Min svigerinde og min bror havde spurgt, om jeg kunne passe deres søn.
I går aftes befandt jeg mig hjemme i min lejlighed i Aarhus, hvor jeg lavede frikadeller og holdt øje med min treårige søn, mens jeg ventede på, at min mand skulle vende hjem fra sit arbejde i banken. Pludselig bimlede ringeklokken, og min bror stod dér sammen med sin seksårige søn og en papirspose fyldt med friske bær fra kolonihaven. Han spurgte, om jeg lige ville holde øje med drengen, for de var blevet inviteret til smørrebrød hos nogle gamle venner. Jeg sagde straks ja, for jeg vidste, at min søn elskede at lege med sin fætter.
Aftenen svømmede forbi som tåge, og tiden for aftalt afhentning forduftede sammen med den. Jeg ringede til dem, men de svarede i løs snak, at de snart var på vej. Minutter blev til timer uden at de dukkede op. Jeg lagde børnene i seng, mens lyset udenfor opløstes i en blågrå dis. Men senere begyndte min søn at se mat ud, som om han svimlede mellem drøm og virkelighed, og jeg måtte ringe 112. Ambulancen kørte os gennem mærkelige, snoede villeveje ind til hospitalet, hvor lægerne anbefalede indlæggelse. I forvirringen prøvede jeg igen og igen at ringe til min bror og svigerinde, men deres telefoner var tavse som is på Silkeborgsøerne.
I nød og nat måtte jeg bede min hjælpsomme, nærmest eventyrlige nabo, Bodil, der altid har tid til en kop kaffe og et venligt smil, om hjælp. Hun sagde ja uden tøven og tog sig af min nevø blandt sine mange stueplanter og gamle Arne Jacobsen-møbler. Jeg tilbragte natten på hospitalets stive plastikstol ved siden af min søn, mens alt føltes som et mærkeligt, blafrende billede.
Næste morgen dukkede min bror op og tog sin søn hjem.
Et par dage senere, mens jeg stod foran hylderne i Føtex og overvejede prisen på rugbrød, mødte jeg min svigerinde. Uden varsel gik hun til angreb, hendes stemme rungede som Kirkeklokkerne i Tivoli, og beskyldte mig for at overlade hendes barn til en fremmed. Hendes ord blev til et hav af vrede, og hun krævede, at jeg straks skulle tilbagebetale de penge 200 kr. hun havde givet vores nabo for pasningen. Hun ville ikke betale og truede skarpt med at kontakte politiet. Jeg prøvede at forklare, at naboen næsten var familie, men mine ord flød væk som regn mod vinduet. Jeg stod tilbage, mærkeligt afkoblet fra verden, skuffet over at venlighed kan forsvinde ud i det blå, uden tak eller forståelse, som en drøm man vågner hårdt op fra.
