Du smider mig ud? Af mit eget hjem? Mads stod målløs.
Pak dine ting, Mads. Du må gå nu.
Han stirrede.
Smider du mig ud? Fra min egen lejlighed?
Lejligheden er sat i pant, Mads. Det er mig, der betaler af på lånet. Du har ikke bidraget med én eneste krone de sidste seks måneder.
Jeg har da betalt! Førhen!
Mads, det her er alvor. Jeg vil ikke leve sådan her længere.
Mathilde låste sig ude på badeværelset hun trængte virkelig til bare et lille øjeblik for sig selv efter en lang dag. Selv dét lod han hende ikke gøre i fred.
Mathilde, Agnes skriger. Skal du være derude endnu længere? hamrede han på døren. Jeg har kamp om fem minutter, jeg skal koncentrere mig.
Mathilde pustede ud, slukkede vandet og listede ud.
I børneværelset var lille Agnes utrøstelig, stod op i sengen og hulkede.
Så, rolig, skat, hviskede Mathilde, løftede pigen op og mærkede smerten i ryggen. Far har travlt.
Far er nemlig så vigtig han redder nærmest verden inde på nettet.
Mads havde allerede sat sig ved computeren i stuen og taget høretelefoner på. Han kunne lige så godt have boet på månen.
Efter en times tid gik Mathilde alligevel derind:
Mads? spurgte hun blidt mens hun vuggede Agnes på armen. Fik du løn? Afdraget på boliglånet skal betales i overmorgen. Og vi er næsten løbet tør for bleer.
Han rynkede panden og sagde ingenting, lavede bare et lille vrid med skulderen uden at tage hovedtelefonerne af. Mathilde klappede ham forsigtigt på skulderen. Mads rev høretelefonen væk.
Hvad nu?
Er pengene gået ind?
Kun noget af det. Fem tusinde.
Fem tusinde? Mathilde stivnede. Afdraget er femten tusinde, plus forbrug. Du sagde, du ville give det hele.
De har holdt igen, snerrede han uden at fjerne blikket fra skærmen. Chefen sagde, resten kommer næste uge.
Lad mig nu være. Du forstyrrer mine vigtige ting!
Hvor mange penge brugte du så sidste lørdag i foreningen? spurgte hun sagte.
Mads vendte sig halvt:
Jeg arbejder fire dage, så har jeg tre fri! Jeg må have lov til at slappe af, ikke? Skal jeg ikke have lidt luft under vingerne?
Du hakker altid på mig, der er altid rod, barnet skriger… Giv mig nu bare én time i fred!
Mathilde gik uden et ord. Der var ingen mening i at skændes. Hun vidste allerede, at en del af lønnen var røget til et eller andet nyt stykke udstyr til computerspillet eller endnu en digital gave.
Senere på aftenen, da lille Agnes endelig sov, gik Mathilde ud i køkkenet. Hun var så sulten, men køleskabet var nærmest tomt.
I går havde hun købt et kilo æbler og en klase bananer så hun havde lidt hurtigt at spise, mens hun passede Agnes.
Frugtskålen var helt tom, der lå kun skræller og bananskind ved siden af.
Mads kom slentrende ud og kløede sig på maven.
Er der te? Eller skal vi bare drikke varmt vand igen?
Har du spist alle frugterne?
Ja, hvad så?
Mads, jeg købte dem i går. Et helt kilo! Jeg har ikke engang fået én.
Vi har ikke flere penge, forstår du det? Jeg kan ikke købe frugt hver dag.
Ej, så starter du igen, himlede han med øjnene. Sådan noget overflods-halløj må du l…ge med. Køb noget nyt i morgen. Slap dog af, det var da bare nogle æbler.
Hvad, skal jeg gå og sulte, måske?
Hvis du ikke har råd til mad, så planlægger du økonomien dårligt.
Planlægger jeg dårligt? Mathildes stemme blev skinger. Hvor mange penge får jeg af dig? Jeg er på barsel, Mads. Din løn er ikke engang nok til lånene!
Så må du jo finde et arbejde, hvis du er så smart! råbte han. Du sidder jo bare hjemme, laver ikke en pind, og brokker dig bare.
Jeg er altså også træt, hvis du ikke har opdaget det.
Det blev vist dråben for Mathilde. Pludselig forstod hun, at hun ikke kunne regne med ham.
Hun blev nødt til at tage ansvar, i hvert fald for Agnes.
***
Allerede ugen efter startede hun på nathold ude i et stort logistikcenter. Fire-fem nætter, to fri hun vidste ikke, hvordan hun holdt til det, men det var rigtige penge.
Hver dag var som et maraton.
Om dagen passede hun Agnes, vaskede tøj, gjorde rent, lavede mad.
Agnes sov sjældent mere end fyrre minutter ad gangen så længe havde Mathilde til selv at gå ud som et lys på sofaen.
Om aftenen kom Mads hjem, spiste og satte sig ved computeren.
Mathilde puttede barnet og tog på arbejde.
Hvor skal du hen, mor? spurgte han dovent. Igen på dit slavejob?
For at tjene penge. Så du kan spise flere æbler, svarede hun tørt.
Morgenen efter kom hun hjem, mens Mads enten stadig sov eller skulle af sted igen.
Han var nu begyndt at snuppe lidt penge til frokost eller til busbilletten.
En søndag morgen efter nattevagt, hvor Mathilde havde slæbt kasser, kastede hun sig udmattet på sengen.
Mads, hviskede hun, mens hun trak dynen op over hovedet, vil du ikke tage Agnes ud og gå en tur? Jeg har ikke sovet i et døgn, jeg trænger bare til tre timer.
Jeg har også arbejde, lød det fra computeren. Jeg har fri, og vil slappe af. Du må selv se på det!
Ellers må hun bare lege selv!
Hun er halvandet! Mathilde satte sig halvt op. Hovedet dundrede.
Sæt nogle tegnefilm på til hende. Bare sørg for hun ikke forstyrrer mig. Sov hele dagen hvis du vil!
En halv time senere opgav hun for alvor Mads råbte ind i mikrofonen, Agnes hamrede med noget legetøj på gulvet.
Mathilde rejste sig, svajede af træthed, hentede pigen og gik ud for at koge havregrød.
Nu betalte Mathildes nattearbejde hullerne i regnskabet.
Mads opdagede det hurtigt.
Han købte straks noget nyt lir til sit spil, og da Mathilde spurgte til husholdningspengene, sagde han, at hendes løn jo var vores fælles.
Mathilde blev vred.
Da jeg bad om at sove, sagde du det var mit problem.
Da jeg sagde, du havde spist alt, kaldte du det snobberi.
Men nu er pengene pludselig fælles?
Slap lige af, Mads rynkede brynene. Jeg ville bare have noget. Har jeg ikke lov?
Jo. Selvfølgelig.
Næste dag oprettede Mathilde en separat konto, og ugen efter købte hun et par nye jeans til sig selv for første gang i tre år og et flot trælegetøj til Agnes.
Hun lagde en pose chokolade ind i skabet, kun til sig selv. Den gemte hun for Mads.
Om aftenen rodede han i køleskabet kun barnets suppe og lidt kærnemælk mødte ham.
Hvor er rigtig mad? råbte han fra køkkenet. Hvor er kødet? Bare nogle pølser?
Mathilde sad i lænestolen og læste. Agnes legede ved siden af.
Ved det ikke, sagde hun roligt. Du arbejder jo. Køb ind og lav mad.
Hvad? Jeg har ingen penge. Jeg har brugt det hele på at dække kreditkortet! Du fik jo løn i går!
Det gjorde jeg. Og jeg har brugt dem.
På hvad?!
På mig. På Agnes. Min del af lånet.
Øh, er du rigtig klog? råbte han. Vi er en familie! Hvad laver du med et delt budget?
Det gør jeg da, Mads. Du sagde, du arbejdede og var træt. Jeg arbejder også.
Nu må vi klare os hver for sig. Jeg er træt af at bære rundt på en voksen mand.
Han stod målløs.
Han prøvede at råbe, presse hende, kaldte hende pengegrisk, sagde hun havde fået kongen på næsen, så snart hun tjente lidt selv.
Mathilde var rolig. Hun var ikke længere afhængig af ham.
Og en måned senere havde han fået et andet job.
Man kan åbenbart godt finde noget, hvor der både er mere i lønposen, og det kommer til tiden, hvis man gider.
Det ændrede ingenting.
***
Fredag morgen startet med skramlen. Mads forberedte sig på at tage af sted og kastede ting omkring sig.
Hvor er vaskepulveret? råbte han fra badeværelset.
Slut, svarede Mathilde fra køkkenet, hvor hun rørte i grøden.
Hvad skal jeg så vaske arbejdstøjet i?
Køb noget vaskepulver og vask selv.
Er du rigtig? fløj han ind i gangen, halvt påklædt. Jeg giver dig ikke én krone!
Du har efterladt mig, lige da jeg havde det svært! Delte det hele op!
Du får ikke en øre af mig!
Det behøver jeg heller ikke, slukkede Mathilde for komfuret og vendte sig om. Hvis du bor her, bruger du da også sæbe og vaskepulver. Hvorfor skal jeg købe det?
Hvilken glæde har jeg af det?
Fordi du er min kone! han stak en finger truende frem. Du ter dig som en fremmed.
Hvis du vil have det sådan, kan du glemme min hjælp.
Hvornår har du hjulpet? spurgte hun sagte. Da jeg lå med feber, og du forlangte aftensmad?
Eller når jeg kom hjem efter nathold og bad om søvn, og du nægtede at tage dig af Agnes?
Lad nu være med at dreje den! han greb jakken. Jeg skal på arbejde. Når jeg kommer hjem, skal vasketøjet være rent.
Find noget vaskepulver i din hemmelige pengetank!
Samme aften vendte han hjem med blomster tre røde nelliker i plastik.
Værsgo, sagde han. Skal vi begrave stridsøksen?
Mathilde tog imod blomsterne. Hele situationen var så sølle, at hun fik lyst til at grine.
Mads, skal vi ikke tale sammen?
Senere, viftede han hende væk. Jeg er sulten. Hvad har du lavet?
Han kiggede i gryderne tomt.
Er du sindssyg? drejede han sig mod hende. Jeg er kommet hjem fra arbejde! Jeg er manden! Jeg vil have mad!
Der er frosne frikadeller i lige butikken, og vaskepulver kan du også købe der, svarede Mathilde roligt.
Skal du opdrage på mig nu? hvæsede han. Demonstrerer du?
Jeg har bragt penge ind!
Han smed et par krøllede sedler på bordet.
Her! Fem tusinde! Køb ind og lav rigtig mad! Og vask mit tøj!
Mathilde så på pengene og så på ham.
Mads, det handler ikke om penge.
Hvad så? At du tror, du er bedre end mig?
Lad mig nu komme i bad. Så spiser jeg, hvad jeg kan finde.
Og i nat… han smilede lummert og prøvede at trække hende ind til sig. Så skal du tilbage i rollen. Man må ikke glemme sin ægteskabelige pligt!
Mathilde trak sig væk.
Lad være, Mads.
Hvad? han så overrasket ud. Du er min kone!
Jeg skylder dig intet, Mads. Ingen penge. Ingen mad. Og heller ikke… dét der.
Er du blevet helt gal?! han trådte hen mod hende. Jeg slider mig op for dig, og nu boykotter du?
Pas på jeg finder en, der ikke stiller sig på bagbenene!
Gør det, sagde Mathilde. Gør det bare nu.
Hvad?!
Pak dine ting, Mads. Gå.
Han tav.
Du smider mig ud? Af mit eget hjem?
Lejligheden er i mit navn, og det er mig, der betaler lånet. Du har ikke bidraget et øre det sidste halve år.
Jeg betalte før!
Gå, Mads. Jeg mener det. Jeg vil ikke leve sådan mere.
Jeg gider ikke være din mor, din hushjælp eller din sponsor. Jeg er træt.
Hvem gider have sådan en som dig! råbte han, blev rød i hovedet. Gammel og med et barn på slæb! Tro mig, du kommer hurtigt og tigger om, jeg skal komme hjem igen!
Aldrig, hviskede Mathilde og rystede på hovedet. Ikke mere.
Han larmede rundt, smed tøj ned i en sportstaske og råbte:
Du kommer til at fortryde! Uden mig er du ingenting!
Mathilde så bare stille og roligt til.
Bare han gik. Hun var så træt…
***
Mathilde søgte om skilsmisse.
De fik fjernet Mads som medlåntager han havde alligevel aldrig tænkt sig at betale til boliglånet.
Hvorfor betale, hvis man bare kan flytte hjem til mor og leve på hendes regning?
Han betaler børnebidrag, men kun det allermindste det smerter ham for meget at skulle bruge penge på Agnes.
Men Mathilde fortryder intet. Det er hårdt men nu er hun fri.
