Faren kom hjem med ny kone
Hvordan skal vi egentlig gøre det, Rune? spurgte Mads, der altid var den første til at løbe hen til forældrene. Far sad i går og sagde: Jeg er træt. Træt, for fanden! Mor har gjort alting for ham i tredive år, gjort rent, vasket, næsten madet ham fra skeen, og nu så snart hun blev syg, gik der kun et par måneder, så var han allerede træt.
Mads havde aldrig lagt fingrene imellem. Han havde altid haft det anstrengt med faren, lige siden barnsben. Måske derfor var det tit ham, der fik smæk.
Rune sad på den lille skammel i det rummelige køkken, kastede blikket rundt: Alting her stod, som det gjorde før mors sygdom. Tænk, hvor mange aftener de havde brugt her, hvor mange samtaler, alle de juleaftenener, der lugtede af appelsiner og kanel.
Rune? Rune? Kan du ikke indrømme, at far overdriver? Træt, siger han!
Rune røg ud af tankerne.
Jo, det ved jeg da godt, sagde han fraværende. Hvad savner han? Vi hjælper ham jo. Er der så tit vi kan, har lavet en aftale om det, på tur på skema. Men han mener vel, det ikke er nok, bare vi er der. Han vil have en specialist. Fint, så får vi fat i en
Ingen havde tænkt, at hele ansvaret var fars. Vi deltog alle sammen. Ugen var planlagt, så han næsten aldrig var alene med plejen.
Vi manglede en fagperson.
Hvad tror du sådan en koster? Mads vendte sig direkte mod Rune. Det er jo ikke som at hente en kaffe. Herhjemme tager de jo mere end for olie, sikkert!
Det er også min tanke. Vi må vel bare dele regningen. Måske betaler jeg lidt mere, jeg
Rune tjente mest af dem.
Lidt mere, jovist, sagde Mads, næ nej, vi deler. Vi har begge fast job og tjener godt. Det skal være retfærdigt. Du vil jo ikke ha, at jeg ender med føle mig skyldig, vel? Hvis jeg virkelig ikke kan følge med, så… Låner du mig lidt, ældste bror, ik? Så betaler jeg tilbage. Låner du?
Rune var altid klar til mere ansvar. På jobbet, og herhjemme.
Det gør jeg, sagde Rune hurtigt. Vi er enige, ikke? Når bare Sofie også er
Forresten, hvor er hun?
Hun sidder hos mor. Fortæller hende noget, tror jeg.
Mor kunne desværre ikke længere snakke selv, men Sofie blev ved med at fortælle nyt.
Dunk.
Noget lød bag døren.
Der har vi Sofie, sagde Mads, altid på vej og altid på vej til at vælte noget.
Ind kom deres lillesøster med sit evige krøllede hår, nærmest som en mælkebøtte i blæsevejr. Trods alt, havde Sofie aldrig mistet sit livsmod. Hun troede stadig, mor en dag ville blive rask…
Hvad hvisker I om? spurgte hun, Om plejeren til mor, ikke? Jeg hørte det godt. Far sagde noget. Han ringede aldrig til mig Men jeg ved godt besked. Hvor meget skal vi hver især smide i puljen?
Brødrene sendte hende lange blikke.
Hvad mener du? sagde Rune.
Åh, vores lille Sofie-blomst! sukkede Mads, Det er ikke noget for dig endnu. Du har jo lige færdiggjort dit studie. Det er alvorlige voksen-sager. Og det er i hvert fald ikke dine penge, vi tager.
Sofie rynkede brynene.
Og hvorfor ikke det? hun så rasende ud, men smilede straks da hun mærkede, at brødrene endelig slappede af. Jeg vil også være med. Vi er en familie, er vi ikke? Alle skal bidrage.
Du er med, du er med, sagde Rune. Køb dig en chokoladebar i stedet, nu du er økonomisk uafhængig. Vi har vigtige voksenting at tale om.
Sofie lo og vinkede, før hun gik ud og lod brødrene blive tilbage med deres vigtige voksenting.
Godt, sagde Mads og slog i bordet, Så er det altså os to. Vi deler. Men det skal være retfærdigt. Hvor meget hver? Og skal vi ikke bare komme i gang
Helt enig. Vi må finde en, der er til at stole på. Ikke en eller anden snydepels.
De brugte endnu en time, gennemgik annoncer, ringede til bureauer, indtil de fandt hende Katrine. Femogtredive, nydelig, anbefalingerne i orden. Det vigtigste erfaring.
Katrine gled ind i huset som om hun altid havde været der. Smilende, omsorgsfuld, god til at tage en snak, men også at være stille på det rigtige tidspunkt. Hun forstod at lytte. Hun kunne trøste, og vigtigst få mor til at føle sig bedre tilpas.
Sofie, som de nægtede at tage imod penge fra du er vores lille Sofie, kom stadig ofte selv og tog sine timer. Hun havde svært ved at undvære mor. Mere end brødrene. De var ældre, begge tæt på at blive gift. Sofie var endnu barnligt naiv, og ville bare sidde og snakke med mor, selv om mor ikke svarede.
***
Der gik lidt over et år. Det år tog deres mor.
Tænk, at et enkelt menneske kunne holde en familie sammen. Da mor døde, var familien som blæst bort. De talte stadig sammen, dog knap så ofte, og faren slæbte sig ikke til sammenkomster eller inviterede.
På ugen, ringede han dog rundt og sagde, de ikke skulle lave planer lørdag.
Så var de samlet Sofie, Rune og Mads. Fyrre dage var gået, de havde mindedes mor uden far, der nægtede at komme. Sofie havde tryglet brødrene: lad være med at presse ham. Måske var sorgen for tung, måske var det derfor, han ikke kunne deltage.
Godt I kom, sagde han rustent, Jeg har noget at sige til jer. Alle tre.
Rune og Mads mærkede, at det lugtede af ballade.
Far, du ved vi altid kommer, sagde blide Sofie.
Jo, jo, nikkede han. Men I er her ikke bare for hyggens skyld. I skal hilse på min forlovede.
Det kunne ikke være virkelighed. Lettere at tro, at han var blevet sindssyg efter mors død. Forlovede? Nu? Det var kun fyrre dage siden, mor døde…
Hvilken forlovede? spurgte Mads dæmpet.
Far, er du seriøs? Runes hoved kunne ikke rumme spøgen.
Far spøgte ikke.
Niels vinkede nogen ind.
Katrine, kom bare ind!
Der stod hun. Katrine. Hende de selv havde hyret som plejer. Al hendes beskedenhed og blidhed forsvandt, hun var allerede hjemmevant.
Katrine? Sofie gentog navnet som i en dvale. Det kan ikke passe
Jo, Katrine, Niels smilede. Vi flytter sammen. Jeg ved, det kommer bag på jer, det gik hurtigt, men nu rykker Katrine ind.
Det føltes som et slag i ansigtet. Rune, som altid havde været først og mest tydelig, vendte sig vredt mod faren:
Du må da gøre grin med os? sagde han og trådte forbi Mads, der bare lå henslængt i stolen. Hvornår begyndte det her? Mens mor lå syg? Mens hun lå dér, havde du allerede noget kørende her? Lige ved siden af?! Vil du virkelig sige det nu? Har du ikke mistet forstanden?
Mads sprang op for at standse Rune.
Slap nu af, sagde Sofie og stillede sig imellem, for nu var der risiko for, at Niels skulle tælle trappetrin med næsen. Rune holdt sig altid i ro, var hjælpsom, sagde ikke meget men når han blev vred, kunne det gå rigtigt galt.
Slap af? Rune råbte. Giv slip! Jeg forklarer ham lige, hvad han har gjort!!
Og så forklarer han det igen, når han får chancen.
Rune, styr dig! Mads trak i ham.
Rune, lad vær at slå, tiggede Sofie, gør ham ikke noget. Måske mener han det ikke helt sådan… Ikke? Far du flytter ikke rigtigt ind med hende vel?
Hun så på faren, men han så kun på Katrine. Sådan en kvinde havde aldrig før skænket ham et blik, heller ikke dengang han var ung. Efter de halvtreds, havde han givet op, elskede ikke sin kone, men skilt sig ikke hvem skulle dog ville have ham? Da Katrine selv lagde an, blev han som ramt af lynet: Endelig, i sin alderdom, fulgte kærligheden ham.
I forstår ikke, sagde han, jeg har ventet på det hele mit liv
Rune rev sig fri og tog fat i fars trøje.
Ventet på hvad? På mor døde?
På at møde min kærlighed!
Kærlighed? Hvad så med mor? Rune rystede ham næsten fri af gulvet.
Der var ingen kærlighed! Hun ventede dig, så jeg giftede mig! Nu vil jeg bare være lykkelig bare én gang i mit liv! I forstår ikke…
Rune slap ham.
Mads trængte ind i den pinlige tavshed:
Hvad forstår vi ikke, far? At du skal have en ny? Og hvad med mor? Tænkte du på hende, dengang det hele begyndte?
Skal jeg være enkemand til jeg dør?
Nej! råbte Mads, mens Rune lænede sig tungt mod væggen. Nej! Men far, der er gået fyrre dage og du gik i gang, mens hun stadig var hos os jeg kan slet ikke
Intet kunne stoppe Niels. Mens de skændtes, stod Katrine smilende i hjørnet. Niels, der indimellem blev mørk i blikket over drengenes anklager, så på hende og smilede igen. Kærlighed, alt andet var bagateller.
Til sidst havde Rune og Mads fået nok de orkede ikke engang at se på familiens overhoved:
Vi går! Rune sendte et sidst blik fuld af foragt.
Sofie, kom nu, Mads hev hende med.
I må måske skulle I ikke dømme så hårdt? sagde Sofie tøvende i opgangen. Måske er hun det eneste, der holder ham oppe. Jeg ved godt det er kort tid, men hvis det virkelig er kærlighed
Hun rørte ingen.
Kærlighed? Mads lo koldt. Du ved godt, hvad det her handler om, Sofie. Vi er voksne. Han har ikke fået kærlighed i skallen det er noget andet.
Men Sofie gav sig ikke Han er vores far.
En far der havde affærer, inden mor var væk. En far, der svigtede hendes minde. Selv over for os! Han kunne da i det mindste have skjult Katrine et halvt år!
Alle sagde altid, at Sofie var et godt menneske. Trods sorgen over moren, kunne hun ikke få sig selv til at udelukke faren. Hun kom ikke forbi, fordi brødrene sagde det men hun havde det ondt over det.
Niels var ikke plaget.
Da sønnerne så småt begyndte at tage telefonen igen, begyndte han at stille krav. Ikke anmodninger, men deciderede ordrer. Det ene, det andet. De snakkede ikke mere med ham, men hjalp stadig til.
En dag, mens Rune og Mads samlede nyt skab for far, udbrød Niels midt i arbejdet:
Skade, jeg ikke mødte Katrine før. I kunne have fået en anden mor. Meget bedre.
Mads smadrede næsten det glas-sofabord, han sad ved, da han i arrigskab kastede skruerne ned i det. Skruerne fløj ud over stuen. Sprækker løb gennem glasset.
Det er nok! sagde Rune og lagde skruetrækkeren. Nu må du holde op, far. Det er mor, du taler om!
Nej nu! Niels røg op. Siger I mig imod, arver I ikke!
Det med arven skulle han nok ikke nævne.
Sikker på det? sagde Rune. Lejligheden var mors. Ifølge dansk lov skal vi fire dele. Pas du på din plads ellers bliver det dig, der står uden noget. Tak for påmindelsen.
Niels lukkede munden. Værktøjet blev liggende, unavngivet skab blev aldrig samlet. Sønnerne tog hjem.
De kom ikke mere. Men tanken voksede de måtte sælge deres andele. For hvis far ikke længere var far, hvorfor så skåne ham?
Sofie holdt sig på afstand, men ikke fra sine værdier.
Vi kan lade være at snakke med far. Men smide ham ud i en andelslejlighed? spurgte hun.
Sofie, den store mælkebøtte, troede altid på forsoning. Hun tog derhen, ville overtale ham til at bede drengene om tilgivelse. Mission umulig, men Sofie prøvede.
Da hun ankom, var der kaos.
Katrine, med mors øreringe, proppede effektivt mors ting i sorte sække. Fotos, kjoler, legetøj mor havde håndlavet til dem alt blev smidt ud.
Katrine, hvad er det hviskede hun.
Bare lidt oprydning Niels venter på dig. Hvorfor så langsom?
Sofie kunne ikke rumme synet. Havde hun bare vidst, at mors ting røg ud, havde hun taget dem hjem for længe siden
Hvad laver du?! råbte hun og greb Katrines arm. Katrine tabte posen. Det er min mors!
Gammelt skrammel! Hvor skal vi gøre af det?
Sofie klamrede sig fast til posen.
Ja, Sofie, det er din mors ting. Men hun er væk Niels kom ind, de skal ikke stå her de næste tredive år, vel?
Sofie samlede sammen, hvad der ikke allerede var smidt ud.
Jeg vil aldrig se dig igen, sagde hun til faren. Og hendes blik var så koldt, at selv hans hjerte slog et slag over.
Snart efter solgte Sofie, Rune og Mads deres andele to ud af tre værelser. Niels sad låst tilbage på et enkelt. Pludselig skulle han bo med fremmede. Det lovede ikke godt.
Du slap billigt, sagde Rune. Du fik da dit eget værelse. Resten må du selv rode med.
