Kære dagbog,
Jeg må indrømme noget, jeg aldrig rigtigt har delt med andre: Jeg har aldrig rigtig ønsket børn. Faktisk har jeg heller aldrig været særlig begejstret for dem. Jeg blev gift som 20-årig, og da jeg fyldte 30, fik jeg så et barn. Hvorfor egentlig?
Ja, det ved jeg faktisk ikke rigtig. Sådan gjorde man bare dengang. Det sagde min mor også: Ingen forventer, at du får en hel flok, men du skal have mindst ét barn. Ellers er familien ikke komplet. Alle har et barn, det bør du også. Så kan du gøre, hvad du vil bagefter ingen spørger mere. Familiespillet.
Gennem alle årene i mit ægteskab talte alle om min kommende rolle som mor, som om det var mit endelige formål. Det føltes nærmest som om, de bombardererede mig med snakken om moderskab og kvindelig bestemmelse.
Gang på gang hørte jeg, at børn var livets blomster. Folk kunne slet ikke forstå, hvad jeg ventede på. Nogle sagde endda, at jeg ville fortryde det, når jeg blev ældre. Hvis jeg ikke fik et barn, ville jeg ende bitter og ensom.
Til sidst bøjede jeg mig for presset og fik et barn. Men den altopslugende kærlighed, alle talte om, mærkede jeg aldrig. Der kom ikke noget mirakel, ingen pludselig varme. Hverken da han var spædbarn med buttede kinder, eller som skolebarn med blomster i hånden, eller nu som voksen søn intet ændrede sig. Jeg prøvede og prøvede at fremkalde de der moderfølelser eller bare finde en forklaring på mine følelser, men ingenting virkede.
Jeg udviklede en rutine, hvor jeg undgik min søn. Jeg kastede mig over mit arbejde, tog de mest utaknemlige opgaver. Jeg var altid hurtig til at gå ud i køkkenet og lave mad eller gøre rent. Alt for ikke at skulle bruge for lang tid sammen med ham.
En veninde fortalte, hvordan hun savnede sin datter, når hun sendte hende på sommerferie til bedsteforældrene. Huset føles tomt og trist, sagde hun. Jeg forstod det aldrig. For mig lød det befriende. Jeg kunne desværre ikke sende min søn nogen steder hen, men tanken om lidt frihed var alt, hvad jeg kunne ønske mig.
Alligevel må jeg indrømme, at jeg var en ansvarlig mor. Jeg lod ikke mine egne følelser gå ud over ham. Han skulle jo ikke lide, bare fordi jeg havde ladet mig overtale. Jeg tog mig sammen, læste højt for ham, legede med ham, talte med ham, tog med i Tivoli, på Bakken, i Zoologisk Have, hvad som helst. Jeg engagerede mig i hans problemer, kendte hans venner prøvede i det mindste at give ham et nogenlunde almindeligt liv.
Da drengen blev 12, gik jeg fra hans far, og jeg havde ansvaret for opdragelsen alene. Hans far var ikke synderligt interesseret, men sendte dog lidt børnepenge engang imellem. Heldigvis var min søn begavet, selvkørende og utrolig høflig. Jeg havde aldrig reelt problemer med ham.
Jeg hjalp ham til en god uddannelse og efterfølgende et job i et anerkendt firma i København. Jeg hjalp ham økonomisk, så han kunne betale noget af sin andelsbolig.
Der stod jeg så, fri. Min søn var voksen, selvstændig, havde ikke længere brug for mig. Endelig kunne jeg leve for mig selv, lige som jeg faktisk altid havde ønsket.
Nu er min søn 28, gift og far til to. Min svigerdatter forstår slet ikke, hvordan jeg kan være så lidt involveret i familiens liv. Hun synes, det er mærkeligt, at jeg hverken ringer eller interesserer mig for mine børnebørn. Jeg ønsker heller ikke at besøge dem. For mig er det helt okay ikke at have kontakt.
Engang prøvede min svigerdatter at manipulere mig truede med, at jeg ikke ville få mine børnebørn at se, hvis ikke jeg stillede op. Men det gik aldrig ind på mig. Jeg har ikke noget ønske om at se dem, og min svigerdatter begyndte at forstå, at det ikke er en tom trussel, men ærligt ment. Vi ses kun til jul og lidt i påsken og kun fordi det forventes.
Måske er jeg en dårlig mor, måske en dårlig mormor, men jeg kan ikke gøre for det.
Jeg har altid en undskyldning på lager, fortæller mig selv, at min søn ikke ringer, fordi han har det godt. Hvis der var problemer, ville han nok komme til mig. Han har nu et travlt liv, og jeg venter ikke på hans opkald.
Vi lever hvert vores liv. Jeg har fået mig en dansk-svensk gårdhund og en lille køkkenhave, som fylder min tid ud. Jeg tænker egentlig sjældent på ham, ikke fordi jeg vil være ond, men sådan har min natur måske bare altid været. Om jeg har været en god eller dårlig mor, kan jeg stadig ikke bedømme. Drengen er jo alligevel blevet til noget, og han stortrives i sit liv.
Hvis jeg har lært én ting, er det, at man ikke skal lade forventningerne ude fra diktere sit eget liv. Forfølger man ikke sin egen sandhed, ender man måske med at skuffe både sig selv og andre det gælder især, når det kommer til familie.
