Genetisk Risiko
Søndag morgen var lejligheden stille. Det var sidst i november, himlen udenfor var tung og grå, grene nøgne. Køleskabet summede i køkkenet, tepotten stod lunkent på bordet, og opvasken fra aftensmaden dagen før ventede i vasken.
Søren sad ved bordet og pillede en appelsin, lagde forsigtigt skræller i askebægret. Hans kone, Mette, rodede i overskabet for at finde kaffefiltre. På stolen ved vinduet lå sønnens jakke, Rasmus, ved siden af hans rygsæk. Datteren, Mille, havde lovet at kigge forbi til frokost sammen med sin kæreste, som forældrene endnu ikke havde mødt.
Hvor gammel er han egentlig? Forstod du det? spurgte Mette, uden at vende sig.
Hvem ved, svarede Søren og trak på skuldrene. Lyder voksen nok i telefonen…
Mette sukkede. Hun gjorde det tit for tiden. Søren var vant til det, bemærkede det dårligt nok længere. Han var seksogfyrre, ingeniør i et lille ventilationsfirma. Livet gik sin skæve gang: arbejde, hjem, sjældne aftener med gamle venner. Hans egne forældre var for længst borte, tilbage var kun Mettes mor, Kirsten, som boede i opgangen ved siden af.
Jeg smutter over til mor efter frokost, sagde Mette. Hun klager igen over benene.
Benene havde hun klaget over i årevis. Artrose, åreknuder, medicin på klokkeslæt. Søren hentede hende gerne til lægetjek, stort set uden irritation, mest med stille omsorg. Sådan er alderdommen hvad kan man stille op.
Døren i gangen smækkede. Rasmus kom ind, høj og ranglet, med høretelefoner om halsen. Han sparkede skoene af, nikkede til sin far og trak det ene øre ud.
Mor, jeg spiser senere, ikke? Vi smutter i træningscenteret.
Selvfølgelig, mumlede Mette. Så klarer eksamen sig nok selv?
Mor, det går fint, sagde Rasmus og tog et skridt bagud. Mangler bare et par prøver.
Søren sad og så på sin søn. Hvor hurtigt han var blevet stor. Det føltes som i går, han trak ham på løbehjul ude i gården. Nu havde drengen muskler, en tatovering på håndleddet og sin egen verden.
De levede som mange andre danskere. Lån på en toværelses i Valby, ferie én gang om året ofte i Danmark, en sjælden gang sydpå til Mallorca. Skænderier om penge, om hvis tur det var til at tage skraldespanden ned, og hvem der skulle ringe til svigermor. Helt almindeligt.
Den seneste tid virkede Mette mere træt. Om aftenen sad hun med benene trukket op på sofaen og klagede over, at de smertede. Søren tilskrev det jobbet, vejret. Hun var bogholder på en folkeskole, sad bøjet over computeren hele dagen.
Men den dag begyndte det ikke med hendes ben, men med hendes mor. Kirsten ringede til frokost, da Mille og kæresten allerede var kommet, og der stod kartoffelsalat, sild og flæskesteg på bordet.
Mette, sagde Kirsten, stemmen dirrende, Min hånd gik i krampe igen… og benet også. Jeg blev så bange.
Mette blev bleg og skubbede tallerkenen væk.
Jeg kommer straks, mor.
Søren rejste sig.
Jeg går med.
Bliv bare, sagde hun kort. Mille, du holder selskab med gæsten. Jeg skal bare lige hurtigt forbi.
Alligevel trak Søren jakken på. De gik ned ad trappen og krydsede gården. Oppe i svigermors opgang duftede det af kogt kål og vaskemiddel. Kirsten åbnede selv døren, klamrede sig til karmen.
Lad mig se, sagde Mette og tog fat i hendes hånd. Hvad var det der trak?
Åh, måske bare blodtrykket, prøvede hun at smile.
Søren mærkede en uro i maven. Kirsten var tooghalvfjerds, altid aktiv, hjalp til i den lokale kirke, leverede mad til naboen. Men på det seneste virkede hun mere glemsom, havde glemt komfuret tændt flere gange.
Vi må ringe 1813, sagde han fast.
Nej, nej, det går over, viftede Kirsten.
Det gik ikke over. En time senere sad de på akutmodtagelsen i Hvidovre. Der lugtede varmt og lidt surt, desinfektion hang i luften. Langs væggen sad folk med poser, tasker og vinterjakker på skødet.
Kirsten blev rullet væk til undersøgelser. Mette gik uroligt op og ned af gangen. Søren forsøgte at ringe Mille for at sige, at de blev forsinkede, men hun tog ikke telefonen.
Det er nok bare nerver, sagde han. Han vidste ikke, hvem han forsøgte at berolige.
Mette nikkede, øjnene brede.
Diagnosen fik de først ud på aftenen. En lav læge med trætte øjne trak dem ind på et lille kontor.
Der er tegn på en neurologisk lidelse hos din mor, sagde han og så på sin skærm. Vi har scannet hovedet, ikke noget akut, ingen blodprop. Men der er mistanke om en degenerativ proces.
Hvad betyder det? Mette forstod det ikke straks.
Vi kan se nogle forandringer i hjernen, sukkede lægen. Vi skal undersøge mere. Jeg anbefaler henvisning til neurologisk afdeling og til genetisk rådgivning.
Søren mærkede kulden stige op i sig. Genetik? Han havde aldrig tænkt det ord i forhold til deres familie.
Det… Kan det være arveligt? spurgte han.
For tidligt at sige, sagde lægen. Visse sygdomme kan være arvelige. Men vi skal udelukke alt andet først. Herefter får I en henvisning.
De trådte ud i gangen igen, som stadig duftede af rengøring og antibakterielt. Kirsten blev kørt tilbage på stuen, træt men tapper.
Nå, jeg lever endnu? forsøgte hun at joke.
Mette satte sig på stolen og holdt hendes hånd.
Mor, lad være med at spøge sådan.
Søren stod ved vinduet og stirrede ned i mørket. Ét ord dundrede rundt i hans hoved: “arveligt”.
En uge efter tog de til Rigshospitalets neurologiske afdeling. Alt så nyt ud: glasdøre, digitale skilte, store informationsskærme. Kirsten fik lavet MR, taget blodprøver, en neurolog testede reflekser og balance.
Senere blev de kaldt ind på et kontor, hvor en kvinde midt i fyrrerne sad i kittel. Skiltet sagde læge, genetiker.
Jeg har gennemgået prøverne, sagde hun, og der er mistanke om en arvelig neurodegenerativ sygdom Huntingtons sygdom. Kender I til den?
Søren rystede på hovedet, Mette med.
Det skyldes en mutation i et bestemt gen, forklarede hun roligt. Det giver ufrivillige bevægelser, problemer med koordination og sindsstemning. Sygdommen forværres med tiden.
Søren hørte ordene som om de kom langt væk. Kulden i ham voksede.
Men hvorfor nu? spurgte Mette. Mor er jo over halvfjerds.
Sygdommen udvikler sig ret forskelligt. Nogle mærker det tidligt, andre sent. Vi kan først bekræfte det endeligt med en gentest.
Men det er arveligt? bad Søren.
Ja. Hvis man har mutationen, har hvert barn 50% risiko altså risikoen er ét eller nul, ikke noget midt imellem.
Mette blev bleg. Søren mærkede hendes greb stramme om hans arm.
Så, jeg… kan også have det? spurgte hun forsigtigt.
Vi kan ikke vurdere det uden en test, sagde genetikeren. Det handler ikke om, hvordan du føler dig nu. Derfor rådgiver vi altid grundigt først.
Søren sank det nye ord: prædiktiv. Forudsigende.
Og børnene? spurgte han. Rasmus og Mille?
Har du mutationen, har de samme risiko som dig. Findes den ikke hos dig, får de den heller ikke.
Stilheden var tung. En telefon ringede ude på gangen.
Vi presser ingen til at blive testet, tilføjede genetikeren. Beslutningen er din. Vi rådgiver med samtaler, så du forstår konsekvenserne og kan leve med svaret.
Søren nikkede, men forstod stadig ikke rigtigt. Ansigtet af Mille og Rasmus flimrede i hans tanker.
Hjemme sad de senere på køkkenet, mens børnene var inde på deres værelser. Suppen på bordet blev kold.
Halvtreds procent, sagde Mette stille. Et platspil.
Søren skænkede sig en snaps, selvom han ellers sjældent drak midt på ugen. Drak den i én mundfuld.
Vi ved jo ingenting endnu, sagde han. Måske har du slet ikke mutationen.
Og hvis jeg har…? Så har jeg givet det videre, svarede Mette, stirrende ud i luften. Givet dem dét i stedet for alt det andet…
Han fandt ikke ord. Lagde hånden på hendes skulder. Hun trak sig ikke væk.
Om aftenen samlede de børnene i stuen. Mille satte sig i lænestolen, Rasmus på armlænet. Fjernsynet var slukket.
Vi har været med mormor på hospitalet, begyndte Mette, stemmen skælvede. Lægerne mener, hun har en arvelig sygdom.
Hvad mener du? spurgte Rasmus. Noget med gener?
Ja, sagde Mette. Huntingtons sygdom. Det sidder i generne. Har man det, kan man give det videre, der er 50% risiko…
Halvtreds procent, sagde Søren for hende.
Stilheden blev tættere. Uret tikkede højt.
Kan vi også have det? spurgte Mille. Hun var tre år ældre end Rasmus og arbejdede i reklame, boede for sig selv.
Ja… måske. Først skal vi vide, om jeg har det, forklarede Mette.
Hvordan finder du ud af det? spurgte Rasmus hurtigt.
Ved en gentest, svarede Søren. Men først samtaler med læger og psykolog. Det er en stor beslutning.
Hvad hvis du ikke vil vide det? spurgte Mille. Kan man så bare fortsætte som hidtil?
Det kan man godt, sagde Søren. Det er op til dig selv.
Hvad hjælper det at vide det så? spurgte Rasmus. Hvis svaret er ja?
Så lever man med den viden, sagde Mette stille. Eller også lever man i uvished.
Mille greb fat om armlænet.
Kan det kureres?
Nej, sagde Mette. Man kan lindre symptomer, men ikke helbrede.
Tavsheden blev tung og kold i rummet. Søren mærkede forandringen. Ikke bare frygt, men en ny virkelighed for hele familien.
Jeg vil vide det, sagde Rasmus pludseligt. Hvis der er en test, vil jeg have den.
Mette reagerede straks.
Du har ikke forstået det helt, Rasmus. Først mig. Så dig.
Og hvis du ikke gør det? spurgte han.
Ikke nu, Rasmus, sagde Søren. Vi har brug for tid.
Ja, hvornår så? Når mine hænder begynder at ryste?
Nu må det være nok, sagde Mette og forlod stuen med et smæld.
Søren så på børnene.
Vi skal give os tid, sagde han. Det her er ikke en eksamen med deadline.
Mille nikkede, fjernt. Rasmus sad sammenbidt.
Livene fortsatte mærkeligt i de følgende uger. Arbejde, uddannelse, regninger, indkøb, lektier men med spørgsmålet hængende: Test eller ej?
Mette gik til samtaler med genetiker og psykolog. Søren ventede i gangene. I et af rummene fik de igen forklaret det enkelt:
Testen viser, om du har en udvidet DNA-sekvens i det relevante gen, forklarede lægen. Har du det, vil sygdommen udvikle sig spørgsmålet er kun hvordan og hvornår. Har du det ikke, arver dine børn det heller ikke.
Men hvad nu, hvis jeg ikke vil vide det? spurgte Mette.
Det er helt legitimt, svarede lægen. Mange vælger uvished. Det kan føles lettere for nogen.
Og børnene? spurgte Søren.
De er voksne. Det er deres valg. Men vi anbefaler normalt at teste forælderen først.
Mette sad og knugede et lommetørklæde. Hun huskede, da hun holdt Mille som spæd, fulgte Rasmus første dag i børnehave. Dengang frygtede hun forkølelser, knubs og skrabede knæ. Denne frygt var af en helt anden kaliber.
Hvad hvis jeg er positiv? Kan jeg så fyres? Eller nægtes forsikring?
I Danmark har vi ikke specifik lov mod genetisk diskrimination, sagde lægen. Men testresultater er fortrolige. Man skal dog overveje, hvad man selv fortæller.
Om aftenen talte Mette og Søren stille over køkkenbordet.
Hvis jeg har det, vil jeg ikke have, folk får ondt af mig, sagde hun. Eller ser mig som en tikkende bombe.
Sådan ser jeg dig ikke, svarede Søren.
Det gør du. Jeg kan mærke det, sagde hun stille.
Han ville protestere, men indså, hun havde ret. Hver glemt sætning, hvert klodset skridt han så nu “symptomer”.
En aften sad Mille og drak te med dem.
Jeg har læst om sygdommen, sagde hun. Mange vælger slet ikke at få børn, hvis de risikerer at have den.
Du ved ikke engang, om du har risikoen, sagde Søren.
Nej, men hvad hvis? svarede Mille. Ilja og jeg har talt om børn om et par år, men nu føler jeg ikke, jeg kan.
Det behøver du ikke tænke sådan, udbrød Mette. Det er ikke din skyld.
Hvis jeg giver det videre, er det mit ansvar, svarede Mille nøgternt.
Søren mærkede spændingen på den ene side lysten til at leve som før, på den anden skrækken for fremtidige børn der måske arver sygdommen.
Rasmus reagerede anderledes. Mere sport, mere tid hos venner. Om aftenen musik i ørerne men Søren så ham søge på nettet: huntingtons sygdom, gentest, forventet levealder.
Er du begyndt at holde øje med mig? udbrød Rasmus, da han så faderens blik på computeren.
Jeg er bare bekymret, indrømmede Søren.
Det er jeg også! Men jeg vil ikke have, I får ondt af mig på forhånd.
En dag kom Mette hjem med papir fra sygehuset. Der stod, hun havde fået samtale og kunne booke gentest.
Jeg ved ikke, sagde hun, om jeg kan klare det.
Kan du klare ikke at vide det? spurgte Søren blidt.
Hun så på ham, tårer i øjnene og vrede i blikket.
Hvad ville du gøre?
Han mærkede, at to stemmer kæmpede i ham: Find ud af det så I kan planlægge. Eller, lad være ignorer, så længe det går.
Jeg ved det ikke, sagde han ærligt.
Et par dage senere besøgte de Kirsten på hospitalet. Hun var flyttet til neurologisk afdeling. Fire senge på stuen, gamle damer diskuterede strikkeopskrifter i hjørnet. Ved Kirstens seng stod et glas vand og en lille kristusfigur.
Hvordan går det her? spurgte Søren.
Jeg lever endnu. De siger, jeg har fået mig en eksotisk sygdom, lo Kirsten. Jeg sagde til dem, det nok var min straf.
Mor, hold nu op, irettesatte Mette blidt. Det er ikke en straf.
Alt er Guds vilje, svarede Kirsten bare og trak på skuldrene.
For hende var det lettere at tro på noget større, end at føle skyld.
Har de tilbudt dig en test? spurgte Mette, da de var alene.
Gentest? Nej, de pillede blod og scanner mit hoved. Jeg er ligeglad, hvad de kalder det. Jeg ved jo godt, jeg ikke har længe.
Mor…
Tag dig mere af dig selv og børnene, klag ikke for meget, sagde Kirsten. Det går, som det går.
De ord satte sig fast hos Mette. “Det går, som det går.” Det var både en trøst og til irritation. Hun nægtede at være statister i andres skæbne.
Snart tilbød sygehuset familiesamtale. Hele familien kom: Mette, Søren, Mille og Rasmus. I et lille rum med fire stole, et bord, en æske papirlommetørklæder. Genetikeren og psykologen sad overfor.
Vi overbeviser jer ikke om noget, indledte psykologen. Vi hjælper jer med at finde ud af, hvad I faktisk ønsker og hvad I frygter.
Jeg er bange for at blive en byrde, sagde Mette pludselig. For at I skal passe mig, mens jeg skriger og ikke forstår noget.
Søren mærkede halsen snøre sig sammen.
Jeg er bange for ikke at opleve mine børnebørn, fortsatte hun lavmælt.
Mille stirrede ned i gulvet, Rasmus så ud af vinduet.
Hvad med dig, Mille? spurgte psykologen venligt.
Jeg er bange for at give sygdommen videre, svarede Mille. Og for at fortryde, hvis jeg ikke får børn.
Jeg er bange for at leve i evig frygt for, at jeg har det, sagde Rasmus. Men også for at vide, at jeg har det.
Og du? Psykologen rettede blikket mod Søren.
Han sukkede.
Jeg er bange for ikke at kunne støtte nok. Og bange for, hvis Mette har mutationen, at jeg vil begynde at tælle år.
Der blev stille. Psykologen nikkede.
Det er meget almindelige bekymringer, sagde hun venligt. De forsvinder ikke af test de forandrer bare form.
Da de trådte ud i kulden bagefter, snurrede vinden om kinnene. Mille svøbte sig ind i sit tørklæde.
Jeg har bestemt mig, sagde hun foran trapperne. Jeg vil ikke testes nu. Jeg bruger bare prævention og tænker mere på det, hvis jeg vil have børn. Så er der jo IVF med udvælgelse jeg har læst om det.
Det er dyrt, bemærkede Søren.
Men ærligt. Jeg vil ikke have en dom på papir. Bedre et risiko end en skæbne.
Mette så på sin datter og følte både stolthed og sorg.
Jeg vil have testen, sagde Rasmus. Jeg hader at være i limbo.
Først mig, sagde Mette fast.
Og hvis du ikke beslutter dig? insisterede han.
Lad os tage hjem, foreslog Søren. Vi behøver ikke svare nu.
Men noget var sat i gang. Turen hjem var stille, radioen kørte uden at nogen lyttede.
En uge senere bookede Mette testen. Søren stod ved siden af, mens hun skrev under. Resultatet ville tage en måneds tid.
Det er længe, sagde hun, da de gik derfra.
Kortere end at vente hele livet, prøvede Søren at spøge.
En måned slæbte sig af sted. Hverdagene forsatte med arbejde, rapporter, indkøb. Men under overfladen var alt forandret. Hver glemsomhed, hver sitrende hånd, Søren bemærkede alt hos sin kone.
En aften kom Rasmus hjem, vred.
Vi havde om arvelige sygdomme i biologi i dag, sagde han. Læreren talte om mutationer og risici. Jeg følte, hun talte om mig.
Du kunne have gået ud, sagde Mette.
Og sagt hvad? Undskyld, jeg har måske den sygdom, kan jeg slippe? Nej tak.
Søren lagde hånden på hans skulder.
Du skylder ikke nogen forklaring.
Bortset fra jer. I vil vide alt.
Jeg vil bare have, at du lever, svarede Søren blidt.
Og jeg vil vide, hvor længe, mumlede Rasmus og forsvandt ind på værelset.
Dagen for svaret faldt sneen tyst udenfor. Søren tog fri. De tog til sygehuset sammen.
Ude foran genetikeren sad andre et ungt par hånd i hånd, en midaldrende mand med mappe.
Jeg vil ikke, hviskede Mette. Vil ikke vide det alligevel.
Søren så hendes blege ansigt, stramme mund.
Vi er her nu, sagde han blødt. Du bestemmer. Du kan gå igen, hvis du vil.
Svaret findes jo allerede, i den mappe, svarede hun sagte.
Men det forandrer os, mumlede hun.
Sygeplejersken kaldte hendes navn. Mette stivnede.
Jeg går med, sagde Søren. Hvis du vil.
Hun nikkede, og de gik ind.
Lægen sad bag skrivebordet, mappen oppe.
Vi har svaret, begyndte hun. Jeg forstår, det er svært.
Mette nikkede. Søren mærkede hvor meget han elskede hende.
Dit antal repeats i det relevante gen er indenfor normalen. Du har ikke den mutation, der giver Huntingtons sygdom, sagde lægen.
Søren forstod ikke straks.
Så jeg har det ikke? Mette løftede hovedet.
Nej, svarede lægen. Hverken du eller dine børn har arvet den.
Søren åndede lettet op. Han så på Mette, der sad rystende, så lagde han armene om hende. Nu græd hun, men lettet. Al frygt og skyld fordammede.
Da de kom udenfor, virkede verden forandret.
Må hellere ringe til børnene, sagde Mette og tørrede øjnene.
Lad os lige få luft først, foreslog Søren.
De stod lidt, før Søren ringede til Mille.
Så… vi har altså ingen risiko? sagde hun stille. Jeg kommer forbi senere.
Rasmus tog telefonen med et Hvad så?
Du har ingen mutation, sagde Søren. Ingen Huntington i familien.
Lang pause.
Godt, sagde han omsider.
Søren så på Mette.
De tror det næsten ikke, sagde han.
Jeg selv heller ikke.
Om aftenen samledes de alle. Mille havde kage med, Rasmus mandariner. Der var mad, te og latter igen.
Så vi er raske, sagde Rasmus i hvert fald her.
På dét punkt, tilføjede Mille.
I var heldige, sagde Mette. Jeg osse. Men mormor ikke.
Tavsheden sænkede sig. Glæde blandet med skyld.
Jeg besøger hende imorgen, sagde Mette. Forklarer det.
Forstår hun det? spurgte Rasmus.
Måske ikke men jeg må sige det.
Efter aftensmaden hjalp Mille i køkkenet.
Jeg er stadig i tvivl om børn, sagde hun over lyden af vand.
Nu har du ikke dén risiko, svarede Søren. Men livet er altid risikabelt.
Mille smilede skævt.
Filosof.
Bare en far, sagde han.
Rasmus sad i stuen og så fjernsyn uden at se det. Mette satte sig ved hans side.
Du ville testes, sagde hun.
Nu er det ikke nødvendigt, svarede han.
Men måske vil du senere lære mere om dig selv.
Nok for denne gang, svarede han. Jeg er blevet gråhåret på én måned.
Hun smilede.
Jeg også.
Han så på hende.
Er du sur over, hvordan vi reagerede?
Nej, jeg var vred på mig selv over straks at tro, det var min skyld. Men I har lov til at være bange.
Han nikkede og gav hende et pludseligt kram hun mærkede, hvor meget han var vokset.
Næste dag tog Mette til Kirsten på sygehuset. Kirsten lå og så ud på byen.
Mor, begyndte Mette. Jeg har ikke mutationen. Lægerne siger det.
Gudskelov. Jeg har bedt for jer, svarede Kirsten.
Og for dig?
Også mig. Men jeg er klar, skat. I skal leve jeres liv.
Mette tog hendes hånd. En bølge af lethed bredte sig.
Jeg bliver hos dig, så længe jeg kan.
Det ved jeg, men husk at leve dit eget liv også.
På vej hjem tænkte Mette, at hverdagen nu på overfladen var vendt tilbage. Men alligevel var alt forvandlet. Familien havde mødt risikoen, og det havde sat spor. Der var nu en historie om gener, valg og om, hvorvidt man ville vide eller ikke vide.
Om aftenen sad de igen i køkkenet. Søren skrællede kartofler, Mille delte et sjovt billede fra S-togsreklamer i familiens Messenger. Rasmus sad med laptoppen.
Far, sagde han uden at løfte blikket, jeg har læst om livsforsikring. Overvejer at tegne en. Ikke fordi jeg er syg, bare mere praktisk, hvis nu…
Søren smilede.
Tænker du på os nu?
Ja, sagde Rasmus. Når nu vores gener er i orden, så må man selv tage ansvar for resten.
Mette hældte te op og bemærkede, hvordan bekymringerne var blevet mildere, mere almindelige.
Jeg har meldt mig til psykolog, sagde hun pludselig. Vil tale lidt. Også om alt det andet.
Søren så på hende med respekt.
Godt, sagde han. Måske gør jeg det samme.
Hele familien i terapi, grinede Rasmus.
Hvorfor ikke? sagde Mette.
De drak te. Udenfor faldt snefnuggene stille og smeltede straks på ruderne. Lejligheden var varm, nye beskeder fra Mille blinkede på telefonen. På hospitalet, ikke langt væk, faldt Kirsten i søvn til lyden af nattevagtens fodtrin.
Deres frygt og valg var personlige. Nogle ville vide, andre vil ikke. Nogle tænkte stadig. Men de var stadig familie, med alle deres revner og smil, stillheder og støtte.
Søren løftede koppen, mærkede dens tyngde, og vidste, at fremtiden ville bringe nyt diagnoser, regninger, glæder og skænderier. Ingen livsgaranti fulgte med. Men denne aften omkring bordet var de sammen. Og det var nok for nu.
Han så på Mette, der betragtede sneen udenfor med et lille smil. Ikke stort, ikke dramatisk. Bare et smil fra én, der har overlevet et svært kapitel og nu prøver at trække vejret igen.
Mere te? spurgte han.
Ja tak, svarede hun.
Og i den handling lå alt det væsentlige: At give hinanden nærvær og at vide, selv usikkerhed og frygt kan rummes i fællesskab. Livet har aldrig været, og bliver aldrig, uden risici. Men sammen kan man godt klare at se fremad.
