Ingen har brug for hende. I dag fylder hun 70 år, men hverken hendes søn eller datter er kommet.
Gertrud sad på en bænk i parken ved siden af plejehjemmet og græd stille for sig selv.
Det var hendes 70-års fødselsdag, men ingen af hendes børn var kommet for at fejre med hende. En enkelt kollega fra hendes gamle arbejdsplads havde ringet og ønsket tillykke, endda givet hende et lille stykke dansk chokolade, og en sosu-assistent havde foræret hende et æble. Personalet på plejehjemmet var flinke nok, men distancerede. Alle vidste jo trods alt, at de ældre blev afsat hertil af deres børn. Gertrud havde selv været sat herhen af sin søn; han sagde, det var for hendes egen skyld, at hun skulle slappe af og blive rask igen, men sandheden var, at hun bare gik sin svigerdatter på nerverne. Hun havde selv ejet lejligheden før, men efter mange overtalelser havde sønnen fået hende til at underskrive en gavebrev. Han lovede selvfølgelig, at hun kunne blive boende, som hun plejede.
Men virkeligheden blev ganske anderledes. Familien flyttede straks ind, og så begyndte balladen. Svigerdatteren var utilfreds med alt, lavede dårlig mad, lod snavset stå i badeværelset, og skænderierne begyndte. Først forsvarede sønnen hende, men efterhånden begyndte han selv at hidse sig op. Gertrud mærkede hurtigt, hvordan sønnen og svigerdatteren begyndte at hviske sammen og forstummede, hver gang hun trådte ind i stuen. En morgen begyndte sønnen pludselig at snakke om, at hun trængte til et ophold med pleje og ro. Hun så ham i øjnene og spurgte trist:
Sender du mig på plejehjem, min dreng?
Han blev rød i hovedet, forvirret og stammede:
Nej, mor, det er bare et ophold på et rekonvalescenthjem. Du skal bare være der en måned, så kommer du hjem igen.
Han fulgte hende derhen, skrev hurtigt under på papirerne og skyndte sig væk med et løfte om hurtigt at komme igen. Uden så meget som et farvel.
Nu havde hun boet på plejehjemmet i to år. Da den første måned var gået, og sønnen stadig ikke kom, ringede hun hjem fra plejehjemmets telefon. Der var fremmede i røret lejligheden var blevet solgt, og hun anede ikke, hvor han var flyttet hen. Gertrud græd sig i søvn i mange nætter og vidste, hun aldrig kom hjem igen. Det, der gjorde mest ondt, var, at hun havde gjort sin datter fortræd for sønnens skyld.
Gertrud var vokset op på landet og giftede sig med sin ungdomskæreste, Niels. De havde et stort landsted og en gård med dyr. En dag besøgte en gammel ven familien og fortalte, hvor godt livet var inde i København gode lønninger, tryghed og egen lejlighed. De solgte gården og flyttede til storbyen.
Vennen snød dem ikke de fik hurtigt en lejlighed, købte møbler for de penge, de havde, og et gammelt Folkevognsrugbrød. Men en dag omkom Niels i et trafikuheld med bilen. Efter begravelsen stod Gertrud alene tilbage med sine to børn. For at forsørge dem måtte hun gøre rent i opgangen om aftenen og tage ekstravagter.
Hun troede, børnene ville takke hende en dag. Men sådan gik det ikke. Sønnen havnede i dårligt selskab, og for at redde ham fra problemer måtte hun låne penge, som hun brugte to år på at betale tilbage. Datteren blev gift og fik et barn, og et stykke tid så alt lyst ud men så blev barnebarnet syg. Gertrud droppede arbejdet for at hjælpe. Lægerne kunne i lang tid ikke stille den rigtige diagnose; først sent opdagede man, det kun kunne behandles på Rigshospitalet. Ventelisten var lang. Datterens mand skred, mens pigen var indlagt, men han efterlod da heldigvis lejligheden.
Det var på hospitalet, datteren fandt sin anden mand, en enkemand med en datter, der havde samme sygdom. De blev glade for hinanden; men efter fem år blev han syg og måtte opereres. Gertrud havde en opsparet sum den havde hun lovet sønnen som udbetaling til en lejlighed men da datteren bad hende hjælpe stedfaderen, nægtede hun, for hun ville hellere hjælpe sin egen søn. Datteren blev rasende og sagde, hun aldrig ville tale med sin mor igen.
Gertrud tænkte tit, at hun ville have handlet anderledes, hvis hun kunne gøre det hele om. Men fortiden kan ikke ændres. Langsomt rejste hun sig fra bænken og gik med tunge skridt ind mod sit lille værelse.
Pludselig lød der en stemme:
Mor!
Gertruds hjerte galopperede. Langsomt vendte hun sig om og der stod hendes datter. Benene gav efter under hende, men datteren ilede hen og greb hende.
Jeg har ledt efter dig så længe, mor… Min bror nægtede mig at fortælle adressen, men jeg truede med at søge sag imod ham for ulovligt at have solgt din lejlighed.
De gik sammen ind og satte sig på sengen.
Undskyld, mor, at jeg ikke har kontaktet dig. Først var jeg vred, bagefter blev det let bare at udskyde, og jeg følte mig flov. For en uge siden drømte jeg om dig, du gik alene og græd i en skov. Jeg vågnede og var så tung i hjertet. Jeg fortalte det hele til min mand, og han sagde, jeg skulle finde dig og forsone os. Da jeg kom forbi din gamle lejlighed, var der kun fremmede, de anede intet. Men nu har jeg fundet dig, pak dine ting, du skal med hjem til os. Ved du, hvad for et hus vi har? Et stort hus lige ved vandet i Humlebæk. Min mand sagde, hvis din mor ikke har det godt, så må hun bo hos os.
Gertrud omfavnede sin datter med tårerne trillende. Men nu var det glædestårer.
