Hvad foregår der? Hvor skal du hen? Og hvem skal så lave maden? – Hvor haster du hen? Der er jo nogen, der skal lave maden! – udbrød Henrik ængsteligt, da han så, hvad Antonina foretog sig efter et skænderi med svigermor. Antonina kiggede ud af vinduet. Tunge skyer hang over den lille danske by, selvom det var forår. Solen kiggede sjældent frem her, og måske derfor gik folk ofte rundt og så både kolde og mutte ud. Antonina havde selv bemærket, at hun næsten aldrig smilede længere, og de nye panderynker fik hende til at se mindst ti år ældre ud. – Mor! Jeg går en tur, – råbte hendes datter, Emma. – Ja, ja, – nikkede Antonina. – Hvad er det for et “ja, ja”? Giv mig nogle penge. – Er gåture ikke gratis længere? – sukkede Antonina. – Mor! Hvorfor skal du altid spørge? – sagde Emma utålmodigt. – Kom nu! Hvad, er det alt? – Det er nok til en is. – Din nærigrøv, – hvislede Emma, men Antonina hørte det ikke mere, for døren smækkede bag datteren. Det kan ikke passe… – tænkte Antonina og mindedes, hvor sød Emma havde været, før teenagerårene satte ind. – Tone, min mave knurrer! Er maden snart klar?! – råbte Henrik utilfreds. – Lav det selv, – sagde hun ligegyldigt og satte tallerkenen på bordet. – Må jeg ikke få den serveret? Antonina var lige ved at kyle gryden efter ham. Hvad bilder han sig ind… – Man spiser i køkkenet, Henrik. Vil du have mad, så spis, vil du ikke, så lad være, – sagde hun og satte sig alene ved bordet. Efter et kvarter kom Henrik ud i køkkenet. – Det er koldt… adr… – Du kom jo for sent. – Jeg bad dig! Der er ikke skyggen af kærlighed eller omsorg! Du ved jo, jeg ser fodbold! – brummede Henrik, mens han skovlede kold kylling ind. – Det smager ikke engang godt. Antonina rullede bare med øjnene. Med det fodbold var Henrik som forvandlet. Spil, halstørklæder, dyre billetter… selvom han ikke interesserede sig for sport, dengang de var unge. Han tog ikke engang plads ved bordet, men greb en øl og nogle “Kims-chips” og gik ind til fjernsynet, mens Tone blev efterladt med opvasken. Ingen værdsætter det, jeg gør. Hun var udkørt efter sin vagt som sygeplejerske på hospitalet. Folk kom med deres problemer, sure miner og alverdens sygdomme. Det var stressende på arbejdet – og derhjemme var der ikke hygge og varme, kun endnu et skift: servere, hente, vaske op, rydde af. – Er der mere? – Henrik greb endnu en øl i køleskabet. – Hvorfor er der ikke flere? – Du har drukket dem alle! Skal jeg også købe dem? Kom nu ind i kampen, Henrik! – råbte Antonina. – Så sarte vi er… – sagde Henrik sarkastisk og smækkede med døren, mens han gik ud for at købe flere forsyninger til næste kamp. Antonina gik tidligt i seng – der ventede en hård dag i morgen. Men hun kunne ikke falde i søvn. Hun bekymrede sig om Emma – hvor gik hun rundt, og sammen med hvem? Det var blevet mørkt, men Emma var ikke kommet hjem. Antonina turde ikke ringe, for så blev datteren gal. – Du gør mig til grin foran mine venner! Lad nu være med at ringe! – råbte Emma, når Antonina forsøgte at ringe. Siden stoppede hun, og mindede sig selv om, at Emma lige var fyldt 18. Ville hverken arbejde eller læse. Havde lige afsluttet gymnasiet og besluttet sig for at tage en pause og “finde sig selv”. Halvsovende hørte Antonina jubel fra stuen – nogen måtte have scoret et mål. Så begyndte Henrik at diskutere kampen højlydt med naboen, der var kommet forbi. Senere kom naboen med sin kæreste, og nu var de tre, der sad og råbte foran skærmen. Emma vendte først hjem sent, roede i tallerkenerne og gik i seng. Da huset endelig blev stille, og Tone langt om længe faldt i søvn, begyndte katten at skrige efter mad. – Er der ingen andre i dette hus end mig, der kan fodre katten?! – rasede Antonina, træt og med migræne, mens hun slæbte sig ud af soveværelset. Hun håbede på opmærksomhed, men Emma havde høretelefoner på og lavede bare cirkeltegn om tindingen. Henrik var faldet i søvn foran fjernsynet med øllen i hånden. Nu kan jeg snart ikke mere… det her er simpelthen for meget! – tænkte Tone. Næste dag blev hun vækket af en opringning fra svigermor. – Antonina, min pige, husk nu, det er tid til at lægge kartofler! Og du bør tage til kolonihaven… der skal ordnes. – Ja, jeg ved det godt… – sukkede Tone. – Så kører vi i morgen. Hendes eneste fridag blev brugt i parcelhushaven, styret af svigermor. – Sådan fejer man ikke! Du skal holde kosten anderledes! – kommanderede svigermor fra havebænken. – Jeg er næsten 50, Vera, jeg kan godt selv! – svarede Tone. – Og Henrik da… – Hvor er jeres Henrik? Hvorfor er han ikke her? Hvem skulle ellers køre sin mor i sommerhus? Hvorfor måtte vi tage bussen i tre timer? Og så nævner I ham hele tiden… – Han er træt. – Og jeg? Tror du ikke, jeg er træt? Så begyndte det. Antonina fortrød, hun havde svaret igen. Vera var en kvinde, der altid skulle have ret, men hvor hendes ret ikke talte for Tone. Hele livet havde hun kun omfavnet Henrik, mens Tone kun netop blev tolereret som hushjælp. På hjemvejen sad de i hver sin ende af bussen. Næste dag klagede Vera til sønnen, og Henrik blev rasende. – Hvordan tør du svare min mor sådan igen?! – rasede han. – Hvis det ikke var for hende… – Hvad så? – krydsede Tone armene under brystet. Hun vidste nu, hun ikke kunne holde det ud længere. – Du havde aldrig fået arbejde på hospitalet! – snerrede han, som om det ændrede noget. Hun havde ofte fortrudt, hun skiftede det lille trygge lægehus ud med hospitalet, hvor Vera havde trukket i trådene, og hvor lønnen var større, men nerverne og de grå hår var mange flere. – Hvor er du? Henrik var i chok over, hvad Tone kunne få sig til at gøre. Det, Tone gjorde, havde Henrik aldrig set komme!

Hvad sker der nu? Hvor skal du hen? Og hvem skal så lave mad?
Hvorfor har du så travlt? Nogen skal jo lave aftensmad! spurgte Jannik, min mand, bekymret, mens han så, hvad jeg gjorde efter skænderiet med hans mor.
Jeg kiggede ud af vinduet. Grå skyer hang lavt, selvom vinteren endelig var forbi. I vores lille by i Nordjylland var solskin en sjælden gæst. Måske var det derfor, folk her ofte virkede reserverede og kølige.
Jeg opdagede selv, at jeg stort set var holdt op med at smile, og min furede pande gav mig let ti år ekstra.
Mor! Jeg går en tur, råbte min datter, Trine.
Ja ja, svarede jeg.
Ja ja, hvad? Giv mig nogle penge.
Hvad nu, er det ikke gratis at gå en tur længere? sukkede jeg.
Mor! Hvorfor skal du altid spørge? hvæsede hun utålmodigt. Kom så! Er det alt?!
Det er rigeligt til is.
Din nærigrøv, snerrede Trine, men jeg hørte det næsten ikke, for hun var allerede smuttet ud ad døren.
Jeg kan ikke tro det tænkte jeg og rystede på hovedet. Trine havde været så sød, før hun ramte teenagealderen.
Tone, min mave knurrer! Hvor længe endnu?! råbte Jannik utålmodigt.
Spis selv, svarede jeg tørt og satte fadet på bordet.
Kunne du ikke have serveret det?
Jeg var lige ved at smide gryden. Hvem tror han, jeg er
Man spiser i køkkenet, Jannik. Tag det, som det er, eller lad være, sagde jeg og satte mig alene ved bordet.
Efter et kvarter kom han ud i køkkenet.
Koldt føj
Så kunne du have taget det før.
Jeg bad dig jo! Ikke et gram omsorg! Du ved jo, jeg ser fodbold! sagde Jannik, mens han skovlede kyllingen i sig. Det smager ikke af noget.
Jeg rullede bare med øjnene. Fodbold forvandlede Jannik til et helt andet menneske. Tipskuponer, merchandise, dyre billetter I sine unge år havde han aldrig set en fodboldkamp.
Uden at sidde færdig, greb han en dåseøl og sin pose chips fra “Rema” og gik tilbage til fjernsynet. Tilbage stod jeg med opvasken.
Helt ærligt, hvorfor gør jeg mig overhovedet umage. Ingen satte pris på det.
Arbejdet trættede mig. Jeg var sygeplejerske på hospitalet. Folk kom med deres problemer, vrede og sygdom. Altid travlhed og krav og når jeg kom hjem, var der heller ingen ro. Det var som et ekstra job med at servere, hente, vaske, rense.
Er der flere? Jannik rodede efter endnu en øl i køleskabet. Hvorfor er der ingen tilbage?
Du har selv tømt det hele! Skal jeg også købe det til dig? Vær nu lidt voksen, Jannik! røg det ud af mig.
Man er vist blevet sart sukkede han, og slog med døren, da han gik ud for at hente flere forsyninger til næste kamp.
Jeg besluttede mig for at gå i seng, arbejdet ventede igen i morgen. Men jeg kunne ikke sove. Jeg bekymrede mig om Trine. Hvor var hun, og med hvem? Det var for længst blevet mørkt, og hun var stadig ikke hjemme. Jeg turde ikke ringe hun ville bare flippe ud.
Du gør mig bare til grin over for mine venner! Skal du altid ringe?! råbte hun altid. Efterhånden havde jeg vænnet mig til at lade være hun var jo lige fyldt 18. Arbejde gad hun ikke, skolen var bare noget, der skulle overstås nu holdt hun pause for “at finde sig selv”.
Mens jeg lige var ved at døse hen, blev jeg vækket af Janniks råb over en scoring. Nu diskuterede han højlydt kampen med naboen, som lige var kommet forbi og blev hængende. Senere kom naboens kæreste også. De tre sad og heppede, mens jeg kunne høre Trine komme ind, rode i fadene og liste ind i seng. Da huset endelig lå stille, og jeg sukkede lettet og faldt i søvn, vred vores kat sig pludselig med et krævende miav den ville have mad.
Er der for resten NOGEN andre i det her hus, der kan give katten mad? hvæsede jeg, migræneplaget og søvnløs, da jeg gik ud i køkkenet. Jeg ville gerne høres, men Trine sad med hovedtelefoner og drejede bare fingeren ved tindingen. Jannik var faldet i søvn foran fjernsynet med øllen i hånden.
“Skrup nu jeg kan ikke mere,” tænkte jeg træt.
Næste morgen blev jeg vækket af et opkald fra svigermor.
Antonina, min skat, husker du nu, det er tid til at så grøntsager? Og vi skal lige på landet og gøre klar.
Jeg ved det godt, suk.
Så tager vi afsted i morgen.
Min eneste fridag gik med at knokle på svigermors gård, hvor hun gav ordre fra bænken:
Sådan holder man altså ikke en kost! rettede hun.
Vera, jeg er næsten halvtreds, jeg kan godt selv, vovede jeg at svare.
Hvad med Jannik?
Hvor er din Jannik? Hvorfor er han ikke med? Hvorfor kører vi to tre timer i bus, mens han sidder hjemme? Du taler kun om Jannik, Jannik!
Han har brug for hvile.
Hvad med mig? Tror du ikke jeg er træt?
Og så startede det ellers jeg fortrød straks, jeg havde svaret igen. Vera var snakkesalig, og hendes retfærdighedssans rakte kun til hendes egen søn. Hun havde aldrig savnet en chance for at forkæle Jannik, mens jeg bare var tjeneren, hun tålte.
Hjemturen sad vi i hver vores ende af bussen. Næste dag klagede Vera til Jannik.
Hvordan vover du at svare min mor igen?! rasede Jannik. Hvis ikke det var for hende
Hvad da? spurgte jeg og korsede armene. Jeg følte mig klar til at få nok, til at sige fra overfor deres udnyttelse.
Så havde du arbejdet på kommunens klinik! det trak han lige op af ærmet. Han mindede mig endnu engang om, at Vera havde hjulpet mig ind på hospitalet med lidt højere løn men til gengæld for nerver og grå hår. Jeg havde fortrudt mere end én gang at følge svigermor og forlade den lille rolige klinik til fordel for hospitalet. Hvor skal du hen?
Jannik var rystet, da han så, hvad jeg gjorde.
Det, jeg gjorde nu, havde Jannik aldrig troet var muligtJeg trak min slidte skoletaskes rem over skulderen. Den var allerede pakket. Jeg tog min jakke, svingede nøglerne rundt om fingeren og sagde, meget stille:
Jeg tager ned til havet.
Jannik stod som forstenet i døråbningen. Bag ham hørte jeg fjernsynet køre videre. Trine lige så. Men ingen sagde noget for første gang.
Udendørs bed vinden mig i kinderne, men det føltes forfriskende. Ved klitterne stod jeg længe og stirrede ud over gråt vand i oprør. Skibe gled forbi i det fjerne; deres ensomme, ufravigelige kurs virkede pludselig misundelsesværdig.
Min mobil vibrerede i lommen igen og igen Trine, Jannik, endda Vera. Jeg lod den ligge. For første gang i årevis åndede jeg dybt og mærkede, hvordan mine tanker foldede sig ud, ikke om dem, men om mig selv.
En time senere stod jeg stadig der og mærkede, at jeg var træt, men stærk. Straks gik jeg tilbage mod huset. Da jeg trådte ind, stod Jannik og Trine i gangen og kiggede på mig, usikre. Katten smøg sig om benene på mig.
Vi øh begyndte Jannik tøvende.
Hør, nu laver jeg ikke længere mad til jer, hvis I ikke hjælper. Og jeg tager ikke ud til Vera hver weekend. I må selv finde ud af det. Først nu forstår jeg helt, hvad det vil sige at være mor at man skal kunne sige fra.
Trine betragtede mig med store øjne, og Jannik nikkede næsten umærkeligt.
Okay det prøver vi så, sagde hun langsomt, og for første gang i månedsvis smilede hun faktisk lidt.
Den aften sad vi tre fire med katten rundt om et halvkedeligt, men fælles tilberedt måltid. Ingen skænderier, ingen råb fra fjernsynet, bare det svage klirr af bestik. Trine fortalte pludselig, at hun havde søgt et deltidsjob. Jannik turde ikke nævne fodbold.
Udenfor brød solen pludselig gennem skyerne og lagde et gyldent skær over vores lille stue. Jeg kunne ikke skjule mit smil. Det var ikke en mirakelkur, men en begyndelse. Måske var det bare det, vi trængte allermest til: en forandring, der startede og sluttede ved det første nej og ved følelsen af endelig at høre til sit eget liv.