak til jer, der har doneret både fra mig og mine fem søde katte. Del endelig historierne på sociale medier – det varmer også forfatterens hjerte! Efter mors krav gjorde Anton til sidst det forbi med Lene; han forstod sig ærligt talt heller ikke rigtigt på hendes livsstil. Og så pressede hans mor, satte tingene på plads og forklarede, at Lene bestemt ikke var en pige, man giftede sig med. Anton kunne selv mærke, at det aldrig rigtig fungerede mellem dem. Lene var hele tiden ude til jobs i cafeer, restauranter, bryllupper, runde fødselsdage, mindehøjtideligheder og børnefødselsdage – hun var toastmaster, men det blev Anton mors helt indigneret over. – Du er et ordentligt menneske, Anton, du sælger sofaer og madrasser. Går på arbejde om morgenen, hjem om aftenen – som det skal være. Din Lene der sover formiddagen væk og kommer først sent hjem, og når hun gør, lugter hun sikkert af røg og sprut! Kan du virkelig have det sådan? Man kan se i hendes øjne, at hun ikke er til at stole på – se nu bare det smil! Hans mor havde kun set Lene én gang, men havde et færdigt billede med det samme. Og Anton gav efter, han led og var også jaloux, hver gang hun gjorde sig klar og gik på arbejde på et uforudsigeligt sted. Det forekom ham upassende. Hans mors mening afgjorde det for ham. Hun var godt nok smågnaven, men tog sjældent fejl. Anton giftede sig så året efter med bibliotekaren Nadia. Hans mor kunne lide hende fra første øjeblik. Rolig, beskeden og pligtopfyldende. – Det er en rigtig kone, Anton! Se nu på hende – maler sig ikke op til arbejde, klæder sig ordentligt, ikke for frækt, trøjerne er lukkede, og nederdelene når ikke over knæet. Hun skynder sig hjem om aftenen, og se bare, hvordan hun kigger på dig… Guld værd, nu godkender jeg endelig dit valg, Anton… Antons mor er skøn, hendes liv har bare været svært. Hun har aldrig været nogen skønhed, men arbejdet flittigt på posthuset. Hun ville så gerne have familie og børn, men da hun blev 35, indså Inger Antonsen, at hun nok aldrig blev gift. Derfor besluttede hun at få et barn uden en mand, selvom hun egentlig syntes, det var meget uværdigt. Sådan blev Anton til, opkaldt efter hendes far. I starten hjalp hendes forældre med at opdrage lille Anton, men da de døde, var det bare hende og drengen tilbage. Anton elskede sin mor og hjalp hende med alt. Han var ikke den store bogorm, men gjorde sit bedste. Efter niende klasse tog han en handelsuddannelse og blev sælger i en møbelforretning. Hans mor var meget stolt – sønnen mødte op i jakkesæt og tjente pænt. Nu var der også fundet en egnet kæreste – søde Nadia. Nu skulle de nok få det godt og snart børn; børnebørn, som Inger Antonsen drømte om. Brylluppet blev holdt hjemme, for der er ikke meget familie, og Anton har kun én god ven fra arbejdet, Klaus, og klassekammeraten Mads. Nadia har kun sine forældre med og to veninder fra biblioteket – hvad skal man også med flere veninder, når man skal til at stifte familie? Så fik hun gift sin søn, Gud ske tak og lov, med en god pige. Nu kom Anton hjem til varm aftensmad hver dag. Nadia lavede mad ret kedeligt, for hendes far har maveproblemer. Hun var rolig og lidt langsom, lo sjældent, læste hele tiden bøger og foragtede fjernsynet. Nu så Inger Antonsen sine elskede serier med lyden på lavt, og lavede ikke længere hendes og Antons yndlingsboller – Nadia mente, det var usundt. Alt blev så stille og farveløst hjemme; Anton blev mere stille og trist. Efter et halvt år kom han pludselig ikke hjem en nat. Nadia græd hele natten, pakkede tingene næste dag og tog hjem til sine forældre med ordene: – Jeg troede, din søn var en ordentlig mand, men han har svigtet mig… Den stille Nadia viste sig at være stædig som sten. Men Anton prøvede ikke engang at tale hende til fornuft, han undskyldte bare. – Hvor var du? – spurgte moren, og til sidst indrømmede Anton. – Mor, det var sådan, at Lene kom ind og skulle købe en sofa, hun vidste ikke, at jeg arbejdede der… – Ville hun ikke! Den kvinde har regnet den ud – hun kom bare for at ødelægge dit liv! – vrissede Inger Antonsen. – Mor, du kender hende ikke. Hun er slet ikke sådan! Jeg fulgte hende bare hjem og ville snakke, men hun smed mig ud! – sagde Anton. – “Smed ud” – det er et gammelt trick, så du skal tigge! Du skal aldrig mere se den pige, Anton! Hun ødelægger dit liv! – hans mor var bange for, at han ville havne med eventyreren… – Du forstår ikke, mor, der er noget, du ikke ved, – prøvede Anton. – Det er nok, Anton. Ingen nerver nu… Efter skilsmissen blev Anton meget nedtrykt. Da han fik en ny kæreste, blev Inger Antonsen faktisk glad. Hun troede næsten ikke længere, hun ville få børnebørn! Aline arbejdede nu sammen med Anton i møbelforretningen. – Mor, vi vil bare bo sammen lidt, uden at gifte os, så vi ikke igen gør noget forkert, – sagde Anton. Det kunne moderen ikke lide. Da Aline viste sig at være doven og rodede, og ovenikøbet blev fyret for at være uhøflig overfor kunder, blev Inger Antonsen helt forfærdet. Aline lå nu bare på sofaen hver dag med telefonen, drak kaffe og lod som hun søgte job. Hvorfor fandt hendes søn altid de forkerte piger? En dag rablede det for Inger Antonsen, da Aline begyndte at tale om bryllup: – Du skal ikke gifte dig med ham! Han vender altid tilbage til “hende”, ved du hvor mange gange han har besøgt hende? Hun har endda et barn med ham! Når de skændes, løber han lige tilbage til hende! Aline lo bare – hun var sikker på, at den gamle bare var sur, fordi Anton elskede hende mest og lod hende slippe for at arbejde… Inger Antonsen kiggede med medlidenhed på sønnens tredje kæreste og indså, det var nyttesløst. Hun gik i stedet hen for at se, hvad der skete med Lene – hvordan kunne hendes søn aldrig slippe hende, men tage hvem som helst med hjem… Hun kendte ikke Lenes adresse, men var heldig: netop som hun nåede frem, kom Lene ud af opgangen… med en lille dreng i hånden. Inger Antonsen måbede. Sådan kan det da ikke være – det er værre end hun havde forestillet sig. For drengen, som Lene holder i hånden, ligner lille Anton på en prik. Samme lyse, frække øjne, de samme ører, næse, smil – direkte kopi! – Lene, vent – jeg skal tale med dig! – råbte Inger Antonsen, og følte benene blev som gelé. Tænk, hendes eget barnebarn kan allerede gå og tale – og hun vidste ikke noget som helst! Lene vendte sig, og man kunne se, hun genkendte hende – men stoppede. – Goddag, Inger Antonsen, hvad vil du? – Hvordan kunne du, Lene – jeg vidste ikke noget, men Anton, han er jo ordentlig, han kunne ikke, han var min pæne dreng, – prøvede den fortvivlede mor. – Bare rolig, han vidste det ikke, – svarede Lene køligt. Hun ville gå, men Inger Antonsen gav ikke op. – Han elsker dig jo, det er mig, der er skyld i det hele. Smid ham ikke ud, snak nu ordentligt med ham, – tryglede hun, uden at kunne løsrive blikket fra drengen, som var Anton i miniformat. – Hvad hedder drengen? – spurgte hun med skælvende stemme, og Lene blødte op. – Niklas, kom nu, vi skal videre – jeg laver nu kun børnefødselsdage, og han er med altid, vi har ikke andre. – Men jeg er her jo, jeg er hans bedstemor, – tilbød Inger Antonsen, men Lene svarede ikke, vendte sig væk og gik med Niklas… – Mor, var du hos Lene? – spurgte Anton nogle dage efter. Hans mor havde været i dårligt humør hele tiden og bemærkede ikke engang, da Aline flyttede ud. – Mor, tak, Lene har tilgivet mig, og jeg må nu se min søn. Men nu vil jeg have, hun bliver min kone, – sagde Anton. Inger Antonsen så forundret på sin søn. Han havde altid været mors dreng og let at styre. Men nu var der sket noget – og hun svarede bare: – Godt gået, søn. Tilgiv mig, jeg var dum. Man må kæmpe for sin lykke. Også imod sin egen mor… Anton og Lene Anton og Lene blev snart gift og bor nu hos Lene, mens bedstemor Inger passer Niklas, når forældrene arbejder. Nogle gange overnatter barnebarnet hos bedstemor. Det allerbedste – snart får de barn nummer to, og denne gang bliver det en lille pige! Inger Antonsen kan næsten ikke vente med at nusse sin lille pige. Nu blander hun sig ikke – det er der heller ingen grund til. Lene viste sig at være den skønneste husmor, og Anton stråler af lykke. Godt hun dengang lyttede til sit hjerte og fik indset, at det var Lene, hendes søn havde brug for. Man kan ikke bygge sin lykke ved at trampe på andres liv, vælge en kone til sin søn og bestemme, hvem han skal være sammen med. Han skal være sammen med den kvinde, han ikke kan leve uden…

Kommer igen til elskerinden. En fortælling

Tak for støtten, for likes, engagement, kommentarer til historierne, abonnement og en kæmpe tak fra mig og mine fem katte for alle donationer. Del gerne dine yndlingshistorier på sociale medier det varmer en forfatters hjerte!

– Efter moderens ønske slog Anton alligevel op med Lene; han forstod sig heller ikke rigtig på hendes livsstil. Og da hans mor også begyndte at lægge pres på, forklarede og fremhævede hun med fakta, at Lene ikke var den rette pige at gifte sig med.

Anton mærkede det egentligt selv. Det fungerede ikke rigtigt mellem dem. Lene var konstant på farten, enten til caféer, restauranter, bryllupper, jubilæer, begravelser og børnefødselsdage. Hun var toastmaster, men Antons mor blev forarget, da hun hørte om det.

Du er en ordentlig mand, Anton, du sælger sofaer og madrasser. Går på arbejde om morgenen, kommer hjem om aftenen, som man skal. Men hende der Lene ligger og sover længe, og om aftenen er hun ikke engang hjemme, når du kommer fra arbejde hun er først hjemme ved midnat. Hun lugter sikkert af tobak, alkohol og andre mænd er det det, du vil have? Man kan jo se på hende, hun mangler noget, se, hvordan hun smiler!

Moderen havde kun set Lene én enkelt gang, men meningen var klar.

Og Anton bøjede sig. Han havde også jalousi og tvivl, når Lene gjorde sig i stand og gik ud på arbejde i caféen eller restauranten. Det føltes ikke ordentligt.

Moderen bekræftede hans følelser hun var måske streng, men aldrig forkert.

Anton giftede sig året efter med bibliotekaren Signe.

Hans mor kunne lide hende straks. Rolig, beskeden og pligtopfyldende.

Se lige, Anton, det her er en rigtig kone! Går ikke med makeup på arbejde, hendes tøj sidder pænt, ikke for udfordrende, alt er ordentligt og anstændigt. Skynder sig hjem om aftenen, og de øjne, hun kigger dig i, er guld værd, sagde hans mor, da Anton præsenterede Signe. Det er det bedste valg, du har truffet, Anton

Antons mor var en fantastisk kvinde, livet havde bare været hårdt for hende.

Hun havde aldrig været nogen skønhed, arbejdede på posthuset. Hun længtes efter familie og børn, men da hun fyldte 35, forstod Vibeke at hun nok aldrig skulle giftes. Hun besluttede så at få et barn uden mand, selvom hun syntes det var upassende.

Sådan blev Anton født. Vibeke opkaldte ham efter sin far.

I starten hjalp bedsteforældrene med at passe Anton, men da de gik bort, var han og moren alene.

Anton elskede sin mor højt og hjalp hende med alt. Han var ikke særlig god i skolen, men gjorde sig umage. Efter niende klasse gik han på erhvervsskole og blev sælger i en møbelforretning.

Hans mor var stolt af ham: Han gik på arbejde i jakkesæt, og lønnen var god. Og endelig havde han fundet den rigtige pige Signe. Nu kunne de unge leve lykkeligt, få børn, og Vibeke drømte kun om at få børnebørn.

Brylluppet blev holdt hjemme, for familien var lille. Antons eneste venner fra arbejdet var Jonas og en gammel skolekammerat, Morten. Signes forældre og to kollegaer fra biblioteket var også med. Men venner var ikke så vigtige for Signe, for nu skulle hun være en del af en familie.

Så fik Vibeke giftet sin søn heldigvis til en god pige.

Nu stod Signe klar hver aften med varm mad til Anton. Maden var dog meget ensformig og smagte af lidt, for hendes far havde altid haft maveproblemer. Signe var langsom og stille, lo sjældent og læste kun bøger. TV foragtede hun, så nu turde Vibeke næsten ikke se danske serier mere, og skrue op for lyden gjorde hun heller ikke. De elskede boller med svinekød, men Signe nægtede at lave fed og krydret mad, som hun mente var usundt.

Der var blevet stille og ferskt i lejligheden, og Anton virkede mere og mere trist.

Efter et halvt år blev Anton en aften sent på arbejdet, slukkede mobilen og kom slet ikke hjem om natten.

Signe græd hele natten, meldte sig syg og tog hjem til sine forældre, mens hun bitre sagde til Vibeke:

Jeg troede, jeres søn var en ordentlig mand, men han har forrådt mig

Stille og tilsyneladende eftergivende Signe viste sig at være stædig som granit. Men Anton prøvede heller ikke at overtale hende og undskyldte bare for, at han havde skuffet hende.

Hvor har du været? spurgte Vibeke, og til sidst gav Anton efter.

Mor, det var sådan, at Lene dukkede op i butikken for at købe sofa. Hun vidste ikke, at jeg arbejdede der.

Vidste ikke? Den pige manipulerer! Hun ville bare ødelægge dit liv og kom der med vilje! foreslog Vibeke.

Mor, du kender hende ikke. Hun er ikke, som du tror. Jeg fulgte hende hjem for at snakke, men hun smed mig ud! svarede Anton.

Jaja, hun smed dig ud for at du skulle tigge! Du skal ikke have mere med hende at gøre, Anton, hun ødelægger dit liv! Vibekes øjne var bange, hun frygtede virkelig, han ville falde i igen.

Mor, du forstår ingenting, men der var noget, prøvede Anton. Men Vibeke ville ikke høre mere.

Efter det og skilsmissen fra Signe blev Anton endnu mere indesluttet i lang tid.

Da han endelig fik en ny kæreste, blev Vibeke næsten glad, for ellers ville hun aldrig få børnebørn!

Anna var begyndt som kollega i møbelbutikken.

Mor, vi har besluttet ikke at gifte os, men bare prøve at bo sammen først fortalte Anton, og det kunne Vibeke ikke lide.

Det blev værre, da Anna viste sig at være doven, rodet og blev fyret for at være uhøflig overfor kunder. Anna lå nu bare på sofaen hele dagen med telefonen og kaffe og lod som om, hun søgte job.

Hvorfor var hendes søn så uheldig med kvinder?

At se på Anna hver dag gjorde Vibeke irriteret. Og da Anna sagde, at de snart skulle giftes, bristede det for Vibeke:

Lad være med det, han vender altid tilbage til hende. Han har for længst en anden kvinde og et barn hos hende han løber hele tiden derhen og giver penge til barnet. Han kommer aldrig til at blive hos dig, forstår du?

Men Anna lo bare hun troede kun Vibeke sagde det af ondskab. Hun var sikker på, Anton kun elskede hende og lod hende slippe for at arbejde.

Vibeke så opgivende på sønnens tredje udkårne og indså, at diskussionen var nyttesløs.

I kan bo her, som I vil jeg orker ikke mere hemmelighedskræmmeri.

Men Vibeke gik til sidst over til Lene for at høre, hvad der var med hendes søn, siden han ikke kunne glemme Lene.

Hun vidste ikke engang, hvor Lene boede, men da hun nærmede sig ejendommen, kom Lene ud af hoveddøren hånd i hånd med en lille dreng.

Vibeke stivnede.

Hun følte straks, hvad hjertet havde forvarslet, da hun snakkede om et barn til Anna. Drengen lignede Anton som barn til forveksling: de lyse drillende øjne, de udstående ører, næsen, smilet en tro kopi!

Lene, stop! Jeg skal tale med dig! kaldte Vibeke, og benene rystede under hende.

Hvordan kunne det gå til hendes barnebarn gik her og kunne snakke, og hun anede intet!

Lene så hende straks og stoppede modstræbende.

Hej, Vibeke. Hvad vil du?

Hvordan kunne det gå til? Jeg vidste det ikke og Anton hvordan kunne han, han plejer at være ordentlig, sagde Vibeke forvirret.

Tag det roligt, han vidste det ikke svarede Lene køligt og ville gå videre, men Vibeke gav ikke op:

Han elsker dig jo stadig. Det var min skyld, jeg pressede ham væk fra dig. Giv ham en chance, snak med ham! bad Vibeke og kunne ikke slippe blikket fra drengen han VAR jo en lille Anton!

Hvad hedder sønnen? spurgte hun så med dirrende stemme. Lene blev blødere:

Han hedder Niklas. Kom, Niklas, vi har travlt jeg arbejder nemlig kun med børnearrangementer nu, og Niklas er altid med mig. Vi har jo ingen andre.

Jeg kan hjælpe jeg ER jo hans farmor, tilbød Vibeke, men Lene svarede ikke, og de gik.

Mor, har du været hos Lene? spurgte Anton nogle dage senere.

Hun gik stadig rundt som i dårligt vejr og lagde end ikke mærke til, at Anna var flyttet.

Mor, tak. Lene har tilgivet mig, jeg må se min søn nu men jeg vil vinde hende, så hun gifter sig med mig!

Vibeke blev overrasket over at høre denne nye styrke hos sin søn, der altid havde været mors dreng. Nu lød han for første gang moden og beslutsom, og hun sagde blot:

Godt, søn. Tilgiv mig, den tåbelige. Man skal kæmpe for sin lykke selv mod sin mor, hvis det skal være…

Anton og Lene

Anton og Lene blev snart gift. De bor hos Lene, men farmor Vibeke kommer og passer Niklas, mens forældrene er på arbejde og nogle gange er Niklas på besøg hos farmor.

Og det bedste: snart får de endnu et barn lægen har sagt, det bliver en pige. Vibeke glæder sig allerede til at få lov at passe et lille barnebarn helt fra starten.

Hun blander sig ikke længere i deres liv det er der ingen grund til. Lene viste sig at være en fantastisk husmor, og Anton er simpelthen lykkelig.

Hjertet havde ret: Det var Lene, Anton havde brug for, alting faldt på plads.

Man kan ikke skabe lykke ved at styre andres liv. At vælge en svigerdatter og beslutte for sin søn, hvem han skal være sammen med, fører ikke til glæde.

Lad sønnen gifte sig med den pige, han ikke kan leve uden for kun da er der plads til glæde og kærlighed.