FAMILIEFEJRING
Mor sagde, at vi igen skal holde nytår hjemme hos os i år, Marcus’ øjne glimtede af begejstring, med hele familien! Er det ikke skønt?!
Det er jo frygteligt! udbrød Astrid uden at tænke sig om.
Hvad mener du? Marcus så forbløffet på sin kone, er du ikke glad for det?
Hvad har jeg egentlig at være glad for? Astrids øjne blev blanke. Det så ud, som om hun var på nippet til at græde. Fordi jeg endnu engang ikke får nogen fest? At jeg hele nytåret skal stå i køkkenet først, og så farer jeg rundt som en forvirret høne og prøver at gøre alle glade?
Men Astrid, det er jo en familiefest, Marcus kunne ikke forstå, hvad hun var utilfreds med, er det ikke dejligt, at vi har en stor familie? Det er jo dét, højtiderne er til for, at man mødes og hygger sig sammen.
Nå, så hele din familie dine forældre, din bror med kone, din søster med mand, deres børn: den lille og den endnu mindre de skal samles her hos os?
Hvorfor ikke? Sidste år nød alle det jo. De snakker stadig om det.
Ja, selvfølgelig. Men er der nogen af dem, der mindes, at jeg dårligt nok var til stede til festen? Altså, jeg var der! Som kok, opvasker, tjener, rengøringskone! Jeg handlede ind i ugevis, stod i tre dage og lavede mad, og så serverede jeg og sørgede for det hele! Selvfølgelig morede de sig. Men bagefter kunne jeg ikke rejse mig fra sofaen en hel uge. Forstår du overhovedet, hvad det vil sige at lave mad til tretten mennesker? Det er jo ikke for sjov!
Tretten? Har du talt børnene med?
Spiser børn ikke? Skal de ikke have mad? Det er ikke fordi din bror eller søster har haft noget med til dem nogen sinde!
Det ville da også være mærkeligt! Marcus lød lidt irriteret, hvad er meningen med at komme på besøg, hvis man skal tage mad med?
Netop! Alle dine slægtninge vil bare have fest og afslapning. Det forstår jeg godt. Men hvad med mig? Jeg kunne også godt tænke mig at fejre nytår som et rigtigt menneske! Hvorfor tænker du ikke på mig?
Det gør jeg da. Jeg troede faktisk, du var glad sidste år
Det så kun sådan ud. Jeg dækkede over, hvor træt jeg var. Jeg nåede jo dårligt nok med til at ønske nytår med de andre jeg stod i køkkenet.
Nu overdriver du, Astrid. Du siger sådan, fordi du ikke gider have min familie her igen.
Jeg overdriver ikke. Og du har ret: jeg vil ikke have hele den flok samlet her igen.
Så hvad vil du?
Jeg vil gerne fejre nytår kun med os tre: dig, mig og vores barn. Kan du forstå det? Bare os.
Men min familie er også min familie. Sådan vil det altid være. Jeg kan ikke bare svigte mine forældre, bror, søster det har vi som tradition!
En dum tradition! Astrid blev vred, så kan vi da bare invitere mine forældre også! Og min søster med mand og to børn! Vi har også traditioner! Tror du ikke vi har fejret nytår sammen før?
Jeg har aldrig set det, Marcus blev lige så ophidset, de ringer jo bare til jer. Det er da ikke en rigtig familie.
Nå, fortsæt bare! Astrids øjne lynede, hvad er vi?
I virker mere som fremmede for hinanden, fik Marcus fremstammet, så vidt jeg ved, fejrer din søster også nytår kun med sin egen lille familie.
Præcis, råbte Astrid, hun fejrer med sin EGEN familie. Forstår du det?!
Men forældre er vel også familie?
Forstår du det virkelig ikke, eller lader du bare som om? Da vi var børn, fejrede vi nytår med vores forældre. Da vi var flyttet hjemmefra og fik egen familie, begyndte vi at fejre med den. Vi besøger vores forældre til jul. Har du glemt det? Hvorfor kan vi ikke tage hjem til dine forældre 1. januar? Hvorfor skal jeg slide en hel dag og nat for at holde fast i jeres tradition? Hvis det er så vigtigt, må I selv gøre arbejdet! Jeg kan ikke mindes, at din søster nogensinde har samlet hele flokken hos sig i de fem år, vi har været gift!
Hendes børn var små!
Og hvad med vores søn? Han er kæmpestor hele to år. Sidste år var han kun ét, men det holdt ikke dine slægtninge væk. Ingen tilbød deres hjælp. De hyggede sig bare. Marcus, jeg siger nej! Jeg gider ikke stå for det. Hvis I vil holde familiefest, må I selv stå for det!
Mener du det? Marcus så fornærmet ud.
Helt alvorligt. Beslutningen er truffet, og den kan ikke ændres.
Så min mening betyder altså ikke noget?
Ikke med det her. Du deltager jo ikke i forberedelserne. Hvordan kan din mening så være relevant?
Fint så. Jeg skal nok sige til dem, at du ikke vil.
Ja, sig det bare, sagde Astrid roligt.
Ved du hvad det kan føre til?
Hvad?
De bliver fornærmede. Virkelig fornærmede.
Det er altså deres problem.
Nej, Astrid, det bliver vores problem. Jeg vil ikke skabe konflikt med mine forældre.
Hvis de gør det til en konflikt, må det være sådan.
Jeg har ikke lyst til at blive uvenner med dem!
Så lad være. Tag hen til dem og hold nytår. Det er jo jeres tradition, sagde Astrid sarkastisk, ellers kommer far og mor efter dig!
Du mener, du vil hellere fejre uden mig? Marcus skjulte dårligt sin skuffelse.
Ja, det vil jeg faktisk, hendes ansigt var urørligt.
Og du glæder dig ligefrem?!
Tro, hvad du vil. Du hører mig ikke alligevel.
Som om du hører mig.
Marcus, lad det ligge. Jeg kan også spille med ord. Hvis du ikke har forstået: jeg forventer ikke nogen gæster til nytår. Det kan du roligt sige til din familie. Og hvis du hellere vil holde fast i dem, så gør det. Jeg skal nok få en god aften alligevel.
Som du vil, snerrede Marcus og gik ud af stuen.
Resten kunne jeg gætte mig til.
Så snart Marcus mor hørte, at Astrid ikke ville lægge hus til Nytår, sagde hun kort og godt:
Jamen, så sætter vi aldrig vores ben hjemme hos jer igen!
Hans søster og bror blev først vrede, men roede sig ned, da forældrene inviterede dem hjem til sig.
Da Marcus fortalte Astrid om sin mors reaktion, trak hun bare på skuldrene:
Det er børnehave, svarede hun og løftede ikke engang stemningen mere op.
***
Lørdag den 31. december begyndte Marcus at gøre sig klar tidligt om morgenen.
Hvor skal du hen så tidligt? spurgte en søvnig Astrid.
Hjem til mine forældre. Mor har sagt, hun har brug for min hjælp.
Forstået, smilede hun let. Hvornår regner du med at komme hjem?
Formentlig i morgen. Jeg sover der. Jeg vil jo ikke vække jer klokken fem om morgenen, svarede han tørt. Han håbede tydeligvis stadig på noget.
Det er helt fint, sagde Astrid, vendte sig om og faldt roligt i søvn igen.
Resten af dagen foregik i et roligt tempo.
Jeg stod op, lavede mig en kop duftende, friskbrygget kaffe.
Gik på telefonen, scrollede lidt og sendte et par hilsner.
Da vores søn vågnede, fik han morgenmad, og vi gik en tur.
Vejret var klart og koldt, stierne dækket af et tyndt lag sne
Vi kom hjem glade og rødkindede. Sønnen spiste hytteostpandekager med stor appetit.
Mens han sov til middag, lavede jeg pariserbøf, par små salater og marinerede noget kød (Marcus skal jo have mad i morgen).
Jeg pyntede vores lille kunstige juletræ og hængte lyskæder op. Dem elsker jeg særligt: alle de blinkende lys gør straks lejligheden magisk og får nytårsstemningen frem
Min søn vågnede og ville have min opmærksomhed.
Vi læste i bøger, jeg fortalte eventyr, vi byggede tårne, og jeg så med fornøjelse tegnefilm sammen med ham. Det blev senere, mørket faldt på, og lyskæderne glimtede endnu smukkere.
Hen på aftenen var jeg halvt optaget af at svare på nytårshilsner på tv og deltage i min søns leg.
Tiden nærmede sig ubønhørligt midnat.
Klokken ni lagde jeg traditionen tro min søn i seng.
Bagefter ringede jeg til mor og far, til min søster, og til mine to bedste veninder jeg ville aldrig nøjes med et billedkort, de tætteste skal man tale med!
En time før midnat fandt jeg min yndlingsdug frem, dækkede op på vores sofabord og gjorde klar til to personer
Jeg var overbevist om, at Marcus nok ville komme hjem. Jeg vidste, han elskede mig.
Jeg satte alle små kanapéer og salater frem, lavede frugtanretning. En rødspætte stod i ovnen.
Jeg fandt Marcus yndlingskjole frem og hængte den tilbage igen, da jeg så klokken.
Han kommer ikke, tænkte jeg, så elsker han mig ikke.
Jeg åbnede champagne for mig selv
Skænkede op i to glas
Skålede for mig selv ved midnat og ønskede mig:
Bare jeg kunne få frihed og lykke
Næste nytår fejrede jeg hjemme hos mine forældre.
