Lad nu den sure suppe stå! Efter familiemiddagen med mine svigerforældre endte jeg altså med at pakke min kones ting sammen.
I weekenden var min kone og jeg til middag hos hendes forældre sådan en klassisk dansk søndagssting, hvor alle sidder over de slidte Royal Copenhagen-tallerkener og forsøger at lyde begejstrede for kartofler. Alting gled egentlig stille og roligt, indtil emnet som det tit gør drejede ind på, at jeg burde overveje at skifte job. Og selvfølgelig var det min kone, Helle, der bragte det på bane.
Det kom egentlig ikke helt ud af det blå. Den store diskussion var dukket op for nylig, om hvorvidt vi endelig skulle tage os sammen og få bygget et lille badebassin ved siden af mine forældres hus. Vi har snakket om det i hundrede år, og i år fik Helle nok og sagde, at nu måtte det være slut med at skubbe det foran os.
Og så er der jo bilen, som skulle have vinterhjul, før vejret forvandler Sjælland til en glidebane. Vores sommerferie ville vi gerne tilbringe ved Skagen endda for første gang i tre år! men det kommer vi ikke sovende til. Til gengæld er jeg den eneste i husstanden, der hiver penge hjem.
Jeg brokker mig nu ikke mit arbejde som konsulent kører faktisk fint. Men virksomheden har været gennem lidt af et stormvejr: Fyrringer og midlertidige lønnedskæringer har ligget som en grå sky over alt.
Jeg forklarede Helle, at jo, vi har da en skilling på opsparingen. Men det er vist kun nok til en hurtig tur til Vesterhavet og et meget ydmygt bilkøb, så længe ingen priser stikker helt af.
Men Helle syntes, svigerforældrenes poolprojekt var vigtigere end vores egne planer. Jeg syntes, det var lige at stramme den og før jeg vidste af det, blev jeg kaldt både doven og uambitiøs, fordi jeg ikke bare skifter job og skaffer flere penge, så vi kan få det hele på én gang.
Det blev jeg ærligt talt lidt knotten over. Så vi endte med at sidde fast i hver vores grøft og kompromis kom vi mildest talt ikke i nærheden af.
Ved middagsbordet røg vi så ind i præcis samme skænderi igen. Og jeg mistede totalt tålmodigheden: Jeg smed hovedet tilbage og sagde, at hendes forældre faktisk får pænt med støtte fra vores husholdningsbudget hver måned. Og i et ægte anfald af selvmedlidenhed slyngede jeg ud, at halvdelen af maden på bordet nok var betalt af undertegnede.
Måske skulle jeg have holdt bøtten lukket. Men nu var det sagt. Jeg havde endda en portion sur suppe stående foran mig, hvilket nærmest blev startskuddet til Helles serenade af anklager på min bekostning. Hun blev så tøsefornærmet, at jeg fik optrevlet en hel række spændende (og mindre flatterende) ting om mig selv.
Jeg hørte omtrent fem sætninger, inden jeg i stilhed rejste mig og traskede ud ad døren, hjem til os selv.
Vel hjemme tog jeg hendes ting ja, det lyder dramatisk smed dem i nogle poser og slæbte det hele over til svigerforældrene. Helles opførsel var simpelthen for meget. Sådan diskuterer man bare ikke i et civiliseret land med Dannebrog vajende i forhaven, altså.
Nu sidder jeg så i vores lejlighed alene og glor ud i luften. Hvad jeg skal gøre nu, har jeg ikke lige gennemskuet endnu…
